Laverne

På barken af skovens træer vokser der ofte et forskelligartet samfund af grønne pulveralger, mosser og laver (figur 6-17). Disse organismer, der vokser på barken, men ikke tager næring fra den, kaldes epifytter. Mens alger og mosser har klorofyl og hører til planteriget, er laverne dannet af svampe, som lever i symbiose med alger. På grund af samlivet med alger antager de lavdannende svampe former, som er helt anderledes end hos svampe i almindelighed; mange betragter dem fejlagtigt som planter.

Laver er – populært sagt – svampe, som er blevet en slags avancerede plantedyrkere. Ligesom andre svampe skal også lavsvampene have organisk stof for at leve og vokse. Det får de i form af kulhydrater, som algerne producerer ved deres fotosyntese. Da algernes fotosyntese kræver lysenergi, vokser laver altid i lys, og de opfører sig på mange måder som planter. Der er dog den helt afgørende forskel, at lavernes svampe- og algepartnere er i stand til at tåle hyppig og langvaring udtørring uden at tage skade: De er “vekselfugtige”. Når det er fugtigt vejr, vokser de, når det er tørt, går de i dvale. På grund af de vanskelige vækstbetingelser vokser laverne ekstremt langsomt, oftest få mm om året, men vækstbetingelserne gør samtidig, at der ingen konkurrenter er – bortset fra andre laver.

Rollerne er klart fordelte hos parterne i en lav. Algerne udfører fotosyntese, mens lavsvampen opsamler uorganiske næringsstoffer og sørger for at anbringe algerne mest hensigtsmæssigt i forhold til lyset. Dette sker ved, at svampemyceliet opbygger en ofte kompliceret struktur, et thallus eller “løv”, der omslutter algerne. Svampevævet opsamler meget effektivt næring og vand fra støv og regn og hæfter laven til underlaget. Men lavsvampen kan tillige beskytte algerne mod for meget lys ved at dække dem med et lag af svampehyfer. Lavernes alger er nemlig nogen helt andre – og mere lysfølsomme – slægter end dem, der findes frit på stammerne.

Ofte er thallus skorpe- eller bladformet med algecellerne liggende som et grønt lag omgivet for neden af et løst hyfevæv og for oven af en kompakt bark af sammenlimede hyfer (figur 6-18). Nogle laver hæfter sig kun med ét eller få punkter til træets bark; resten af thallus hænger så ud i luften, hvorved det kommer i maksimal kontakt med lys, luft og nedbør. Den eksponerede vækstform medfører, at mange lavarter er helt tørre det meste af deres liv. I denne tilstand er de som tidligere nævnt i en slags dvale, som nogle arter kan udholde i måneder og år.

I modsætning til de svampe, der lever fugtigt og skjult i jord og træ er lavsvampene nødt til at beskytte sig mod solens skadelige UV-stråler. Derfor danner nogle arter på overfladen gule eller mørke farvestoffer for at frafiltrere det skadeligste lys.

Forholdet mellem alge og svamp kan efter temperament betragtes som slaveri eller som symbiose. Under alle omstændigheder sætter samlivet begge parter i stand til at eksistere under ekstreme lys-, tørke- og næringsbetingelser, som de hver for sig ikke ville kunne overleve.

Laver vokser som nævnt langsomt, men kan til gengæld opnå en høj alder. Fra Grønland kendes individer, der måske er op mod 10.000 år gamle, men i de danske skove bliver de naturligvis ikke ældre end det træ, de vokser på. Stenboende arter er generelt ret sjældne i de danske skove, og sten rummer sjældent gamle lavindivider, da lysforholdene i perioder bliver så ugunstige, at de fleste lavarter går til.

Mange laver spreder sig ukønnet med ynglelegemer, dvs. dele af løvet, som indeholder både svamp og alger. Et ynglelegeme kan løsrives og etablere et nyt thallus, hvis det lander et passende sted, f.eks. på et andet træ. Hos nogle laver har den ukønnede spredning med ynglelegemer helt taget over, og nogle arter, de såkaldte støvlaver, består udelukkende af ynglelegemer (figur 6-19). Selve spredning af ynglelegemerne foregår ved hjælp af insekter, vind og regn. Mens det let sker inden for samme træ, er det meget sværere for laven at sprede sig til en anden træstamme eller til en anden skov.

Fordelen ved den ukønnede spredning er, at både svampe og alger spredes samtidigt og sammen kan etablere et nyt thallus. Anderledes forholder det sig med den kønnede spredning. De fleste lavdannende svampe er sæksvampe, og de kønnede sporer er derfor sæksporer, der sprøjtes ud af sækkene og bæres bort med vinden (figur 6-11). Hvis de lander på et passende træ, skal de i løbet af kort tid have kontakt med en brugbar alge, ellers dør de. Selv om fritlevende, brugbare alger kun er sparsomt til stede, er der alligevel mange arter, som spreder sig på denne måde. Fordelen ved den kønnede spredning er, at der sker en nykombination af arveegenskaberne, således at laven er forberedt til ændrede livsvilkår.