Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Egeskovens økologi

Oprindelig forfatter PFM

Eg kan gro på næsten alle jordbunde fra tørt sand over stift ler til våd tørvebund og tåler tidvis oversvømmelse. Under naturlige forhold vil egen på grund af konkurrence med bøg på høj bund og med ask og el på den iltrige fugtigbund og ofte være begrænset til stivleret eller halvvåd bund.

Den halvvåde, lejlighedsvis oversvømmede bund er nu stærkt indskrænket som følge af dræning overalt i skovene (se Mennesket). Men egen har stadig fortrin på den stive, fugtige lerbund som på bl.a. Lolland, Sydøstsjælland og Sydøstfyn, hvor den trives bedre end bøg. Det er også i disse områder, at egedyrkningen er mest intens, navnlig på Bregentved Gods i Sydøstsjælland, hvor egen har været hovedtræart i over 100 år. I de overvejende frodige og lerede skove findes alle stadier fra nyplantet og op til nær hugstmoden egeskov.

Egens konkurrenceevne

Eg er en udpræget lystræart, der både kræver meget lys og skaber lyse forhold under sig, stilkeg i højere grad end vinter-eg, og selv i tætte forstlige plantninger vil omkring 10-15 % af lyset passere egekronerne. Udspringet sker desuden sent og langsomt; først ind i juni er bladene fuldt udfoldet.

Annonce

 FIGUR 15-3. Gammel, metertyk, men nogenlunde højstammet eg i Longelse Bondegårdsskov på Langeland. Egen blev angrebet nedefra af en elm, en bøg og en avnbøg. Elmen døde af elmesyge i 1998, bøgen rodvæltede i storm i 1999 og avnbøgen er ikke rigtig nogen trussel. Her gælder: Bøge forgår, men ege består.

FIGUR 15-3. Gammel, metertyk, men nogenlunde højstammet eg i Longelse Bondegårdsskov på Langeland. Egen blev angrebet nedefra af en elm, en bøg og en avnbøg. Elmen døde af elmesyge i 1998, bøgen rodvæltede i storm i 1999 og avnbøgen er ikke rigtig nogen trussel. Her gælder: Bøge forgår, men ege består.

Lystilgangen gør, at der stort set altid udvikler sig en underetage af buske og opvækst og som regel også en sommergrøn urtevegetation. Underskoven består dog ofte af udprægede skyggetræarter som hassel og bøg, som egen i det lange løb har svært ved at klare sig over for (boks 15-2).

Egen er dog ikke helt værgeløs. Vinter-egen danner bladmosaik, er lidt mere skyggetålende, rankere og mere bøgeagtig i sin vækst end stilkeg og kan derfor bedre konkurrere med bøg. I en urørt naturskov i Eldrup Skov på Djursland klarer de gamle vinter-ege sig udmærket i konkurrence med bøg, hvorimod egeopvæksten for tiden kun overlever i våde lavninger, hvor bøgen ikke trives.

Sårbarheden over for konkurrence afhænger især af, hvilke forhold en eg er vokset op under. Bredkronede, lavbullede ege, der er vokset op under lysåbne forhold, er langt mere sårbare end ege, der er vokset op som “højskovsege”, dvs. som en del af en tættere skov med konkurrence med nabotræer.

I Suserup Skov er der ege af begge slags. Højskovegene klarer sig, hvorimod de gamle åbentskovsprægede træer er hårdt trængt; flere er omkommet i skyggen fra bøg og elm, selv om elmesygen har givet dem et pusterum. I Draved Skov, hvor grundvandsstanden er høj og forholdene mindre gunstige for bøg, er det sjældent at se bøge gøre det af med en eg. Mange steder fortsætter egene med at overvokse bøgene og følge med op, selv om de klemmes nedefra. Det samme kan ses i Longelse Bondegårdsskov på Langeland, hvor bunden er stivleret og fugtig. Dér er egene højstammede og udprægede skovege, som ikke umiddelbart lader sig udkonkurrere. (figur 15-3).

Boks 15-2. Bøgens kamp mod egen
A. Fra Vaupell, 1863.
NID-4-629.png

Skovhistorikeren og botanikeren Chr. Vaupell giver i sin klassiske bog De danske Skove fra 1863 en levende skildring af bøgens kamp mod egen. Bøg kan udkonkurrere eg dels ved at vokse op under gamle ege og skygge dem ihjel, dels ved med sin dybe skygge at forhindre ny egeopvækst i at komme op. På Vaupells tid var det især følgerne af den bølge af opvækst af navnlig bøg, som indfredningen og ophøret af husdyrgræsning, høslæt og gærdselshugst havde sat i gang i mange skove.

Vaupell skriver på side 200:

“Egens værste naturlige Fjende er Bøgen, hvis umiddelbare Nærhed, naar ikke andre Kræfter gjøre sig gældende, altid er Egens Fordærvelse” og “ Hvad der i vor Tid er det Karakteristiske ved Livet i Skoven, er den stærke Bøgeopvæxt, som overalt kommer tilsyne, hvor Træerne have en fri Stand, det være sig paa Tomter, paa Græssletter inde i Skoven og paa dennes Udkanter, ja i Veigrøfter og paa Grøftekanter. Men intetsteds søger Bøgeopvæxten hellere hen end under Egene”.

og i en beskrivelse fra Knuthenborg på Lolland lyder det på side 206:

“Da Skoven blev tagen i Fred, viste Bøgeopvæxten sig i de Aabninger af Underskoven, som allerede fandtes, og som forøgedes ved Gjerdselhugsten. De unge Bøge undertrykkede først Haslerne; derefter kom Touren til de lavere Egegrene i en Høide fra Jorden af omtrent 18 Fod (5,6 m). Saasnart disse have mistet Sidelyset, begyndte de at visne for snart at gaae ud. Altsom Bøgene skøde i Veiret, bleve flere Sæt af de mægtige Egegrene Dødens Bytte og strakte deres bladløse Grene skaldede ud imod de unge Bøge, medens den ovenfor værende Del endnu grønnes. Da Bøgene havde naaet det 40de Aar, indtraadte der en Standsning heri, idet den fugtige Jordbund hæmmede deres videre Udvikling og bevirkede, at de bleve toptørre og mosbegroede. Herved fik Egen nyt Liv, og der blev Haab om, at den kunde bevare sin Tilværelse. Saaledes stode de indtil 1847. Da skete der en Forandring, idet der i dette og de nærmest paafølgende Aar blev foretaget de fornødne Vandafledningsarbeider, hvorved Bøgenes Levevilkaar meget forbedredes. De tabte Mosbeklædningen og begyndte strax en Kroneudvikling, der senere bestandig er fortsat og har foranlediget, at Egen — som saamange af dens Kammerater — er bleven indkneben og har maattet opgive sine Sidegrene. Bøgene arbejde nu paa Egens Undergang. I Vinteren 1861 frembød den det Udseende, som foran er fremstillet. Om 10 Aar vil den ophøre at leve.”

“Betragtningen af disse Egeruiner, der ere Resultater af den frygtelige Indflydelse, som Bøgens Skygge øver paa de stærke og sunde Ege, er vistnok den mærkeligste Fremtoning af Skovlivet hos os. Man faar derved en levende Forestilling om Bøgens exclusive Karakter og undertrykkende Magt. Den er paa den danske Jordbund istand til at trykke Skovens mægtigste Træer, taaler ingen anden Træer i sin Nærhed, men stræber overalt at danne rene Bevoxninger af sin Art.

Vaupells iagttagelse og beskrivelse er historisk, men stadig virkelighed mange steder i skovene, hvor skyggetræarter trænger frem på bekostning af en udpræget lystræart som eg.

NID-4-630.png

B. Gammel eg besejret af skyggende bøge. Suserup Skov. © Foto: Peter Friis Møller

Foryngelse og spredning

Egens eneste mulighed for foryngelse og spredning er frø, da den ikke har lindens og bævreaspens evne til vegetativ formering. Trods sine store, tunge frø, spredes den forbløffende langt omkring af pattedyr og fugle, især mus, egern og skovskade. Skovskaden har ligefrem en nøglerolle som egens vigtigste frøspreder. Den hamstrer agern og gemmer dem hen som vinterforråd, ofte langt fra modertræet. En enkelt skovskade kan flytte og deponere flere tusinde agern, som regel 1-3 stk. i hvert depot, men ofte taber den frø undervejs. Skovskaden har ry for at kunne huske sine mange små depoter, men det er jo ikke sikkert, at den lever længe nok til selv at gøre brug af dem.

 FIGUR 15-4. Agern kan spire i græs, lyng og gennem morlag. Et spirende agern danner hurtigt en pælerod, der takket være det store frøs oplagsnæring allerede første leveår kan nå 20-35 cm i dybden. Pæleroden sikrer, at planten dels er godt forankret, dels bedre vil kunne klare sig i tørre perioder.

FIGUR 15-4. Agern kan spire i græs, lyng og gennem morlag. Et spirende agern danner hurtigt en pælerod, der takket være det store frøs oplagsnæring allerede første leveår kan nå 20-35 cm i dybden. Pæleroden sikrer, at planten dels er godt forankret, dels bedre vil kunne klare sig i tørre perioder.

Det spirende agern udvikler en dybtgående pælerod, der allerede det første år kan nå en dybde af 20-35 cm. Den forankrer planten og mindsker faren for udtørring i tørre perioder (figur 15-4).

Egen er glimrende til at etablere sig på lysåben, fattig jordbund; den kan f.eks. så sig på tørv, i tæt lyng på heder, på stormfaldsarealer, i åbne egekrat og i lyse fyrreplantager, som f.eks. Tisvilde Hegn. På græssede overdrev kan egen komme igennem i spirely af stikkende buske som tjørn, rose og enebær, som det f.eks. ses på Eskebjerg Vesterlyng i Odsherred. Således er mange af de gamle, ikke-plantede ege rundt omkring i skov og landskab givetvis kommet frem: i spirely. Det er straks vanskeligere for frøplanter inde i nutidens mørke, skyggetrædominerede bevoksninger.

Der er jævnligt god frøsætning hos begge egearter og ofte mængder af små egeplanter i årene efter et godt frøår. Stedvist kan der være op mod 100 egeplanter pr. m2, som det bl.a. sås i 2008. Takket være det store frø med en forholdsvis stor mængde oplagsnæring, vil mange småplanter kunne holde sig i live under sparsomme lysforhold i nogle år, men forsvinder senere, ædt af mus og vildt, døde af svampeangreb og navnlig skygget ihjel. Særlig vanskelig, nærmest umulig, er situationen, hvor egeopvæksten skal konkurrere med tæt opvækst af især ahorn og bøg.

Spørgsmålet om egens foryngelse i skovene har været genstand for en del diskussion. Hvorfor i alverden har en træart, der har været her i over 9.000 år og i størstedelen af perioden været udbredt næsten overalt, så svært ved at komme igennem som opvækst i nutidens skove? De væsentligste årsager er nok:

  • Konkurrencen fra stærkt skyggende træarter er forøget. Skovene er blevet tættere og mørkere på grund af ophørt græsning og bøgens udbredelse, og fordi indførte skyggetræarter, bl.a. ahorn, rød-gran og ædelgran er blevet dominerende i de danske skove. Dybest set kan man konstatere, at egeblandskoven efter bøgens indvandring og udbredelse på den høje bund fra at være klimaksstadium blev reduceret til et successionstrin på vej mod en bøgedomineret skov.

  • Den omfattende dræning og vandstandssænkning i skoven har fremmet egens konkurrent bøgen og næsten helt fjernet to klassiske egevoksesteder: den halvvåde bund og randzonen langs åbne vådområder.

  • Påvirkningen fra store, græssende dyr, der med et moderat græsningstryk kunne holde egens konkurrenter i ave, er væk.

Også i mange urørte skove kan egeopvækst have meget svært ved at komme op i skyggen og klare sig i konkurrence med opvækst af især ahorn og bøg. Flere steder skal der tydeligvis voldsomme begivenheder, som skaber store lyshuller til, før det lykkes – stormfald, skovbrand, lynnedslag og anden trædød som vist i figur 15-5. Egen er faktisk lidt af en katastrofetræart, når det gælder naturlig foryngelse. Se også Urørt skov.

Nøgternt set har det jo heller ingen hast med afløsningen, når egene og egeskoven naturligt let kan blive 3-500 år. Set over den naturlige egeskovs lange levetid skal det bare lykkes med århundreders mellemrum, for at egen kan opretholde sin tilstedeværelse.

Stabilitet

Egen har i kraft af sin høje levealder en konkurrencefordel i forhold til de fleste andre træarter. Mens en træart som birk højst lever 100-150 år og bøg 2-300 år, kan egen let blive 300 år og i flere tilfælde 4-800 år med Kongeegen, der måske er 1400-1900 år gammel, som et ekstremt tilfælde. Eg kan derfor meget længe holde stillingen i kronetaget, mens de andre træer dør og arten må begynde forfra. Det kan bl.a. ses i dele af Strødamreservatet i Gribskov, hvor 2-300 år gamle bøge falder fra, bl.a. pga. angreb af tøndersvamp, mens de jævnaldrende ege står uantastede tilbage.

FIGUR 15-5.
NID-4-632.pngNID-4-633.png
FIGUR 15-5. Gammel, ca. 230-årig, naturlig bøge-vinter-egeskov i Lindet Skov i Sønderjylland før (A) og efter (B) den voldsomme storm i december 1999. Før var der ikke en eneste eg i opvæksten, syv år efter var der talrige livskraftige ege på vej mellem de faldne stammer. En “katastrofe” med århundreders mellemrum er nok til, at egen og egeskoven kan bevare fodfæstet. © Foto: Peter Friis Møller

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Friis Møller: Egeskovens økologi i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 9. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=485186

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk