FIGUR 5-53. Kæmpegran (grandis) har harpiksfyldte blærer på barken og flade skud.

.

FIGUR 5-16 (b). Blad af småbladet lind.

.

FIGUR 5-16 (a). Småbladet lind. Arten kan blomstre med 1-3 års mellemrum, men frøenes spiring er ringe. Det skyldes, at de spirende pollen i løbet af 3-4 dage skal have 30-60 timer med mindst 19 °C, før befrugtning kan finde sted. Det krav opfyldes sjældent i Danmark. Derfor er der som regel kun spiredygtige frø med 5-6 års mellemrum.

.

FIGUR 5-22. Tarmvrid-røn.

.

FIGUR 5-23. Almindelig røn.

.

FIGUR 5-30 (a). Almindelig hvidtjørn, blomster.

.

FIGUR 5-30 (b). Almindelig hvidtjørn, frugter på en krydsning.

.

FIGUR 5-33 (a). Almindelig hæg.

.

FIGUR 5-33 (b). Almindelig hæg. Tegningen viser frugterne.

.

FIGUR 5-40 (a). Kvalkved.

.

FIGUR 5-40 (b). Kvalkved.

.

FIGUR 5-6. Vinter-eg, blade.

.

FIGUR 5-5 (a). Stilk-eg og blade.

.

FIGUR 5-5 (b). Stilk-egens frugt. Agern i langstilket skål.

.

FIGUR 5-5 (a). Stilk-eg og blade.

.

FIGUR 5-5 (b). Stilk-egens frugt. Agern i langstilket skål.

.

FIGUR 5-57. Thuja.

.

FIGUR 5-9 (a). Rød-el, blade.

.

FIGUR 5-9 (b). Rød-el, kogler.

.

FIGUR 5-10. Rød-ellens frø kan flyde og spredes med strømmende vand, ved vinteroversvømmelser o.l. og kolonisere enge og andre åbne arealer. Frøene kan tilmed overleve en tid i saltvand. Her har den koloniseret en eng ved Tryggevælde Å, mens kreaturgræsningen var indstillet i nogle år.

.

FIGUR 5-12 (a). Avnbøg. Arten har en sydøstlig udbredelse i Danmark. Men da veddet er det hårdeste og mest slidstærke, vi har, er der flere eksempler på, at møllere i landets vestlige og nordlige dele har plantet avnbøg ved deres mølle for altid at have denne vigtige træart inden for rækkevidde.

.

FIGUR 5-12 (b). Avnbøg blade og frugter.

.

FIGUR 5-13 (a). Elm, blade.

.

FIGUR 5-13 (b). Elm, frugt.

.

FIGUR 5-41 (b). Ene.

.

FIGUR 5-56 (a). Hunblomster (kogleanlæg) af japansk lærk.

.

FIGUR 5-56 (b). Hunblomster (kogleanlæg) af europæisk lærk.

.

FIGUR 5-17. Storbladet lind, blade og frugt.

.

FIGUR 5-46. Østrigsk fyr med åbne, antagelig tomme kogler.

.

FIGUR 5-48. Contorta-fyr med hanrakler, som er ved at åbne sig.

.

I det følgende beskrives en række betydningsfulde træarter og buske i de danske skove. Først løvtræerne, så nåletræerne og til sidst buskene.

Bøg

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

FIGUR 5-4 (a). Knopper, blade, blomster og modne frugter hos bøg.

.

FIGUR 5-4 (b). Knopper hos bøg.

.

FIGUR 5-4 (c). Blade og blomster hos bøg.

.

FIGUR 5-4. Knopper, blade, blomster og modne frugter hos bøg. Tegning: S. Weitemeyer. Foto: P. Friis Møller.

Afsnit fortsætter her.

Bøgen (Fagus sylvatica) er Danmarks almindeligste løvtræart og indvandrede til Danmark for omkring 4-5.000 år siden. Bøg er en udpræget højbundsart, der kan gro på både næringsfattig og næringsrig bund, men som ikke tåler høj og stærkt svingende vandstand. Den gror bedst og kan nå højder på op mod 40 meter på bakket gruset-leret bund i egne med høj luftfugtighed og læ.

Bøg er et udtalt skyggetræ, der både giver og tåler megen skygge – dens tætte bladhang kan opfange op til 98 % af dagslyset. Den er ret stormfast, men kan rodvælte på opblødt bund. Bøg kan blive 200-300 (sjældent 400) år gammel. I skovbruget holdes den i bevoksning til 100-150 års alderen. Bøg blomstrer med i snit to års mellemrum. Særlig kraftig frøsætning (oldenår) ses med 5-7 års mellemrum. Den tynde bark er sårbar over for brand, musebid og “solskoldning”, der kan optræde, når den brat udsættes for stærk sol. Bare en let bundbrand (se Branden) kan give dødelige skader på selv store bøge, og det har uden tvivl også været med til at begrænse bøgens forekomst i de jyske hedeegne. Bøgen kan sætte stødskud, når blot støddiameteren ikke er over 25 cm, og bøgopvækst danner flere steder i græsningsskove og på overdrev tætte buske på grund af bidpåvirkning. Efter en årrække kan skud nå over bidhøjde og danner da ofte flerstammede træer, de såkaldte “røller” (se Bøgekrat). Bøgeskovstyperne omtales i Bøgeskovens historie.

Stilk-eg

Stilk-eg (Quercus robur) er skovbrugets næstvigtigste løvtræ. Den indvandrede for ca. 9300 år siden og er udbredt og almindelig i hele landet, både som bevoksning, enkelttræ og indblanding. Den dominerer egekrat og ofte i græsningsskove. Egearealet er næsten tredoblet op gennem 1900-tallet og øges stadig. Men forekomsterne af gammel dansk eg og især naturskov af eg svinder til fordel for indførte herkomster (se Egeskovens fremtid).

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks 2

FIGUR 5-5. Stilk-eg, blade og frugt. Tegning: S. Weitemeyer.

Afsnit fortsætter her.

Eg kan gro på næsten alle jordbunde fra sand over stift ler til våd tørvebund og tåler tidvis oversvømmelse. Under naturlige forhold vil den på grund af konkurrence med bøg på høj bund og med ask på den iltrige fugtigbund ofte være begrænset til stivleret og halvvåd bund. Netop den slags halvvåd, lejlighedsvis oversvømmet bund, som nu er stærkt indskrænket på grund af dræningen.

Eg er en udpræget lystræart, der lader meget lys passere løvet (10-20 %). Dens svaghed er dens store lyskrav, især som opvækst under andre træer. Under lyse forhold på heder og i åbne moser kan den være en konkurrencestærk pionertræart. På græssede overdrev kan den vokse op i spirely af stikkende buske.

Eg er meget stormfast, men kan dog rodvælte, brække eller miste kronedele ved store vindstyrker. Især ege under 20 cm i tværmål tåler stævning og kan under særlige forhold i egekrat også danne rodskud. Med sin tykke bark tåler den skovbrand bedre end bøg, hvilket givetvis var en fordel i Jyllands hedeegne.

Stilk-eg lever længst af alle vore træarter; den kan let blive 300 år og i flere tilfælde 4-800 år.

Alderen på den ældste danske eg, Kongeegen, er beregnet til 1.200-2.000 år. I skovbruget regner man almindeligvis med en alder på 120-160 år, før træerne fældes.

Egeskov omtales i Egeskov samt de følgende afsnit.

Vinter-eg

FIGUR 5-7. Rød-eg, blade.

.

Vinter-eg (Quercus petraea) findes især naturligt i Midtjylland, på Djursland, hvor den gror i blanding med bøg, og på Bornholm, hvor den vokser sammen med avnbøg. Desuden findes den i bl.a. Sønderjylland, på Nordfyn, Æbelø, Ulvshale og i Sydvestsjælland. Fund af planterester viser, at den tidligere har vokset bl.a. på Sjælland, hvor den ikke findes længere. Den kan gro på stort set alle jordbundstyper, men regnes for at være snævrere i sine økologiske krav end stilk-eg. Den danner bladmosaik, er lidt mere skyggetålende og rankere i væksten end stilk-eg og kan derfor bedre konkurrere med bøg. I en urørt naturskov på Djursland klarer de gamle ege sig udmærket i konkurrence med bøg, hvorimod egeopvæksten for tiden kun overlever i våde lavninger, hvor bøgen ikke trives.

Egeskovstyperne og skovdriften omtales i Skovbrugets egeskov.

Rød-eg

Rød-eg (Quercus rubra) er en østamerikansk egeart, som har været anvendt i skovene siden 1882. Den er vækstkraftig og hurtigtvoksende på især kalkfri, sandet-leret, men ikke for fattig bund. Den tåler dog ikke høj vandstand. I en periode blev den plantet en del, men nu kun lidt, da veddet ikke er nær så værdifuldt som de hjemlige eges.

Rød-el

Rød-el (Alnus glutinosa) indvandrede til Danmark for ca. 10.500 år siden. Den er skovens mest udprægede sumptræart og kan gro på konstant vanddækket bund, men vokser dog bedst på humusrig bund med bevægeligt vand, f.eks. langs vandløb, på fugtige skråninger og i væld. Den er også forholdsvis salttålende og gror flere steder langs de indre farvande. Rød-el var førhen langt mere udbredt i skovene, men er blevet indskrænket af den omfattende afvanding, opdyrkning og overgang til bl.a. gran og ask.

Rød-el har en stærk ungdomsvækst, som dog hurtigt klinger af. Indtil midten af 1900-tallet blev de fleste ellebevoksninger drevet i stævningsdrift (se Stævningsskove). Den kan blive op mod 250 år gammel, men på grund af den særdeles udbredte stævning ses der kun få store, gamle træer. Rød-el er særdeles stormfast og vælter sjældent, selv på våd, blød bund.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks 4

FIGUR 5-9. Rød-el blade og kogler. Tegning: S. Weitemeyer.

FIGUR 5-10. Rød-ellens frø kan flyde og spredes med strømmende vand, ved vinteroversvømmelser o.l. og kolonisere enge og andre åbne arealer. Frøene kan tilmed overleve en tid i saltvand. Her har den koloniseret en eng ved Tryggevælde Å, mens kreaturgræsningen var indstillet i nogle år. Foto: P. Friis Møller.

Afsnit fortsætter her.

Elleskov omtales i Elleskov samt de følgende afsnit.

Birk

FIGUR 5-11 (a). Dunbirk.

.

FIGUR 5-11 (b). Vorte-birk.

.

Birkene var de første til at danne skov i Danmark i senistiden for omkring 13.000 år siden. Der er to hjemmehørende arter, dun-birk (Betula pubescens) og vorte-birk (Betula pendula). Birkene er lyskrævende, men nøjsomme og kan vokse på næsten alle jordbundstyper. De kan træffes samme sted, men dun-birk ses især på fugtig morbund, våd tørvebund, i moser og næringsfattige skovsumpe, mens vorte-birk gror på den tørre bund på heder, overdrev, rydninger og i plantninger. Vorte-birk har et mindre vandforbrug end dun-birk, der er blandt de mest vandforbrugende løvtræarter. Birk er et udpræget pionertræ, som hurtigt kan så sig over store flader og danne tæt tilgroningsskov. Ungdomsvæksten er stor, men klinger tidligt af. Birk bliver højst 150 år.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks 6

FIGUR 5-12. Avnbøg. Arten har en sydøstlig udbredelse i Danmark. Men da veddet er det hårdeste og mest slidstærke, vi har, er der flere eksempler på, at møllere i landets vestlige og nordlige dele har plantet avnbøg ved deres mølle for altid at have denne vigtige træart inden for rækkevidde.

Afsnit fortsætter her.

Avnbøg

Avnbøg (Carpinus betulus) er naturlig i landets sydøstlige del, på Bornholm og Fyn og i Østjylland op til nord for Århus. Den indvandrede til Danmark for omkring 3500 år siden og har haft en større udbredelse i landet end nu. Den er især knyttet til muldbund, navnlig stivleret og fugtig bund, hvor dens hårdeste konkurrent, bøgen, ikke trives, men kan også gro på mere fattig bund. Avnbøg er ret skyggetålende og indgår ofte som underskov under især eg og i blanding med bøg og ask. Den kan etablere sig i græspels. Ege-avnbøgeskov er nærmere omtalt i Løvblandskove.

Elm

Skov-elm (Ulmus glabra) kaldes også storbladet elm og er langt den almindeligste elmeart i Danmark – både oprindelig, plantet og forvildet. De to andre arter, skærm-elm og småbladet elm, findes kun i landets sydøstligeste egne, hvor skærm-elm gror i sumpskov og småbladet elm i strandkrat og skovbryn.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks 8

FIGUR 5-13. Elm, blade og frugt. Tegning: S. Weitemeyer.

Afsnit fortsætter her.

Skov-elm blev plantet i det von langenske skovbrug i 1760'erne, men er ofte blevet betragtet som ukrudt. Almindeligst er den i småskove på Øerne samt i skovbryn. Den trives bedst på fugtig muldbund, men kan også gro på mere sandet bund og har med sit næringsrige, let omsættelige løv en gunstig indflydelse på jordbundstilstanden. Skov-elm er skyggetålende og giver på grund af sin bladmosaik også selv en ret dyb skygge. Elm kunne tidligere blive et stort og højt træ, men siden slutningen af 1980'erne har den dødelige elmesyge (se Boks 11-6 i Svampe i samspil med insekter) reduceret elmen til en underskovstræart, der sjældent bliver over 20 cm i diameter.

Hassel

FIGUR 5-15. Haslen er vindbestøver. De gulgrønne rakler indeholder hanblomster, og de dybrøde duske er grifler på hunblomster, der sidder inde i knopper.

.

FIGUR 5-14. Haslens nødder er den danske naturs mest energirige og samtidig mest holdbare frugt. Den efterstræbes – og spredes – af mennesker og dyr.

.

Hassel (Corylue avellana) findes stort set i alle skove på muldbund, navnlig i skovbryn, som underskov i ege- og askeskov og i stævningsskove. Efter seneste istid ankom haslen som den første skyggetræart for 10.500 år siden. Den er en stor, mangestammet busk, der bliver 3-6 m og sjældnere indtil 12 m høj. Den kan gro på såvel tør som fugtig, men ikke vedvarende våd muldbund. Den er en udpræget skyggetræart; løvet danner tæt bladmosaik og om sommeren er der dyb skygge under ældre hasler. Hasselbusken fornyr sig ved, at gamle stammer dør bort og nye skyder frem fra basis. Se Hasselkrat.

Småbladet lind

Småbladet lind eller skov-lind (Tilia cordata) indvandrede til Danmark omkring år 9.000 før nu – sandsynligvis fra sydøst – og blev med en andel på 30-50 % urskovens vigtigste træart i størstedelen af landet. I dag er lind sjælden, men spredt over hele landet. Den findes stort set kun naturligt på steder, hvor jorden aldrig har været opdyrket, f.eks. på stivleret og fugtig bund, i stejlt, kystnært, stenet eller klipperigt terræn og i egekrat og andre skove, der nok har været stævnet, men aldrig helt ryddet. Desuden findes den på gamle strandvolde i Ulvshale på Møn og på hævet havbund ved Lille Vildmose.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks 10

FIGUR 5-16. Småbladet lind. Arten kan blomstre med 1-3 års mellemrum, men frøenes spiring er ringe. Det skyldes, at de spirende pollen i løbet af 3-4 dage skal have 30-60 timer med mindst 19 °C, før befrugtning kan finde sted. Det krav opfyldes sjældent i Danmark. Derfor er der som regel kun spiredygtige frø med 5-6 års mellemrum. Tegning: S. Weitemeyer. Foto: P. Friis Møller.

Afsnit fortsætter her.

Småbladet lind kan vokse på et bredt udsnit af jordbunde fra stift, vådt ler til sandet og tør bund og på såvel basisk som sur bund. Den er en skyggetræart, der danner bladmosaik. De ældste danske linde er fra 220 til omkring 350 år gamle, men de kan måske blive op til 600. Denne alder gælder de enkelte stammer. I virkeligheden kan det enkelte individ blive endnu ældre – måske flere tusinde år. Lindens frøsætning er ringe (figur 5-16), men lind har en utrolig evne til at fastholde sit voksested vegetativt med basalskud, dvs. skud fra den nederste del af stammen (figur 16-14 i Historie og udbredelse).

Lindeskov er nærmere omtalt i Historie og udbredelse samt de følgende afsnit.

Storbladet lind

Storbladet lind (Tilia platyphyllos) findes kun naturligt 16 steder i Danmark, hovedsagelig på småøer og i afsides skove i landets sydligste dele – Bolderslev Skov, Æbelø, Thurø, Sydfyn og på Lolland. Den er snævrere i sine krav til jordbunden end småbladet lind og trives ikke på sur eller våd bund.

Den trives og selvsår sig ganske glimrende i Suserup skov (se Eksempler på urørte skove), hvor den formodentlig blev plantet i 1870'erne. Interessant nok er der i en aflejring i netop denne skov fundet frugter af storbladet lind fra ca. 5000 før nu Begge lindearter var dog forsvundet fra området omkring 2.600 før nu.

Bævreasp

Bævreasp (Populus tremula) er den eneste hjemmehørende poppelart i Danmark. Den har været her siden slutningen af istiden og er udbredt over hele landet, men er særlig almindelig på heder, i egekrat, skovbryn og småskove.

I skovbruget betragtes bævreasp traditionelt som ukrudt. Den er hårdfør og kan gro på stort set alle jordbunde, men er meget lyskrævende og trives ikke i underskov. På lysåben bund kan den brede sig stærkt med kraftige rodskud. Ungdomsvæksten er stor, men aftager tidligt. Den enkelte stamme bliver sjældent over 150 år, men takket være rodskudsdannelsen kan kloner leve videre i næsten det uendelige. Frøene er meget små og kan på grund af frøulden føres vidt omkring med vinden. De taber hurtigt spireevnen, ofte i løbet af få uger. Frøet slår an på blottet, næringsrig, gerne brandpræget bund.

Pil

FIGUR 5-19. Øret pil.

.

FIGUR 5-20. Grå-pil.

.

FIGUR 5-21. Selje-pil.

.

Pilearterne er lyskrævende, overvejende buskformede pionerplanter, der kan danne tætte krat. De fleste arter vokser på våd bund, krybende pil på tør, sandet bund og selje-pil på højbund. Pilearterne har fordel af ofte at være de første vedplanter, som slår rod på et blotlagt areal. De har nemlig en stor produktion af små frø, som takket være frøulden kan føres vidt omkring af vinden. De lever dog kun i kort tid og skal nå at spire og slå an samme sommer. Se Pilekrat.

Øret pil (Salix aurita) er Vestdanmarks og den våde, sure bunds almindeligste pileart. Den kan blive en indtil 3 m høj, tæt busk, som ofte danner krat i randen af moser, langs grøfter og bredden af næringsfattige søer, i tørvegrave samt i klit- og hedekær, hvor rødderne tåler de iltfattige forhold bedre end de fleste træarter.

Grå-pil (Salix cinerea) er de frodige vådområders almindeligste pil. Den trives fint med vedvarende, høj vandstand og har ofte en del af rødderne fritvoksende i vandet. Grå-pil indvandrer hurtigt ved gamle tørvegrave, mergelgrave og opgivne enge samt i rørsumpe og danner på kort tid et tæt og næsten ufremkommeligt krat.

Selje-pil (Salix caprea) er den største af vore hjemmehørende pilearter. Den er ret almindelig i skovbryn, på rydninger, i unge plantninger og i stævningsskove på især næringsrig, gerne leret muldbund på Øerne og i Østjylland. Selje-pil er meget lyskrævende, vokser hurtigt som ung og kan blive et ret stort træ. Frøene slår bedst an på blottet næringsrig, basisk jord, navnlig brandtomter og stormfaldsarealer, hvor den ofte er pioner.

Røn

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks 12

Figur 5-22 og 5-23: Tarmvrid-røn og almindelig røn. Tegning: S. Weitemeyer. Foto: A. Kielland.

Afsnit fortsætter her.

I Danmark findes 4-5 arter af røn, hvoraf kun én, almindelig røn, er almindelig i skovene. De andre er tarmvrid-røn (Sorbus torminalis) og de tre bornholmske arter: Selje-røn eller bornholmsk røn (Sorbus intermedia), klippe-røn (Sorbus rupicola) og finsk røn (Sorbus x hybrida).

Almindelig røn (Sorbus aucuparia) kan blive op til 15 m høj og er et lystræ, der udvikler sig dårligt i selv let skygge. Den er meget nøjsom og kan vokse på næsten alle jordtyper. Almindelig røn er et pionertræ, der hurtigt spredes af fugle på især sur, moragtig jordbund på åbne arealer og rydninger. Den kan også brede sig med rodskud. Væksten er hurtig i ungdommen, men aftager allerede efter 20-års alderen.

Skov-æble

Skov-æble, abild eller vild æble (Malus sylvestris) indvandrede for omkring 7.000 år siden. Den er et lille buskagtigt træ med små gulgrønne, sure æbler. Den er forholdsvis lyskrævende og bliver let udkonkurreret og skygget ihjel; findes især i skovbryn, strandkrat, hegn, småskove og på overdrev. Forekomst af skov-æble er ofte et tegn på tidligere mere lysåbne forhold – typisk en fortid som græsningsskov. Kreaturer æder meget gerne frugterne, hvis kerner passerer uskadte igennem og spirer i kokasserne.

Mange “vilde” æbler i landskabet er forskellige grader af krydsninger med dyrkede æblesorter.

Fugle-kirsebær

Fugle-kirsebær (Prunus avium) kendes først fra Danmark omkring år 1.000 og er muligvis indført af mennesker. Nu er den almindelig mange steder i skove, krat og bryn i Østjylland og på Øerne, især på Langeland og Bornholm Den trives bedst på kalkrig muldbund, hvor den kan blive et stort træ på op til 25 meter, men kan også gro på sandet, fattig muld.

Kirsebærstenene spredes vidt omkring af større fugle og pattedyr (bl.a. ræv). Den danner rodskud og breder sig i lyse skove og som tilgroningsskov på åbne arealer.

Spids-løn

Spids-løn (Acer platanoides) er mest almindelig på Bornholm, hvor den indgår i løvblandskovene, men forekommer også på Nord- og Sydsjælland, på Nordfalster samt stedvist forvildet. Den er sandsynligvis kommet til Danmark for 7.500 år siden. Spids-løn er mere nøjsom end de øvrige Acer-arter. Den tåler en del skygge og når kun undtagelsesvist med op i kronetaget.

Navr

FIGUR 5-26. Spids-løn, frugt og blad set fra undersiden.

.

FIGUR 5-27. Navr, blade og frugt.

.

Navr (Acer campestre) ses oftest i strandkrat, hegn, skove og skovbryn og stævningsskove på de sydlige øer, bl.a. Langeland. Navr er forholdsvis skyggetålende, vokser langsomt og trives bedst på næringsrig muldbund. Den kan blive et lille træ, som især bemærkes om efteråret, når dens gule, kraftige høstfarver afslører den.

Ahorn

FIGUR 5-28. Ahorn (ær), blade og frugt.

.

Ahorn eller ær (Acer pseudoplatanus) er muligvis indvandret eller indført fra Mellem- og Sydeuropa til det sydligste Jylland allerede i 1600-tallet, men først i 1740'erne og især med von Langen i 1760'erne blev den plantet i danske skove. Siden da er den blevet udbredt over hele landet og med sin grokraft og store frøsætning blevet stadig mere fremtrædende. Ahorn er den fjerde vigtigste løvtræart i de danske skove. Den kan blive op til 35 m høj og er især som yngre et udpræget skyggetræ, der danner bladmosaik og både giver og tåler megen skygge. Ahorn gror bedst på fugtig muldbund og udvikler sig fint i blanding med bøg og ask. Den selvsår sig næsten overalt i ældre løvskov, i lysninger og på åbne arealer.

Ahornopvækst danner ofte tæt, mørk underskov i løvskov på muldbund. Da ahorn sjældent spirer under sig selv, vil der ofte ske en naturlig vekselvirkning mellem bøg og ahorn. Mens den er populær i skovdyrkningen, ses den som et problem i gamle, lysåbne skovtyper, egekrat og urørte skove på grund af dens dybe skygge og næsten invasive fremtrængen.

Ask

FIGUR 5-29 (b). Ask.

.

FIGUR 5-29 (a). Ask.

.

Ask (Fraxinus excelsior) indvandrede til Danmark for ca. 9000 år siden og findes over hele landet, men sparsomt på de magreste jorder i Jylland. Den findes i næsten alle stævningsskove i Østdanmark. Som ældre er ask et udpræget lystræ, men er som opvækst ret skyggetålende og kan vokse i helt ned til 7-9 % af fuldt lys. Ask trives bedst på frodig muldbund med god omsætning og en rigelig forsyning med iltrigt vand – asken har det største vandforbrug blandt løvtræarterne.

Ask kan blive op til 40 m høj og har usædvanlig hurtig højdevækst i ungdommen. Den har hyppig og stor frøsætning. Frøene kan blæse op til 125 m væk fra modertræet og kan under gunstige forhold give en meget tæt, ny opvækst. Som et lystræ med hurtig ungdomsvækst indgår ask ofte i bøgebevoksningers fugtige dele, hvor den udnytter vækstforholdene bedre end bøg, men dyrkes også i egentlige, rene bevoksninger. Siden omkring 2003 har der været problemer med “toptørre”, forårsaget af svampen aske-stilkskive, der kan dræbe unge og skade ældre træer (se Svampe og skovdød).

Skovtyper med ask er omtalt i Skovbrugets askeskov.

Hvidtjørn

Hvidtjørn i Danmark består af tre hovedarter og deres indbyrdes krydsninger. Hvidtjørn kan blive 2-300 år, stedvist endda 400 år. Tjørn er med sine torne og sin evne til at tåle bid en vigtig art på overdrev og i græsningsskove, hvor den ofte har afgørende betydning som spirely for mere bidfølsomme træarter som ask, eg og bøg (se Skove med græsning).

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks 14

FIGUR 5-30. Almindelig hvidtjørn, øverst blomster, nederst frugter på en krydsning. Foto øverst: P. Friis Møller, nederst: A. Kielland.

Afsnit fortsætter her.

Almindelig hvidtjørn (Crataegus laevigata) er den mest skyggetålende af arterne og den mest udbredte i skovene. Den vokser især på lidt fugtig, gerne leret muldbund i skov. Den er ret skyggetålende og kan blomstre og sætte frø i halvskygge og klarer sig udmærket i underskoven i længe urørte naturskove på muldbund. Den er meget almindelig i den østlige del af landet, hvor den findes i skovbrynene i langt de fleste gamle skove.

Engriflet hvidtjørn (Crataegus monogyna) er udbredt over hele landet, men almindeligst mod øst, hvor den også hyppigt er plantet. Den er mere lyskrævende end almindelig hvidtjørn, men til gengæld mere nøjsom. Den kan blive et lille træ på 10-15 meter i højden, men er som regel en stor, meget tæt busk. Den er hurtig til at indvandre på udyrkede arealer, selv brakmarker, og kan i løbet af få år danne tætte krat med rodskud.

Koral-hvidtjørn (Crataegus rhipidophylla) er især udbredt på Øerne. Den minder mest om engriflet hvidtjørn, men er mere skyggetålende end denne og tilsyneladende mere tørke- og fattigbundstålende end almindelig hvidtjørn.

Havtorn

FIGUR 5-31. Havtorn.

.

Havtorn (Hippophaë rhamnoides) indvandrede som en af de første vedplanter efter isens afsmeltning og bredte sig på de udstrakte flader af kalkrig, rå jord. Siden måtte den vige for de skyggegivende og større vedplanters fremtrængen. Den findes bl.a. på lerede, skredprægede skrænter, f.eks, på Møn flere steder i Østjylland, og i lave klitter langs den jyske vestkyst. Den er en 1/2 til 6 m høj, meget hårdfør, men særdeles lyskrævende, tornet busk, der med sine rodskud kan danne tætte krat.

Almindelig hæg

Almindelig hæg (Prunuspadus) indvandrede til Danmark allerede for 11-12.000 år siden og er mest almindelig på Syd- og Østfyn, Midtsjælland og Lolland-Falster. Den kan blive en 12-15 m høj, flerstammet busk, eller et lille træ, med hængende klaser af hvide blomster i begyndelsen af maj. Den er ret skyggetålende og vokser bedst på næringsrig, helst let fugtig jordbund og danner stedvist tæt underskov i især aske-, elle- og egeskov på frodig bund.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks 16

FIGUR 5-33. Almindelig hæg, blomster og frugter. Tegning: S. Weitemeyer. Foto: A. Kielland.

Afsnit fortsætter her.

Glansbladet hæg

Glansbladet hæg (Prunus serotina) blev indført omkring år 1800 fra Nordamerika, hvor den er et værdsat skovtræ. Den er især blevet plantet i læhegn, plantager og i vildtplantninger i Midtog Vestjylland, hvor den mest ses som en op til 6-10 m høj, mangestammet, grov busk. Den er meget nøjsom og vækstkraftig under selv de mest barske og næringsfattige forhold og breder sig aggressivt i landskabet. Den er skyggetålende, sætter mængder af kraftige stødskud efter afskovning og er næsten umulig at slippe af med igen.

Mistelten

FIGUR 5-32. Mistelten.

.

Mistelten (Viscum album) er en stedsegrøn halvsnylter, der bl.a. vokser på abild, tjørn, røn, lind, poppel og asp samt birk. De klæbrige frø spredes af fugle, især misteldrossel. Den indvandrede for 9.000 år siden og har været ret udbredt i lindeurskoven. Dens tilbagegang skyldes bl.a. klimatiske forhold. I midten af 1800-tallet fandtes den bl.a. på lind, abild og navr på Lolland-Falster, men nu kendes kun én naturlig forekomst på Læsø. I de seneste år har den igen bredt sig på Lolland.

Kristtorn

FIGUR 5-34. Kristtorn.

.

Kristtorn (Ilex aquifolium) indvandrede for 9.000 år siden. Den har sin naturlige østgrænse ved Storebælt og ses især i naturlige, bøgedominerede løvskove i Jylland med de nordligste naturlige forekomster på bl.a. Læsø og ved Lille Vildmose. Flere steder, bl.a. øst for Storebælt, spreder den sig med fugle ud i skovene.

Det er Nordens eneste stedsegrønne løvtræ og er meget karakteristisk med sine stærkt stikkende, stive blade. Den kan blive en stor busk eller et op til 12-15 m højt træ. Med sine udløbere og rodslående grene kan den danne tætte krat. Kristtorn trives på muld- og morbund. Den er meget skyggetålende og kan tilmed gro i bøgeskov. Den er sårbar over for hård frost, og under de strenge vintre i 1940-42 døde mange store træer. I mange tilfælde overlevede de underjordiske dele dog og dannede nye skud i årene efter. Aldre på 2-300 år og måske 500 år er trods frostfølsomheden opnået i Danmark.

Tørst

Tørst (Frangula alnus) indvandrede for omkring 9.500 år siden. Den er især knyttet til sur, humusrig bund, både morbund og tørvebund og er meget almindelig i Jylland. Tørst er ret skyggetålende og kan gro i skyggen af bl.a. eg og birk. Den danner flere steder tæt underskov i bl.a. egekrat eller tilgroningsskov sammen med birk og røn på rydninger. Den er en fingrenet, ret åben busk, der kan blive op til 7 m høj. Den springer sent ud og er ofte først fuldt udsprunget i juni, men blomstrer til gengæld næsten hele sommeren og bærer ofte alle stadier fra blomst til moden frugt samtidig.

Vedbend

FIGUR 5-36. Vedbend.

.

Vedbend (Hedera helix) indvandrede til Danmark for 9.500 år siden. Det er en stedsegrøn, klatrende busk, der både kan dække sten, skovbund og klipper samt stammer og trækroner. Den fordrer frodig, næringsrig, gerne kalkrig jordbund. De klatrende skud fæstner sig med hæfterødder, men snylter ikke. Blomstringen sker sent på klatrende skud. Vedbend er følsom over for hård frost og trives derfor bedst i milde, fugtige, kystnære egne på Øerne og Bornholm.

Hyld

FIGUR 5-37. Almindelig hyld, blomster.

.

FIGUR 5-38. Almindelig hyld med delvist modne frugter.

.

Almindelig hyld (Sambucus nigra) er en skyggetålende, hurtigtvoksende og næringskrævende busk. Den spredes af fugle og spirer særlig godt i fuglekolonier og lysåbne granbevoksninger, hvor den kan danne en tæt undervækst. Den fremmes af nutidens store kvælstofnedfald og er nu den mest almindelige busk i skovene.

I nyplantninger og åbne arealer ses en anden hyldeart, druehyld (Sambucus racemosa), med røde bær. Den er mere nøjsom og ret skyggetålende og kan brede sig med rodskud. Druehyld stammer fra det sydlige Europas bjergskove og antages at være kommet til danske haver i 1800-tallet, hvorfra den er fuglespredt til skove og plantager.

Kvalkved

Kvalkved (Viburnum opulus) indvandrede til Danmark for 9.000 år siden. Den forekommer spredt på fugtig og næringsrig jordbund i skove og krat i Østjylland og på Øerne, er skyggetålende og breder sig med rodskud og rodslående grene.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks 18

Figur 5-40: Kvalkved. Tegning: S. Weitemeyer. Foto: A. Kielland.

Afsnit fortsætter her.

Gedeblad

FIGUR 5-39. Almindelig gedeblad.

.

Almindelig gedeblad (Lonicera periclymenum), også kaldet vild kaprifolie eller vedvindel, er Danmarks eneste vildtvoksende, ægte lian. Den slynger sig op i buske og træer eller breder sig ud over skovbunden. De omslyngede, unge stammer deformeres og kan få proptrækkerform. De klatrende skud blomstrer med duftende blomster, der bestøves af natsværmere.

Den er ret lyskrævende og er mest almindelig i lysåbne skove, krat og skovbryn på næringsfattig bund i hele landet.

Dunet gedeblad (Lonicera xylosteum) forekommer især på kalkrig, let fugtig bund på Østfyn, Midtsjælland og Møn, hvor den er meget almindelig i Klinteskoven. Den er meget skyggetålende og udvikler sig bedre i skygge end under lyse forhold. Den kan blive op til 4 meter høj.

Ene

FIGUR 5-41 (a). Ene.

.

FIGUR 5-42. Ene med modne og umodne bærkogler.

.

Ene (Juniperus communis) har tilsyneladende kunnet vokse i Danmark i isfrie egne og perioder under seneste istid. Den er en langsomtvoksende, meget nøjsom og hårdfør, stikkende busk. Den kan gro på næsten alle typer jordbund – på klippe, kalk, sand og selv tørv, men den er meget lyskrævende og vil kun kunne gro i meget lysåbne skove. Hvor den – død eller levende – træffes i skov, er det oftest udtryk for en tidligere mere lysåben, især græsningspræget tilstand.

Taks

FIGUR 5-43. Alle grønne dele på taks er dødeligt giftige, men de røde bærkapper er spiselige.

.

Taks (Taxus baccata) er vores mest skyggetålende træart. Den findes kun vildtvoksende ét eneste sted i Danmark, i Munkebjerg Strandskov ved Vejle, hvor den danner underskov på fugtig muldbund i bøgeskov. Taks er antagelig indvandret for omkring 7000 år siden, selv om genstande af taks først kendes fra omkring år 0. Taks var nogenlunde udbredt over hele landet, men tilsyneladende ikke særlig talrig, bortset fra på Læsø og Samsø og enkelte andre steder. Flere stednavne tolkes som vidnesbyrd om taks, hvis nordiske navn yr eller id anes i bl.a. Ikast, Ibæk og Yding. Taks er det eneste nåletræ, som er i stand til at sætte stødskud.

Skov-fyr

FIGUR 5-47. Bangsbofyrren på Læsø regnes for et af de sidste fyrretræer af dansk oprindelse. Det spirede antagelig frem af frø som havde været dækket af flyvesand, blev gravet op og plantet ved Bangsbogården omkring år 1800.

.

FIGUR 5-44. Skov-fyr, skud med blomst og kogle.

.

FIGUR 5-45. Bjerg-fyr med kogleanlæg (hunblomster).

.

Skov-fyr (Pinus sylvestris) indvandrede for omkring 11.000 år siden og blev udbredt i hele landet, men forsvandt gradvis på grund af konkurrence og menneskelig udnyttelse. Endnu før den var helt udryddet, var man dog begyndt at så og plante skov-fyr som led i skovrejsning og sandflugtsbekæmpelse. Således ved Gunderslevholm i 1560, i Tisvilde i 1730'erne og på de jyske heder i 1780'erne. Den er i dag særlig almindelig på Silkeborgegnen, på Djursland, i Tisvilde og Hornbæk Plantager, på Læsø, Anholt samt på Bornholm.

Skov-fyr er en nøjsom, tørketålende og ret stormfast træart, der kan gro på alle jordbunde, fra meget tør til våd bund og fra fattigt sand over endda ret våd tørvebund og ler til kalkbund. Den kan blive op til 30 m høj og er en udpræget lystræart, der kræver meget lys, men også er meget lysåben.

Fyrreskov er nærmere omtalt i Historie og udbredelse samt de følgende afsnit.

Bjerg-fyr

Bjerg-fyr (Pinus mugo) stammer fra de mellem- og sydeuropæiske bjerge. Plantning af bjerg-fyr på heder og klitter blev indledt i 1820 og steg stærkt op gennem 1800-tallet, navnlig efter 1866. I 1897 var over 44.000 ha bjerg-fyr i Jylland, men siden er arealet mere end halveret ved overgang til andre træarter eller ved rydning for at genskabe klithederne.

Den er et lavt, oftest buskformet og særdeles nøjsomt og hårdført nåletræ. Den kan gro på det magreste sand, på lyngheder, og i tørv. Derfor kom bjerg-fyr som pionertræ og hjælpetræ for mere værdifulde træarter til at spille en helt central rolle ved tilplantningen af de jyske heder og klitområder. Én varietet, fransk bjerg-fyr fra Pyrenæerne og Vestalperne, er mere vækstkraftig og retstammet end den almindelige bjerg-fyr.

Østrigsk fyr

Østrigsk fyr (Pinus nigra) er meget hårdfør, tørketålsom og stormfast og kan stå rank på selv stærkt vindudsatte steder. Den kan trives på såvel sandet som leret jord og vokser særlig godt på kalkrig bund. Dens svaghed er sårbarheden over for fyrrens knop- og grentørre (se Svampe og skovdød); en dødelig svamp, som siden 1870 har angrebet østrigsk fyr, men kun hvor den står i tæt bestand med høj luftfugtighed.

De første østrigske fyr blev plantet i 1829 og i stor stil i hede- og klitplantager i 1850-80, indtil svampen slog til. Der er store, gamle østrigske fyr i bl.a. Nord- og Vestjylland, på Djursland, Vestfyn, Odsherred og Bornholm. Den bruges stadig i et vist omfang i plantager, men oftere i sommerhusområder og haver.

Contorta-fyr

Contorta-fyr eller klit-fyr (Pinus contorta) kom fra Nordamerika til Danmark i 1860'erne. Den er et nøjsomt nåletræ, der tåler frost, vindslid og saltnedslag. Den har flere underarter, hvoraf tre, med lidt forskellige egenskaber, er plantet i Danmark. Kystformen kan vokse på både tør, sandet bund og på sur og fugtig bund, herunder på tørv. Til gengæld er den ustabil, og allerede ved 25-30 års alderen kan bevoksninger gå i opløsning og vælte. Contorta er også problematisk ved ofte at selvså sig så voldsomt, at den fortrænger anden opvækst. Den er egentlig tilpasset en livsstrategi som pionertræ efter skovbrand. Nogle af koglerne åbner sig først lige efter brandpåvirkning, hvorefter frøene kan spredes.

Weymouths-fyr

Weymouths-fyr (Pinus strobus) fra Nordamerika er et eksempel på en indført træart, der først ser meget lovende ud, men så rammes af en sygdom, der gør, at den må opgives. Som ung er weymouths-fyr hurtigtvoksende med årlige topskud på op mod en meter. Men angreb af weymouths-fyrrens blærerust (Cronartium ribicola)har siden 1860'erne næsten helt umuliggjort dyrkningen.

Rød-gran

Rød-gran (Picea abies) er de danske skoves mest almindelige træart. Den er nøjsom og kan gro på et bredt udsnit af ikke for tørre jordbunde, både tørv og ler. Den gror bedst, hvor jordbunden er gruset med et vist lerindhold og nedbøren stor. Rød-gran er stærkt skyggende og har et overfladisk rodnet, der gør den udsat for såvel stormfald som tørke.

Den selvsår sig let på mor- og tørvebund og dødt ved, men kun sjældent på muldbund. Der er den til gengæld i stort omfang blevet plantet som led i skovdriften. Sin forstligt set bedste udvikling når den på Bornholm, Nordøstsjælland, Djursland og i Midtjylland, mens den nærmest vantrives ved Vestkysten, i Storebæltsområdet og på Lolland-Falster.

Rød-gran fandtes her i mellemistiderne, men indvandrede ikke selv efter istiden. Man har diskuteret, om granens naturlige fravær i Danmark efter istiden skyldtes, at dens vandring ikke var afsluttet eller at forholdene her ikke passer den. Modelberegninger tyder på, at rød-gran faktisk slet ikke burde være her, og at den klimaudvikling, der tegner sig, kun vil gøre forholdene værre for den.

Granskov er omtalt i Historie og udbredelse samt de følgende afsnit.

Sitka-gran

Sitka-gran (Picea sitchensis) stammer fra Vestamerika og blev plantet i danske skove første gang i 1873. Op til slutningen af 1990'erne blev sitka-gran det mest udbredte nåletræ efter rødgran. Den kan vokse under næsten alle danske klima- og jordbundsforhold og er den mest vækstkraftige gran i Danmark. Den er meget vindfør, ikke særlig stormsikker, men tåler saltnedslag. Den selvsår og breder sig på humusrig, fugtig bund. Se desuden Sitka-gran.

Omorika-gran

FIGUR 5-50. Almindelig ædelgran med helt unge, oprette kogler.

.

Omorika-gran (Picea omorica) er en slank, elegant gran, der kan gro på spektret fra svære lerjorde til magert sand og er mere tørke- og frosttålsom end rødgran. Den er fortrinsvis plantet på let jord i midtjyske skove og i klitplantager og hedeplantager.

Omorika-granen har vokset i Danmark under en kortvarig klimamildning i sidste istid, men overlevede den kun med nød og næppe i et lille afsides område på Balkan.

Almindelig ædelgran

Almindelig ædelgran (Abies alba) stammer fra Mellemeuropas bjerge og blev for alvor anvendt i det danske skovbrug i 1765 af von Langen. Den er en udpræget skyggetræart, der i tæt bevoksning kun tillader én procent af dagslyset at komme ned til skovbunden. Opvækst af ædelgran kan i årevis stå i dyb skygge for så at skyde i vejret, når lysmængden forøges. Væksten er langsom i de første år, men tiltager og kulminerer højt oppe i årene. Danmarks højeste træ var i mange år en ædelgran på 46 m. Se desuden figur 3-20 i Aktiv skovdyrkning, og Almindelig ædelgran.

Nordmannsgran

Nordmannsgran (Abies nordmanniana) stammer fra Kaukasus. Den blev indført til Danmark i 1848 og plantet med henblik på vedproduktion første gang i 1874. Den nu så udbredte brug til juletræsproduktion blev indledt i 1950'erne. Siden 1980'erne er den blevet julens mest populære nåletræ. Den er plantet talrige steder i skov og på åbent land, hvor den nærmest dyrkes som en landbrugsafgrøde, mest til juletræsproduktion, men også til pyntegrønt (se boks 17-3 i Almindelig ædelgran.

Kæmpegran

Kæmpegran eller grandis (Abies grandis) er hjemmehørende i det vestlige Nordamerika og de danske skoves mest vækstkraftige træ. I en 33-årig bevoksning på Djursland er målt en årlig tilvækst på lige ved 43 m3 pr. ha. Danmarks hidtil højeste træ var en grandis på 52,5 m i Rye Nørskov. Den faldt i storm i 2001.

I modsætning til de fleste andre ædelgranarter har den en hurtig ungdomsvækst, og modsat de fleste andre nåletræarter i Danmark har grandis ikke lidt af alvorlige sygdomme eller af insektangreb og holder sig sund helt op til 80-års alderen. Den vælter eller knækker dog let i storm.

Nobilisgran

Nobilisgran eller sølvgran (Abies procera) hører hjemme i Nordvestamerika. I Danmark kan den blive op til 30 m høj og dyrkes mest til pyntegrønt i stærkt beklippede bevoksninger.

Douglasgran

FIGUR 5-54. Douglasgran er en nordvestamerikansk art med ret stabil vækst i Danmark. Danmarks højeste træ er en douglasgran.

.

Douglasgran (Pseudotsuga menziesii) stammer fra det vestlige Nordamerika og kom til Danmark i 1851. I skovbruget blev den første gang plantet i 1868 i Langesø-skovene på Fyn. I nutiden ses særlig imponerende bevoksninger på Langesø og ved Silkeborg. Den kan vokse på et bredt udsnit af jordbunde, men har sin største vækst og bedste udvikling på de lettere, lidt grusede jorder, hvor den gror bedre end rød-gran. Den er et lystræ, men selvsår sig ofte i let halvskygge. Douglasgran indgår i stigende omfang i skovbruget på grund af sin stabile vækst og stormfasthed.

Lærk

Lærk er løvfældende og skovens mest lysåbne nåletræ, der ofte tillader en varieret og artsrig underskov. Der findes to arter, europæisk lærk (Larix decidua) og japansk lærk (Larix kaempferi). Lærk ses både i renbestand, i blanding med eg, bøg eller douglasgran, og som forkultur for frostfølsomme træarter.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks 20

FIGUR 5-5. Stilk-eg, blade og frugt. Tegning: S. Weitemeyer.

Afsnit fortsætter her.

Begge arter kan vokse på et ret bredt spand af jordbundstyper fra næringsfattig til næringsrig jord. De er udprægede lystræer med hurtig ungdomsvækst, og de er væsentlig mere stormfaste end granerne. Europæisk lærk stammer fra Mellemeuropas bjerge og blev taget i anvendelse i dansk skovbrug af von Langen i 1765 i Nordsjælland, bl.a. i Nørreskov og i Tinghus Plantage, hvor der stadig ses imponerende træer. På grund af dens modtagelighed for lærkekræftsvampen (Lachnellula willkommii), gik man fra sidst i 1800-tallet i stor udstrækning over til japansk lærk. Senere i 1900-tallet skiftede man til den ligeledes resistente, men endnu mere rette og vækstkraftige krydsning mellem de to arter, hybridlærk.

Thuja

FIGUR 5-58. Ædelcypres.

.

Kæmpethuja eller blot thuja (Thuja plicata) hører hjemme langs den nordamerikanske Stillehavskyst. Den kom til Danmark i 1850'erne og blev omkring 1880 plantet i skove på Fyn. Den er et udpræget skyggetræ, der trives godt i landets sydlige og østlige del. Tilvæksten er generelt større og mere vedvarende end hos rødgran. Den stigende interesse for det værdifulde, varige thujaved har udløst en fornyet interesse hos skovbruget, og den anvendes ofte på lerede jorder i kystnære områder, hvor rød-granen ikke trives. Thuja er giftig.

Ædelcypres

Ædelcypres (Chamaecyparis lawsoniana) hører hjemme i et lille område ved Stillehavskysten i USA. Den blev udplantet i danske skove første gang i 1870. Den er et skyggetræ, der ynder fugtig jordbund og kan vokse på et bredt spektrum af jordbundstyper, endog på tørv. Den blev oprindelig plantet med henblik på vedproduktion, men dyrkes nu mest med henblik på pyntegrøntsproduktion. Det sker i triste, forklippede bevoksninger.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Skovens vigtigste træ- og buskarter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig