Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Formering

Oprindelig forfatter PFM

Vedplanter og især træerne kan pga. deres overlegne størrelse og lange levetid fastholde et voksested i meget lang tid. Men som frø, kimplanter og småplanter er de sarte og udsat for konkurrence fra urter og andre planter, og en række tilfældigheder kan få meget stor indflydelse på deres overlevelse.

Vedplanterne råder over flere forskellige formeringsstrategier. Grundlæggende er der vegetativ formering, hvor de nye individer er genetisk identiske kloner, og kønnet formering, hvor de nye individer rummer gener fra to forældreplanter.

Vegetativ formering

Vegetativ formering sker især ved rodskud, udløbere, rodslående basalskud, aflæggere o.l. Nogle arter, bl.a. bævreasp og flere popler, kan danne meget kraftige rodskud, som kan slå op over 40 meter fra modertræet. Rodskud kan længe stå på spring i underskoven og straks slå til og skyde meterhøjt i vejret, hvis der pludselig kommer lys, ved at et træ falder eller dør.

Annonce

 FIGUR 5-2. God frøspredning er vigtig i konkurrencen. Hos flere træarter, bl.a. birk, har frøene en vingekant, der mangedobler spredningsafstanden.

FIGUR 5-2. God frøspredning er vigtig i konkurrencen. Hos flere træarter, bl.a. birk, har frøene en vingekant, der mangedobler spredningsafstanden.

Vegetativ formering kan effektivt sikre nye individer over korte afstande og fastholde træarten på voksestedet, men kommer til kort, når det gælder fjernspredning eller blot krydsning af f.eks. et vandløb.

Frøformering og spredning

Alle vedplanter i Danmark på nær enkelte popler blomstrer og udvikler frø. De fleste større træer har stor pollenproduktion og vindbestøvning, f.eks. nåletræerne, el, birk, eg og bøg. Kun få træer, bl.a. lind og lønarterne, men de fleste buske har blomster med insektbestøvning.

Nogle vedplanter sætter mange frø og gør det hvert år. Det gælder f.eks. birk, hvor et middelstort træ årligt kan kaste 30 millioner frø. Andre arter sætter frø med års mellemrum og i beskedne mængder, f.eks. eg, der får nogle tusind agern med 2-3 års mellemrum.

Der er også stor variation med hensyn til frøenes spredning fra moderplanten. Pil og bævreasp har ligesom bl.a. gederams små frø med en stor frøuld, der gør, at de kan føres mange kilometer væk med vinden. Andre har en form for vinge på frøet, der dels virker som et sejl for vinden, dels forsinker faldet mod jorden, således at frøet kan føres op til flere hundrede meter væk fra modertræet. Det gælder bl.a. hos ahorn, løn og navr, lind, birk og de fleste nåletræarter. Flere arters frø kan flyde på vand. Hos rød-el, der gerne gror på våd bund, er strømmende vand en vigtig spredningsvej. Når vandløb i vinterhalvåret går over deres bredder og flyder ud over lavtliggende arealer, kan frøene føres med og senere aflejres og spire det følgende forår. Frøene kan også blive ført ud i søer og endda videre til havs og i land på øer.

 FIGUR 5-3. Spiret musedepot af bog i skovbunden.

FIGUR 5-3. Spiret musedepot af bog i skovbunden.

Også dyr kan være med til at sprede frø. De fleste buske og småtræarter sætter bær og stenfrugter med tillokkende frugtkød, som ædes af pattedyr og fugle. Det ses bl.a. hos røn, tjørn, hyld, skov-æble, tørst og kirsebær. Ofte vil selve frøene kunne passere tarmkanalen uskadte hos bl.a. fugle, kreaturer, ræv og grævling. Fugle er særlig vigtige som fjernspredere, bl.a. fordi de let kan krydse forhindringer som vandløb, søer, salte vande og dyrkede marker.

Store, tunge frø, som hos f.eks. eg, bøg, hassel og kastanje falder stort set lodret ned eller triller højst nogle meter væk. Men de kan blive ført vidt omkring af frøædende dyr, især dem, der som bl.a. mus, egern, nøddekrige og skovskade samler forråd og dels taber frø under fragten til depoterne, dels aldrig får udnyttet det bortgemte. Kragefugle, duer og gråænder sluger frøene hele. Frøene kan ikke overleve passagen i maven, men hvis fuglen dør eller gribes og sønderflænses af en rovfugl, så ufordøjede frø kastes ud på spiringsegnet jord, vil spredningen være sket. I hvert fald forestillede den svenske forsker Hemberg i 1916 sig, at bøgene kunne have krydset havet på denne måde.

Enorme mængder af frø drysses, klattes og udbringes over skov og landskab. Størstedelen går til grunde – ædes, mugner, rådner, tørrer ud – inden de overhovedet kommer til spiring. Milliarder af frø lander uegnede steder – på marker, i dyb skygge, i havet eller i vådområder og andre steder, hvor arten ikke kan gro. Kun en uendelig lille brøkdel havner steder, hvor de kan slå an, etablere sig og beherske feltet som træer. Men det skal jo blot lykkes for uendelig små brøkdele af en promille af frøene, for at missionen er fuldbragt.

Selv om der for eg måske kan gå flere hundrede år, før det lykkes for ny opvækst at slå an og vokse op, kan det vise sig tilstrækkeligt til i hvert fald at opretholde artens fodfæste.

Spredningsdynamikken er også omtalt i Frøspredning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Friis Møller: Formering i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 19. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484977

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk