Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Urørt skov

Oprindelige forfattere JEmb, PFr og KHKr

Begrebet urørt skov blev for alvor taget i anvendelse i forbindelse med naturskovsstrategien i 1992 som en praktisk, entydig og værdineutral betegnelse for arealer, som uanset oprindelse og artssammensætning fra et nærmere fastsat tidspunkt friholdes for hugst, fjernelse af træ, grøfteoprensning og andre direkte menneskelige påvirkninger, således at den naturlige dynamik kan udfolde sig frit. “Urørt skov” er derfor både en nøgtern statusbeskrivelse og en entydig driftsforskrift. Undertiden bruges også betegnelsen naturskov, men den er ikke særlig præcis (boks 13-2).

Urørte skove i Danmark omfatter både åbne arealer, der er udlagt til tilgroningsskov, nyudlagte, tidligere dyrkede skovarealer og skov, der har været meget ekstensivt udnyttet eller været helt urørt i så lang tid, at den er blevet “urskovs-agtig” eller i hvert fald har udviklet visse “urskovsagtige” strukturer i form af eksempelvis store gamle træer, hultræer, rodvæltere, dødt ved i forskellige dimensioner og nedbrydningsstadier, naturlige lysninger og opvækstgrupper.

Sammenligningsgrundlaget for disse urørte skove og deres udvikling er “urskoven”, den totalt urørte skov, eller rettere vores opfattelse af den. Urskov som sådan findes nemlig ikke længere i Danmark, hvor ingen skov eller bevoksning har været helt urørt i ordets egentlige betydning (boks 13-1).

Annonce

Boks 13-1: Urskov

Siden 1990’erne har der været udbredt enighed om, at urskov er “naturskov, som har været helt urørt siden oldtiden”. Da der desværre ikke er nogen skove eller bevoksninger i Danmark, som kan leve op til dette krav, er der også enighed om, at urskov ikke længere findes i Danmark, og at den i sagens natur ikke kan genskabes.

Den danske urskov er således et forhistorisk fænomen, og vores viden om den bygger på rekonstruktioner og modeller baseret på geologiske og botaniske undersøgelser af aflejringer med plante- og dyrerester, først og fremmest pollenanalyser (se Urskoven) samt undersøgelser i nutidige, længe urørte skove i ind- og udland, hvor urskovsagtige, grundlæggende strukturer og dynamiske processer kan iagttages.

Et af de centrale spørgsmål er, hvornår menneskets indflydelse blev så stor, at skoven ophørte med at være urskov. Og dette spørgsmål er også aktuelt i dag. Det er uvist, hvornår de sidste skove med ubrudt uforstyrrethed forsvandt i Danmark, således også hvorvidt nutidens vigtigste løvtræart, bøgen, der indvandrede for omkring 5000 år siden, også nåede at danne urskov i Danmark. Flere steder findes skove og bevoksninger, som har, eller sandsynligvis har træartsmæssig kontinuitet tilbage til urskoven. Det gælder især flere af de nutidige forekomster af eller med lindeskov, bl.a. Draved Skov, Bolderslev Skov, Jonstrupvang (se Lindeskov) og antageligt – og ret paradoksalt – også flere af de gamle, meget artsrige stævningsskove (se Stævningsskove).

Urørt skovs udvikling

Urskoven er som nævnt en saga blot. Stedvist er det dog muligt i længe urørte skove og bevoksninger at få indtryk af de strukturer og grundlæggende dynamiske processer, som karakteriserer urskoven. I Danmark er der dog kun ret få og små skovarealer, som har været urørt så længe, at de i større omfang har udviklet urskovsagtighed (se figur 13-5). En af dem er Suserup Skov på Midtsjælland, der er en af landets bedst undersøgte urørte skove.

I urørt skov kan både enkelttræers, trægruppers og mindre bevoksningers livs- og udviklingsforløb forenklet beskrives som gennemløbet af en række livsfaser: foryngelse (etablering) – opvækst (opbygning) – modning (kulmination) – ældning (forfald) – sammenbrud og død – nedbrydning, som vist i figur 13-2. Mens det enkelte træ har et start- og et slutpunkt i forløbet, vil skovens og bevoksningernes dynamiske udvikling kunne ses som en mosaik af cykliske forløb i tid og rum. Hvis man ser skoven fra oven, vil man derfor kunne se de forskellige livsfaser i en mosaik, hvor faserne fremstår i varierende udformning og størrelse. Denne mosaik forandres over tid, efterhånden som træerne og grupper af træer overgår fra en livsfase til en anden (figur 13-3).

 FIGUR 13-2. Skematisk fremstilling af hvordan trægrupper udvikler sig over tiden i urørt skov. De enkelte fasers typiske varighed er angivet på figuren og stammer fra forskning i Suserup Skov, hvor bøg og ask spiller sammen i en regelmæssig rytme: Ask etablerer sig først efter sammenbruddet (grundet hyppig og rigelig frøspredning) og gror hurtigt mod kronetaget i den opståede lysbrønd. Bøgene etablerer sig efterhånden under askene og vokser stødt mod kronetaget, hvor de efter 120-150 år gradvist udkonkurrerer askene og overtager det øverste kronerum. De nu store, gamle bøge dominerer arealet yderligere godt 100 år, før de ældes, forfalder og endelig bryder sammen i ganske høj alder (250-350 år gamle). Den skitserede cyklus foregår ude af takt mellem trægrupperne, således at den samlede skov består af en mosaik af de selv samme livsfaser (figur 13-3).

FIGUR 13-2. Skematisk fremstilling af hvordan trægrupper udvikler sig over tiden i urørt skov. De enkelte fasers typiske varighed er angivet på figuren og stammer fra forskning i Suserup Skov, hvor bøg og ask spiller sammen i en regelmæssig rytme: Ask etablerer sig først efter sammenbruddet (grundet hyppig og rigelig frøspredning) og gror hurtigt mod kronetaget i den opståede lysbrønd. Bøgene etablerer sig efterhånden under askene og vokser stødt mod kronetaget, hvor de efter 120-150 år gradvist udkonkurrerer askene og overtager det øverste kronerum. De nu store, gamle bøge dominerer arealet yderligere godt 100 år, før de ældes, forfalder og endelig bryder sammen i ganske høj alder (250-350 år gamle). Den skitserede cyklus foregår ude af takt mellem trægrupperne, således at den samlede skov består af en mosaik af de selv samme livsfaser (figur 13-3).

Da der er væsentlige forskelle på de enkelte arters mulige levetid, vil udviklingen i høj grad afhænge af hvilke arter, der dominerer, herunder om de er skyggetræarter eller lystræarter og i øvrigt af jordbund, vandstand og omfanget af tilfældige påvirkninger som eksempelvis stormfald og andre dynamikskabende påvirkninger (kapitlet Dynamik og forstyrrelser i skoven). I skov på våd bund med lille rodrum og overfladisk rodnet kan der hyppigere ske stormfald og trædød, mens træerne gennemgående er mere stormfaste på den høje bund med stort rodrum, navnlig træarter som eg og bøg. Træerne på den høje bund vil derfor oftest være mere stabile og kunne beherske arealet i længere tidsrum inden et generationsskifte.

I den bøgedominerede Suserup Skov kunne man iagttage nogle regelmæssige mønstre i udviklingen og fasernes varighed (figur 13-2). Her består et typisk forløb i en opstået lysbrønd i, at små askeplanter først etablerer sig og derefter følges af bøg ved førstkommende oldenår. Askene vokser hastigt op mod kronetaget. Bøgene kæmper sig langsom men sikkert op i asketræernes skygge og tilkæmper sig efter mange år en dominerende position i det øverste kronelag. Dette skifte fra ask til bøg i den enkelte lysbrønd er i virkeligheden et successionsforløb, der indgår som en del af udviklingen.

 FIGUR 13-3 (a). De fem livsfaser (figur 13-2), der veksler cyklisk over tid for en given trægruppe, fordeler sig rent fysisk som en evigt skiftende mosaik i den urørte skov: Grupper af træer i modningsfasen blander sig uregelmæssigt med foryngelsesgrupper, opvækstgrupper, store træer i ældning og sammenbrudte træer. De to kort viser udbredelsen af de forskellige livsfaser i den vestlige del af Suserup Skov i hhv. 1992 og 2002. Som det ses ved at sammenligne de to kort forandres mosaikken over tid, efterhånden som træerne og trægrupperne overgår fra én livsfase til en anden.

FIGUR 13-3 (a). De fem livsfaser (figur 13-2), der veksler cyklisk over tid for en given trægruppe, fordeler sig rent fysisk som en evigt skiftende mosaik i den urørte skov: Grupper af træer i modningsfasen blander sig uregelmæssigt med foryngelsesgrupper, opvækstgrupper, store træer i ældning og sammenbrudte træer. De to kort viser udbredelsen af de forskellige livsfaser i den vestlige del af Suserup Skov i hhv. 1992 og 2002. Som det ses ved at sammenligne de to kort forandres mosaikken over tid, efterhånden som træerne og trægrupperne overgår fra én livsfase til en anden.

 FIGUR 13-3 (b). Udbredelsen af de forskellige livsfaser i den vestlige del af Suserup Skov i 2002.

FIGUR 13-3 (b). Udbredelsen af de forskellige livsfaser i den vestlige del af Suserup Skov i 2002.

Ofte er der dog tale om en særdeles kompleks udvikling, fordi utallige forhold spiller ind, og som beskrevet i kapitlet Dynamik og forstyrrelser i skoven (inkl. efterfølgende afsnit) kan rene tilfældigheder ofte vise sig at få stor eller ligefrem afgørende betydning for forløbet. I andre bøgeskove, f.eks. ved Kaffehøj i Farum Lillevang, ser sammenbrudsfasen med angreb af tøndersvamp, ud til at strække sig over væsentlig længere tid – mindst 30-40 år, hvorved foryngelsen sker mere glidende. I Draved Skov er de meget varierede jordbunds- og vandstandsforhold og blandingen af mange forskellige træarter, bl.a. småbladet lind, eg, rød-el, bøg, ask og birk, med til at give en endnu mere diffus overgang mellem faserne.

Boks 13-2: Naturskov

Naturskov er ifølge “Ordbog over det Danske Sprog” fra 1933 “skov, der er fremkommen af sig selv (ved selvsåning) og ikke er underkastet forstmæssig røgt”. Men verden over findes der talrige forskellige opfattelser af “naturskov”. I langt de fleste opfattelser lægges vægt på bl.a.:

  • Lav menneskelig påvirkning i fortiden.

  • Genetisk oprindelighed, dvs. af hjemmehørende træarter og herkomster.

  • Naturlig foryngelse, dvs. ved selvsåning, rodskud o.l., og ikke ved plantning og kunstig såning.

  • Uden menneskelige påvirkninger i fremtiden, dvs. fri og uhindret dynamik (urørt skov) uden hugst og dræning.

I Naturskovsstrategien fra 1992 (se Nyeste initiativer) blev naturskov defineret som “de oprindelige skoves efterkommere — dvs. selvgroet skov af danske træer og buske. Naturskov er således skov, som har indfundet sig på lokaliteten afsig selv, og som består af naturligt indvandrede træarter og racer. Naturskov kan være kulturpåvirket i større eller mindre grad, f.eks. ved hugst eller selvforyngelse, men må ikke være plantet eller sået kunstigt”.

Definitionen tog udgangspunkt i en registrering af “gammel naturskov” i statsskovene i 1987. Opgaven var dengang hurtigt at udpege de arealer, som havde den højeste grad af oprindelighed og den største naturmæssige og skovhistoriske værdi. På grund af vedvarighedens (kontinuitetens) betydning for den biologiske mangfoldighed (se kapitlet Biologisk mangfoldighed i skov) valgtes, som genvej, at fokusere på skov med lang trægenetisk vedvarighed, fordi der på sådanne arealer var større sandsynlighed for også at finde vedvarighed i andre basale forhold og strukturer og dermed en større biologisk mangfoldighed.

Strategiens definition stillede ikke krav om urørthed. Ud over bl.a. gamle græsningsskove kunne den omfatte bevoksninger som blev drevet med hugst, dræning, jordbearbejdning, selvforyngelse og borthugst af overstandere efter kort tid – men dog uden såning og indplantning.

Derved var hovedparten af det danske “naturskovs”-areal således bøgehøjskov med ganske almindelig skovdrift. Det gav anledning til en del kritik og i de første ti år af det ny årtusinde var spørgsmålet om en ny dansk naturskovsdefinition stadig uafklaret. Der er mindst tre hovedsynspunkter:

1: Naturskov er lig med urørt skov, uanset træart og genetisk ophav. Dvs. hovedvægt på urørthedsprocesserne.

2: Naturskov er urørt skov af hjemmehørende træarter (og herkomster), dvs. hovedvægt på såvel oprindelse, historisk perspektiv, kontinuitet og urørthedsprocesserne.

3: Naturskov er skov af hjemmehørende træarter (og herkomster), dvs. hovedvægt på oprindelsen.

Ønsket er stadig en definition, der både er let forståelig, giver mening i forhold til forhistorie og naturværdier i de danske skove, er videnskabeligt og internationalt gangbar, brugbar ved praktisk registrering og juridisk anvendelig.

Når det gælder den urørte skov som levested, er det de sene faser, der har den største værdi for de fleste arter. Det er en periode på ofte over 200 år, hvor gamle, store, levende såvel som døde, træer dominerer. Men der kommer uundgåeligt et generationsskifte – og forløbet af denne overgang fra gammel til en ny ung skov sker ofte ved voldsomme og bratte forandringer på større eller mindre arealer. Overgangen har vidtrækkende følger for artssammensætning og skovens fremtidige funktion som levested. Derfor vil der i det følgende helt overvejende blive fokuseret på denne fase.

Foryngelsesfasen

Mens foryngelse og opvækst i de forstlige skove er stærkt styret i tid og rum, både ved plantninger og selvforyngelse, kan såvel tidspunkt, artssammensætning som omfang ved et generationsskifte være helt anderledes frit og uforudsigeligt i urørte skove.

Foryngelsesmønstret er ofte forskelligt alt efter, om lystræarter eller skyggetræarter er fremherskende. I lysåben skov, bl.a. skov domineret af ask, eg og andre lystræarter, vil der oftere forekomme en gradvis fremvækst af opvækst, mens der i stærkt skyggeprægede skove, som f.eks. i bøgedominerede skove, længe kan være for mørkt på skovbunden.

I Suserup Skov når der gennemgående mindre end 2 % af fuldt dagslys ned til skovbunden, og det er for lidt til at opvækst kan overleve.

I en lysbrønd, dvs. et hul i kronelaget, der opstår på grund af stormfald, trædød o.l., øges lystilgangen betydeligt, så omkring 5-15 % af fuldt dagslys når ned til skovbunden. Samtidig øges jordfugtigheden i selve lysbrønden, da rodnettet fra de gamle, døde eller stormfaldne træer ophører med at fungere, og næringsstofniveauet, specielt af kvælstof, øges også i en kort årrække som følge af den øgede omsætning af organisk materiale.

Uanset om der er tale om generationsskifte, dvs. foryngelse af eksisterende skov i underskoven, i en lysbrønd eller på en stormfaldsflade, eller om erobring af åbent land (tilgroningsskov), vil forløbet af foryngelses- eller etableringsfasen ofte blive helt afgørende for skovens langsigtede sammensætning og udvikling.

Opvæksten kan både i lysbrønde og i egentlig tilgroningsskov være meget artsrig. På Krumfennen, et ca. 2 ha stort markareal ved Draved Skov, som blev lagt urørt i 1996, kom der mindst 20 arter af vedplanter. Blandt dem var næsten alle de træarter, som findes i skoven, inklusive småbladet lind, der tilfældigvis satte modne frø på det rette tidspunkt – og som fik dem slynget ud over det åbne areal af en østenstorm.

Foryngelses- eller tilgroningssituationen er ofte et kapløb mellem vedplanter og urter og ikke mindst mellem vedplanterne indbyrdes. For mange arter er det afgørende at komme først. Stedvist kan brombær eller stærke urter som ørnebregne, gederams og bjerg-rørhvene nå at etablere sig først og længe forhindre træerne i at få fodfæste. I Longelse blev et stormfaldshul efter stormen i 1967 således erobret af tæt og tykt brombærkrat – og først efter flere år tilbageerobret af især selje-pil samt avnbøg, ask, rød-el og senere bøg.

Opvækstens sammensætning afhænger indlysende nok helt af det tilfældige frønedfald, dvs. af hvad der tilfældigvis vokser og sætter frø (og rodskud) i omgivelserne og hvad vind, fugle og pattedyr i øvrigt måtte føre til fra nær og fjern. Nogle arter, bl.a. birk, ahorn og ask, sætter frø tidligt og hvert år, mens bøg og eg og ikke mindst lind har indtil flere år mellem de enkelte frøår. For disse arter kan det blive helt afgørende om der er sammenfald mellem frøår og nyopståede muligheder.

 FIGUR 13-4. Opvækstens udvikling gennem 50 år i et stormfaldshul. Figuren viser opvæksten af træer med en højde over én meter på en 400 m2 stor prøveflade i Draved Skov, hvor en stor, gammel eg brød sammen og døde i 1949 og gav plads til nyopvækst. Konkurrencen er benhård, både mellem træarterne og mellem de individer, der overhovedet fik mulighed for at etablere sig på arealet. Der er tale om et nådesløst udskillelsesløb, hvor langt størstedelen af træerne døde, inden de nåede én meters højde, og hvor antallet af træer stadig falder, men hvor de overlevende til gengæld bliver både højere og tykkere.

FIGUR 13-4. Opvækstens udvikling gennem 50 år i et stormfaldshul. Figuren viser opvæksten af træer med en højde over én meter på en 400 m2 stor prøveflade i Draved Skov, hvor en stor, gammel eg brød sammen og døde i 1949 og gav plads til nyopvækst. Konkurrencen er benhård, både mellem træarterne og mellem de individer, der overhovedet fik mulighed for at etablere sig på arealet. Der er tale om et nådesløst udskillelsesløb, hvor langt størstedelen af træerne døde, inden de nåede én meters højde, og hvor antallet af træer stadig falder, men hvor de overlevende til gengæld bliver både højere og tykkere.

Afhængig af vildttryk, jordbund og øvrige forhold og tilfældigheder kan der være fra få snese til stedvist flere hundrede tusind ungplanter pr. ha i opvæksten. Men det er selvfølgelig kun en brøkdel af disse mange træer, der vil komme til at gennemleve hele det mulige livsforløb, endsige nå frem til kronetaget. Langt de fleste vil bukke under som følge af den ofte særdeles hårde konkurrence eller dø af andre årsager undervejs.

Opvækstens sammensætning afhænger også af de opståede hullers størrelse. Er der tale om mindre lysbrønde og huller opstået ved enkelttræers og småholmes død eller fald i storm, er det ofte kun skyggetræarter, først og fremmest bøg samt ahorn og en overgang ask, som vil kunne komme igennem og danne nyt kronetag.

I begyndelsen af 1990'erne var der eksempelvis egeopvækst i flere af Suserups 400-2.000 m2 store lysbrønde, men egene gik til grunde i skyggekampen med ask, bøg og elm. I december 1999 blev Suserup Skov ramt af nyt stormfald under den hidtil stærkeste storm, der er målt i Danmark (kapitlet Dynamik og forstyrrelser i skoven). Den skabte en del ravage i skoven med mange væltede træer og enkelte steder tendens til fladefald på op til omkring en ha. Det gav blandt andet egen en ny chance, men heller ikke denne gang lykkedes det. Konkurrencen fra de andre arter var for stærk.

Anderledes gik det i de urørte 230-årige bøgevinteregebevoksninger i Lindet Skov i Sønderjylland, som blev ramt af samme storm. I over 100 år var det ikke lykkedes for en eneste eg at komme igennem. Eneste opvækst var lidt bøg og gran samt kristtorn og enkelte forbidte rønne i små lysbrønde, dvs. huller i kronetaget opstået ved enkelttræers død eller borthugst. Men efter stormen, hvor store dele af de gamle bevoksninger faldt, vældede det frem med opvækst af vintereg, bøg, røn, kristtorn – og alt tegner til, at egen vil kunne danne ny skov (figur 15-5 i Egeskovens økologi).

Udlæg til urørt skov

Udlæg til urørt skov indebærer ophør af al hugst og andre forstlige og udnyttelsesmæssige aktiviteter og overgang til fri succession og naturlig dynamik. I praksis fordrer det en form for formalisering af denne status som “urørt skov” gennem plan, fredning, tinglysning eller lignende.

Alle former for arealer, uanset oprindelse, kan i princippet blive udlagt til urørt skov, både gamle skove og andre træ- eller kratbevoksede arealer og helt træløse områder, som f.eks. en mark eller en rydning. Men selvfølgelig vil de største naturmæssige interesser være knyttet til gamle skove med allerede eksisterende naturværdier og nøglestrukturer. Nogle bevoksninger kan overgå til urørthed, som de er. I andre foretages hugst for at skabe strukturel variation, udtage værdier eller fjerne nåletræer. I flere tilfælde lukkes grøftesystemer for så vidt muligt at genskabe naturlige vandstandsforhold. Vand er som beskrevet i afsnittet Mennesket den hurtigst virkende og mest resultatskabende, dynamiske faktor i skoven.

Nogle strukturer og forhold vil i praksis være umulige at genskabe, hvis de først er gået tabt; det gælder f.eks. uforstyrrede jordbundsforhold, herunder gamle morlag, mens andre forhold og strukturer kan genskabes gennem valg af en forvaltningsform, der sikrer bl.a. dødt ved, hultræer, store træer, lysninger osv. Mange nøglestrukturer, f.eks. store, gamle træer og dødt ved af store dimensioner, er dog flere hundrede år om at udvikle sig. Derfor er udgangspunktet, karakteren, alderen og strukturen i de bevoksninger, der udvælges til urørthed, selvfølgelig af stor betydning.

Problemer med udlæg til urørt skov

Udlæg til urørt skov og genopretning af vandstandsforhold vil kunne sikre naturlig dynamik og levesteder for en lang række arter, som er trængt i nutidens skove. Det er dog ikke sikkert, at skabelsen af dødt ved og andre strukturer også vil føre til nyetablering af de særlige, ofte rødlistede arter. Bl.a. vil skovenes opsplitning, manglende kontinuitet og mange arters indskrænkede bestande og store spredningsvanskeligheder være en hindring.

Mange af områderne er givetvis for små til at kunne opretholde levestederne på langt sigt. Flere af strukturerne, f.eks. store, gamle træer, er så længe om at udvikle sig, at der ikke vil være arvtagere, når de nuværende er borte. En del af indsatsen er således kommet for sent.

Der er også arter og arealer med natur- og kulturværdier, hvor urørt skov ikke vil være den mest hensigtsmæssige forvaltningsform. Det gælder bl.a. gamle skovbevoksninger, der er udviklet i langvarigt samspil med mennesker og husdyr, og på samme tid udgør værdifulde levesteder og et værdifuldt kulturlandskab, som f.eks. gamle græsningsskove, dyrehaver og ege krat eller blot enkeltstående store, gamle, lavbullede ege. Både de gamle træer og de tilknyttede arter vil hurtigt kunne gå til grunde, hvis udprægede skyggetræarter, f.eks. bøg, ahorn og ædelgran, trænger frem.

Opgaven er at bevare de gamle træer, levende såvel som døde, mod indgreb og mod kvælende opvækst af eksempelvis bøg, ahorn og gran gennem frihugst o.l. samt eventuelt græsning, samtidig med at der sikres arvtagende træer, der kan overtage rollen som levested de næste 2-700 år.

Udviklingstendenser i de urørte skove

 FIGUR 13-5. Beliggenhed af de i teksten nævnte eksempler på længe urørte skove.

FIGUR 13-5. Beliggenhed af de i teksten nævnte eksempler på længe urørte skove.

Med naturskovsstrategien er det samlede areal med urørt skov mere end tidoblet. De udlagte arealer har vidt forskellig oprindelse, naturindhold, alderssammensætning og struktur – og vil derfor i mange årtier og århundreder have forskellige udviklingsforløb; navnlig vil der være store forskelle på vådbundsskovenes og højbundsskovenes udvikling. På høj bund vil en generel udvikling med dominans af skyggetræarter som bøg kunne præge billedet. Men flere af de i kapitlet Dynamik og forstyrrelser i skoven (inkl. efterfølgende afsnit) omtalte naturlige, forstyrrende faktorer kan få en udvikling til at ændre retning. Det gælder især stormfald, som er den hyppigste ydre påvirkning i de danske skove.

Også sygdomme som f.eks. elmesyge (boks 11-6 i Svampe), der har bredt sig i Danmark siden 1980'erne, har haft stor indflydelse på udviklingen. Det gælder i flere af de urørte skove, bl.a. i Suserup, Longelse og Strødam, hvor elmen spillede en vis rolle i skovsammensætningen. I Longelse tegnede elmen i begyndelsen af 1980'erne faktisk til at blive dominerende i skoven. Men det ændrede elmesygen brat på. Hverken i Suserup eller Longelse blev elmen udryddet, men begge steder blev den reduceret fra at være en del af kronetaget til kun at være en underskovstræart.

Efter år 2000 er svampesygdommen askens toptørre (se Svampe) kommet til. Den er langtfra så dødelig som elmesygen, men vil givetvis få betydning for askens fremtidige rolle i skovene. Generelt klarer både bøg, avnbøg og lind sig udmærket. Egen kan holde skansen længe, men skal have “katastrofer” eller et vist græsningstryk for at have held med foryngelsen i skoven, navnlig på den rige bund. Aktuelt tegner klimaændringerne (se Klimaet) til at kunne medføre de største forandringer.

Eksempler på urørte skove

 FIGUR 13-6. Suserup Skov ud mod Tystrup Sø.

FIGUR 13-6. Suserup Skov ud mod Tystrup Sø.

Suserup Skov

Suserup Skov er en frodig naturskov på 19 ha ved nordbredden af Tystrup sø med ung græsningsskov og opgivne marker under fri tilgroning på de øvrige sider. Skoven tilhører Sorø Akademi og har været fredet siden 1925, men været drevet ekstensivt som lystskov siden omkring 1854.

Skoven er op mod 40 m høj og domineret af bøg, ask og eg, med elm i underskoven. Herudover findes bl.a. rød-el (langs søbredden), ahorn (spredt fra nærliggende gård), storbladet lind (indplantet og selvsået derfra), hestekastanje (indført) samt bl.a. hassel, hvidtjørn, benved og skov-æble i underskoven. Egen er primært dominerende i den østlige del af skoven, som frem til ca. 1800 har været brugt til skovgræsning, samt på nogle arealer i den nordlige del, som blev tilsået med agern omkring 1815.

Ud over skovgræsning har man tidligere foretaget høslæt langs søbredden, haft svin på olden i den nu bøgedominerede del, fældet træer og sanket brænde i skoven. På trods af disse kulturpåvirkninger er skoven, sammenlignet med de fleste andre danske skove, relativt urørt – og et velegnet sted til at studere naturens fri udvikling i en skov. Pollenanalyser fra en lille skovmose i skoven har dokumenteret, at arealet helt tilbage til sidste istid har været dækket af mere eller mindre tæt skov. Undersøgelser af større planterester viser, at både storbladet og småbladet lind, vinter-eg og skov-fyr har forekommet i skoven inden for de sidste par tusinde år.

Siden 1961 har Suserup Skov i princippet ligget urørt hen, således at der ikke er fældet træer i eller fjernet ved fra skoven. Skoven er derfor også blevet studeret indgående, og mange aspekter af skovens historie og økologi er blevet undersøgt.

Draved Skov

Draved Skov er statsskov og omfatter ca. 250 ha, hvoraf de ca. 50 er tilgroningsskov på overvejende tidligere højmose.

 FIGUR 13-7. Ellesump omgivet af gammel bøgeskov i Rankeskov på Strødamreservatet ved Hillerød.

FIGUR 13-7. Ellesump omgivet af gammel bøgeskov i Rankeskov på Strødamreservatet ved Hillerød.

De ældste bevoksninger er længe urørte, artsrige blandskove domineret af småbladet lind, rød-el, dun-birk, stilk-eg, bøg, hassel og kristtorn med indslag af skov-æble og almindelig røn. Træerne er overvejende op til 100-200 år gamle, enkelte op mod 350 år, med yngre indblanding, samt underskov og opvækst. Træhøjden overstiger sjældent 22 m. Skoven er atlantisk og præget af høj nedbør og højtstående grundvandsspejl.

Jordbunden veksler fra tørv til muld, fugtig muld og mor. I dele af skoven findes helt uforstyrrede jordbunde med afblæsningsflader på moræneler fra forrige istid med lave klitter og spor af permafroststrukturer fra seneste istid samt tykke, gamle morlag.

Skoven ligger i en ellers næsten helt skovryddet del af landet og har alligevel bevaret uforstyrrede jordbunde og en i dele naturlig træartssammensætning. Forklaringen er bl.a. den overvejende meget våde, uopdyrkelige jordbund og skovens afsondrede beliggenhed omgivet af højmoser og sumpdrag.

Dele af skoven blev fredet administrativt kort efter Genforeningen i 1920. Arealer på i alt ca. 30 ha har været urørt siden 1948 og 1963, hele skoven siden år 2000. Større nåletræarealer blev ryddet i 1990'erne, og størstedelen af disse flader er nu bevokset med tæt, ung tilgroningsskov af især birk, røn og tørst iblandet sitka-gran og enkelte kristtorn, ege og bævreasp.

Skoven har været genstand for intensive undersøgelser siden 1948 af både pollenanalytisk, skovhistorisk, jordbundsmæssig, botanisk og vegetationsdynamisk art og er en af de skove i Danmark, hvis skovhistorie er bedst kendt.

Det urørte areal er blevet udvidet med tidligere dyrkede marker, således at det nærmer sig de 300 ha. Mod vest indgår skoven i sammenhæng med højmosen Draved Mose, hvor granbevoksninger er ryddet og vandstandsforholdene også er under genopretning.

Skoven er under fortsat udvikling. I de gamle bevoksninger tegner lind og bøg til fremgang og eg og birk til tilbagegang. På de tilgroende rydninger vil birken umiddelbart dominere i mange årtier endnu.

Longelse Bondegårdsskov

Longelse Bondegårdsskov på Midtlangeland er en 9 ha stor arts- og aldersvarieret blandskov af især op til 300-årig eg, avnbøg, ask, bøg og eg. Desuden indgår mindre andele af navr, rød-el, fugle-kirsebær og den indførte grå-poppel, der blev indplantet i skoven i 1850'erne. Jordbunden er overvejende rig muldbund med en artsrig flora. Der er flere våde lavninger, men i store dele er vandstanden præget af gennemløbende grøfter fra nabomarkerne.

 FIGUR 13-8. Longelse Bondegårdsskov.

FIGUR 13-8. Longelse Bondegårdsskov.

Skoven havde i århundreder hørt til den gamle selvejergård Longelse Bondegård indtil den i 1972 blev købt af Danmarks Naturfond. Den har til dels været drevet som stævningsskov med græsning indtil begyndelsen af 1800-tallet og siden slutningen af 1800-tallet som plukhugstskov med bevaring af mange store gamle træer af især eg, avnbøg, ask og bøg.

Skoven blev fredet mod pligthugst i 1940. Stormen i 1967 ramte hårdt: en tredjedel af skoven faldt. De fleste kævler blev oparbejdet efter stormfaldet, men fra omkring 1970 har der ikke været hugget i skoven, og i 1987 blev den fredet som urørt skov. Vegetationen blev undersøgt og kortlagt i 1961-62 og 1983-84.

I 1982 tegnede elmen til at blive dominerende i skoven sammen med ask, bøg og avnbøg, men i 1984 slog elmesygen til, og siden har elmen kun haft en beskeden rolle i underskoven. Askeopvæksten blev ramt af svampesygdommen asketoptørre (se Svampe) omkring 2005. Gråpoplen har bl.a. derfor kunnet brede sig stærkt med sine rodskud.

Vorsø

Vorsø i Horsens Fjord er med sine 62 ha den største, helt urørte ø i Danmark. Øen blev købt i 1928 for arven efter zoologen Herluf Winge, der ønskede at skabe et fristed for planter og dyr, “ogsaa de saakaldt skadelige”. I 1979 overgik den til Skov- og Naturstyrelsen.

Øens skovbevoksninger var i udgangspunktet overvejende plantninger af bl.a. ask, ahorn, elm, bøg og eg. De dengang i alt 10 ha skov og en del af landbrugsjorden blev lagt urørt i 1929 og resten af øen med de sidste 15 ha dyrket jord i 1979. Især ask, elm og ahorn har sået sig ud på de opgivne marker og dannet ny skov. De senest opgivne marker er under tilgroning med bl.a. ahorn, hyld, hassel, tjørn, selje-pil og slåen.

Vedplantefloraen er blevet fulgt med opmålinger hvert tiende år siden 1952, senest i 2002. I denne periode har især skarv og elmesyge sat sit iøjnefaldende præg på skovudviklingen. Skarven har ynglet på øen siden 1944, men fik først helt fred i 1971, hvorefter bestanden steg stærkt. Skarvernes ekskrementer har dræbt en del af træerne i især de ældste skovområder. Skarverne og de øvrige fuglekolonier af fiskehejre og råge tilfører store mængder af kvælstof og fosfor. Det sætter sit præg på bundfloraen, der stedvist domineres af hyld, stor nælde og burresnerre. Elmesygen kom til øen i 1980'erne og ramte alle større elme. Men både skarvekolonier og elmesyge er en del af den naturlige dynamik og har forekommet før i de danske skoves udvikling. Umiddelbart tegner ahorn til at blive dominerende på store dele af arealet.

NID-4-558.pngNID-4-559.pngNID-4-556.png

NID-4-557.png

FIGUR 13-1. Forskellig drift, f.eks. urørt skov, almindelig forstlig drift, naturnær plukhugst eller stævning giver vidt forskellig struktur i skoven, selv med samme dominerende træart. Profiltegningen og fotografierne viser hhv. længe urørt (A) og almindelig, forstligt drevet bøgehøjskov (B). Foto: Peter Friis Møller, tegning: H. Hübertz.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Emborg, Peter Frederiksen, Katrine Hahn Kristensen: Urørt skov i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 15. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=485131

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk