Historie

FIGUR 15-1. Gammel, naturlig egeskov med græsningspræg. Langå Egeskov.

.

FIGUR 15-2. Bevoksning af flådeege (marineege). I de kongelige skove i Nordsjælland blev der omkring år 1800 anlagt mange hektar egeskov med henblik på fremtidens forsyning med skibstræ. Berømt er historien om, at en af de nordsjællandske skovridere i 1960’erne meddelte flådens hovedkvarter, at “den bestilte vare er klar til afhentning”. På det tidspunkt blev der rent faktisk stadig bygget minestrygere af egetræ, men ellers var egens orlogsmæssige betydning allerede udspillet i slutningen af 1800-tallet. Folehaven ved Hørsholm.

.

Både stilk-eg og vinter-eg indvandrede for omkring 9.300 år siden. Nyere genetiske undersøgelser har vist, at de ege, der kom til Danmark, stammer fra tre forskellige refugieområder: Den Iberiske Halvø, Italien og Balkan.

I første halvdel af 1900-tallet antog man på baggrund af store mængder velbevarede egestammer i moser – moseege – og pollenanaly ser, at egen havde spillet hovedrollen i fortidens skove (se om pollenanalyse i kapitlet Skovenes historie og i bindet Geologien).

Egens rolle blev imidlertid overvurderet på det tidspunkt. Det skyldes for det første, at egeved bevares længere end andet træ. For det andet havde man ikke taget højde for, at egen som en vindbestøvet art efterlod langt mere pollen end insektbestøvede arter som lind i de aflejringer, man undersøgte. I løbet af 1960'erne lykkedes det at finjustere metoderne og korrigere for træarternes større eller mindre pollenproduktion. Det viste sig derved at linden og ikke egen havde været den dominerende træart i urskoven. Men pollenanalyserne viste også, at egens andel i urskoven gennem årtusinder lå på omkring 10-30 % på høj bund i Østdanmark og ofte højere på den fattige bund i Vestjylland (se Urskoven). Og i modsætning til linden beholdt egen en væsentlig plads i skov og landskab helt op i nutiden.

I løbet af Bondestenalderen forsvandt store dele af skoven og blev erstattet af åbent agerland, eng og hede (boks 15-3 i Egekrat). De få steder i Vestjylland, hvor en form for skovvegetation overlevede, eller genvandt fodfæstet, bestod den især af eg (og bævreasp) i form af egekrat.

Egen havde tidligt meget stor samfundsmæssig og sømilitær betydning (boks 15-1) – og mangel på denne ressource ville være særdeles kritisk for en søfartsnation som Danmark. Derfor påbød allerede den første store skovforordning fra 1670, at egetræer, der var egnet til skibsbygning, blev skånet ved hugsterne, og at der blev udarbejdet en fortegnelse over disse ege, således at admiralitetet havde overblik over lagrene. Desuden skulle der plantes eg og bøg og anlægges indhegnede planteskoler, “agernhaver”.

Hensynet til skibstræforsyningen var i det hele taget en vigtig grund til opbygning af et egentligt skovbrug i Danmark, og helt fra begyndelsen i 1700-tallet havde skovbruget fokus på egen.

Von Langen benyttede op mod tyve forskellige træarter i sine plantninger i 1763-76, men egen var hovedtræarten. Da plantningerne blev opgjort i 1776, udgjorde eg omtrent 1/3 af plantetallet på omkring 6 millioner. Efter planen skulle egene dyrkes i to- eller trehundredårig omdrift, mens de øvrige træarter i princippet skulle fældes efter 100 år. Egedyrkningen tog generelt sigte på at frembringe store dimensioner, men også på træer med de krumme og buede former, der egnede sig bedst til konstruktioner som f.eks. spanter i skibene. Sidst i 1700-tallet og navnlig efter tabet af flåden til England i 1807 blev der etableret mange nye egebevoksninger, som ikke uden grund stadig kaldes for flådeege eller marineege (figur 15-2).

Egens sømilitære rolle var dog reelt udspillet i slutningen af 1800-tallet. I 1880'erne, hvor knap halvdelen af egehugsten gik til fremstilling af tønder, blev 1/3 af hugsten dog stadig anvendt til skibsbyggeri, bl.a. til fiskekuttere. Men i 1900-tallet blev møbelindustrien den vigtigste aftager af egetræet. Skovbrugets egedyrkning tog derfor især sigte på at frembringe så rette og knastfri stammer som muligt, med finérkævler som det mest indbringende produkt.

Udbredelse

Mange egebevoksninger blev i efterkrigstiden afløst af gran eller pyntegrønt. På et midtsjællandsk gods valgte man omkring 1980 – efter en nøje skovøkonomisk kalkule og med stolthed endda – at renafdrive en ca. 30-årig egebevoksning til fordel for gran. Alligevel har egearealet i Danmark været stigende op gennem hele 1900-tallet og var ved skovtællingen i 2006 oppe på 46.000 ha – mere end tre gange det areal, som fandtes ved tællingen i 1907 (figur 14-1). Og egearealet stiger stadig, bl.a. fordi egen er en populær træart i skovrejsningerne, og fordi nåletræ flere steder i skove og plantager nu bliver afløst af eg.

I dag udgør egeskov 9 % af skovarealet og 21 % af løvskovarealet. Egeskov er dermed vores næstalmindligste løvskovstype. Der er stort set ikke en skov uden eg, i bevoksninger eller som enkelttræer.

Boks 15-1. Menneskets brug af egeskoven

Egens stærke, varige ved har været udnyttet siden Oldtiden. Egen var den vigtigste træart til hus-, bro- og ikke mindst skibsbygning – fra Jernalderens og Vikingetidens klinkbyggede skibe, bygget af udkløvede egeplanker til 1800-tallets store linjeskibe.

Allerede fra Middelalderen vidner bestemmelser om at egetræressourcen i skovene var stærkt svindende – og at kongemagt og adel ønskede at forbeholde sig den til byggeri af skibe og egne slotte. Bønderne fik således forbud mod at bygge bulhuse, dvs. huse af udkløvede egeplanker.

Gamle ege og bøge skulle også bevares som oldentræer for den værdifulde svinedrift, og generelt hørte egen sammen med bøgen til de overskovstræarter (se Skoven i de seneste 6.000 år) som bønderne ikke måtte røre, ofte end ikke som opvækst, selv om de havde retten til underskov og græsning.

Kulsvidning og barkflåning Egen blev udnyttet til brændsel og fremstilling af trækul. Flere steder i skovene findes spor fra 1-3 m brede kulsvidningsgruber, bl.a. i Lindet Skov, hvor de er kulstof-14-dateret til mellem år 900 og 1000. I naboskoven, egekrattet Hønning Krat, er tilsvarende gruber dateret til mellem år 1100 og 1250. Det er nærliggende at se denne udnyttelse af skovene i sammenhæng med den omfattende udvinding afjern fra mosernes myremalm, som tidligere foregik i Jylland. Lignende virksomhed ses andre steder i Europa, bl.a. i Sauerland i Tyskland, hvor store arealer med lignende egeskov i mineområder systematisk blev drevet som stævningsskov til trækulfremstilling.

Egebarken blev udnyttet til farvning, garvning af læder og “barkning” af sejl, således at deres holdbarhed blev forøget. Barken var lettest at få af om foråret, når den løsnede sig i forbindelse med den fornyede vækst, og egens nyudsprungne blade var store som museører. Ege, der alligevel skulle fældes, blev barkflået på denne måde. Udnyttelsen af egebarken fortsatte op i 1900-tallet og fik en renæssance i verdenskrigenes mangelår.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Egeskovens historie og udbredelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig