Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skovenes fugle

Oprindelig forfatter HHz

En forårsmorgen i skoven: Et væld af fuglesang, et sted trommer en spætte på et udgået træ, en skovskade skræpper op, og højt oppe over skoven skriger en musvåge. Som altid høres skovens fugle mere, end de ses. Men selv om de ikke altid er til at få øje på, er der mange af dem. Skoven er det danske landskabs højhusbyggeri, hvor fuglene kan bo og søge føde i flere “etager”: på jorden, i busklaget og i trækronerne.

Hver niche i skoven er udnyttet: De høje trækroner, de tætte buskadser, kvasbunkerne, den fugtige skovbund, de frodige mosehuller og skovbrynene med klatrende og slyngende brombær og kaprifolie. Derfor er antallet af ynglefugle pr. ha mange gange større i skoven end i det åbne land. Kun i gamle frodige parker og haver findes tættere bestande. I en almindelig blandet løvskov finder man i gennemsnit ca. 1.000 par ynglende fugle pr. km2 mod kun ca. 100 par pr. km2 i agerlandet.

Boks 8-5: Gammel naturskov er den fuglerigeste skovbiotop

Gammel naturskov og parkagtig græsningsskov med gamle træer er særdeles fuglerige hvad angår såvel arts- som individtæthed. F.eks. rummer Jægersborg Dyrehave en af Danmarks tætteste og mest varierede fuglebestande, til trods for de mange skovgæster og andre forstyrrelser.

En sammenlignende undersøgelse af yngletætheden i danske naturskove og tilsvarende løvskove med forstlig drift foretaget i 1997 gav 12-17 fuglepar pr. ha i gammel urørt skov mod kun ca. en tredjedel af dette antal i tilsvarende gammel dyrket skov. Antallet af hulrugende arter var to-tre gange større i den urørte skov end i den dyrkede. En klar indikator for, at der mangler redehuller i dyrket skov.

NID-4-382.png

Fugle i naturskov kontra kulturskov. De lysegrønne søjler viser det samlede antal fuglepar pr. ha, og de mørkegrønne viser hvor stor en andel heraf, hulrugende arter udgjorde. Den urørte skov er her Høstemark Skov, mens den dyrkede er repræsenteret ved et gennemsnit fra 8 forskellige forstligt drevne skove. Efter Brøgger-Jensen i Sørensen & Thomsen (red.), 1992.

De fleste småfugle kan finde både føde og redesteder nok inden for skoven og bliver derfor her, mens andre fuglearter udnytter skovens gode boligforhold, men fouragerer udenfor. Flokke af skovduer på nyspirede korn- eller ærtemarker er et velkendt syn, og skovens stære søger størstedelen af deres føde på omkringliggende græsmarker og i haver.

Annonce

Skovens større fugle, f.eks. råger, fiskehejrer eller skarver (se Omfordeling af næringsstoffer), har alle henlagt deres fødesøgning til arealer uden for skoven, mens skovens træer benyttes som “stilladser” for at få rederne højt til vejrs uden for ræves og andre rovdyrs rækkevidde. Også ørne og musvåger flyver langt uden for skoven for at hente føde nok til deres unger.

Ynglefugle

Krav til skoven

For alle fugle gælder, at tre krav skal være opfyldt, for at de kan finde sig til rette: tilstrækkelig føde, sikre skjulesteder og gode ynglebetingelser. De fleste af skovens små og mellemstore fugle lever af smådyr og insekter, men også frø og bær har stor betydning, især for efterårets trækgæster og de fugle, som bliver i Danmark om vinteren. For ugler og rovfugle er en god bestand af småpattedyr, padder og mindre fugle vigtig.

De fleste fugle er villige til at strejfe omkring efter gode fødekilder om efteråret og vinteren, men i yngletiden skal føden være let tilgængelig og tæt på redestedet. Når man som f.eks. en sortmejse skal fodre hver af sine unger ca. 50 gange om dagen, er det ikke ligegyldigt, hvor langt den skal flyve hver gang. Fødens betydning illustreres også af figur 8-21, der viser sammenhængen mellem musvitbestande og oldenår.

