Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Elleskovens økologi

Oprindelig forfatter PFM

Ellen er som nævnt især indskrænket til den vådeste bund, bl.a. ud mod søer og vandløb, hvor den har sin største konkurrencefordel, og andre træarter vanskeligt kan få fodfæste.

I den vådeste del af ellesumpen er ellen således ofte stort set enerådende, men ellers indgår bl.a. dun-birk, stilk-eg, ask, femhannet pil og grå-pil.

Stedvist er der tale om flere hundrede meter brede bræmmer med ellesump. I områder med høj grundvandsstand og afvekslende relief som f.eks. Draved Skov og landskaber med hævet havbund og strandvoldssystemer som f.eks. i Ulvshale Skov på Møn indgår våde ellesumpe og spredte elle i en mosaikpræget blandet løvskov med bl.a. ask, birk, eg, lind og bøg.

Annonce

 FIGUR 16-2. Selvsået elleopvækst på tidligere eng.

FIGUR 16-2. Selvsået elleopvækst på tidligere eng.

Ellesump kan også danne overgangszone mellem højbund og højmose. Det ses bl.a. ved Tofte Bakke i Lille Vildmose, hvor der står ellesump i en våd bræmme mellem selve højmosen med dens birkedominerede randskov og højbunden med ask langs kanten og gammel bøgeskov op ad skrænterne (figur 16-1).

I skove med bakket terræn, i ådale og langs søer med dybt nedskårne brinker og frembrydende trykvand står ellesumpen typisk omkring væld, kildebassiner og bække (figur 16-3). Udgrøftning har de fleste steder udslettet eller reduceret omfanget af den slags småbiotoper, men veludviklede eksempler kan ses spredt i det meste af landet, bl.a. i skovene ved nordenden af Tystrup Sø samt ved Thorsø nær Silkeborg.

 FIGUR 16-1. Ellesumpe udvikles på våd, forholdsvis næringsrig bund langs søer, vandløb, våde lavninger og steder, hvor trykvand trænger frem. Her står ellesumpen i den rige, vældprægede zone mellem højbund med bøgeskov og fattig højmose med birkerandskov. Tofte Skov.

FIGUR 16-1. Ellesumpe udvikles på våd, forholdsvis næringsrig bund langs søer, vandløb, våde lavninger og steder, hvor trykvand trænger frem. Her står ellesumpen i den rige, vældprægede zone mellem højbund med bøgeskov og fattig højmose med birkerandskov. Tofte Skov.

 FIGUR 16-3. Ellesump med artsrig urteflora med bl.a. eng-kabbeleje omkring et okkerholdigt væld nær bredden af Tystrup Sø. Frederikskilde Skov.

FIGUR 16-3. Ellesump med artsrig urteflora med bl.a. eng-kabbeleje omkring et okkerholdigt væld nær bredden af Tystrup Sø. Frederikskilde Skov.

Afhængig af dybde- og strømforhold vokser ellesump ofte langsomt ud i vandet. Efterhånden kan den fortsatte ophobning af organisk materiale fremme en gradvis udvikling fra ellesump mod en blandet løvskov på fugtig bund, hvor rød-el kun spiller en mindre rolle. Denne proces er dog meget langsom, og ellesumpe kan under naturlige forhold være ret stabile. Her bevarer rød-ellen sin dominerende rolle i mange århundreder, navnlig hvor strømmende vand og bølgeslag forhindrer aflejring af gytje og tørv.

Mange gamle ellesumpe bærer dog præg af afvanding og ændrede forhold, således at ask, ahorn og stedvist endog bøg breder sig. På trods af det ofte våde voksested, er rød-el ret stormfast. Den kan knække på grund af råd og skader, men rodvælter kun få steder.

Boks 16-1. Den våde bunds skove

 Sump- og vådbundsskove ved en næringsrig sø. Træarternes forskellige tålsomhed i forhold til vandstand og iltforhold i jorden er med til at give en udpræget zonering med forskellige skovtyper og plantesamfund.

Sump- og vådbundsskove ved en næringsrig sø. Træarternes forskellige tålsomhed i forhold til vandstand og iltforhold i jorden er med til at give en udpræget zonering med forskellige skovtyper og plantesamfund.

Mange af de skove, der omtales i dette kapitel, vokser på våd bund. Her spiller vandstanden en helt afgørende rolle for artssammensætning og artsfordeling. Vandet kan vedvarende eller kun lejlighedsvis stå over eller lige under terræn; det kan være strømmende og iltrigt eller stillestående og iltfattigt. Og jordbunden kan gøre skoven kalk- og næringsrig såvel som sur og næringsfattig. Spændvidden går fra bundløse sumpskove med stadig tørvedannelse på grænsen af mose og sø til vådbundsskove et godt stykke oppe på den høje bund. Skovene kan naturligt undergå ændringer som følge af bl.a. tørvedannelse og floraens udvikling, eller opretholde en dominerende træart eller træartssammensætning gennem århundreder.

Vådbundsskove kan være domineret af enkelte træarter, som i bl.a. ellesump, askemose, pilekrat og birkesump, men der kan også være tale om særdeles artsrige og afvekslende blandskove, hvor flere træarter og skovtyper indgår i blanding. De vigtigste træarter er rød-el, ask, dunbirk, grå-pil, femhannet pil, men også stilk-eg, bævreasp, lind og stedvis den sjældne skærm-elm samt skov-fyr og gran kan indgå. Af buske i underskoven på den næringsrige bund ses bl.a. arter som solbær, ribs, almindelig hæg, benved, kvalkved, rød kornel, almindelig hvidtjørn og hassel og på den fattige bund bl.a. pors, tørst og øret pil.

Hvor topografien er varieret, vil sammensætningen ofte være mere mosaikagtig og omfatte flere andre træarter. Faktisk kan få decimeters højdeforskel afgøre, om der kan vokse træer eller ej – og om træarten hedder rød-el eller bøg. En stor del af de våde skovpartier i bl.a. Draved, Bolderslev, Tofte og Høstemark er en mosaik af glidende overgange mellem træløse lavninger og forskellige skovtyper. Træarter som røn, eg og selv bøg vil eksempelvis kunne vokse på småholme og andre knap så våde steder i sumpskoven. På grund af det begrænsede rodrum og de ugunstige vækstforhold vil træerne vokse langsomt, men til gengæld ofte kunne opnå en høj alder, således som det er tilfældet med flere ege og bøge, bl.a. de berømte ege i Jægerspris Nordskov (“veterantræer” – se Veterantræer og dødt ved).

Sump- og vådbundsskov har tidligere dækket en langt større del af Danmark end de få procent, som findes i nutiden – op mod en fjerdedel af skovarealet. Ryd- ning, opdyrkning og især afvanding har sat sine spor; selv om der de seneste 60 år er kommet mange nye sumpskove til pga. ophørt græsning af enge og moser i det åbne land samt tilgroning af især tørvegrave fra krigsårene. Mange skove står på sort, humusrig bund – et tegn på, at der i hvert fald tidligere har været så vådt og iltfattigt, at der kunne ske en ophobning af uomsat organisk materiale som gytje og især tørv (se Moser og enge).

I de vådeste dele af skovene sker der stadig en sådan aflejring. I flere af disse tørvedannende sumpskove vil udviklingen fortsætte og efterhånden aflejre så tykke lag, at der ikke længere optræder åbent vand. Mere tørbundskrævende træarter vil kunne vinde indpas og efterhånden fortrænge pil, birk og el, eller i hvert fald opnå en vis andel af skoven. Omvendt kan bevoksninger ved stigende vandstand “forsumpe” og dø bort, som det ses ved udvikling af visse fattigkær og højmoser, i hvis tørvedyb der ofte findes fyrrestubbe, moseegestammer og rester af birke- og elletræer. I flere moser nærmest bølger skovfronten frem og tilbage i takt med, at nedbør og vandstand i perioder er høj eller lav. Bævere har i årtusinder – og nu igen – givet store udsving langs vandløbene (se Boks 11-3).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Friis Møller: Elleskovens økologi i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=485201

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk