Godt halvdelen af Danmarks padder har tilknytning til skov. De almindeligste er skrubtudsen, den lille vandsalamander og de tre brune frøer: butsnudet frø, spidssnudet frø og springfrø. Herudover træffes også stor vandsalamander og grøn frø i skoven og i landets sydlige egne også løvfrø og bjergsalamander.
I løbet af foråret kommer alle padder frem fra deres vinterdvale i jordhuller eller bundmudder og vandrer til deres ynglevandhul. Skovenes vandhuller er vigtige, men da de fleste padder ynder lavvandede og solbeskinnede vandflader, vælges ofte vandhuller i det åbne land. Efter parring og æglægning bliver nogle arter her, mens andre begiver sig på endnu en vandring til sommerfourageringsområdet, ofte en fugtig skovsump med et stabilt fugtigt mikroklima og bredt fødeudbud af orm og insekter.
Under vandringerne, som kan være på flere kilometer, bliver mange padder taget af fugle eller rovdyr eller dræbt i trafikken. Desuden er ca. 70 % af 1950'ernes vandhuller i skov og agerland forsvundet eller blevet uegnede som ynglesteder pga. dræning, opfyldning eller forurening. Det har betydet en kraftig tilbagegang for alle paddearter.
Lille vandsalamander – skovens almindeligste padde
Den lille vandsalamander er vidt udbredt i skoven (figur 8-25). Den tilbringer foråret i fladvandede damme, hvor den yngler, og sommeren i fugtig skovbund. Her skjuler den sig om dagen under sten og nedfaldne grene, mens den om natten går på jagt efter insekter og andre smådyr. Samtidig med, at den forlader sit vandhul, skifter den også udseende. Yngledragtens markante svømmebræmmer svinder ind og pletterne blegner, så de salamandre, man finder i skovbunden eller overvintrende i brændestakke og stenbunker, ligner små, lidt gennemsigtige firben.
De brune frøer fordeler sig efter skovtype
Nyudviklede frøer og tudser er ekstra sårbare over for udtørring og bliver derfor ofte ved ynglevandhullet til en dag med regn, hvor de så til gengæld spreder sig til alle sider. Dette fænomen har givet anledning til talemåden: “det regner med frøer”. I modsætning til den grønne frø, der sjældent bevæger sig ret langt væk fra vand, kan de brune frøer træffes overalt i fugtig skovbund. I praksis er det svært at skelne de tre arter af brune frøer, butsnudet frø (figur 8-26), spidssnudet frø og springfrø, fra hinanden. De adskilles på stemmen, benlængden og faconen på en lille knude på bagfoden, men som hovedregel gælder, at butsnudet frø er den mest almindelige løvskovsfrø, undtagen på Bornholm og øerne syd for Sjælland og Fyn, hvor springfrø kan dominerer. Spidssnudet frø træffes hyppigere i nåletræsplantager og hedemoser.
Brune frøer bliver kønsmodne som 2-3-årige, men af de 1.000-2.000 æg, som hver hunfrø lægger om foråret, overlever kun en brøkdel så længe. Frøer er nemlig en vigtig fødekilde for mange af skovens andre indvånere. Haletudser ædes bl.a. af fisk, vandkalve og ænder, mens voksne frøer især tages af snoge, rovfugle, hejrer, grævlinger og ildere. I tilgift ender mange nyudviklede frøer i maven på spidsmus og store løbebiller. I fiskerige vandhuller bliver næsten alle haletudser ædt. Dog undgår fiskene ofte skrubtudsens unger, da de allerede indeholder samme gift, som findes i de voksne tudsers kirtler. Derfor kan skrubtudser yngle i søer og vandhuller, hvor der også er fisk. Og er der mange tudser, kan de brune frøer også have en vis ynglesucces, sandsynligvis fordi fiskene her er vænnet til, at haletudser smager grimt.
Løvfrøen opretholder territorier i skovbryn og krat
I modsætning til de andre danske padder lever løvfrøen en god del af sit liv oppe i vegetationen, især i krat, hegn og lyse skovbryn med tæt undervækst af brombærranker. Løvfrøen er en god klatrer, bl.a. fordi dens fugtige hud nærmest klæber til løvets overflade. Den er også den eneste danske frø med territorieadfærd, dvs. at den sommeren igennem holder andre løvfrøer borte fra dens private del af skovbrynet, bl.a. ved højlydt kvækken. På trods af lyden og den irgrønne farve kan den dog være svær at få øje på, bl.a. fordi den kan gøre sig lysere eller mørkere for at falde i med omgivelserne.
Løvfrøen findes på Bornholm, er ret udbredt på Lolland, findes flere steder på Sjælland, på Fyn og over hele Als, flere steder i Sønderjylland, mellem Kolding og Vejle samt på Århus-egnen. Disse spredte bestande udgør artens nordvestligste bastion.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.