 FIGUR 8-21 (a). Sammenhæng mellem oldenår og musvitbestande.

FIGUR 8-21 (a). Sammenhæng mellem oldenår og musvitbestande.

 FIGUR 8-21 (b). Musvit.

FIGUR 8-21 (b). Musvit.

Når det gælder skjul og redemulighed, er der i princippet to muligheder: træhuller eller åbne reder i løvhang, kvas eller bundvegetation.

Figur 8-22 viser skematisk, hvordan fuglebestanden varierer, efterhånden som en skov eller en bevoksning gror op og udvikler forskellige skjul- og redenicher.

I en nyplantning er der kun plads til nogle få arter, som yngler på jorden eller i lavt buskads, f.eks. skovpiber og gulspurv. Senere, når bevoksningen gror til, flytter de buskrugende fugle ind, f.eks. gærdesanger, løvsanger, solsort og rødhals. I bevoksningens første år som sluttet skov er der sjældent undervækst, og det er normalt også småt med hullede træer og barkrevner. Her yngler næsten kun bogfinker og hist og her en sortmejse i en gammel stub eller en gærdesmutte i en kvasbunke.

Efterhånden som bevoksningen ældes og bliver mere varieret, kommer flere fugle til, bl.a. arter som pirol og kærnebider, der holder til i trætoppene. Også hulrugende arter som spætter og mejser indfinder sig. Faktisk er en af de mest afgørende faktorer for fuglebestandens størrelse i skov mængden af gamle træer, især af store, svækkede og døde træer med dødt og frønnet ved, naturlige hulheder og barksprækker. Her er masser af insektlarver, barkbiller m.m., som kan tiltrække fuglene og samtidig give gode muligheder for at finde redehuller (boks 8-6).

Bestande i løvskov og nåleskov

Bogfinken er Danmarks mest almindelige skovfugl med en yngletæthed i skov på mere end 100 par pr. km2 og en samlet landsbestand på næsten 2 millioner par. Sammen med arter som solsort, ringdue, sangdrossel og gransanger kan bogfinken træffes i næsten alle skovtyper, mens de fleste andre fuglearter er knyttet til en bestemt skovtype eller træart. Havesanger, blåmejse og spætmejse er typiske løvskovsfugle, mens grønsisken ofte veksler mellem nåleskov og løvskov. Om foråret ernærer den sig fortrinsvis af granfrø, mens den resten af året har en forkærlighed for birke- og ellefrø.

 FIGUR 8-22. Tilgroningsstadier og nyplantede skove domineres af jord- og buskrugende fuglearter. Efterhånden som skoven gror til kommer flere fugle med rede i trækronerne til, men den unge skov har færre skjulesteder for busk- og jordrugende fugle. Da der her heller ikke er særlig mange redemuligheder for hulrugende fugle, er den unge, ensaldrende bevoksning typisk den mest fuglefattige. I ældre og gamle bevoksninger kan en betragtelig del af den samlede fuglebestand udgøres af hulrugende fugle, mens såvel træ- som buskrugende fugle igen har fået bedre kår.

FIGUR 8-22. Tilgroningsstadier og nyplantede skove domineres af jord- og buskrugende fuglearter. Efterhånden som skoven gror til kommer flere fugle med rede i trækronerne til, men den unge skov har færre skjulesteder for busk- og jordrugende fugle. Da der her heller ikke er særlig mange redemuligheder for hulrugende fugle, er den unge, ensaldrende bevoksning typisk den mest fuglefattige. I ældre og gamle bevoksninger kan en betragtelig del af den samlede fuglebestand udgøres af hulrugende fugle, mens såvel træ- som buskrugende fugle igen har fået bedre kår.

Nåleskoven rummer generelt færre fugle end løvskoven. Det er der tre grunde til: For det første, fordi den fremherskende måde at dyrke nåletræ på her til lands har været tætte ensaldrende bevoksninger uden bunddække eller undervækst. For det andet, fordi nåleskov ofte dyrkes på mere næringsfattig jordbund end løvskov, hvor produktionen af føde derfor er lavere. Og for det tredje, fordi nåleskov ikke er naturligt hjemmehørende i Danmark, og de typiske nåleskovsfugle stadig er under indvandring. Fuglekongen kom formentlig sidst i 1700-tallet, mens både korsnæb, sortmejse og topmejse først blev danske ynglefugle i anden halvdel af 1800-tallet – samtidig med fremkomsten af de store nåletræsplantager.

Bestande i skovbryn og vådområder

Skovbryn er normalt meget fuglerige biotoper. Foruden de egentlige skovfugle yngler her også arter, som hører til i det åbne land, men som i skovbrynet finder skjul og sang- eller udkiksposter. Det er f.eks. gulspurv, tornsanger, gærdesanger og skovpiber. I tilgift er skovbrynet ofte et af de få steder i kulturskoven, hvor gamle krogede træer får lov at blive stående. Derfor har de hulrugende fugle gode ynglemuligheder her.

En undersøgelse af 23 jyske skovbryn har dokumenteret, at næsten 40 % af ynglefuglene i gamle skovbryn er hulrugende arter (mod kun 10 % i almindelige produktionsbevoksninger), og samlet er antallet af ynglepar to-tre gange større i skovbrynet end i skovens indre. Op mod 80 % af skovens musvågereder ligger i skovens udkant med godt udsyn, større mulighed for at manøvrere og god adgang til musejagt i det åbne land.

Også skovens indre bryn mod lysninger og vådområder rummer mange fugle. I haver med vand findes næsten dobbelt så mange fugle som i haver uden vand, og det samme gælder i skoven: Hvor der er vand, er der også alt andet lige flere fugle. Gråænder, blishøns og rørhøns finder hurtigt nye vandhuller, og en enkelt vadefugl, svalekliren, sætter så stor pris på skovens vandområder, at den ofte yngler i gamle drosselreder nær skovens vandhuller.

Boks 8-6: Spætternes tilpasninger og nøglerolle i skoven

NID-4-386.png

Den store flagspættes næb er et fantastisk værktøj til at mejsle redehuller ud og hakke sig ind til vedboende insekter med. Ved hjælp af fjederophæng og støddæmpermuskler kan næbbet desuden fjedre i forhold til kraniet. Spættens lange tunge er velegnet til at trække insektlarver ud af deres gange med, og den stive hale og de specielle spættefødder med to forud- og to bagudrettede tæer giver god støtte på lodrette træstammer.

Den store flagspættes næb er et fantastisk velformet værktøj til at mejsle redehuller ud med, til at hakke sig ind til vedboende insekter i stammer og grene med og til at udføre lange trommesoloer for at markere sit territorium med. Man har beregnet, at en flagspætte kan udføre over 10.000 slag i døgnet – og hvert slag rammer med en fart, som svarer til 40 km i timen. Men hakkeriet er hårdt for spætterne. Den store flagspætte, som året igennem også er aktiv i “spætteværkstedet”, hvor den hakker frø ud af grankogler, slider i gennemsnit tre næblængder op om året. Men heldigvis vokser spætternes næb hele tiden, så det bevarer den samme længde.

Og et sindrigt “fjederophæng” af næbbet gør, at spætterne kan hakke og tromme uden at ødelægge både kranie og næb. Mellem næb og kranie sidder nogle bevægelige plader, som gør, at næbbet kan forskyde sig fjedrende i forhold til kraniet. I tilgift sidder et par store “støddæmpermuskler” på hver side af næbbet.

Også spættens tunge er usædvanlig; den er meget lang og har en klæbrig spids. Ikke alene er spidsen klæbrig, den er også forsynet med modhager, og tilsammen gør disse to bygningstræk det muligt at trække insektlarverne ud af deres gange.

For at få et godt fodfæste på lodrette stammer har spætten to fremadrettede og to bagudrettede tæer, som også kan drejes sidelæns. Desuden virker halen med de stærkt fortykkede fjerskafter som et ekstra støtteben, når fuglen trommer eller hakker redehul.

Spættehullernes betydning

En lang række småfugle “står i kø” efter et hul at bo i: blåmejse, musvit, sumpmejse, spætmejse, rødstjert, broget fluesnapper, huldue, stær, allike, ja selv vendehalsen, den eneste spættefugl, som ikke selv hugger sit redehul. Spætterne spiller en vigtig rolle i skoven ved at udmejsle flere redehuller, end de selv bruger. Selv om de sagtens kan bruge samme hul flere år i træk, vælger de fleste spættepar at lave et nyt hul hver ynglesæson. Med deres hakken efter bark- og træboende insekter laver de desuden masser af småhuller, som mejser og andre småfugle senere kan gennemsøge for smådyr, f.eks. edderkopper og barkbillelarver. Om foråret kan flagspætten også hakke huller i barken af forskellige løvtræer for at komme til vækstlaget, hvis saft den slikker op med tungen. Den flydende træsaft tiltrækker også både insekter og småpattedyr.

Omkring 1960 indvandrede sortspætten fra Sverige til Nordsjælland og Bornholm og er nu udbredt i store dele af landet. Den lever fortrinsvis af store myrer (især herkulesmyrer, men den røde skovmyre kan også gå an). Faktisk var man i dansk skovbrug ikke klar over, hvor hyppige herkulesmyrerne var, før sortspættens hakken gjorde opmærksom på dem. Om sommeren kan myrer udgøre mere end 90 % af sortspættens føde. Ligesom flagspætten foretrækker sortspætten redetræer, hvor veddet har en svaghed eller er mørnet, men lige så ofte mejsler den sit store redehul ud i tilsyneladende raske træer. Den yngler i både løv- og nåleskov, og når der i Danmark er fundet flest sortspættehuller i bøgetræer, skyldes det sandsynligvis blot, at der er flest af dem i den rette størrelse. Et sortspættebo anbringes normalt 8-14 m oppe i træet og redekammeret har en “diameter” på ca. 25 cm, så der skal jo et træ af en vis dimension til. Ca. 50 % af sortspætterne bruger samme redehul i flere år, mens resten overtages af andre arter. Hulduen kan sandsynligvis takke sortspætten for sin fremgang de seneste år, og i 1980’erne boede samtlige nyindvandrede perleugler på Bornholm i gamle sortspættehuller. (Se også boks 8-7).

Der er rift om naturlige hulheder og forladte spættehuller. Heldigvis er de fleste hulrugende arter villige til at yngle relativt tæt i områder med mange redehuller, f.eks. gamle ellemoser, og så fouragere i et større område af skoven. Her er spætmejsen dog en undtagelse. Den tolererer kun sin egen familiegruppe inden for sit territorium. Her kan det til gengæld være svært at finde et passende redehul, men det har spætmejsen en snild løsning på: Den kliner ler omkring åbningen på større huller, så de kommer til at passe i størrelsen. Sådan undgår den også konkurrence om hullet med større arter som stær og allike. Spætmejsens “kollega”, den lille brune træløber, løser sit redeproblem ved at anbringe den i sprækker eller under løs bark.

NID-4-387.png

Forandringer i skovens fuglebestande

Ligesom hos pattedyrene er skovens fuglebestande i stadig forandring i takt med forandringerne i skovmiljøet, hvad enten disse forandringer skyldes årstidernes skiften eller klimaændringer, nye skovdyrkningsmetoder, ændret træartsvalg etc.

Overordnet set er der kommet flere træklædte biotoper i Danmark siden 1975, og i modsætning til engens fugle går det derfor rimelig godt for skovfuglene. Mange arter, som har været gode til at tilpasse sig kulturskoven, er gået frem, bl.a. ringdue, solsort og gransanger. For ringduen har det dog også haft betydning, at jagttiden er blevet forkortet, så duen reelt kan nå at få andet kuld på vingerne, før jagten starter.

Andre skovfugle, bl.a. vendehals, blåmejse og lille flagspætte, der foretrækker gammel urørt eller afgræsset skov, er det ikke gået lige så godt for. En del trækkende skovfugle har desuden problemer i overvintringsområdet, f.eks. påvirkes arter som rødstjert og løvsanger sandsynligvis af tørke i Afrikas Sahelområde.

Boks 8-7: To fugle med ændret status i skoven

Skovsneppen

NID-4-388.png

A. Skovsneppe. Foto: A. Kielland.

Ud over svalekliren er skovsneppen (figur A) den eneste rigtige “skov-vadefugl”, selv om skovens større vådområder naturligvis frekventeres af andre vadefugle. Skovsneppen har altid været talrig som trækgæst forår og efterår i Danmark. Fra gammel tid har man talt om “sneppefald”, når skoven en morgen pludselig vrimlede af snepper, og i mange år tillod man derfor forårsjagt på snepper uden forståelse for, at de mange snepper var ynglefugle på vej til både danske og skandinaviske yngleområder. Efter at forårsjagten på snepper ophørte, ses skovsneppen hyppigere og hyppigere som ynglefugl.

Med sin brune fjerdragt er skovsneppen så godt kamufleret, at den næsten falder i et med skovbunden. Selv forskere, der har radiopejlet skovsnepper, har kunnet stå få meter fra dem uden at kunne få øje på dem. Til gengæld hører man ofte skovsneppen, når den “knorter og pister” under skumringens parringsflugt hele foråret og forsommeren. Tidligere antog man, at denne flyvning tjente til at befæste yngleterritoriet, men under søgelser har vist, at flugten er hannens søgning efter parringslystne hunner. Når han hører en hun kalde, afbrydes flyvningen, og han bliver hos den pågældende hun til parringen er gennemført og æglægningen begyndt, hvorefter jagten på andre hunner genoptages. På den måde kan dominerende hanner nå at parre sig med 3-4 hunner på en sæson, mens hunnerne til gengæld er alene om rugningen og opfostringen af ungerne.

Munken

NID-4-389.png

B. Munk. Foto: A. Kielland.

Den lille sangfugl, munken (figur B), trækker normalt til Sydvesteuropa og England om efteråret. Imidlertid er der de seneste år registreret flere og flere overvintrende munke i Danmark. Dette skyldes sandsynligvis, at flere og flere centraleuropæiske munke af ukendte årsager er begyndt at trække mod nordvest til England i stedet for mod sydvest til Den Iberiske Halvø. Af disse falder nogle måske fra i Danmark, hvor vinteren er mildere end der, hvor de kommer fra. Det kan dog også være, at de mildere vintre har lokket danske munke til at overvintre. Munken klarer sig gennem vinteren, fordi den går over til at fouragere på smådyr og bær på skovbunden, mens den om sommeren mest jager insekter i buske og træer.

Til gengæld kommer nye arter til. Det kan dreje sig om arter, der er helt nye for Danmark, f.eks. de ovenfor nævnte nåleskovsfugle samt arter som sortspætte, perleugle og lille gråsisken (boks 8-1). Det kan også være arter, der har været forsvundne en årrække, men som nu genindtager gamle territorier, f.eks. ravn, havørn, sort stork og trane.

På trods af fredning siden 1922 var ravnen stort set udryddet i Danmark i 1950'erne. Nu er bestanden imidlertid på vej op igen, især fordi det siden 1967 har været forbudt at bekæmpe krage- og rovfugle med forgiftede æg og ådsler. Ravnen er skovens “ådselfinder” nummer ét, som kan spotte et dødt dyr på op til 10 km’s afstand. I Bialowiezaskoven i Polen har forskere opdaget, at det er ravnen, der leder ørnene til byttet og ikke omvendt.

Også havørn og kongeørn er igen danske ynglefugle. Efter næsten 100 år uden ynglende ørne i Danmark rugede det første par havørne igen i en dansk skov i 1996, og det første par kongeørne i 1999. I 2008 kunne 21 danske skove bryste sig af ynglende havørn og 2 skove af ynglende kongeørn, og bestanden er stadig stigende. Et skøn siger, at Danmark nok vil kunne huse 100-150 havørnepar.

Mens den hvide stork typisk søger føde i åbne moser og enge, er den sorte stork en skovfugl. Den var efter alt at dømme talrig i Danmark i Stenalderen og ynglede i enkelte danske skove helt frem til ca. 1920'erne. Dræning og omlægning af oprindelig løvskov gjorde dog sammen med ægsamling ende på dens status som dansk ynglefugl. Det sidste sikre danske ynglefund blev gjort i Tofte Skov i 1953, men sandsynligvis har der været enkelte yngleforekomster siden da. Den sorte stork har en så privat og “usynlig” livsstil i yngletiden, at den trods størrelsen let overses.

Siden 1952 har den haft selskab af en anden langbenet fugl, nemlig tranen, som efter i godt 100 år blot at have fløjet over Danmark på træk, nu atter yngler i store dele af landet og i 2008 var repræsenteret af ca. 80 ynglepar.

En ganske særlig nytilflytter til skoven er natravnen. For 100 år siden holdt den til på heder og overdrev, men efterhånden har den tilpasset sig et liv i nåleskovenes lysninger og renafdrifter. Antallet af ynglepar har holdt sig nogenlunde stabilt de sidste 25 år trods hedearealets tilbagegang, og det kan måske skyldes det nye levested.

Skovens rovfugle og ugler

Som de øverste i fødekæden blev rovfuglenes ynglesucces kraftigt påvirket af 1900-tallets udbredte brug af DDT og andre pesticider. Samtidig levede rovfuglene en fredløs tilværelse, fordi jægerne opfattede dem som konkurrenter til due- og fasanjagt. Forbuddet mod DDT og den generelle fredning af alle danske rovfugle i 1967 har imidlertid medført en kraftig fremgang i rovfuglebestanden, selv om adskillige arter, bl.a. duehøg og rød glente, stadig skydes illegalt eller dør som følge af ulovlig udlægning af forgiftede ådsler.

 FIGUR 8-23. Skovhornugle.

FIGUR 8-23. Skovhornugle.

Skovens almindeligste rovfugle er musvåge, hvepsevåge, duehøg og spurvehøg. Musvågen er den, man oftest ser, især når den kredser højt over skoven i parringsflugt eller for at vise andre musvåger, at området er besat. Hvepsevågen forlader sjældent skoven, men fouragerer i lysninger og skovenge, hvor dens fortrukne føde, hvepsekager og humleboer, findes.

Inde i skoven er det høgene, der regerer. De to arter, duehøg og spurvehøg, har en jagtteknik, som egner sig mellem skovtræerne: overraskelsesangreb. Med deres forholdsvis korte vinger og lange hale kan de manøvrere mellem grene og stammer og kaste sig mod byttet med stor kraft. Metoden virker bedst over for fugle på størrelse med jægeren, mens mindre fugle ofte reagerer endnu hurtigere og derved undslipper. Derfor jager den store duehøgehun fortrinsvis fugle i skovskade- og fasanstørrelse, mens den noget mindre han går efter solsort- og duestørrelse.

På grund af duehøgens forkærlighed for duer og fasaner har den været bekæmpet hårdt, og selv om den nu er i fremgang, er bestanden stadig lav. Meget tyder på, at de nuværende ca. 700 par duehøge kun svarer til ca. halvdelen af den bestand, der kunne være. Der er normalt mindst 2-5 km mellem hvert ynglepar, men generelt opretholder ældre veletablerede par større territorier end unge fugle. Falder de gamle par væk, er det ikke usædvanligt, at territoriet deles mellem flere par unge fugle.

Boks 8-9: Skovskaden som plantør

Hvor spætterne er nødvendige for at sikre tilgangen af redehuller (se boks 8-6), spiller skovskaden en nøglerolle som fødselshjælper for ny løvskov. Skovskaden lever hovedsagelig af bog, agern og hasselnødder, og for at sikre tilstrækkelig vinterføde, hamstrer den i perioder med meget mad. Nødder og olden gemmes i skovbunden under mos og græs eller i småhuller. Nogle af de olden, som skovskaden glemmer, spirer næste forår, og på den måde bidrager skovskaden til spredning af både bøg, eg og hassel. Med tiden bliver det til en hel del planter. Sandsynligvis er egens hurtige fremmarch ud over de jyske heder forbundet med skovskadens rolle som skovplantør.

NID-4-391.png

Skovskade. Foto: A. Kielland.

Spurvehøgens speciale er småfugle. Den danske bestand af spurvehøg er i fremgang med en anslået bestand på ca. 4.000 par. Der er i dag ynglende spurvehøg i skove over hele landet, fra jyske hedeplantager til bynære løvskove og københavnske parker.

I nattetimerne overlader høgene jagten til natugler og skovhornugler, som afsøger skovbunden for mus og andre småpattedyr. For at blive mæt skal hver ugle fortære 3-9 mus pr. nat, og uglernes ynglesucces og bestandsstørrelse følger derfor svingningerne i musebestandene. Hvor natuglen tidligere var den almindeligste ugle i skoven, har den i de seneste år måttet afgive denne position til skovhornuglen. Det skyldes bl.a., at natuglen helst yngler i træhuller, som der er mangel på (selv om den også kan yngle i åbne reder), mens skovhornuglen foretrækker gamle kragereder, som der er mange af. Dertil kommer, at skovhornuglen nemmere finder sig til rette i små plantager og levende hegn og synes at have lettere end natuglen ved at sprede sig til nye skove.

Vinterens fugleliv

Vinterskoven har sin egen fuglefauna. En stor del af ynglefuglene trækker sydpå. Til gengæld kommer der gæster nordfra, f. eks. silkehaler, korsnæb, drosler, kvækerfinker og nøddekriger, som gør sig til gode med, hvad der er levnet af bær, olden, granfrø og nødder.

 FIGUR 8-24. Mejsernes forskellige fordeling i træerne sikrer dem mod unødig indbyrdes konkurrence om føden.

FIGUR 8-24. Mejsernes forskellige fordeling i træerne sikrer dem mod unødig indbyrdes konkurrence om føden.

For de tilbageblevne mejser og andre småfugle er vinterens forløb afgørende for overlevelsen. Efter hårde vintre ses typisk en kraftig nedgang i bestandene af gærdesmutte, fuglekonge, rødhals og sortmejse. En anden væsentlig faktor for småfuglenes overlevelse er skovtræernes frøsætning – flagspætten er især afhængig af mængden af grankogler, mens gode oldenår fremmer mejsernes overlevelse. I Gribskov i Nordsjælland har forskere fulgt bestandene af musvit og blåmejse over mere end 25 år, og som det ses af figur 8-21 i afsnittet Ynglefugle er der en tydelig sammenhæng mellem mejsebestandens størrelse og mængden af bog i skoven.

For at undgå unødig konkurrence har vinterens mejseflokke en slags “arbejdsdeling”: Musvitterne søger især føde på stammernes øvre dele og på større grene, de mindre blåmejser og sortmejser tager de mindre grene og kviste, mens de endnu mindre fuglekonger gennemsøger de alleryderste kviste og nåle. Ofte følger også træløbere med mejseflokkene. De har praktisk nok specialiseret sig i at afsøge den nedre del af stammerne (figur 8-24).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hanne Hübertz: Skovenes fugle i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 16. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=485034

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk