Rå med lam.

.

Skovene huser både pattedyr, fugle, padder og krybdyr. Nogle arter er generalister og trives i alle dele af skoven, mens andre er specialister og kræver tilstedeværelsen af bestemte træer, fugtig skovbund eller nogle af de mange småbiotoper, som skoven indeholder. Ræven er en typisk generalist, som kan findes i de fleste biotoptyper, bare der er mad og skjul, mens egern, træløber og flagspætte er specifikt knyttet til træstammer og trækroner.

I skovene i Danmark lever ca. 50 forskellige arter af pattedyr, inklusive diverse udsatte og undslupne arter. Selv agerlandets hare og markmus finder vej til skovens vejkanter og lysninger, og 10-15 forskellige arter af flagermus fouragerer mellem træerne og langs skovbryn.

Fuglene er den artsrigeste gruppe af hvirveldyr i skoven. Ud af Danmarks ca. 300 regelmæssigt forekommende fuglearter er godt 100 direkte knyttet til skov. Stort set alle Danmarks småfugle kan træffes i skoven, hvilket ikke er så sært, da Danmark fra naturens hånd er et skovland. Også flertallet af Danmarks ugler og rovfugle bruger skoven som redested, selv om mange af dem søger føde uden for skoven.

På verdensplan er padder og krybdyr to meget artsrige dyregrupper, men i Danmark findes kun 14 padder og 5 krybdyr. Det siger sig selv, at det er lettere at være vekselvarm i en varm tropisk regnskov end i et klima som det danske. Antallet af padder og krybdyr aftager da også, jo længere nordpå man kommer, og flere af skovens padder og krybdyr, bl.a. løvfrø og springfrø, har deres nordgrænse i Danmark og Sydsverige.

Foruden pattedyr, fugle, krybdyr og padder omfatter hvirveldyr også fisk – og der er selvsagt fisk i skovens større søer og vandløb. De omtales dog ikke nærmere i denne bog.

Boks

Lille gråsiskens forekomst i to på hinanden følgende atlasoptælliger. Bemærk, hvordan lille gråsisken i løbet af så relativt kort tid har kunnet sprede sig fra at være en sjælden ynglefugl knyttet til bjergfyrkrat til at yngle i skove i næsten hele landet.

.

Lille gråsiskens forekomst i to på hinanden følgende atlasoptælliger. Bemærk, hvordan lille gråsisken i løbet af så relativt kort tid har kunnet sprede sig fra at være en sjælden ynglefugl knyttet til bjergfyrkrat til at yngle i skove i næsten hele landet.

.

Boks 8-1: Hvor ved vi det fra?

Viden om de danske hvirveldyr stammer fra observationer af selve dyrene eller deres spor (fodaftryk, ædespor, ekskrementer, reder, gangsystemer m.m.) i felten, ringmærkning, fældefangster og obduktion af nedlagte og trafikdræbte dyr suppleret med vildtudbyttestatistik og spørgeskemaer til jægere.

Mange af skovens hvirveldyr er imidlertid små, nataktive og/eller lever meget skjult. Her kommer elektronikken forskerne til hjælp: Radiopejling (hvor dyrene følges ved hjælp af radiosendere (limet på fjer eller fastgjort med halsbånd), mærkning med sporbare chips, automatiske foto- og videoapparater, pulsmålere og flagermusdetektorer (som omsætter flagermusenes ultralydssignaler til lyde, som kan høres af mennesker) har givet megen viden om dyrenes bevægelsesmønstre, aktivitetsområder, sociale liv og fordeling i landskabet.

Den danske jagtudbyttestatistik blev indledt i 1940’erne. For arter som rådyr og ræv regnes ændringer i jagtudbyttet som en pålidelig indikator for ændringer i bestandsstørrelsen, selv om den præcise sammenhæng mellem jagtudbytte og bestandsstørrelse ikke er dokumenteret. Bestandstal for fredede arter som grævling, skovmår og egern er imidlertid behæftet med betydelig usikkerhed, fordi der med undtagelse af bæveren ikke foretages reel overvågning af pattedyr, der ikke drives jagt på.

I 2000 igangsatte man en såkaldt atlasundersøgelse af pattedyrene. Landet blev opdelt i en række felter på 10 x 10 km, og såvel forskere som privatpersoner indrapporterede alle fund i de enkelte felter i perioden frem til 2005. Det blev til mere end 50.000 rapporter, som efter behandling blev indtegnet på kort og samlet i bogen “Dansk pattedyratlas”. Nogle af kortene er gengivet i det følgende.

For fuglenes vedkommende har vi her i landet en lang tradition for såkaldte punkttællinger og landsdækkende atlasundersøgelser. Siden 1976 har frivillige observatører på samme tidspunkt hvert år optalt alle de fugle, de har set og hørt i løbet af fem minutter på mere end 7000 faste punkter over hele landet. Ud fra dette materiale beregner man, hvordan de forskellige bestande har ændret sig siden det foregående år. I 1971-1974 og igen i 1993-96 gennemførte Dansk Ornitologisk Forening atlasundersøgelser, hvor landet opdeltes i kvadrater på 5 x 5 km, og hvor mere end 1.000 frivillige undersøgte hvert kvadrat for ynglende fuglearter. Hver atlasundersøgelse giver et øjebliksbillede af fuglefaunaen, og ved at sammenholde de to undersøgelser, kan ændringer i fuglenes udbredelsesmønstre dokumenteres (figuren).

I 1976-1986 foretog foreningen “Natur og Ungdom” en atlasundersøgelse af padder og krybdyr.

Trods alle undersøgelserne er der stadig meget, vi ikke ved om selv almindelige hvirveldyr som stålorm, jernspurv, lækat og grævling. Ofte refereres til udenlandske undersøgelser, som dog ikke altid passer til danske forhold, da klima og skovstruktur ofte er anderledes, og fordi både fugle og pattedyr kan gøre erfaringer og tilpasse sig lokale forhold. Byræve er et godt eksempel. Et andet eksempel er krondyrene i Jægersborg Dyrehave, som har vænnet sig til mennesker og ændret flugtmønster.

Lille gråsiskens forekomst i to på hinanden følgende atlasoptælliger. Bemærk, hvordan lille gråsisken i løbet af så relativt kort tid har kunnet sprede sig fra at være en sjælden ynglefugl knyttet til bjergfyrkrat til at yngle i skove i næsten hele landet. Efter M. Meltofte og J. Fjeldså, 2002. Tegning: J. Frimer Andersen

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Skovenes hvirveldyr.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig