Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skove med andre driftsformer

Oprindelige forfattere PFr, HeSta og RBut

Hist og her i Danmark findes stadig levn af gamle skovtyper formet i samspil mellem natur og driftsformer, som engang har haft stor betydning for befolkningen. Mange af disse skove er i nutiden fine eksempler på både natur og levende kulturhistorie.

Stævningsskove

Stævningsskov (lavskov) er betegnelsen for en skov, der drives med stævning, dvs. med regelmæssig nedskæring af alle træer og buske – og påfølgende genvækst (figur 13-14). Driftsformen bygger – ret enkelt – på de fleste træarters evne til i større eller mindre grad at skyde fra stødet efter hugst på grund af små knopper (“sovende øjne”) i barken eller fra sårranden på stødet. Det formår stort set alle løvtræarter og nåletræet taks, men ikke gran og fyr. Evnen er størst, så længe støddiameteren ikke overstiger 10-20 cm. Derefter aftager den, sandsynligvis især pga. udtørring.

 FIGUR 13-14 (a). Stævningsdrift foretages i en cyklus eller omdrift, hvis varighed afhænger af formål, træart og bonitet. På grund af den jævnlige stævning er der kun temmelig unge stammer og sjældent større eller gamle træer. Det begrænser mulighederne for arter knyttet til store gamle træer eller dødt ved som f.eks. vedlevende svampe, insekter og hulrugende fugle. Til gengæld er den regelmæssige og tilbagevendende lystilgang en fordel for en række arter af sommerfugle og ikke mindst urtefloraen Genvækstfasen lige efter stævning er kritisk. Græssende husdyr og vildt, i nutiden især rådyr, kan helt forhindre genvæksten ved effektivt at afbide nye skud fra de friske stød, således at de dør efter nogle års forløb. Derfor holdt bønderne de fleste steder husdyrene væk fra de nystævnede dele. Det gjaldt især på Øerne, men tilsyneladende også stedvis i de jyske egekrat, bl.a. i Grimstrup Krat. Derfor kunne disse krat og skove ofte bestå gennem århundreder.

FIGUR 13-14 (a). Stævningsdrift foretages i en cyklus eller omdrift, hvis varighed afhænger af formål, træart og bonitet. På grund af den jævnlige stævning er der kun temmelig unge stammer og sjældent større eller gamle træer. Det begrænser mulighederne for arter knyttet til store gamle træer eller dødt ved som f.eks. vedlevende svampe, insekter og hulrugende fugle. Til gengæld er den regelmæssige og tilbagevendende lystilgang en fordel for en række arter af sommerfugle og ikke mindst urtefloraen Genvækstfasen lige efter stævning er kritisk. Græssende husdyr og vildt, i nutiden især rådyr, kan helt forhindre genvæksten ved effektivt at afbide nye skud fra de friske stød, således at de dør efter nogle års forløb. Derfor holdt bønderne de fleste steder husdyrene væk fra de nystævnede dele. Det gjaldt især på Øerne, men tilsyneladende også stedvis i de jyske egekrat, bl.a. i Grimstrup Krat. Derfor kunne disse krat og skove ofte bestå gennem århundreder.

Stævningsskovstyper

Annonce

Stævningsdrift er den ældste, kendte form for skovdrift. Allerede Jægerstenalderens fangere og fiskere stævnede skov for at skaffe de store mængder af materiale, de skulle bruge i deres fiskegårde og fangstredskaber. Og i de efterfølgende årtusinder blev driftsformen mere eller mindre bevidst benyttet for at skaffe blandt andet lægter, stager, brændsel, fletværk til lerklinede vægge og ikke mindst hegningsmaterialer – gærdsel. Stadig er det muligt at finde stævningsskove og spor af stævning over hele landet.

Stort set alle typer skov er blevet hugget ned og mere eller mindre bevidst drevet i stævningsdrift. Det gælder små skove i landskabet, som f.eks. skovene på de langelandske hatbakker eller bornholmske småskove, eller lodder i større parcelskove som på Als eller visse bevoksninger i de forstligt drevne skove. Så godt som alle ellesumpe er blevet drevet i stævningsdrift. Det skete i 30-50-årig omdrift med afskovning i år med islæg. I mangelår, som under verdenskrigene, blev der stævnet intensivt mange steder for at skaffe brændsel. Der ses stadig flerstammede træer fra disse perioder, navnlig i ellesumpe, egekrat og bøgekrat.

 FIGUR 13-14 (b).

FIGUR 13-14 (b).

Stævningsskove kan være meget artsrige. I de fynske stævningsskove fandt Fyns Amt i 1990 42 forskellige vedplanter, i de langelandske 34 og i en registrering i 1989 fra Als nævnes 24 arter som minimum. Stort set alle danske løvtræarter kan findes i stævningsskovene. I flere tilfælde kan disse stævningsskove genetisk set være “naturskove”, idet det tilsyneladende blot er den forhåndenværende naturlige skov, som er blevet stævnet gennem de mange århundreder og stedvist årtusinder. Den regelmæssige stævning har været med til at fastholde artsdiversiteten.

 FIGUR 13-14 (c).

FIGUR 13-14 (c).

Udviklingen i arealet med stævningsskov

Omkring 1800 blev halvdelen af skovarealet i det fynske område (ca. 10.000 ha) drevet i stævningsdrift. I 1939 var det reduceret til 1800 ha, og i 1990 var der kun 335 ha stævningsskov tilbage på Fyn og 117 ha på Langeland. Driftsformen gik tilbage, både som følge af skovlovgivningen og det forstlige skovbrugs fokusering på højskov og store dimensioner, men også fordi behovet for stævningsskovens produkter aftog. I dag spiller disse produkter – bortset fra brændsel – ingen rolle.

Driften har dog været fortsat med henblik på brænde i flere småskove, og er stedvist genoptaget af bl.a. kulturhistoriske grunde – ofte med henblik på udnyttelsen af biomassen som flis til i princippet CO2-neutralt brændsel i varmeværker o.l. Driftformen har senest fået en renæssance i “energiskove”, hvor hurtigtvoksende og højproduktive krydsninger af bånd-pil drives i kort omdrift. I sin mest rationelle udgave kombineret med rodzoneanlæg, hvor pilene fjerner og udnytter næringsstofferne i tilledt spildevand.

 FIGUR 13-14 (d).

FIGUR 13-14 (d).

Mellemskov

Mellemskov er den forstlige betegnelse for stævningsskov med overstandere, dvs. spredte træer, der får mulighed for at vokse sig store, mens underskoven drives som stævningsskov med regelmæssig nedskæring. Som navnet antyder, er det en mellemform mellem lavskov- og højskovsdrift:. Mange små bondeskove har i praksis været drevet på denne måde, især på øerne. Driftsformen gav en bredere vifte af produkter end den almindelige stævningsskov; på samme areal kunne der produceres både brænde, ris, småt gavntræ og større kævler af især eg til bygningstømmer.

Mellemskovdriften har stedvist også været praktiseret som en del af den forstlige drift. Således blev Draved Skov i første halvdel af 1800-tallet drevet som mellemskov, i lange, smalle “kulisser”. Eg og birk var overstandere, mens især rød-el, ask og lind blev stævnet.

 FIGUR 13-16. Nystævnet mellemskov. Overstanderne – mest bredkronede ege – står tilbage, mens underskoven af især hassel er fældet og snart vil skyde stærkt igen fra støddene. Snøde-Hesselbjerg Stubhave på Nordlangeland.

FIGUR 13-16. Nystævnet mellemskov. Overstanderne – mest bredkronede ege – står tilbage, mens underskoven af især hassel er fældet og snart vil skyde stærkt igen fra støddene. Snøde-Hesselbjerg Stubhave på Nordlangeland.

I 1600- og 1700-tallet kan store dele af skovarealet i praksis have haft karakter af mellemskov. Bønderne havde retten til græsning og til hugst i underskoven, som de stævnede, mens overskovens træer eg, bøg og stedvis ask tilhørte herremanden eller kongen og skulle bevares. Men ofte førte foreningen af hugst og højt græsningstryk til, at genvækst af såvel overskov som underskov var begrænset.

Engskove og løvenge

I flere skove var hø til dyrefoder et meget vigtigt produkt. Der blev slået hø på åbne skovenge og i engskove med spredt træbevoksning.

I perioder blev også træernes kviste høstet som løvhø (figur 3-9 i Skoven i de seneste 6.000 år). Nogle af disse engskove eller løvenge blev afgræsset efter høst. I Jylland, bl.a. ved Mariager Fjord og i Lille Vildmose, ses stadig spor af denne drift.

Skove med græsning

Græsædende kreaturer eller hjorte under store brede ege og bøge med spredte buskadser er et klassisk billede af græsningsskoven. Det emmer af guldalder og pastoral idyl, men er først og fremmest udtryk for århundreders værdifuldt samspil mellem menneske og natur.

 FIGUR 13-15. Stødskudsprincippet har været så velkendt, at det kunne anvendes som symbol på Danmarks genvækst efter 1640’ernes ødelæggende svenskekrige. Her på guldmedalje slået til minde om freden ved Brømsebro i 1645. På hver side af det genvoksende egestød ses hhv. fromheden og retfærdigheden.

FIGUR 13-15. Stødskudsprincippet har været så velkendt, at det kunne anvendes som symbol på Danmarks genvækst efter 1640’ernes ødelæggende svenskekrige. Her på guldmedalje slået til minde om freden ved Brømsebro i 1645. På hver side af det genvoksende egestød ses hhv. fromheden og retfærdigheden.

 FIGUR 13-15. Stødskud på ask.

FIGUR 13-15. Stødskud på ask.

I nutiden er der en vis græsningspåvirkning i stort set alle danske skove – fra “nippere” som rådyr og i stadig større dele af landet også fra fritlevende krondyr samt dådyr. Egentlige græsningsskove – gamle overdrevsskove og dyrehaver – er derimod et særsyn. Det er dem, som dette delkapitel skal handle om. Græsningsdyrenes forskellige påvirkninger fremgår af figur 11-12 i Pattedyr og fugle.

I langt de fleste skove ophørte græsningen i begyndelsen af 1800-tallet, og kun meget få steder blev den fortsat op i nutiden. Der er dog stadig mængder af vidnesbyrd om fortidig græsning i skov og landskab. Disse vidnesbyrd har både form af stednavne (se boks 1-1 i Hvad er skov?) og græsningsrelaterede gærder og hegn eller fortidsminder som gamle, lavbullede ege, mangestammede bøge (bøgerøller) osv.

I 1994 blev det skønnet, at der var 1500 ha græsningsskov i Danmark, men arealet var større og er siden øget betragteligt. Med naturskovsstrategien og skovloven fra 2004 blev der dels udlagt nye arealer til græsningsskov, dels åbnet mulighed for, at skov igen kunne drives som græsningsskov, og græsning er blevet genoptaget i flere gamle græsningsskove. De største arealer græsses af hjorte, bl.a. Jægersborg Dyrehave, Tofte Skov og Høstemark Skov og øerne Romsø og Æbelø. Husdyrgræsning ses mest på mindre arealer som Langå Egeskov, Skejten på Lolland, Bjergskov ved Åbenrå og Rygård Overdrev i Hornsherred.

 FIGUR 13-17. En typisk græsningsskov er lysåben, har store, gamle, fuldkronede træer og spredte buskadser af tornede buske. Bunden er dækket af græsser og andre urter.I de gamle græsningsskove var det oftest de mest knortede og teknisk uanvendelige, men prægtigste træer, som blev efterladt. Træerne i de ældste græsningsskove er i flere tilfælde stadig præget af udnyttelse i form af styning, evt. stævning, og af gamle skader, bl.a. fra dyrenes barkbidning. Med eg og bøg som dominerende træarter kan billedet opretholdes i måske 2-500 år og på endnu længere sigt ved, at der gradvist kommer nye ege til. Skejten på Lolland.

FIGUR 13-17. En typisk græsningsskov er lysåben, har store, gamle, fuldkronede træer og spredte buskadser af tornede buske. Bunden er dækket af græsser og andre urter.I de gamle græsningsskove var det oftest de mest knortede og teknisk uanvendelige, men prægtigste træer, som blev efterladt. Træerne i de ældste græsningsskove er i flere tilfælde stadig præget af udnyttelse i form af styning, evt. stævning, og af gamle skader, bl.a. fra dyrenes barkbidning. Med eg og bøg som dominerende træarter kan billedet opretholdes i måske 2-500 år og på endnu længere sigt ved, at der gradvist kommer nye ege til. Skejten på Lolland.

Græsningsskovens udvikling

Dyrene æder en del kim- og småplanter, og deres afbidning udtynder løv- og kvistlaget i de nederste halvanden til to meter. Det betyder, at stamtallet og tætheden af bladmasse reduceres. Derfor kommer der mere lys til skovbunden og mulighed for udvikling af en tættere bundvegetation. Det øgede lysgennemfald giver også forbedrede spiringsbetingelser for lyskrævende træfrø. Græsningen skaber egnede spirebede og reducerer konkurrencen fra græsvegetation. Men ofte bevirker græsningen også, at nyspirede træer græsses ned, medmindre græsningstrykket er meget lavt eller helt fjernes i en periode. Dyrene foretrækker at græsse på træer og buske, der står lyst, f.eks. i skovbryn eller omkring lysninger i skoven. Det betyder, at der kan være store forskelle på græsningstrykket i skoven.

 FIGUR 13-18. “Torn er skovs vugge“. Tornede og stikkende træer og buske, der kan danne ly for andre træers opvækst af f.eks. eg og ask i en græsningsskov: hvidtjørn, kristtorn, rose, slåen, ene og skov-æble. Bortset fra almindelig hvidtjørn og kristtorn kræver de meget lys for at kunne spire og fremmes derfor af græsning, ligesom græsningsdyrene ofte har betydning for spredning af deres frø. Deres stikkende torne og nåle beskytter dem mod at blive bidt ned.

FIGUR 13-18. “Torn er skovs vugge“. Tornede og stikkende træer og buske, der kan danne ly for andre træers opvækst af f.eks. eg og ask i en græsningsskov: hvidtjørn, kristtorn, rose, slåen, ene og skov-æble. Bortset fra almindelig hvidtjørn og kristtorn kræver de meget lys for at kunne spire og fremmes derfor af græsning, ligesom græsningsdyrene ofte har betydning for spredning af deres frø. Deres stikkende torne og nåle beskytter dem mod at blive bidt ned.

De mest efterstræbte arter aftager eller forsvinder og de mindst søgte, eller bedst beskyttede, vinder frem. Derfor får især tornede og stikkende arter som tjørn, rose, ene, slåen, kristtorn og skov-æble, der har torne som ung, først fodfæste på et græsset areal. Disse arter får en nøglerolle ved, at danne spirely for efterstræbte og sarte træarter som f.eks. ask, røn og eg, der tilfældigvis spirer frem i deres favn (figur 13-18).

I Tofte Skov kan således kun rød-el, gran, bøg og kristtorn komme op uden spirely. Bøgeopvæksten kommer igennem ved buskning og purredannelse og når over bidhøjde med 20-80 års forsinkelse. Under lysåbne forhold og svagere græsningstryk kan bl.a. eg også komme igennem på denne måde. Hvor græsningstrykket har et omfang, så opvæksten er afhængig af spirely, kan dynamikken over lange tidsrum forme sig som vist i figur 13-19.

 FIGUR 13-19. Udviklingsforløbet på et overdrev eller i en græsningsskov med forholdsvis højt græsningstryk, hvor størstedelen af træopvæksten er afhængig af spirely. Mønstret ses mange steder på overdrev, eksempelvis Eskebjerg Vesterlyng i Odsherred, Bjergskov ved Åbenrå og Jydelejet på Møn.

FIGUR 13-19. Udviklingsforløbet på et overdrev eller i en græsningsskov med forholdsvis højt græsningstryk, hvor størstedelen af træopvæksten er afhængig af spirely. Mønstret ses mange steder på overdrev, eksempelvis Eskebjerg Vesterlyng i Odsherred, Bjergskov ved Åbenrå og Jydelejet på Møn.

Dyregræsningen nedsætter opvæksttætheden, reducerer opvækst- og tilgroningshastigheden, fremmer lysåbenhed og strukturel variation, og kan derved længe fastholde en struktur med buske og gamle, bredkronede træer og således forlænge en egens dominans i en gammel græsningsskov.

Græsningens betydning for bundfloraen

En sammenligning af lysforholdene i Hald Ege i 1916, hvor egekrattet stadig var præget af græsning, og i 1995, hvor græsningen for længst var ophørt, viser dennes betydning for bundvegetationen. I 1916 var egekrattet stadig ret lysåbent med 12-32 % lystilgang. I 1995 var lystilgangen reduceret til 0,8-8,5 %. Det har ændret floraens sammensætning. Af de 19 vigtigste arter i 1916 er 14 gået tilbage, mens kun 5 er gået frem. Artsantallet er reduceret fra 61 arter til 45. De lyskrævende plantearter er forsvundet fra skovbunden til fordel for en mosaik af åben bundvegetation med skyggetålsomme arter og områder helt uden vegetation.

Ved kvæggræsning i egekrattet “Skovbjerg” på Mols blev antallet af karplanter således øget fra 39 til 55 arter. Udbredelsen af skovbundsplanter blev øget, men samtidig foregik der en gradvis indvandring af planter fra de omgivende overdrevsamfund. En del af de nytilkomne arter blev spredt med dyrene. Det gælder f.eks. febernellikerod, hvis frø har kroge, således at de kan hænge fast i pelsen på dyrene. Andre arters frø, bl.a. arter af græs og star blev ædt og spredt med gødningen.

Græsning kan også have en negativ virkning på skovbundsfloraen. Nogle arter som f.eks. hvid anemone hæmmes af græsning. For rådyr udgør jordstængler af hvid anemone et vigtigt foderemne om vinteren, og tætheden af anemoner er væsentligt mindre i områder med en tæt bestand af rådyr. Men også græsning fra kvæg og andre husdyr, der ikke æder anemonerne, har en negativ virkning som følge af dyrenes tråd, der ødelægger jordstænglerne. Det samme kan også ses på andre skovbundsplanter med overfladiske rodsystemer som lærkespore og ørnebregne. Selektion pga. forskelle i dyrenes præferencer ændrer også på forholdet mellem arterne: De efterstræbte går tilbage og dem, dyrene ikke æder, går frem. Således kan man i dyrehaver f.eks. se, at græsset bølget bunke går stærkt tilbage, mens arter som mose-bunke, eng- og bjerg-rørhvene og lyse-siv går frem.

Fremtidens græsningsskove

For at bevare og genskabe noget af den variation, der har været i tidligere tiders skovlandskaber, er der behov for store græsningsarealer med en mosaik af åbne arealer, vådområder og skov med plads til en dynamisk udvikling og mulighed for, at der gradvist kommer nye træer til, så der også i fremtiden vil være egnede levesteder.

 FIGUR 13-20. Græsningsskovlandskab med bøge, der er vokset over bidhøjde fra spirely og lave purrer. I løbet af nogle år vil der kunne stå bøgeskov her. Bjergskov ved Åbenrå.

FIGUR 13-20. Græsningsskovlandskab med bøge, der er vokset over bidhøjde fra spirely og lave purrer. I løbet af nogle år vil der kunne stå bøgeskov her. Bjergskov ved Åbenrå.

De græsædende dyr kan både være forskellige husdyr samt vilde dyr som krondyr og andre hjorte, vildsvin og måske elg. Vigtigst er det, at der indgår græsninger med forskellige dyrearter og blandinger af dem under forskellige driftsformer. Vigtigt er også, at græsningstrykket tilpasses området og tilskudsfodring undgås.

Eksempler på græsningsskove

Jægersborg Dyrehave er den ældste dyrehave i landet. Den blev anlagt af Frederik III i 1669 og året efter udvidet af den jagtglade Christian V med landsbyen Stokkerups jorder og har været græsset af hjorte siden da. I dag er der godt 2.000 stk. vildt fordelt på ca. 300 krondyr, 1700 dådyr og 100 sikahjorte i den ca. 1.000 ha store indhegning. Dyrehaven omfatter sletter, gammel græsningsskov af eg og bøg, en plantning fra 1765 (von Langens Plantage) og yngre, mere ordinære plantninger bag hegn, der gradvist åbnes for dyrene. Forekomsten af 1-2.000 gamle ege og bøge er en af de største i landet, men mange af især bøgene har nået deres maksimale levealder. Problemet er, at der pga. det særdeles høje græsningstryk slet ikke er nogen naturlig opvækst, end ikke i “spirely”.

Langå Egeskov (figur 15-1 under Egeskovens historie og udbredelse) på 7 ha strækker sig langs Gudenåens bred ved Langå by. Den er en af landets få gamle græsningsskove, som stadig afgræsses af kreaturer. Egeskoven, der bl.a. indeholder 200-300 år gamle egetræer, er tydeligt præget af græsning. Træerne er gennemgående lavbullede og storkronede. Flere af egene er meget krogede og med uregelmæssige vulster ved basis, der er opstået som ardannelser efter dyrenes tramp og bid. I egeskoven indgår der buske som ene, tjørn og skov-æble, der ligeledes er karakteristiske for græsningsskove.

Rygård Overdrev i det sydlige Hornsherred er et stærkt bakket, kreaturgræsset overdrev med store enkelttræer og skovholme af gamle bøge og enkelte ege samt krat og enkeltbuske af hvidtjørn. De over 200 år gamle bøge bærer tilmed stadig præg af styning og åsning, dvs. afhugning af kronegrene – og efterfølgende genvækst.

 FIGUR 13-21. Dynamisk græsningslandskab med andre af de stadier, som indgår i det forløb, der er vist i figur 13-13: åbent overdrev, veletablerede ege og bøge og i baggrunden anes en holm af gammel bøgeskovdels som er i begyndende sammenbrud. Bjergskov ved Åbenrå.

FIGUR 13-21. Dynamisk græsningslandskab med andre af de stadier, som indgår i det forløb, der er vist i figur 13-13: åbent overdrev, veletablerede ege og bøge og i baggrunden anes en holm af gammel bøgeskovdels som er i begyndende sammenbrud. Bjergskov ved Åbenrå.

Tofte Skov og Mose i Lille Vildmose er med næsten 4.000 ha under hegn landets største græsningslandskab med elle- og birkesumpe, blandskove af el, birk, eg og bøg, højmose, kær, hede og overdrev. I store dele af Tofte Skov og Høstemark Skov fortsatte en vis kvæggræsning og høslæt op gennem 1800-tallet, hvorefter græsningen blev forøget ved indhegning som dyrehave med krondyr i hhv. 1906 og 1933. I skovene er vinterbestanden på henholdsvis 170 og 400 krondyr. I Tofte Skov lever desuden ca. 200 vildsvin fra en bestand, der blev udsat i 1928.

I 2009 vedtog ejeren, Aage V. Jensen Naturfond, en stor naturgenopretningsplan, der bl.a. fjerner al sitka-gran i området, genopretter de naturlige vandstandsforhold og giver højmosen og de åbne naturtyper de bedste udviklingsmuligheder. Der er endda planer om at udvide arealet nordover til et op mod 7.000 ha stort græsningslandskab ved at inddrage den afgravede del af højmosen og binde den sammen med Høstemark Skov.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Frederiksen, Henrik Staun, Rita M. Buttenschøn: Skove med andre driftsformer i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 19. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=485143

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk