FIGUR 8-25. Lille vandsalamander.

.

FIGUR 8-26. Butsnudet frø – en af de tre arter af brune frøer, der træffes i skove.

.

FIGUR 8-27. Snog. Det viste dyr har lige indledt hudskifte, og derfor frem træder øjnene lyseblå.

.

FIGUR 8-28. Hugorm.

.

FIGUR 8-29. Stålorm.

.

Padder og krybdyr nævnes ofte i samme åndedrag, da begge grupper er vekselvarme og hårløse (boks 8-10). De er dog ikke særlig nært beslægtede. Faktisk er krybdyr som firben og slanger tættere i familie med fugle end med padder.

Krybdyr er skælklædte, lægger æg på land (eller “føder” fuldt udviklede unger) og ånder ved lunger hele livet. Padder som frøer og salamandre har derimod tynd og fugtig hud, lægger æg i vand og gennemgår to livsstadier: Et som vandlevende haletudse eller salamanderlarve med gæller og et som voksen padde med lunge og hudåndedræt. Paddernes tilknytning til skoven skyldes især deres behov for sommeropholdssteder med læ og konstant fugtighed – skovbunden under frodig løvskov er et oplagt valg.

Skovens frøer, tudser og salamandre

Godt halvdelen af Danmarks padder har tilknytning til skov. De almindeligste er skrubtudsen, den lille vandsalamander og de tre brune frøer: butsnudet frø, spidssnudet frø og springfrø. Herudover træffes også stor vandsalamander og grøn frø i skoven og i landets sydlige egne også løvfrø og bjergsalamander.

I løbet af foråret kommer alle padder frem fra deres vinterdvale i jordhuller eller bundmudder og vandrer til deres ynglevandhul. Skovenes vandhuller er vigtige, men da de fleste padder ynder lavvandede og solbeskinnede vandflader, vælges ofte vandhuller i det åbne land. Efter parring og æglægning bliver nogle arter her, mens andre begiver sig på endnu en vandring til sommerfourageringsområdet, ofte en fugtig skovsump med et stabilt fugtigt mikroklima og bredt fødeudbud af orm og insekter.

Under vandringerne, som kan være på flere kilometer, bliver mange padder taget af fugle eller rovdyr eller dræbt i trafikken. Desuden er ca. 70 % af 1950'ernes vandhuller i skov og agerland forsvundet eller blevet uegnede som ynglesteder pga. dræning, opfyldning eller forurening. Det har betydet en kraftig tilbagegang for alle paddearter.

Lille vandsalamander – skovens almindeligste padde

Den lille vandsalamander er vidt udbredt i skoven (figur 8-25). Den tilbringer foråret i fladvandede damme, hvor den yngler, og sommeren i fugtig skovbund. Her skjuler den sig om dagen under sten og nedfaldne grene, mens den om natten går på jagt efter insekter og andre smådyr. Samtidig med, at den forlader sit vandhul, skifter den også udseende. Yngledragtens markante svømmebræmmer svinder ind og pletterne blegner, så de salamandre, man finder i skovbunden eller overvintrende i brændestakke og stenbunker, ligner små, lidt gennemsigtige firben.

De brune frøer fordeler sig efter skovtype

Nyudviklede frøer og tudser er ekstra sårbare over for udtørring og bliver derfor ofte ved ynglevandhullet til en dag med regn, hvor de så til gengæld spreder sig til alle sider. Dette fænomen har givet anledning til talemåden: “det regner med frøer”. I modsætning til den grønne frø, der sjældent bevæger sig ret langt væk fra vand, kan de brune frøer træffes overalt i fugtig skovbund. I praksis er det svært at skelne de tre arter af brune frøer, butsnudet frø (figur 8-26), spidssnudet frø og springfrø, fra hinanden. De adskilles på stemmen, benlængden og faconen på en lille knude på bagfoden, men som hovedregel gælder, at butsnudet frø er den mest almindelige løvskovsfrø, undtagen på Bornholm og øerne syd for Sjælland og Fyn, hvor springfrø kan dominerer. Spidssnudet frø træffes hyppigere i nåletræsplantager og hedemoser.

Brune frøer bliver kønsmodne som 2-3-årige, men af de 1.000-2.000 æg, som hver hunfrø lægger om foråret, overlever kun en brøkdel så længe. Frøer er nemlig en vigtig fødekilde for mange af skovens andre indvånere. Haletudser ædes bl.a. af fisk, vandkalve og ænder, mens voksne frøer især tages af snoge, rovfugle, hejrer, grævlinger og ildere. I tilgift ender mange nyudviklede frøer i maven på spidsmus og store løbebiller. I fiskerige vandhuller bliver næsten alle haletudser ædt. Dog undgår fiskene ofte skrubtudsens unger, da de allerede indeholder samme gift, som findes i de voksne tudsers kirtler. Derfor kan skrubtudser yngle i søer og vandhuller, hvor der også er fisk. Og er der mange tudser, kan de brune frøer også have en vis ynglesucces, sandsynligvis fordi fiskene her er vænnet til, at haletudser smager grimt.

Løvfrøen opretholder territorier i skovbryn og krat

I modsætning til de andre danske padder lever løvfrøen en god del af sit liv oppe i vegetationen, især i krat, hegn og lyse skovbryn med tæt undervækst af brombærranker. Løvfrøen er en god klatrer, bl.a. fordi dens fugtige hud nærmest klæber til løvets overflade. Den er også den eneste danske frø med territorieadfærd, dvs. at den sommeren igennem holder andre løvfrøer borte fra dens private del af skovbrynet, bl.a. ved højlydt kvækken. På trods af lyden og den irgrønne farve kan den dog være svær at få øje på, bl.a. fordi den kan gøre sig lysere eller mørkere for at falde i med omgivelserne.

Løvfrøen findes på Bornholm, er ret udbredt på Lolland, findes flere steder på Sjælland, på Fyn og over hele Als, flere steder i Sønderjylland, mellem Kolding og Vejle samt på Århus-egnen. Disse spredte bestande udgør artens nordvestligste bastion.

Skovens krybdyr

Alle de danske krybdyr kan findes i skoven: snog, hugorm, stålorm, skovfirben og markfirben. De findes typisk på steder, hvor de hurtigt kan skifte fra åben solbadning til skjul og skygge, f.eks. langs stendiger, skovveje eller lysninger. Snog og markfirben lægger æg, mens de tre andre arter er såkaldt levendefødende. De beholder æggene i kroppen i hele rugetiden og giver dem varme og fugtighed, men ikke næring, indtil de er fuldt udviklede. Ganske vist er hunner med æg langsommere end ellers og derfor mere udsat for at blive ædt, men til gengæld kan de sikre en hurtigere ægudvikling ved at opsøge solvarme steder i skoven. Denne strategi er en god tilpasning til det kolde, nordiske klima og gør, at f.eks. skovfirbenet er udbredt helt til Lapland.

Om efteråret, inden de bliver fuldstændig inaktive af kulde, søger de danske krybdyr til dvalesteder under trærødder eller stenbunker. Da deres stofskifte er stærkt nedsat, tærer de kun lidt på deres energiressourcer og klarer en dvale på godt 5 måneder uden at tabe sig nævneværdigt. Til gengæld tåler de ikke hård frost, og mange af dem dør i vintre, hvor frosten går dybt i jorden.

Slangerne i skoven

Snogen med de karakteristiske gule nakkepletter skifter levested flere gange i årets løb (figur 8-27). Om sommeren jager den frøer, småfisk og tudseyngel i skovens vådområder, mens den sidst på efteråret opsøger et mere tørt sted, hvor den kan overvintre i selskab med artsfæller. Hunnerne foretager desuden en vandring i juni-juli, hvor de opsøger egnede æglægningssteder i løv- og kvasbunker eller opskyllet plantemateriale ved søbredder, hvor naturlige forrådnelsesprocesser holder temperaturen høj. En snogehun bevæger sig gerne flere kilometer for at finde et godt sted, og ofte anvendes samme sted af flere hunner.

En voksen snog kan blive op til 130 cm lang, mens en nyudklækket unge kun er på størrelse med en fuldfed regnorm og derfor ofte ender som bytte for typiske regnormeædere: ræve, grævlinger, pindsvin, musvåger, skader og drosler.

Danmarks eneste giftslange, hugormen (figur 8-28), forbindes ofte med tørre, sandede steder, men faktisk forekommer den også hyppigt i mere frodig skov, ligesom den ikke går af vejen for en svømmetur. Samtidig ser det ud, som om den sorte form af hugorm uden synlig zigzag-stribe (den ér der, den er bare sort) er specielt hyppig i skov. Så en sort svømmende slange i skovsøen kan faktisk være både en snog og en hugorm. Snogen kan dog altid kendes på de gule nakkepletter.

Ligesom snogen ligger hugormen i dvale om vinteren, somme tider i musegange, hvor frosten ikke når ned. Da de ikke tager føde til sig i dvalen, udgør de ikke nogen fare for gangenes retmæssige beboere. Om sommeren er mus imidlertid hugormens foretrukne føde. Når hugormen bider, sprøjter den ca. 30 mg gift ind i byttet gennem kanaler i overmundens hjørnetænder. Mus dør på få minutter af hugormens gift, mens giften meget sjældent er dødelig for mennesker. Efter hugget når musen ofte at løbe lidt væk, før giften virker. Men hugormen lugter sig hurtigt frem til den – og sluger den hel. Det kan lade sig gøre, fordi slangehud er elastisk, og fordi underkæbens knogler ikke er fast hængslet til kraniet eller til hinanden. Desuden kan hugormen skubbe luftrøret uden om musen, så den ikke bliver kvalt, mens den synker.

Skovens “firben”

På trods af navnet er skovfirbenet (boks 8-10) ikke specielt knyttet til skov, men findes i de fleste biotoptyper fra klit til mose, blot der er skjul, mulighed for solbadning og et godt udbud af edderkopper og andre byttedyr.

Stålormen (figur 8-29) er trods navnet hverken en orm eller en slange, men snarere et “firben uden ben”. Den får det meste af sit varmebe hov dækket ved direkte varmeoverførsel fra jord eller varme sten, og ses derfor ikke så hyppigt, selv om den sandsynligvis er skovens almindeligste krybdyr.

Ligesom snogeunger spiller skovfirben og stålorme en vigtig rolle som føde for skovens andre dyr og fugle. Ikke færre end 66 fuglearter vides at have firben på deres menukort.

Boks

Firben soler sig.

.

Boks 8-10: Vekselvarm

Et vekselvarmt dyr holder ikke en konstant legemstemperatur ved hjælp af stofskiftets forbrændingsprocesser, som fugle og pattedyr gør. I stedet har det en vekslende temperatur, som dog ikke alene afhænger af omgivelserne – dyret kan selv bidrage ved at opsøge særlig varme/kolde steder, anbringe sig på en særlig måde i forhold til solstrålerne og på forskellige andre måder regulere sin temperatur (se afsnittet Temperaturregulering).

At være vekselvarm er en meget energibesparende livsform, da vekselvarme dyr ikke behøver at forbrænde næring for at opretholde en konstant legemstemperatur. F.eks. bruger en mus ca. 8 gange så meget energi pr. aktiv dag som et firben, og på årsbasis er musens energibehov ca. 20 gange større end firbenets. Til gengæld er vekselvarme dyr afhængige af omgivelsernes temperatur og mængden af solskin. De kan kun være aktive, hvis de kan opnå en acceptabel temperatur enten ved direkte varmeoverførsel fra omgivelserne (f.eks. ved at ligge under en varm sten) eller ved solbadning. En naturlig følge heraf er, at alle vekselvarme dyr i Danmark er nødt til at gå i dvale om vinteren for at overleve.

Firben soler sig. Foto: A. Kielland.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Padder og krybdyr.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig