Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rammer for mangfoldighed

Oprindelig forfatter PFM

 FIGUR 4-1 (a). Med blot én forekomst i skov er frueskoen en af vore sjældneste skovplantearter.

FIGUR 4-1 (a). Med blot én forekomst i skov er frueskoen en af vore sjældneste skovplantearter.

Den biologiske mangfoldighed i en skov er en følge af et kompliceret samspil i tid og rum mellem organismer med vidt forskellig økologi, stedets naturforhold (bl.a. jordbund, vandstand og lokalklima) samt omfanget af dynamiske påvirkninger (forstyrrelser) i form af f.eks. stormfald og græssende dyr og menneskelige påvirkninger (nærmere omtalt i kapitlet Dynamik og forstyrrelser i skoven) (inkl. efterfølgende afsnit).

Betydningen af skovenes egenskaber

Nogle skove vil naturligt have et lavt artsantal, andre vil på grund af stor variation i f.eks. topografi og vandstandsforhold rumme komplekse mosaikker af mange forskellige naturtyper og samfund – og dermed levesteder og muligheder for mange arter. Men selv under nogenlunde ens naturforhold kan der være store forskelle i den biologiske mangfoldighed i skovområder som følge af forskelle i skovdrift og andre menneskelige påvirkninger i fortid og nutid. Skovbruget skaber en række nye levesteder; bl.a. repræsenterer hver nyindført træart en række nye levesteder, ligesom flere arter som hvid anemone og bøgeloppe trives fint med løvskovbruget. Men generelt er skovdriften med til at forarme skoven som levested for naturligt plante- og dyreliv, bl.a. som følge af dræning og fjernelse af gamle træer og dødt ved.

Betydningen af arternes egenskaber

 FIGUR 4-1 (b). Almindelig hyld ser ud til at være Danmarks mest udbredte vedplante.

FIGUR 4-1 (b). Almindelig hyld ser ud til at være Danmarks mest udbredte vedplante.

Arterne er som nævnt vidt forskellige i deres levevis, krav og spredningsevne. Trækfugle og mange flyvende insekter samt planter med små, vindspredte frø eller med dyrespredning har mulighed for at sprede sig vidt omkring, mens små jordbundsorganismer og vingeløse biller ofte ikke vil kunne krydse selv et skovspor eller et vandløb.

Annonce

Nogle arter er tilpasset flygtige, midlertidige levesteder som dødt ved, lysninger, brandpletter eller ådsler ved som nomader til stadighed kunne vandre eller sprede sig hurtigt. De er afhængige af, at sådanne levesteder til stadighed findes inden for rækkevidde – eller af at kunne overleve i årevis, evt. århundreder som frø, spore eller æg i jordbunden for så at blive aktiveret, når der igen er egnede forhold.

Andre arter er meget stedfaste og tilknyttet stabile levesteder som f.eks. i jordbunden eller på en træstamme. De er afhængige af, at der over lange tidsrum er egnede levesteder inden for korte afstande, eller med andre ord at skoven har stor vedvarighed (kontinuitet). De kan derfor lettere forsvinde ved brud på vedvarigheden, f.eks. ved brand eller stormfald, men især som følge af menneskelige påvirkninger fra bl.a. skovdriften (kapitlet Bøgeskov).

Hvor vedvarigheden først er brudt, kan sådanne arter have meget svært ved at vende tilbage, selv om levestederne genopstår. Deres mulighed for at sprede sig og vende tilbage bliver især begrænset af skovenes og levestedernes opsplitning (fragmentering). Se nærmere herom nedenfor. Flere af disse arter kan derfor benyttes som indikatorer for lang vedvarighed i skov (figur 4-1).

Betydningen af arealets størrelse

Et skovområdes størrelse, dets areal, har også stor betydning for mangfoldigheden. Jo større en skov er, desto flere levesteder og dermed flere arter og større bestande vil den kunne rumme. Selv små skove og små arealer kan dog have stor betydning for dele af den biologiske mangfoldighed. Det gælder bl.a. de såkaldte nøglebiotoper (se Boks 18-1 i Særllige levesteder i skovene), men generelt er danske skovlevesteder, ikke mindst på grund af bl.a. opsplitning (fragmentering), så små og isolerede, at det kan være vanskeligt på langt sigt at opretholde levedygtige bestande af en række arter.

Arternes arealkrav er selvfølgelig forskellig efter, om der er tale om jordmider, anemoner eller store pattedyr. Et skovområde skal ideelt set, for at kunne bevare sin mangfoldighed, være stort nok til vedvarende at rumme alle levesteder, udviklingstrin og stadier, herunder forstyrrelsesstadier (se kapitlet Dynamik og forstyrrelser i skoven (inkl. efterfølgende afsnit)). I Danmark har været nævnt minimumsarealer for urørt skov på fra 50-200 ha og opefter. Men det er klart, at det fordrer endnu større arealer at rumme store forstyrrelser og samtidig bevare levedygtige bestande af bl.a. store pattedyr. I Nordamerika er der således på baggrund af erfaringer med store skovbrande og vulkanudbrud nævnt minimumsarealer på 800.000 til 1 mio. ha.

NID-4-107.pngNID-4-108.png

NID-4-109.pngNID-4-110.png

FIGUR 4-2. Arter med lav spredningsevne kan i flere tilfælde anvendes som indikatorer for skove og skovarealer med lang vedvarighed (kontinuitet). Det gælder bl.a. en række insekter, f.eks. visse laver som lungelav (A), visse smældere (B), blå anemone (C) og til dels en træart som småbladet lind (D). Foto: Peter Friis Møller.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Friis Møller: Rammer for mangfoldighed i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 9. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484965

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk