Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Egeskovens planter, svampe og dyr

Oprindelig forfatter PFM

Egeskoven er både et rigt levested for de arter, der er mere eller mindre knyttet til egen som sådan eller til egeskovens andre træer og buske, og for de arter, der nyder godt af forholdene i egeskov.

Mange arter er knyttet til dødt ved og hule og gamle træer, hvor egen har en særlig betydning på grund af dens langlivethed og evne til at danne store dimensioner. Så vidt når egene dog sjældent i den forstligt drevne skov, hvor træerne i sagens natur bliver udnyttet, når de er hugstmodne. De gamle træers og det døde veds betydning for den biologiske mangfoldighed er nærmere omtalt i kapitlerne Nedbrydning og Særlige levesteder i skovene.

Plante- og svampelivet

Urter
Selv om ege lader meget lys trænge gennem kronen, kan urtelaget godt være ret sparsomt. Det skyldes, at lyset kan være tilbageholdt i underskovens ofte rige opvækst af træer og buske som hassel, benved og almindelig hvidtjørn – på morbund især tørst. I de tilfælde er urtevegetationen især begrænset til foråret og adskiller sig ikke meget fra bøgeskovens (se Bøgeskovens planter, svampe og dyr).

I egeskov på stivleret bund, der skiftevis er meget fugtig og meget hård, kan det imidlertid være svært for andre træarter at etablere sig. Her ses ofte en rig urtevegetation bestående af f.eks. fladkravet kodriver, hvid anemone, guldnælde, almindelig bingelurt, dunet steffensurt, skov-star og mange andre. Nogle af arterne kan optræde med meget stor tæthed og helt dominere egeskovbunden.

Annonce

Også på steder med morbund kan underskoven være så svagt udviklet, at urterne får chancen. Her ses typisk kaprifolie, skovsyre, almindelig kohvede, bølget bunke, ørnebregne, håret frytle, majblomst og stedvist tæt dække af blåbær. Og på sandet muldjord findes arter som stor fladstjerne, tveskægget ærenpris og krybende hestegræs.

Mosser
Mosfloraen er beskeden i de fleste egeskove. Enten er der et veludviklet urtelag, der udkonkurrerer de fleste mosser, eller også forhindrer et lag af uomsatte egeblade mosserne i at gro. Der er dog ofte mosser på egestammernes nederste del, bl.a. åben krogtand. Andre almindelige arter er trind fyrremos, stor kransemos, ulvefodskransemos og arter af kløvtand.

Svampe og laver
Egen har samliv med adskillige arter af mykorrhizasvampe. Den mest almindelige art blandt disse er formodentlig ege-mælkehat, der kan træffes i næsten alle egeskove og egekrat.

En lang række karakteristiske svampe lever på gamle ege, bl.a. svovlporesvamp, oksetunge, ege-spejlporesvamp og egens labyrintsvamp. De nedbryder veddet, men er sjældent akut dødelige for egen, der ofte kan leve videre i årtier og århundreder. Honningsvampen (se Svampe) kan derimod angribe vækstlaget og dræbe svækkede ege. Døde ege har ofte dens karakteristiske sorte mycelium under barken.

En anden egetilknyttet svamp er den parasitiske ege-meldug (Microsphaera alphitoides), som først kom til landet i 1907. Den angriber især sommerskud af sydlige herkomster og får bladene til at se ud, som om de var drysset med mel. Den forhindrer skuddene i at afmodne, hvorved de lettere fryser ned, men dødelig er den ikke (se figur 6-3(a) i Svampene).

Nogle af de almindeligste arter af laver på yngre egestammer er rynket skållav, almindelig slåenlav og almindelig kvistlav. Egeskov kan have en særdeles artsrig lavflora, navnlig gammel egeskov og egekrat med lang vedvarighed i områder med forholdsvis lille luftforurening som bl.a. Kås Skov.

Figur 15-7. Karakteristiske plantearter fra egeskov. 1-5 muldbund, 6-8 morbund.

NID-4-635.png

1) Bingelurt. © Foto: Peter Friis Møller

NID-4-636.png

2) Dunet steffensurt. © Foto: Axel Kielland

NID-4-637.png

3) Stor fladstjerne. © Foto: Axel Kielland

NID-4-638.png

4) Skov-galtetand. © Foto: Peter Friis Møller

NID-4-639.png

5) Krybende læbeløs. © Foto: © Axel Kielland

NID-4-640.png

6) Almindelig gyldenris. © Foto: Axel Kielland

NID-4-641.png

7) Blåbær. © Foto: Peter Friis Møller

NID-4-642.png

8) Gedeblad. © Foto: © Axel Kielland

Dyreliv

Takket være egens meget langvarige tilstedeværelse her i landet har mange insekter fundet frem til vores egeskoven – over 800 arter er knyttet til eg.

Nogle af dem er bladædere. Det gælder f.eks. larver af blåhale (Neozephyrus quercus), der er en af de mest udprægede “træsommerfugle”, vi har. Som voksen tilbringer den næsten hele livet oppe i trækronerne, hvor den lever af “honningdug”, dvs. bladlusenes sukkerholdige ekskrementer. Æggene lægges på egekviste, og i maj måned klækkes de, hvorefter larven lever af de udspringende blomster og blade. Også egeloppe (Orchestes quercus) og egebladruller (Attelabus nitens), larver af ringspinder (Malaxosoma neustria) og egevikler (Tortrix viridana) lever af egens blade.

 FIGUR 15-8. Blåhale.

FIGUR 15-8. Blåhale.

Egeviklerens larver er tidsmæssigt samstemt med egens løvspring. Æggene lægges i juli, og efter overvintringen kravler de små larver ud, netop som egens blade er allerbedst for dem. Larverne spinder bladene sammen, så de i nogenlunde fred og ro kan gnave løs. Fra tid til anden kan de optræde i så store mængder, at de helt kan afløve egene (se afsnittet Insekter).

Det samme kan larver af lille og stor frostmåler. Frostmålerne (se afsnittet Samspil i skovens lag) sværmer, parrer sig og lægger æg om vinteren. Selv i let frost kan man se hannerne flakse omkring i mørket på jagt efter de vingeløse hunner, der kravler op ad stammerne for at lægge æg.

Allerede før udspring er bladene udsat for angreb af f.eks. snudebillen Phyllobius piri. Men på såvel bladeplader som bladribber, blomster, knopper og bark samt rødder er det især resultatet af forskellige galhvepses æglægning, gallerne, der tiltrækker sig opmærksomheden.

 FIGUR 15-9. Dannebrogsgalle.

FIGUR 15-9. Dannebrogsgalle.

Eg er vært for ikke mindre end ca. 40 galledannende insektarter, især galhvepse og galmyg (galledannelse er beskrevet i Samspil i fødekæder og Samspil i skovens lag). Flere af dem er meget iøjnefaldende, f.eks. de store galæbler og linsegallerne, som især udvikles på bladene. En anden karakteristisk galle, kartoffelgallen, dannes af Biorhiza pallida, hvis galler kaldes kartoffelgaller. Den har som flere andre galhvepse to generationer om året: Vintergenerationen danner galler på bark, i knopper eller på rødderne. Her er der føde selv på den tid af året. Sommergenerationens galler sidder derimod på blade og blomster. Interessant er det også, at vintergenerationen ofte formerer sig ukønnet, mens sommergenerationen formerer sig kønnet oppe på bladene.

Egens frugter, agern, hjemsøges bl.a. af agernsnudebille (Balaninus venosus). Barken på døde og døende ege huser bl.a. egebarkbille (Scolytus intrictus) og arter af tandbukke (Rhagium).

 FIGUR 15-10. Karakteristiske arter af smådyr knyttet til eg.

FIGUR 15-10. Karakteristiske arter af smådyr knyttet til eg.

De mange insekter er føde for egeskovens rige fugleliv, der tæller arter som spætmejse, træløber, blåmejse, musvit, munk, havesanger, stor flagspætte, rødstjert og grå fluesnapper. Musvitten er en af egeskovens karakterfugle, navnlig hvor der er mange huller, den kan bo i. Når der er mange insekter, får den store kuld, og omvendt giver få insekter små kuld. Det er hunnens foderstand, der får insektmængden og kuldstørrelsen til at hænge sammen. Det kræver nemlig meget føde at producere et fuldt kuld æg, som kan veje lige så meget som hunnen selv. Får hun ikke insekter nok om foråret, er der kun energi til få æg – og så er der heller ikke så mange unger, der skal deles om den sparsommere føde senere på året.

De fleste af de tilknyttede dyrearter udnytter egen ensidigt som føde eller levested. Nogle enkelte af dem har dog også betydning for egen. Det gælder især frøspredende pattedyr og fugle som egern, mus, skovskade, gråand, nøddekrige, der, selv om de æder mange frø, også har en nøglerolle for egen, først og fremmest skovskade, der er egens vigtigste frøspreder (se afsnittet Skovenes fugle).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Friis Møller: Egeskovens planter, svampe og dyr i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 2. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=485193

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk