I den dyrkede skov er eller har hovedformålet indtil for nylig været at få det økonomisk bedste udbytte gennem produktion af vedmasse af størst mulig værdi. Økonomisk set gælder det om at få fældet træerne og solgt kævlerne, når diameteren er omkring 60 cm, og mens veddet stadig er friskt og farven lys og uden den rødkerne, som kommer med stigende alder – og som nedsætter handelsværdien.
Ud over løbende udtyndingshugster indebærer skovdriften derfor også et generationsskifte, hvor værdierne høstes og den gamle bevoksning afløses af en ny. Det kan ske ved at fælde træerne på én gang (renafdrift) og nyplante med samme art (ofte en mere velformet udenlandsk herkomst) eller en anden træart, typisk gran, eller ved at udnytte det naturlige frøfald gennem natur- eller selvforyngelse.
I begge tilfælde udnyttes det naturlige frøfald til at skabe næste generation skov, men ved naturforyngelse sker det uden og ved selvforyngelse med jordbearbejdning. Jordbearbejdningen kan være en omfattende, såkaldt spadeharvning, eller pløjning af furer eller pletter for at skabe “såbede” til bogene. Ved at bearbejde jordbunden og blotte mineraljorden forbedres spiringsbetingelserne for den nedfaldne olden betydeligt.
Natur- eller selvforyngelsen igangsættes i et oldenår, og som regel foretages der en vis udtynding af bevoksningen for at sikre lys nok til opvæksten det efterfølgende forår. Det er lidt af en balancegang; ved for svag udtynding kan det knibe for kimplanterne at få lys nok, og ved for hård hugst fremmes den konkurrerende vegetation af græsser, brombær o.l. Evt. jordbearbejdning foretages inden oldenfald, og når det meste er faldet til jorden, foretager man en dækharvning for at forbedre spiringsbetingelserne og forhindre mus, finker og duer i at æde frøene i vinterens løb.
Hvis alt går efter planen, vælder de mørkegrønne kimplanter (figur 14-7) frem i april-maj det efterfølgende år. I visse tilfælde er opvæksten tæt som en karsebakke. Der skaffes gradvist mere lys til opvæksten gennem yderligere udtynding af overetagen. Så lægges der ofte spor ind med en grenknuser, og på et tidspunkt foretages første udtynding af den ofte meget stammerige “stangskov” for at fremme de bedst formede træer og fjerne de skæve, dårligt formede og uønskede træarter som f.eks. selje-pil, birk og elm.
De tilbageværende gamle træer – overstanderne – bliver som regel fældet inden for 10-20 år, hvorefter generationsskiftet er tilendebragt. Gennem fortsat tyndingshugst nedbringes antallet af træer, hvorved de tilbageværende bøges tykkelsesvækst øges.
Efter 30-60 år begynder søjlehalsperspektivet og det dybe indkig så småt at træde frem igen. De mange tusinde træer pr. ha i begyndelsen vil gradvis være nedbragt til omkring 100, når tiden for et nyt generationsskifte nærmer sig.
Den forstlige generationstid (omdriftstid), dvs. den tid, der går, fra en ny bevoksning er etableret, til den afvikles som hugstmodne træer, er ved denne driftsform typisk på 90-100-120 år. Det er mere end en halvering af den naturlige generationstid under urørte forhold – og det er et problem for bøgeskovens funktion som levested.
Bøgedyrkningen bygger dels på den bøgebestand, der tilfældigvis var på stedet, dels på diverse frø og planter fra andre steder i ind- og udland, f.eks. blev frøene til de nye bornholmske bøgeskove i 1800-tallet hentet på Sjælland. I forventning om at opnå hurtigere vækst, bedre teknisk form og dermed højere kævlekvalitet anvendes også herkomster fra udlandet. Bl.a. er der brugt frø fra Tyskland, fra Karpaterne i Ungarn siden 1870'erne, fra Sihlwald i Schweiz, fra Sølvesborg i Skåne og fra Holland; i perioder med lille frøsætning endda fra Rumænien. De rumænske frø viste sig dog siden at give træer med en dårligere teknisk form end de danske.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.