Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skovbrugets bøgeskov

Oprindelig forfatter PFM

Langt størstedelen af det danske skovareal er underlagt forstlig drift og har stedvist været det siden midten af 1700-tallet. Det har sat sit præg. Den typiske danske bøgeskovdrift skaber en ensaldrende og overvejende meget ensartet bøgeskov. I en periode har skoven den højt værdsatte åbne og imponerende karakter af søjlehal, hvor det lange indkig giver katedralagtig dybde (figur 14-8). Senere får den en underetage af spredt eller i foryngelsesfasen mere tæt opvækst af bøg. Den forstlige bøgeskov kan bestå af bøg alene, men den kan også som beskrevet tidligere have indblanding af andre træarter. Stedvist kan bøgeskoven være en blandskov af bøg, ahorn og ask, hvor ahorn og bøg sår sig under hinanden. Der kan også være indblandet forskellige nåletræer som lærk, rødgran eller ædelgran i den dyrkede bøgeskov. De er ofte i sin tid indplantet af økonomiske grunde eller som såkaldt efterbedring for at udfylde og lukke huller i kulturer og opvækst.

Nåletræer, der står i bøgeskov, bevarer ofte en levedygtighed og sundhed, der rækker langt ud over, hvad de kan formå i renbestand i Danmark. I nogle af Nordøstsjællands gamle bøgebevoksninger står der f.eks. stadig graner, lærk og ædelgraner, som blev plantet i den langenske periode i 1760'erne. Danmarks ældste rødgraner på snart 250 år står således i bøgeskov i Gribskov.

Den forstlige foryngelse

I den dyrkede skov er eller har hovedformålet indtil for nylig været at få det økonomisk bedste udbytte gennem produktion af vedmasse af størst mulig værdi. Økonomisk set gælder det om at få fældet træerne og solgt kævlerne, når diameteren er omkring 60 cm, og mens veddet stadig er friskt og farven lys og uden den rødkerne, som kommer med stigende alder – og som nedsætter handelsværdien.

Annonce

 FIGUR 14-5. Redskaber til bearbejdning af skovbunden ved selvforyngelse af bøg. Øverst skovrider Ulrichs rulleharve, i midten en oldendækker, som blev anvendt til at dække bogene og trykke jorden sammen med efter oldenfald. Nederst skovfoged Godskesens skovplov. Alle tre hestetrukne redskaber, som efter Ulrichs eget udsagn i 1879 skulle træde i stedet for svinene til bearbejdning af især fattig morbund således at ny, tæt bøgeskov kunne rejse sig.

FIGUR 14-5. Redskaber til bearbejdning af skovbunden ved selvforyngelse af bøg. Øverst skovrider Ulrichs rulleharve, i midten en oldendækker, som blev anvendt til at dække bogene og trykke jorden sammen med efter oldenfald. Nederst skovfoged Godskesens skovplov. Alle tre hestetrukne redskaber, som efter Ulrichs eget udsagn i 1879 skulle træde i stedet for svinene til bearbejdning af især fattig morbund således at ny, tæt bøgeskov kunne rejse sig.

Ud over løbende udtyndingshugster indebærer skovdriften derfor også et generationsskifte, hvor værdierne høstes og den gamle bevoksning afløses af en ny. Det kan ske ved at fælde træerne på én gang (renafdrift) og nyplante med samme art (ofte en mere velformet udenlandsk herkomst) eller en anden træart, typisk gran, eller ved at udnytte det naturlige frøfald gennem natur- eller selvforyngelse.

I begge tilfælde udnyttes det naturlige frøfald til at skabe næste generation skov, men ved naturforyngelse sker det uden og ved selvforyngelse med jordbearbejdning. Jordbearbejdningen kan være en omfattende, såkaldt spadeharvning, eller pløjning af furer eller pletter for at skabe “såbede” til bogene. Ved at bearbejde jordbunden og blotte mineraljorden forbedres spiringsbetingelserne for den nedfaldne olden betydeligt.

Natur- eller selvforyngelsen igangsættes i et oldenår, og som regel foretages der en vis udtynding af bevoksningen for at sikre lys nok til opvæksten det efterfølgende forår. Det er lidt af en balancegang; ved for svag udtynding kan det knibe for kimplanterne at få lys nok, og ved for hård hugst fremmes den konkurrerende vegetation af græsser, brombær o.l. Evt. jordbearbejdning foretages inden oldenfald, og når det meste er faldet til jorden, foretager man en dækharvning for at forbedre spiringsbetingelserne og forhindre mus, finker og duer i at æde frøene i vinterens løb.

Hvis alt går efter planen, vælder de mørkegrønne kimplanter (figur 14-7) frem i april-maj det efterfølgende år. I visse tilfælde er opvæksten tæt som en karsebakke. Der skaffes gradvist mere lys til opvæksten gennem yderligere udtynding af overetagen. Så lægges der ofte spor ind med en grenknuser, og på et tidspunkt foretages første udtynding af den ofte meget stammerige “stangskov” for at fremme de bedst formede træer og fjerne de skæve, dårligt formede og uønskede træarter som f.eks. selje-pil, birk og elm.

 FIGUR 14-6. Bøgeselvforyngelse med overstandere og bøgeopvækst. Resultatet af forstlig indsats med hugst og jordbearbejdning. Slorup Skov ved Lejre.

FIGUR 14-6. Bøgeselvforyngelse med overstandere og bøgeopvækst. Resultatet af forstlig indsats med hugst og jordbearbejdning. Slorup Skov ved Lejre.

De tilbageværende gamle træer – overstanderne – bliver som regel fældet inden for 10-20 år, hvorefter generationsskiftet er tilendebragt. Gennem fortsat tyndingshugst nedbringes antallet af træer, hvorved de tilbageværende bøges tykkelsesvækst øges.

Efter 30-60 år begynder søjlehalsperspektivet og det dybe indkig så småt at træde frem igen. De mange tusinde træer pr. ha i begyndelsen vil gradvis være nedbragt til omkring 100, når tiden for et nyt generationsskifte nærmer sig.

Den forstlige generationstid (omdriftstid), dvs. den tid, der går, fra en ny bevoksning er etableret, til den afvikles som hugstmodne træer, er ved denne driftsform typisk på 90-100-120 år. Det er mere end en halvering af den naturlige generationstid under urørte forhold – og det er et problem for bøgeskovens funktion som levested.

Bøgedyrkningen bygger dels på den bøgebestand, der tilfældigvis var på stedet, dels på diverse frø og planter fra andre steder i ind- og udland, f.eks. blev frøene til de nye bornholmske bøgeskove i 1800-tallet hentet på Sjælland. I forventning om at opnå hurtigere vækst, bedre teknisk form og dermed højere kævlekvalitet anvendes også herkomster fra udlandet. Bl.a. er der brugt frø fra Tyskland, fra Karpaterne i Ungarn siden 1870'erne, fra Sihlwald i Schweiz, fra Sølvesborg i Skåne og fra Holland; i perioder med lille frøsætning endda fra Rumænien. De rumænske frø viste sig dog siden at give træer med en dårligere teknisk form end de danske.

 FIGUR 14-7. Bøgens kimplante er let at kende på den dybgrønne krave. Den er meget skyggetålende, men udsat for angreb af insekter, svampe og rådyr, der æder den som salat. Den dør, hvis den bliver bidt af på dette tidspunkt, mens jævnaldrende småplanter af eg har mulighed for at skyde igen fra reserveknopper.

FIGUR 14-7. Bøgens kimplante er let at kende på den dybgrønne krave. Den er meget skyggetålende, men udsat for angreb af insekter, svampe og rådyr, der æder den som salat. Den dør, hvis den bliver bidt af på dette tidspunkt, mens jævnaldrende småplanter af eg har mulighed for at skyde igen fra reserveknopper.

Bøgeskovdrift og naturindhold

Den forstlige bøgeskovdrift er rationel og på mange måder tiltalende for skovgæsten, men problematisk for bøgeskovens funktion som levested for naturligt plante- og dyreliv. Nok er søjlehallen monumental, men faktisk er den forholdsvis fattig på liv sammenlignet med en mere naturlig eller ligefrem længe urørt bøgeskov.

Især er en foryngelsesfase med jordbearbejdning problematisk for naturindholdet, ikke mindst på den fattige jordbund med morlag. Jordbearbejdning kan gå hårdt ud over bundfloraen og jordbundsorganismerne, ligesom også jordbundsstrukturen samt eventuelle spor af bopladser eller marksystemer bliver ødelagt.

Også den meget tætte og ensartede opvækst, der er målet med selvforyngelsen, har en drastisk virkning på naturindholdet. I en lang periode lukker en veludviklet opvækst næsten fuldstændigt for lys til skovbunden og til stammerne af eventuelle overstandere. Dermed bortskygges mange af skovbundens urter og kun de mest skyggetålende eller tidlige arter overlever. Tilsvarende forarmes vegetationen af epifytter på stammerne, da det kun er de mindst krævende mosser og laver, der kan klare den dybe skygge.

Det generelle fravær af dødt ved og det bratte kontinuitetsbrud, der opstår, når de gamle træer fældes og fjernes, før de bliver attraktive som levesteder, er ligeledes stærkt problematisk for mange organismer.

På grund af disse problemer for den biologiske mangfoldighed og ønsket om et mere naturnært og stabilt skovbrug, har der omkring årtusindskiftet været meget fokus på urørte bøgeskove som model for fremtidens løvskovdyrkning. Ved at efterligne den urørte skovs foryngelsesform med lysbrønde med gunstigt mikroklima og selvsået opvækst uden mekaniske indgreb er det muligt at udvikle en naturnær skovdyrkningsform, der tilgodeser både natur og økonomi. I dette naturnære skovbrug arbejdes på at få brudt den ensaldrende struktur og dermed søjlehalsstrukturen for at få en mere jævn, eller i hvert fald mere varieret alders- og dimensionsfordeling.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Friis Møller: Skovbrugets bøgeskov i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 17. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=485167

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk