Selv om træer og buske dominerer synsindtrykket i en skov, forekommer der ofte et ganske varieret vegetationsdække af urter og dværgbuske på skovbunden under træernes kronelag. I urtelaget indgår blomsterplanterne og karsporeplanterne, der omfatter ulvefødder, padderokker og bregner.
Skovbundens planter
FIGUR 5-59 Tyndakset gøgeurt, Orchis mascula.
FIGUR 5-61. Orkideen knælæbe (Epipogium aphyllum) mangler bladgrønt og sætter sjældent overjordiske blomsterskud. Den lever i et kompliceret samliv med jordbundssvampe, som den er afhængig af. I Danmark vokser den i bøgeskov på fugtig muldbund gerne dækket af et lag af uomsatte bøgeblade.
FIGUR 5-60. Bregnen almindelig engelsød (Polypodium vulgare) kan etablere sig som epifyt højt oppe i træer, hvor mosser og laver normalt dominerer.
Den typiske skovbundsplante
At leve på skovbunden vil sige at leve under mere beskyttede forhold end i det åbne land. Løvtræernes kroner danner især efter løvspring et mere eller mindre tæt dække, der begrænser lysintensiteten (tabel 5-2), temperaturudsvingene og de nedbørsmængder, der når skovbunden, mens lysintensiteten i en tæt, stedsegrøn nåleskov varierer mindre i løbet af året. En skovbundsplante er således en art, der har tilpasset sig livsbetingelserne på en beskyttet vokseplads med reducerede lys- og nedbørsmængder i forhold til betingelserne i det åbne land, hvor der er fuld lysintensitet.
| Lokalitet | Skovtype med alder og maksimal højde | Lysintensitet (% af fuldt dagslys) |
|---|---|---|
| Klostermølle | Ellesump, 34 år, højde 17 m | 3,3 – 6,4 |
| Hald Ege | Egeskov, 200 år, højde 30 m | 4,2-7,3 |
| Velling Skov | Bøgeskov, 250 år, højde 24 m | 2,2 |
| Velling Skov | Rød-granskov, 83 år, højde 27 m | 38 |
| TABEL 5-2. Målinger af lysintensitet på skovbunden i fire skovtyper. Efter Vedel & Wind, 1984. | ||
Karakteristikken af en skovbundsplante er altså umiddelbart enkel. Det skulle på den baggrund være let at opgøre, hvor mange skovbundsplanter der findes i Danmark. Det er imidlertid ikke så enkelt alligevel. Mange af de plantearter, der passer til karakteristikken af en skovbundsplante, har udviklet forskellige livsstrategier, der gør, at de både kan leve under et tæt kronelag og optræde under mere lysåbne forhold uden for skoven.
Et bud på antallet er, at 414 danske plantearter kan karakteriseres som skovarter. Tallet er fremkommet ved at sammenstille de danske floraers økologiske oplysninger. I dette tal indgår således også de arter, der forekommer på mere lysåbne og forstyrrede steder, og de arter, der vokser i både skovmoser og på ferske enge. Det er med andre ord lidt over 40 % af Danmarks ca. 1000 naturligt forekommende plantearter, der kan karakteriseres som skovarter. Det antal er næppe overraskende, når det tages i betragtning, at Danmark fra naturens hånd er et skovland (kapitlerne Verdens og Danmarks skove og Skovenes naturgivne rammer).
Den typiske skovbundsplante har grønne stængler og ofte brede, flade, vandret udbredte blade. Dette giver den enkelte plante en stor overflade i forhold til dens volumen, hvilket er en tilpasning til skovens begrænsede lysmængde.
På grund af den øgede lysmængde i lysninger, skovbryn og langs skovveje vokser her planter, der også kan findes i det åbne land. Eksempler herpå er tyndakset gøgeurt, hulkravet kodriver og hvid anemone (figur 5-63 i Skovbundsplanternes udbredelse).
I tropisk regnskov findes adskillige plantearter, der har specialiseret sig som epifytter og lianer, der hver på deres måde evner at komme op i lyset. I danske skove findes der kun ganske få arter, der er epifytter (f.eks. bregnen almindelig engelsød, figur 5-60) eller lianer (se under Gedeblad i Skovens vigtigste træ- og buskarter).
Nogle skovplanter lever som halvsnyltere, dvs. deres rødder danner forbindelse til andre planters rødder og suger næring fra dem samtidig med, at de også har grønne blade. Eksempler herpå er skov-kohvede og almindelig kohvede (figur 5-67).
En gruppe skovbundsplanter kan leve uden at udnytte sollyset. De har ikke bladgrønt af betydning og ernærer sig ved at hente næring fra svampe (mykorrhiza, se Boks 6-1 i Fødeoptagelse) eller fra grønne planters rødder. Eksempler herpå er skælrod og snylterod samt orkideerne rederod, koralrod og den meget sjældne knælæbe (se boks 5-1 og figur 5-61).
Boks
Tætblomstret hullæbe (Epipactis purpurata)
Sværd-skovlilje (Cephalantera longifolium)
Ægbladet fliglæbe (Neotia ovata).
Hvidgul skovlilje (Cephalantera damasonium).
A OG B. Bestandssvingninger hos udvalgte skovorkideer. Der kan konstateres store årlige udsving i antallet af blomstrende skud, uden at forklaringen herpå kendes med sikkerhed. Formodentlig spiller især nedbør på det tidspunkt, hvor næste års skudgeneration anlægges, en afgørende rolle. Og anlæggelsen er forskellig fra art til art, idet ægbladet fliglæbe visner midt på sommeren, mens tætblomstret hullæbe forbliver grøn frem til oktober-november afhængig af, hvornår frosten sætter ind. Årstal uden søjler betyder, at den pågældende bestand ikke er blevet talt op. Tætblomstret hullæbe sætter normalt ikke vegetative skud
B. Bestandssvingninger hos sværd-skovlilje. Årstal uden søjler betyder, at den pågældende bestand ikke er blevet talt op.
A. Bestandssvingninger hos ægbladet fliglæbe. Årstal uden søjler betyder, at den pågældende bestand ikke er blevet talt op.
B. Bestandssvingninger hos hvidgul skovlilje. Årstal uden søjler betyder, at den pågældende bestand ikke er blevet talt op.
|
Tv.: Tætblomstret hullæbe (Epipactis purpurata). th.: sværd-skovlilje (Cephalantera longifolium). Foto: J. Lassen. Boks 5-1: Skovens orkideer Af Danmarks 36 nulevende orkideer forekommer de 10 udelukkende i skove. Hertil kommer 10 andre arter, der har deres hovedforekomst i skove, men som også kan træffes i andre vegetationstyper som tørt græsland og ferske enge. Mens de fleste af skovens orkideer vokser på tør bund i bøgeskov, foretrækker ægbladet fliglæbe den næringsrige, fugtige løvskov. Knærod er ene om at være nåleskovsspecialist, ofte sekunderet af hjertebladet fliglæbe, der tillige kan optræde i kratklædte moser. Begge arter er i spredning i Danmark i takt med, at der opstår flere gamle nåleskovsmiljøer med de rigtige økologiske forhold for disse arter (se også kapitlet Nåleskov). En væsentlig grund til mange orkideers snævre valg af voksested er deres specialiserede samliv med jordbundens svampeflora. Det har længe været erkendt, at orkideernes frø er afhængige af bestemte svampepartnere. Orkideernes frø hører til planterigets mindste og mangler frøhvide. Det er derfor vigtigt, at et spirende orkidefrø hurtigt kommer i kontakt med den artsspecifikke svampepartner på det sted, hvor frøet er landet. Er svampepartneren ikke til stede, går frøet til grunde. Forekommer svam pepartneren, opbygger de i fællesskab et såkaldt protokorm, som består af svampehyfere og frøets celler. Er protokormet først etableret, kan det overleve flere år i jorden, inden de første grønne orkideblade skyder frem og danner den nye plante. Dyrkningsforsøg med tyndakset gøgeurt viser, at det tager mindst 5 år fra dens frø bliver sået, til det første grønne blad viser sig. Tv.: Ægbladet fliglæbe (Neotia ovata), th.: hvidgul skovlilje (Cephalantera damasonium). Foto (tv.): J. Lassen, (th.) P. Wind. Bestandssvingninger Mange orkidearter er kendt for at svinge meget i antal fra år til år. Dette træk er udtalt hos skovens orkideer. Her kan overjordiske skud det ene år optræde talrigt for det næste år at være fåtallige eller endog mangle. Denne viden er blevet bekræftet af den igangværende overvågning af de vildtvoksende, danske orkideer, som blev påbegyndt i 1987. Ved overvågningen er antallet af blomstrende og ofte også ikke-blomstrende skud blevet optalt årligt. Ovenfor vises fire eksempler, der illustrerer disse svingninger. Betragtes et snævert antal år for f.eks. rederod, fås det indtryk, at arten er forsvundet fra voksestedet efter blomstringen. Forklaringen er, at rederod bruger megen energi på at sætte blomstrende skud og derfor har behov for en regenerationsfase for at genopbygge rodsystemet, inden næste blomstring kan iværksættes. Rederod, der stort set mangler bladgrønt, er i øvrigt også i stand til at sætte underjordiske blomster direkte på rodsystemet. Efter selvbestøvning dannes frugter, der modnes under jordoverfladen. Knælæbe evner at leve underjordisk uden tilsyneladende at sætte overjordiske skud i en årrække. En forklaring herpå kan være, at de blomstrende skud skyder hurtigt frem og har en kort levetid. Denne levetid kan blive yderligere for- kortet, fordi de blomstrende skud efterstræbes af bl.a. snegle. Knælæbe vokser i mørk, muldrig bøgeskov i tykke lag af bøgeblade, der er under nedbrydning. Den kan foruden frøformering benytte sig af vegetativ formering ved hjælp af trådfine, underjordisk skud. I en bestand på Midtsjælland observeres blomstrende skud med års mellemrum. Siden midten af 1900-tallet er der set blomstrende individer i 1949, 1950, 1968, 1985, 1986, 2000 og 2006 (figur 5-61). Bestandssvingninger hos udvalgte skovorkideer. Der kan konstateres store årlige udsving i antallet af blomstrende skud, uden at forklaringen herpå kendes med sikkerhed. Formodentlig spiller især nedbør på det tidspunkt, hvor næste års skudgeneration anlægges, en afgørende rolle. Og anlæggelsen er forskellig fra art til art, idet ægbladet fliglæbe visner midt på sommeren, mens tætblomstret hullæbe forbliver grøn frem til oktober-november afhængig af, hvornår frosten sætter ind. Årstal uden søjler betyder, at den pågældende bestand ikke er blevet talt op. Tætblomstret hullæbe sætter normalt ikke vegetative skud. Ill.: Jørgen Strunge. |
|---|
Vejviser
Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Skovbundens planter.
- Forrige afsnit er Skovens vigtigste træ- og buskarter
- Næste afsnit er Skovbundsplanternes fordeling og artsrigdom
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.