Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skovenes pattedyr

Oprindelig forfatter HHz

En ræv suser forbi som et rødt lyn, et rådyr glammer advarende og en mus pusler mellem skovbundens tørre blade. Skovens pattedyr er en integreret del af skovoplevelsen og af det komplicerede økosystem, som skoven udgør – men hvem er de, hvor mange er de, hvilken rolle spiller de for skoven, og hvordan er samspillet imellem dem?

Samspillet mellem skov og pattedyr

Skovens udseende og struktur er under stadig forandring, både som følge af naturlig udvikling og aktiv menneskelig påvirkning. Denne proces påvirker naturligvis også dyrelivet. De største dyr er for længst fordrevet. Urokse, vildhest, bjørn, elg og los uddøde i Danmark allerede i Stenalderen, og bæveren og vildkatten i løbet af Bronze- og Jernalderen. Vildsvinet blev udryddet i begyndelsen af 1800-tallet, og den sidste danske ulv blev skudt i 1813. Til gengæld er arter som husmår og pindsvin kommet til i takt med fragmenteringen af skovene, og egernet har indtaget de plantede nåleskove.

 FIGUR 8-1. Bestandsudvikling for rådyr og egern siden 1940'erne baseret på jagtudbyttedata. Udviklingen for egern efter 1993 er dog forfatterens eget skøn. Jagtudbyttedata fra Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet.

FIGUR 8-1. Bestandsudvikling for rådyr og egern siden 1940'erne baseret på jagtudbyttedata. Udviklingen for egern efter 1993 er dog forfatterens eget skøn. Jagtudbyttedata fra Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet.

Og der sker stadig ændringer. De arter, som er almindelige i dag, er ikke nødvendigvis de samme som dem, vores bedsteforældre eller oldeforældre jævnligt mødte i skoven. Naturlig indvandring, sygdomsepidemier, udsætning eller tilfældig indslæbning sammen med ændret praksis i landbrug, skovbrug eller jagtudøvelse kan hurtigt ændre billedet. Omkring år 1900 var der kun få og spredte bestande af egern og rådyr i de danske skove, i dag er begge arter almindelige.

Annonce

Fra at være næsten udryddet har krondyr igen spredt sig til næsten hele Jylland, og undslupne eller udsatte dyr har etableret fritlevende bestande på Sjælland. Dværgmusene kom til Sjælland og Fyn i 1900-tallet, sandsynligvis som blinde passagerer i hølæs over Lille- og Storebælt, og i samme periode nåede muldvarpen til Thy. Til gengæld blev den bornholmske rævebestand næsten udryddet af sygdommen ræveskab i 1980'erne (boks 8-2). Af de seneste ændringer i skovenes pattedyrfauna kan nævnes lejlighedsvis indvandring af vildsvin fra Tyskland og elge fra Sverige samt udsætning af bævere i Vestjylland i 1999 og i Nordsjælland i 2009 (se boks 11-3 om bæveren).

Boks 8-2: Ræveskab

NID-4-350.png

NID-4-351.png

B. I årene 1983-89 hærgede ræveskabene i Grimsø i Mellemsverige, og der blev født relativt få rævehvalpe. I samme periode observeredes relativt mange overlevende rålam (en rå føder normalt ét eller to lam). Jørgen Strunge efter Nordström og Kjellander, 2004.

Ræveskab er en hudlidelse forårsaget af Sarcoptes scabiei (figur A og C). Med sin størrelse på kun 0,2-0,4 mm er skabmiden knap synlig med det blotte øje, men der kan være mere end 2 millioner skabmider på en enkelt ræv. En skabramt ræv bliver mere eller mindre hårløs, den klør sig ustandseligt, og huden bliver skorpet og sårfyldt. Når dyret ikke længere har pelsen til at holde sig varm og tør, støder andre sygdomme til, og ræven bukker til sidst under. Ræveskab er smitsomt, og epidemier kan reducere en rævebestand betragteligt.

Ræveskab optræder i store dele af verden. I Danmark har vi haft alvorlige udbrud af ræveskab flere gange. Først på Bornholm i 1984 og derefter i Jylland i 1985. I sommeren 2003 kom sygdommen så til Amager, hvorfra den bredte sig til Sjælland.

Jo mere plads rævene har, og jo længere der er imellem dem, jo større chancer har de for at undgå smitte, og normalt overlever nok ræve til, at bestanden hurtigt stiger igen efter en epidemi. På Bornholm, hvor der indtil 1984 var en tæt rævebestand, var ræveskaben dog så effektiv, at der i dag, 20 år efter, ingen eller meget få ræve er på øen. Til gengæld er bestanden af rådyr på Bornholm steget forholdsmæssigt mere end i det øvrige land (figur B).

I Mellemsverige har forskere fulgt antallet af rådyrlam og rævekuld i det samme område fra 1970 til 2000 inkl. en periode (1983-89) med ræveskab. Deres analyse viser en klar opgang i antallet af rådyrlam i den periode, hvor der var ræveskab (figur B).

NID-4-352.pngNID-4-353.png

A. Skabmide forstørret ca. 200 gange. Foto: K. Elbæk. C. Ræv med skabmider. Foto: H. Sørensen.

Skovens og dyrebestandenes gensidige påvirkning

Skovens indretning og udnyttelse har stor indflydelse på, hvilke pattedyr der kan trives i skoven, og hvor store bestande der er plads til. F.eks. bidrager nåletræsbevoksninger eller indblanding af gran i løvskov til en stabil vinterforsyning af frø til skovens egern. Kratrige skove med mange lysninger begunstiger hjortevildt og mange små pattedyr, da det her er let at finde både føde og godt skjul, mens store urskovsagtige skove giver skovmåren plads og uforstyrrethed. I boks 8-6 i Ynglefugle omtales de hulrugende fugles problemer med at finde redehuller i intensivt dyrkede skove, hvor næsten alle hullede træer hugges bort. Det samme problem har skovens flagermus, som også bruger træhuller som yngle- og opholdssteder.

 FIGUR 8-2. Vildsvin. Tofte Skov.

FIGUR 8-2. Vildsvin. Tofte Skov.

Omvendt påvirker dyrene også skovens struktur. Velkendt er vildsvinets roden i jorden, som bidrager til fremspiring af bog og agern, bæverens evne til at bygge dæmninger og skabe nye vådområder og hjortenes afbidning af træer og buske, som mindsker tilgroning af moser og lysninger. Om vinteren og i det tidlige forår æder rådyret løs af anemonernes jordstængler, og hegningsforsøg i områder med en stor råvildtbestand har vist en tydelig sammenhæng mellem tætheden af anemoner og tætheden af rådyr: jo flere rådyr – jo færre anemoner.

Under jordoverfladen er muldvarpens graveaktivitet vigtig for skovjordens udluftning og opblanding, og i løs skovmuld behøver muldvarpen ikke at skubbe jord op i de kendte “skud”.

I frodig løvskov på muldbund kan der være 20-30 muldvarpe pr. ha, og næsten 4 meter muldvarpegang for hver m2 skovbund.

Pattedyrenes aktivitetsområder og territorier i skov

Pattedyrene bevæger sig ikke tilfældigt på kryds og tværs igennem skoven, men holder sig inden for et for dem velkendt aktivitetsområde (“home range”), hvor der året igennem er mulighed for at fouragere, yngle og finde skjul. Kun i særlige situationer, f.eks. under flugt, vil dyrene forlade deres normale aktivitetsområde.

Aktivitetsområdets størrelse

Dyr af forskellig størrelse stiller forskellige krav til aktivitetsområdet. En markmus lever normalt hele sit liv inden for nogle få hundrede kvadratmeter, mens det gennemsnitlige aktivitetsområde for krondyr i Midtjylland er ca. 200 ha og for rådyr ca. 30 ha. Da de fleste skove i Danmark er betydelig mindre, må mange aktivitetsområder nødvendigvis omfatte både skov og åbent land. F.eks. bruger krondyr typisk skoven som skjul, mens en stor del af fourageringen foregår i det åbne land.

Et egern har normalt et aktivitetsområde på 3-5 ha, enten inden for en enkelt skov eller fordelt over flere mindre skove. Jo tættere små skovklatter ligger, jo bedre mulighed er der for, at de tilsammen kan danne basis for et stabilt egernliv (et egern har normalt et aktivitetsområde på 3-5 ha). Chancen for at finde egern i en skov på under 1 ha afhænger af, om der er andre småskove inden for en radius af ca. 500 m fra den lille skov, og om der er en større skov i nærheden med en fast bestand af egern, hvorfra der til stadighed kan ske udvandring af unge individer til de ydre aktivitetsområder. Hvis småskovene ligger tæt eller er forbundet med levende hegn, er der også større chance for, at unge egern benytter dem som spredningskorridorer eller “trædesten” i landskabet i den fase af deres liv, hvor de naturligt spredes.

Ifølge jagtstatistikken og andre indikatorer for bestandsstørrelse, er der en klar tendens til, at pattedyrens bestandstæthed falder fra øst mod vest i Danmark, dvs. at størrelsen af deres aktivitetsområde stiger. F.eks. rummer skovene i Østdanmark mere end dobbelt så mange rådyr pr. ha som i Vestjylland.

 FIGUR 8-3. Kortlægning af råbukkenes territorier og råernes aktivitetsområder i Hestehave Skov ved Kalø udført af Vildtbiologisk Station Kalø 1989. Det ses tydeligt, at flere råer deles om samme aktivitetsområder, mens bukkenes territorier krydser ind over flere råers aktivitetsområder. Til gengæld er der stort set ikke noget overlap mellem de enkelte bukkes territorier.

FIGUR 8-3. Kortlægning af råbukkenes territorier og råernes aktivitetsområder i Hestehave Skov ved Kalø udført af Vildtbiologisk Station Kalø 1989. Det ses tydeligt, at flere råer deles om samme aktivitetsområder, mens bukkenes territorier krydser ind over flere råers aktivitetsområder. Til gengæld er der stort set ikke noget overlap mellem de enkelte bukkes territorier.

Det kunne være fristende at give granplantagerne skylden, men retteligt er det nok sådan, at jordens kvalitet (bonitet) er skyld i både træartsvalget og den lavere rådyrtæthed. Jo ringere jord, jo mindre tilgængelig føde produceres der pr. ha, og jo større areal skal hvert individ have til rådighed for at få opfyldt sit fødebehov. Pr. ha produceres der mere kvalitetsføde i en egeskov på fed midtsjællandsk lerjord end i et vestjysk egekrat på næringsfattig sandjord. Og hvis egekrattet erstattes af granplantage uden undervækst eller bunddække, må rådyrene øge deres aktivitetsområde endnu mere for at have adgang til nok føde. Afhængigt af biotopens kvalitet kan hvert rådyrs arealkrav svinge fra 8-10 til flere hundrede ha.

Forsvar af aktivitetsområdet

Der er ofte store overlap mellem forskellige individers aktivitetsområder, og hanner har tit større aktivitetsområder end hunner. Nogle arter forsvarer hele eller en del af deres aktivitetsområde mod andre artsfæller. Den energi, der bruges til at forsvare dette såkaldte territorium, opvejes af eneretten til føde, velegnede bosteder og/eller gode parrings- og ynglemuligheder. Der er sjældent overlap mellem territorier, der tilhører artsfæller af samme køn; til gengæld kan et handyrs territorium omfatte flere hunners aktivitetsområder (figur 8-3).

Forskellige arter har forskellige strategier for, hvordan de bedst sikrer sig gode føde- og parringsmuligheder. Rådyret er den eneste danske hjort med territorial adfærd. De andre hjortearter samler og forsvarer i stedet deres hunner.

 FIGUR 8-4. Rå (hun af rådyr).

FIGUR 8-4. Rå (hun af rådyr).

Spidsmus forsvarer territorier på helt op til 2000 m2 mod alle artsfæller, mens f.eks. rødmus og halsbåndmus accepterer store overlap mellem hinandens områder. Et hunegern forsvarer først og fremmest sine bedste fødebiotoper for at være i god foderstand til yngletiden, mens egernhannen kæmper for eneretten til flere hunner i et større territorium.

Hos ræv og grævling deles en familiegruppe ofte om et flere kvadratkilometer stort område, hvilket er en fordel, når fødemængden er pletvis fordelt i terrænet (f.eks. er det omkring høsttid mest attraktivt at fouragere på landbrugsmark, til andre tider i eng eller skov). Grævlingens mindre slægtninge, lækat og brud, følger en anden strategi. Hvert individ forsvarer et territorium mod alle artsfæller uanset køn, men i parringstiden opgiver de stærkeste hanner deres territorium og går målrettet efter parringsvillige hunner i et større område.

Skovens store planteædere

Krondyret er skovens konge – det største, fritlevende, vilde dyr vi har tilbage i de danske skove. Ganske vist er der i enkelte indhegnede områder udsat kvæg (bl.a. såkaldte “vildokser”), heste og europæisk bison for at efterligne den dynamik, som urokser og vildheste engang forårsagede i den danske natur, men i fri natur er det kun krondyrene og deres mindre slægtninge rådyr, dådyr og sikahjort, som ved deres græsning og nipning (“browsing”- fouragering på træer og buske) og andre aktiviteter sætter præg på skovene (se Græsning).

Fritlevende hjortebestande

Både krondyr og rådyr indvandrede efter sidste istid for ca. 10.000 år siden og har været her siden. Dog har bestandene svinget betragteligt i takt med landskabets ændring og befolkningens holdning.

 FIGUR 8-5 (a). Udbredelse af Danmarks fire hjortearter. Rådyr.

FIGUR 8-5 (a). Udbredelse af Danmarks fire hjortearter. Rådyr.

 FIGUR 8-5 (b). Udbredelse af Danmarks fire hjortearter. Krondyr.

FIGUR 8-5 (b). Udbredelse af Danmarks fire hjortearter. Krondyr.

I 1700 og 1800-tallet blev hjorte anset for væsentlige skadedyr i både skov og landbrug, og både rådyr og krondyr blev stærkt efterstræbt. En kongelig resolution fra 1799 dekreterede, at alle fritlevende krondyr skulle bortskydes. I løbet af de næste 100 år blev de vilde bestande på Fyn og Sjælland totalt udryddet, og de jyske bestande begrænset til isolerede områder i Midtog Østjylland.

I 1900-tallet vendte holdningen til hjortevildtet, og de tilbageblevne krondyrbestande fik mulighed for at sprede sig igen, spædet op med undslupne og udsatte dyr fra dyrehaver og hjortefarme.

Krondyrenes kerneområder er i dag de store samlede skovområder i Jylland samt i Nordsjælland. Den totale bestand anslås at ligge mellem 7.000-8.000 (forår) og 10-12.000 individer (midsommerbestand med kalve) (2006), og bestanden er stigende. Hertil kommer knapt 2.000 krondyr i dyrehaver og hegnede skove. Det skønnes, at antallet af krondyr i Danmark kunne tidobles, hvis bestanden fik lov at udvikle sig frit. Det er altså jagt og ikke mængden af tilgængelig føde, der holder bestanden nede.

 FIGUR 8-5 (c). Udbredelse af Danmarks fire hjortearter. Dådyr.

FIGUR 8-5 (c). Udbredelse af Danmarks fire hjortearter. Dådyr.

 FIGUR 8-5 (d). Udbredelse af Danmarks fire hjortearter. Sikahjort.

FIGUR 8-5 (d). Udbredelse af Danmarks fire hjortearter. Sikahjort.

Som figur 8-5 viser, er rådyret udbredt i hele landet bortset fra nogle af de mindre øer. På Bornholm, hvor rådyret blev genudsat i 1888 efter at have været totalt udryddet i godt 100 år, findes nu en af Danmarks tætteste rådyrbestande. Bestanden af rådyr i Danmark er femdoblet siden 1940'erne, sandsynligvis på grund af ændret jagtpolitik, flere vintergrønne marker i landbruget og mange milde vintre. Omkring år 1990 begyndte vækstkurven at flade ud omkring 300.000-400.000 dyr, hvilket tyder på, at bestanden nærmer sig den størrelse, som er mulig, når man sammenholder jagttryk med fødetilgængelighed og territoriekrav. Imidlertid har rådyret en høj formeringsevne (er tidligt kønsmodne og får ofte tvillinger) og er i stand til at reagere hurtigt på biotopændringer som f.eks. en øget løvtræandel i skovene. Mere løvtræ ville give mere føde til rådyrene i skoven. Hvis der er mere føde, behøver hvert enkelt dyr mindre plads at fouragere på. Dermed bliver der, alt andet lige, plads til flere.

Knoglefund viser, at der har været dådyr i Danmark i sidste mellemistid (Eem-mellem-istiden), men det lykkedes ikke arten at genindvandre af sig selv efter sidste istid, og i dag findes den nærmeste vilde bestand i Mellemøsten. Dådyret blev dog indført til Danmark allerede i Vikingetiden eller i den første del af Middelalderen. Omkring 1900 indførtes også de første sikahjorte fra Østasien til danske dyrehaver. De nuværende fritlevende bestande af dådyr (anslået forårsbestand 5-6.000 individer) og sika (anslået bestand ca. 5-600 individer) stammer fra udsatte og undslupne dyr fra 1980'ernes hjortefarme.

Krondyr

Krondyr lever i det meste af året i småflokke, såkaldte rudler, på 5-10 dyr. Rudlerne er størst i sommerhalvåret og mindst om vinteren. Hinder (hundyr) og hjorte (handyr) lever gerne i rudler med andre af samme køn. Individerne i en hindrudel er ofte beslægtede søstre og døtre med en erfaren førerhind i spidsen.

 FIGUR 8-6. Sammenhængen mellem rådyrbestandens årlige tilvækst og andelen af vintergrønne marker i Danmark. Stigningen i andelen af vintergrønne marker skyldes bl.a. Vandmiljøplan II’s krav om mindst 65 % vintergrønne marker. Vinterafgrøderne er med til at sikre tilstrækkelig med føde til rådyrene, således at flere dyr overlever vinteren. Det giver mulighed for en voksende rådyrbestand.

FIGUR 8-6. Sammenhængen mellem rådyrbestandens årlige tilvækst og andelen af vintergrønne marker i Danmark. Stigningen i andelen af vintergrønne marker skyldes bl.a. Vandmiljøplan II’s krav om mindst 65 % vintergrønne marker. Vinterafgrøderne er med til at sikre tilstrækkelig med føde til rådyrene, således at flere dyr overlever vinteren. Det giver mulighed for en voksende rådyrbestand.

Hos krondyrene bygger den indbyrdes rangorden på dominans: hvem er den stærkeste lige nu. Rangordenen afgøres under brunstkampene i september, men kan ændre sig i løbet af året, f.eks. har den dominerende han, pladshjorten, så travlt med at holde sammen på sit harem i brunsttiden, at den taber 10-20 % af sin kropsvægt og styrke, fordi den knap har tid til at æde.

Græsser og lyng er krondyrenes vigtigste føde, men også kimplanter og unge skud af både løv- og nåletræer indgår i kosten. Fordelen ved at færdes i rudler er, at alle kan udnytte en føderessource, f.eks. en skoveng eller en nyplantet bevoksning, på det optimale tidspunkt og vende tilbage igen, når nye knopper og spirer har udviklet sig. Det er en fourageringsstrategi, som ikke altid er lige populær i skovbruget, da den ofte giver store udgifter til hegn om nyplantninger, men som til gengæld holder tilgroning i ave og bevarer lysåbne pletter i skoven til glæde for mange af skovens mindre dyr.

Rådyr

 FIGUR 8-7. Skovens rådyr indtager en stor del af deres føde på de omgivende marker, især om vinteren.

FIGUR 8-7. Skovens rådyr indtager en stor del af deres føde på de omgivende marker, især om vinteren.

Rådyret er vores mindste og mest almindelige hjorteart. Som alle andre hjorte er rådyret en drøvtygger, hvis 4-delte mave kan nedbryde plantecellulose. Til gengæld kræver det en aktivitetsrytme med koncentreret fouragering og hvileperioder med drøvtygning. Rådyret har et højt energiforbrug pr. vægtenhed, og fødens kvalitet er afgørende for, hvor lang tid fordøjelsen tager, idet letfordøjelige emner som f.eks. sukkerstoffer og visse proteiner, som nyspirede kimplanter er rige på, kan passere uden om vommen. Er der til gengæld kun gammelt græs med højt fiberindhold til rådighed, kan nedbrydningsprocessen gennem de fire maver blive så langvarig, at dyret sulter med mad i vommen. Det er derfor ikke ubegrundet, at jægerne omtaler rådyret som skovens “feinschmecker”, der ikke kun nipper energirige skud og knopper, men også vælger sine favoritter ud fra, hvornår de er lettest fordøjelige.

I dag er ca. 70 % af landbrugsarealet grønt om vinteren og udgør en attraktiv føderessource i vinter- og forårsmånederne, hvor det ellers kan være svært for rådyrene at finde føde nok (figur 8-6). I skoven er bøgekimplanter en yndet spise, fra de spirer i maj og frem til midten af juni, hvor deres fiberindhold bliver for højt. I oldenår kan rådyret i perioder leve næsten udelukkende af de fedt- og stivelsesholdige bog og agern. Rådyrets livret i det vestlige Jylland er lyngskud, mens anemoner udgør op mod en fjerdedel af rådyrets samlede fødeindtag i det østlige Danmark. Om vinteren er anemonernes jordstængler næsten tre gange lettere at fordøje end bøgeknopper. Desuden har rådyr særlige enzymer i leveren, som gør dem i stand til at æde giftige planter som taks og ranunkel.

 FIGUR 8-8 (a). Rådyrene lever typisk enkeltvis i sommerperioden, mens de i vinterperioden samles i mindre grupper, som også fouragerer uden for sommerens aktivitetsområder. Råbukken har færdigudviklet opsats (gevir) i marts-april og brunst allerede i juli-august. Hunnen, råen, har imidlertid forlænget drægtighed, idet det mikroskopiske foster har et hvilestadium på fire-fem måneder fra parringen og indtil først i januar, hvor det begynder at vokse. Dette er en fremragende tilpasning, som tillader bukkene at have territorier og brunst i den tid, hvor de er stærkest og i bedst foderstand, samtidig med at lammene først fødes om foråret, når klima og fødesituation er optimal.

FIGUR 8-8 (a). Rådyrene lever typisk enkeltvis i sommerperioden, mens de i vinterperioden samles i mindre grupper, som også fouragerer uden for sommerens aktivitetsområder. Råbukken har færdigudviklet opsats (gevir) i marts-april og brunst allerede i juli-august. Hunnen, råen, har imidlertid forlænget drægtighed, idet det mikroskopiske foster har et hvilestadium på fire-fem måneder fra parringen og indtil først i januar, hvor det begynder at vokse. Dette er en fremragende tilpasning, som tillader bukkene at have territorier og brunst i den tid, hvor de er stærkest og i bedst foderstand, samtidig med at lammene først fødes om foråret, når klima og fødesituation er optimal.

 FIGUR 8-8 (b). Hunnen, råen, har forlænget drægtighed, idet det mikroskopiske foster har et hvilestadium på fire-fem måneder fra parringen og indtil først i januar, hvor det begynder at vokse.

FIGUR 8-8 (b). Hunnen, råen, har forlænget drægtighed, idet det mikroskopiske foster har et hvilestadium på fire-fem måneder fra parringen og indtil først i januar, hvor det begynder at vokse.

Råbukken færdes alene fra april til oktober og forsvarer i denne periode et territorium, der typisk indeholder 2-3 råers aktivitetsområder. Råen forsvarer ikke territorium, men lige inden hun sætter lam i april-maj, jages sidste års afkom ud i yderkanten af hendes aktivitetsområde eller længere væk. I vinterperioden samles rådyr til gengæld ofte i småflokke på 3-6 dyr, som bedre kan opsøge åbne marker og skiftes til at holde udkik efter eventuelle fjender.

Når bukkens opsats er færdigudviklet om foråret, “fejes” den tørre hud af mod småtræer og grene. Samtidig afsættes duftmarkering fra en kirtel i panden. Territoriehævdende bukke fejer og skraber i jorden hele sommeren som tegn til andre bukke om, at “området er optaget”.

Boks 8-3: Konflikter og samspil mellem hjorte og mennesker

Dyrene må dele skoven med skovarbejdere, jægere, skovtursgæster, orienteringsløbere og mange andre. I det store og hele går det godt, omend samspillet ikke altid er gnidningsløst. Rådyrets forkærlighed for bøgekimplanter er ikke populært i skovbruget, især ikke hvor man forsøger at forynge skoven naturnært ved selvsåning. Selv om rådyrenes sociale struktur med individuelle aktivitetsområder og territorier forhindrer en massiv afgræsning, kan 30-40 % af de nyspirede bøge godt ende i rådyrmaver. Og krondyr kan anrette langt større skader. Desuden har krondyr en tendens til at flå eller gnave bark af nåletræer. Årsagen til denne skrælning er ukendt, men er sandsynligvis mangel på bestemte næringsstoffer.

På den anden side begrænser menneskene i skoven dyrenes adfærd og bestandsstørrelser. Jagten gør hvert år indhug i hjortebestandene. Derudover gør jagt dyrene mere sky og sårbare over for forstyrrelser. Når dyrene fravælger bevoksninger med stort publikumspres formindskes deres fourageringsområder, så der reelt bliver plads til færre dyr. Orienteringsløb og natløb er særligt forstyrrende, fordi de ikke følger ruter og aktivitetsmønstre, som dyrene har vænnet sig til. Derfor flygter dyrene hurtigere og løber længere end ellers, hvilket udsætter dem for ekstra fare under flugten og desuden koster dem dyrt i energiforbrug, hvilket igen betyder at de skal æde mere og derfor har endnu mindre hviletid.

NID-4-364.png

Krondyrskrællet granstamme. Foto: P. Friis Møller.

Da der ikke længere er store rovdyr i Danmark, er rådyrets værste fjender ræven og mennesket. Længere nordpå i Skandinavien kan ræve tage voksne rådyr i perioder, hvor flugten hæmmes af højt snedække. Herhjemme er ræven dog som regel kun en trussel for voksne rådyr, der er svækket af sygdom, sult, påkørsel eller anskydning.

Lammene er imidlertid sårbare de første uger efter fødslen, hvor de kun vejer få kilo og endnu ikke kan løbe fra en ræv. I den periode må de ligge skjult eller forsvares af moderen. Typisk går det ud over tvillingefødsler, da råen har svært ved at forsvare to lam. Der findes ikke detaljerede danske undersøgelser over ræves angreb på rålam, men svenske data viser, at ved høj rævetæthed kan mere end halvdelen af de nysatte lam ende som rævebytte. Det lyder af rigtig mange, men det er værd at bemærke, at danske jægere i 1990'erne hvert år nedlagde ca. 100.000 rådyr i Danmark, svarende til ca. en tredjedel af den samlede efterårsbestand, uden at bestanden faldt.

Skovens gnavere og insektædere - frøspredere og føderessource

Egernet er nok den gnaver, som almindelige skovgæster hyppigst møder i skoven. Det er dog skovens mus, som har de største bestande og den største betydning for skoven, både som frøspredere og som fødegrundlag for andre af skovens dyr og fugle.

Musene kan opdeles i 3 grupper: Ægte mus (halsbåndmus, skovmus, dværgmus), studsmus (rødmus, nord- og sydmarkmus, mosegris) og spidsmus (almindelig spidsmus, dværgspidsmus og vandspidsmus). Ægte mus og studsmus er gnavere, mens spidsmus er insektædere ligesom flagermus, muldvarp og pindsvin. I gamle løvskove i det sydøstlige Danmark findes også en syvsover, hasselmusen, og i Thy og det sydlige Jylland også en hoppemus, birkemusen. Både hasselmus og birkemus er sjældne arter med behov for særlig beskyttelse.

Egern

 FIGUR 8-10. I Örebro Len i Sverige har forskere fulgt egernbestandens svingninger gennem en årrække og sammenholdt bestandsstørrelsen med vinterens tilgængelighed af grankogler. I år med mange kogler overlever flere egern. Foråret efter er der derfor flere hunegern, der får unger, og bestanden stiger. Egern i danske blandingsskove har typisk en længere spiseseddel end egern i svenske nåleskove, men granfrø spiller stadig en meget stor rolle og indvirker også i Danmark på egernets ynglesucces og bestandsstørrelse.

FIGUR 8-10. I Örebro Len i Sverige har forskere fulgt egernbestandens svingninger gennem en årrække og sammenholdt bestandsstørrelsen med vinterens tilgængelighed af grankogler. I år med mange kogler overlever flere egern. Foråret efter er der derfor flere hunegern, der får unger, og bestanden stiger. Egern i danske blandingsskove har typisk en længere spiseseddel end egern i svenske nåleskove, men granfrø spiller stadig en meget stor rolle og indvirker også i Danmark på egernets ynglesucces og bestandsstørrelse.

Alle danske egern tilhører samme art, men findes i mange genetisk bestemte farvevariationer fra rød til næsten sort. Farven blev tidligere tolket som tilknytning til en bestemt skovtype: Det sorte egern blev anset for at være en løvskovsform, mens det røde var knyttet til nåleskov. Fordelingen af farvetyper er dog mere kompliceret end som så – også fordi den nuværende danske egernbestand er en blanding af oprindelige og indførte dyr med forskellig oprindelse (både tyske og svenske egern er ved forskellige lejligheder blevet udsat i Danmark (figur 8-9).

I dag er de jyske egern hovedsagelig røde eller brune, mens de sorte egern dominerer på Fyn. Dog er der både røde og sorte egern i Nord- og Østjylland og på Midtsjælland. De bornholmske egern stammer fra udsatte skandinaviske dyr med en mere grålig vinterpels. Jyske og nordtyske egern svarer genetisk til hinanden, så der er ikke hold i historien om, at alle egern i Jylland skulle stamme fra udsatte svenske dyr.

Inden for sit aktivitetsområde har egernet behov for gode hvile- og yngleskjul i træhuller eller runde reder af kviste, blade og mos, tit anbragt tæt ind til stammen i høje, tætte graner. Hvert egern har ofte 3-5 reder i brug samtidig og skifter mellem dem, måske for at undgå parasitter. Der er sjældent mere end ét egern i samme rede, bortset fra når hunnen har unger.

 FIGUR 8-9. De danske egernbestande 1933-34 tegnet ind på kort, der viser sandsynlige oprindelige og indførte bestande.

FIGUR 8-9. De danske egernbestande 1933-34 tegnet ind på kort, der viser sandsynlige oprindelige og indførte bestande.

En egernhun får normalt 1-2 kuld om året med 3-6 unger afhængig af hendes foderstand, som igen er afhængig af det foregående års koglesætning, da over halvdelen af egernets vinterføde består af nåletræfrø. En årrække med lille koglesætning kan banke en egernbestand helt i bund, således som det f.eks. skete i Danmark i 1975-85. Frø af rød-gran og skovfyr foretrækkes, mens lærke- og sitka-granfrø kun nødtvungent ædes. Også agern og bog er populære. De gemmes ofte til vinteren, og det har vist sig, at egern er gode til at finde depoterne igen. Når lejlighed byder sig, tager egernet også knopper, svampe, bær, insekter, fugleæg og fugleunger.

Egernets popularitet har været svingende. Foruden sit nok noget ufortjente ry som æggerøver ødelægger egernet mange nye nåletræsskud under sin søgen efter friske knopper. I 1930'erne blev egernet derfor anset for at være så stor en plage, at staten udbetalte skydepræmier for nedlagte egern. Et halvt århundrede senere var holdningen til egernet dog vendt så meget, at arten blev totalfredet i 1994.

 FIGUR 8-11 (a). Halsbåndsmus, en af skovens almindelige mus.

FIGUR 8-11 (a). Halsbåndsmus, en af skovens almindelige mus.

 FIGUR 8-11 (b). Rødmus, en af skovens almindelige mus.

FIGUR 8-11 (b). Rødmus, en af skovens almindelige mus.

Skovens mus

Rødmus og halsbåndmus er typiske “skovmus”. Til gengæld forekommer skovmusen, trods navnet, kun sjældent i skoven, men foretrækker åbent land, overdrev og småbiotoper. Åbne, udyrkede arealer med høj græsvegetation er markmusenes foretrukne domæne, og hvor sådanne områder findes inde i skoven (f.eks. skovenge, moser og nykulturer), finder markmusene dem hurtigt. På vej til nye græsarealer krydser markmus lejlighedsvis skovbryn eller højstammet skov uden undervækst, men lever der ikke permanent.

Også dværgmusen ynder skovenge og nykulturer, hvor den kan bygge sin kuglerunde græsrede 1/2-1 m over jorden. I år med mange dværgmus er den også talrig i gamle, kratrige skovbryn.

 FIGUR 8-12. Musenes fordeling i skoven. Halsbåndmus og rødmus dominerer i den sluttede skov, mens markmusen hurtigt finder nykulturer og andre græsdækkede arealer. På trods af navnet, findes skovmusen typisk kun i skovbryn og er mest knyttet til småbiotoper i det åbne land.

FIGUR 8-12. Musenes fordeling i skoven. Halsbåndmus og rødmus dominerer i den sluttede skov, mens markmusen hurtigt finder nykulturer og andre græsdækkede arealer. På trods af navnet, findes skovmusen typisk kun i skovbryn og er mest knyttet til småbiotoper i det åbne land.

Antalsmæssigt er rødmusen det almindeligste pattedyr i skoven. Da den tilmed ofte er dagaktiv og ikke særligt sky, er det den mus, man hyppigst ser i skoven. Den findes i de fleste skovtyper, men fortrækker steder med tæt undervækst, kvasbunker o.l., hvor der er noget at gemme sig i. Den klatrer godt, og finder man f.eks. barkgnav højt oppe i hyldebuske, er det med stor sandsynlighed rødmus, der har været på spil.

Traditionelt har mus været ildeset i skovbruget, især markmus, som på græsdækkede kulturarealer kan gøre stor skade ved at afgnave barken af den nederste del af stammerne på især unge bøge og andre løvtræer. Man forsøgte i flere år at bekæmpe skovens markmus med forgiftede musekorn, men det gik imidlertid oftest ud over halsbåndmusene.

 FIGUR 8-13 (a). Bestanden af rødmus i bøgeskov sammenholdt med mængden af bog (udtrykt som energiindholdet i træernes produktion af bog). Museår opstår typisk efter et godt frøår, hvor mange mus har haft mad nok til at overleve vinteren.

FIGUR 8-13 (a). Bestanden af rødmus i bøgeskov sammenholdt med mængden af bog (udtrykt som energiindholdet i træernes produktion af bog). Museår opstår typisk efter et godt frøår, hvor mange mus har haft mad nok til at overleve vinteren.

 FIGUR 8-13 (b). Antal rødmus.

FIGUR 8-13 (b). Antal rødmus.

Musene spiller en vigtig rolle for skovens økosystem: mus udgør op mod 80 % af føden for skovens ugler, og ca. 85 % af en musebestand ender som føde for musvåger, tårnfalke, ugler, ræve, katte og mårdyr. Også spidsmus ædes, selv om de har ildelugtende kirtler, som f.eks. natugler ikke bryder sig om.

Mange rødmus overlever kun 2-3 måneder. Til gengæld bliver de overlevende kønsmodne på et par måneder. Typisk vil en bestand af rødmus blive fordoblet 6-8 gange i løbet sommerhalvåret, så der i begyndelsen af efteråret er 30-50 individer pr. ha skov. Dog kan der være betragteligt flere året efter et godt oldenår, hvor særlig mange mus har overlevet vinteren (figur 8-12). Sådanne “museår” har imidlertid en indbygget reguleringsmekanisme: Når der bliver alt for mange mus, bryder systemet med individuelle aktivitetsområder sammen. Det giver hyppige møder og konflikter, der virker som børnebegrænsning, idet mange hunner aborterer, og de unge kønsmodnes langsommere. Derfor topper museår i skoven sædvanligvis midt på sommeren snarere end at gå helt grassat. Halsbåndmusen synes i øvrigt at blive hårdere reguleret af sociale processer end rødmusen og forekommer derfor sjældent i bestande på mere end 25 dyr pr. ha.

 FIGUR 8-14. Almindelig spidsmus.

FIGUR 8-14. Almindelig spidsmus.

I år, hvor eg, bøg og hassel har lille frøsætning, æder skovens mus alle de olden og nødder, de kan finde, og de få, der overses og når at spire næste forår, bliver ofte ædt som kimplanter. Når der er overflod, hamstrer især halsbåndmus til gengæld rigtig mange bog, agern og hasselnødder, som de begraver enkeltvis eller i små depoter i gangenes gulv eller sider. Set fra musenes side er det en god strategi, da de på den måde undgår at miste hele lageret på én gang, hvis der kommer ubudne gæster i gangene. Ofte gemmer musene imidlertid flere olden og nødder, end de kan æde i løbet af vinteren, og mange mus dør, inden de får ædt hele deres lager. Det kommer skoven til gode, da de tiloversblevne olden ligger perfekt for spiring, tilpas spredt og begravet i mineraljord et par centimeter nede i jorden.

Boks 8-4: Hasselmusen – skovens syvsover

Danmarks eneste art af syvsoverfamilien – hasselmusen – æder sig i løbet af efteråret så tyk og fed i saftige brombær, nødder m.m., at dens vægt næsten fordobles, hvorefter den ruller sig sammen i sin vinterrede og sover vinteren bort som en ægte syvsover.

Hasselmusen ynder tæt krat nær ydre skovbryn og lysninger i næringsrige løvskove. I modsætning til f.eks. markmusen er den dårlig til at sprede sig til nye steder. Det skyldes bl.a., at den helst bevæger sig oppe i buskadset og kun nødigt vover sig ned på jorden.

NID-4-367.png

Hasselmus. Foto: Minden/Scanpix.

Spidsmus

Både almindelig spidsmus og dværgspidsmus er almindelige i de fleste skovtyper, hvor de nidkært vogter over territoriets larver, biller og regnorme. Pibelyde i skoven hidrører ikke sjældent fra to spidsmus i territoriestrid.

Jo mindre et dyr er, jo højere ligger dets stofskifteniveau og dermed dets energibehov. Alt andet lige har små dyr det største energibehov pr. kg legemsvægt. Spidsmus, som i gennemsnit kun vejer ca. 10 g, skal hver dag konsumere lige så meget, som de selv vejer, så det er ikke overraskende, at de er aktive døgnet rundt, kun afbrudt af korte hvileperioder på 1-2 timer.

I modsætning til skovens øvrige småpattedyr yngler spidsmus normalt først i andet leveår. For at klare sig igennem vinteren har den en særlig strategi: Ikke kun nedsætter den sit aktivitetsniveau, den bliver også mindre, idet både muskelmasse og knogler skrumper for så at vokse igen næste forår.

Flagermus

Alle 17 danske flagermusarter kan findes i eller omkring skove. Af dem er vand-, dværg-, brun- og langøret flagermus almindelige i hele landet, mens andre arter er sjældne eller kun lokalt forekommende.

To arter er helt knyttet til skov: den meget sjældne Bechsteins flagermus og frynseflagermusen. Også brunflagermusen yngler og overvintrer så godt som altid i træhuller i skoven, mens arter som langøret flagermus, dværgflagermus og troldflagermus har ynglekvarter og dagophold i hule træer, men som oftest overvintrer de uden for skoven. Skimmelflagermus og sydflagermus yngler normalt ikke i skoven.

 FIGUR 8-15. En række flagermusarters karakteristiske flugtbaner i og omkring skoven.

FIGUR 8-15. En række flagermusarters karakteristiske flugtbaner i og omkring skoven.

De fleste flagermus finder og fanger insekterne i flugten, men langøret flagermus kan også tage edderkopper og insekter direkte på blade og grene. Flagermus er yderligere beskrevet i Flagermus samt i de derpå følgende afsnit.

Skovens rovdyr

Eftersom bjørn, los og ulv ikke længere findes i de danske skove, er de største rovdyr i dag ræv og grævling. Dertil kommer et antal mindre mårarter: Typisk træffes skovmår, husmår, ilder, lækat og brud i skove og andre trædækkede biotoper, mens odder og amerikanske mink (vild bestand baseret på undslupne farmdyr) er knyttet til vådområder med eller uden skov.

Småpattedyr er vigtige byttedyr for alle skovens rovdyr, dog tages også padder, fugle, æg, fisk og ådsler. Skovmåren er suverænt den bedste klatrer og tager flere egern og småfugle end de andre mårer, mens ilderen har en forkærlighed for tudser og frøer. Ifølge en polsk undersøgelse udgør skovens småpattedyr over 80 % af den konsumerede biomasse hos brud og lækat, mens padder udgør 94 % af ilderens efterårskost.

Grævlingen er en opportunist, hvis fødevalg varierer stærkt med årstid og vejrforhold. I to danske undersøgelser af grævlingers fødevalg fandtes ca. en fjerdedel vegetabilsk materiale (korn, bær m.m.), en fjerdedel padder og små pattedyr og godt 50 % regnorme, skarnbasser og andre leddyr. En voksen grævling kan æde 2-300 regnorme på en enkelt regnfuld aften.

NID-4-376.png

NID-4-377.png

FIGUR 8-16. Grævlingen (A) laver en karakteristisk grav (B) med mange udgangshuller og den karakteristiske fure, der fremkommer ved, at grævlingen under sit gravearbejde “bakker” et stykke ud, mens den fortsat graver og skubber jord og rester af redemateriale bagud med bagbenene, Denne typiske gravefure findes ikke ved rævegrave, hvor jorden blot graves ud i en stor bunke. Foto A: O. Gabrielsen, B: P. Friis Møller.

Ræv og grævling: ligheder og forskelle

Både ræv og grævling yngler i underjordiske gangkomplekser, der ofte har flere udgange. Grævlingen er den flittigste graver og er knyttet til sin hule året rundt, mens ræven ofte benytter andre skjul og hvilepladser uden for ynglesæsonen. Ræve indtager ofte tomme grave efter grævlinger. Det er som regel let at se, om en grav bebos af ræv eller grævling (figur 8-16).

Tidligere troede man, at grævlinger gik i dvale om vinteren i lighed med pindsvin og hasselmus. Nu ved man, at de kan være aktive hele vinteren afhængigt af vejret. Grævlinger kan dog nedsætte deres kropstemperatur 2-9 grader, hvilket giver lavere stofskifte og sparer på fedtreserverne. Ræven kan ikke nedsætte sit stofskifte og må derfor ud efter føde i al slags vejr. Grævlingen tilbringer mere end sit halve liv under jorden, og i modsætning til ræven forer den sin rede med græs eller andet plantemateriale, som trækkes hjem til hulen.

 FIGUR 8-17. Kort over beliggenheden af beboede grævlingegrave i Grib Skov. Efter J. Aaris Sørensen på Skov og Naturstyrelsens hjemmeside “Grævlinge på Frederiksborg skovdistrikt”.

FIGUR 8-17. Kort over beliggenheden af beboede grævlingegrave i Grib Skov. Efter J. Aaris Sørensen på Skov og Naturstyrelsens hjemmeside “Grævlinge på Frederiksborg skovdistrikt”.

I Danmark kan grævlinger leve hver for sig eller i familiegrupper eller klaner af beslægtede individer. Den enkelte klan holder gerne til ved det samme gravkompleks i generationer, med mindre de fordrives af biotopændringer såsom renafdrift, vejanlæg eller stærkt øget færdsel. Selv om grævlingen ikke hyppigt ses, da den er udpræget nataktiv, er den relativt almindelig i de fleste større skove. F.eks. rummer Gribskov i Nordsjælland (60 km2) mellem 25 og 30 beboede grave (figur 8-17).

Også ræve kan leve sammen i par eller mindre familiegrupper, men da der hvert år nedlægges 40-60.000 ræve, hvilket skønnes at være 40-50 % af den samlede sommerbestand, må de fleste ræve danne nye familier hvert år. Ræven tilpasser sig nemt de mange forstyrrelser i bynære skove, mens grævlingen er mere sky og fortrækker fra skove med stor menneskelig aktivitet.

Skovmår

Som de fleste mårdyr lever skovmåren alene det meste af året. Hvert individ har et stort aktivitetsområde, og hanner og hunner undgår hinanden det meste af året. I Polen har man fundet, at skovmåren har et aktivitetsområde på 130-230 ha, hvilket nok også nogenlunde passer under danske forhold. Da skovmåren i tilgift er ganske sky, ses den sjældent.

 FIGUR 8-18. Skovmårens udbredelse i Danmark. Skovmåren er knyttet til de store skovområder i Himmerland, Midtjylland, Djursland og i Midt- og Nordsjælland. Skovmåren er en sjælden gæst på Fyn og bortset fra Als er den ikke konstateret på danske småøer.

FIGUR 8-18. Skovmårens udbredelse i Danmark. Skovmåren er knyttet til de store skovområder i Himmerland, Midtjylland, Djursland og i Midt- og Nordsjælland. Skovmåren er en sjælden gæst på Fyn og bortset fra Als er den ikke konstateret på danske småøer.

Det er en art, som traditionelt forbindes med store, sammenhængende skovområder, og den er da også hyppigst fundet i de skovrigeste egne af Danmark (Himmerland, Djursland og Midtog Sydsjælland). Imidlertid er der i Tyskland registreret skovmår i fragmenterede landskaber med mindre skove, så måske har skovmåren flere muligheder i Danmark, end det umiddelbart ser ud til. I forbindelse med det dansk pattedyratlas (boks 8-1) registrerede man ganske mange trafikdræbte dyr, også uden for skoven, hvilket indikerer, at skovmåren også færdes i det åbne land.

Brud og lækat

Bruden er skovens mindste rovdyr. Lækatten er generelt større, men overlap i størrelse mellem brud og lækat forekommer. Lækatten har dog altid sort halespids og er det eneste dyr i Danmark, der bliver hvidt om vinteren.

De to arters føde og biotopvalg ligner hinanden så meget, at det kan undre, at den større og stærkere lækat ikke for længst har udkonkurreret den mindre brud. Forklaringen er måske, at mens lækatten i kraft af sin større kropsvægt sætter sig på de bedste habitater, er bruden hurtigere til at kolonisere nye områder, da den har en større formeringsevne. I modsætning til lækatten kan brudens første kuld unger nå at sætte afkom i verden samme sommer, som de selv er født. Bruden kan desuden forfølge mus ned i deres gange og har derfor også større chance end lækatten for at klare sig, hvor der ikke er så mange mus.

 FIGUR 8-19. Lækat i sommerdragt.

FIGUR 8-19. Lækat i sommerdragt.

Pattedyr på vej

Der er til stadighed nye arter på vej til at etablere sig i Danmark, enten ved indvandring, udslip eller bevidst udsætning.

Enkelte af dem er europæiske arter, som tidligere har været hjemmehørende i Danmark, f.eks. vildsvinet, som allerede findes bag hegn i flere danske skove, bl.a. Tofte Skov i Lille Vildmose. I Nordtyskland findes en stor bestand af fritlevende vildsvin, og enkelte dyr krydser af og til grænsen. Af frygt for svinepest bortskydes disse individer i Danmark, men mon ikke der snart er basis for en dansk bestand? Også den europæiske ulvebestand rykker nærmere. I 2007 blev en ulv trafikdræbt kun et par hundrede km syd for den danske grænse, og det er ikke langt for en ulv, som sagtens kan vandre 500-900 km. Med de mildere vintre er der også gode muligheder for at nye flagermusarter, som i dag har en sydligere forekomst, vil indvandre af sig selv, bl.a. stor museøre og Leislers flagermus, som begge fouragerer i og omkring skoven.

 FIGUR 8-20. En række pattedyrarter står på spring til at invadere Danmark fra forskellige verdenshjørner. Nordfra brun bjørn og elg, østfra los og ulv og sydfra vildsvin, vaskebjørn, mårhund og grå egern. Bjørn, elg, los, ulv og vildsvin er tidligere “danske” arter, mens de europæiske bestande af vaskebjørn, mårhund og grå egern stammer fra udsatte dyr.

FIGUR 8-20. En række pattedyrarter står på spring til at invadere Danmark fra forskellige verdenshjørner. Nordfra brun bjørn og elg, østfra los og ulv og sydfra vildsvin, vaskebjørn, mårhund og grå egern. Bjørn, elg, los, ulv og vildsvin er tidligere “danske” arter, mens de europæiske bestande af vaskebjørn, mårhund og grå egern stammer fra udsatte dyr.

De fleste pattedyr, der er på vej til at etablere sig i Danmark, er imidlertid dyr, som oprindeligt er indført, men nu har etableret levedygtige bestande i Europa. F.eks. er den nordamerikanske vaskebjørn, den østasiatisk mårhund og den sydamerikanske sumpbæver under spredning i Tyskland, og i England og Italien har man udsat amerikanske grå egern, som breder sig hastigt.

Udsætning og indvandring af ikke-hjemme-hørende dyr betragtes som faunaforfalskning og er generelt uønsket, bl.a. fordi det kan have uønskede virkninger på den lokale fauna. En frygt for, at vaskebjørnene ville decimere bestandene af ynglende vandfugle, har dog hidtil vist sig ubegrundet, selv om vaskebjørnene plyndrer mange andereder. Til gengæld har det udsatte grå egern på det nærmeste udkonkurreret det røde europæiske egern i England, så man må se med stor bekymring på de ekspanderende bestande på det europæiske fastland. Som et kuriosum kan nævnes, at der i Nørreskoven ved Furesøen i Nordsjælland lever en lille bestand af undslupne eller udsatte sibiriske jordegern, som måske vil kunne brede sig yderligere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hanne Hübertz: Skovenes pattedyr i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=485030

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk