Privat- og samfundsøkonomi

Skovene producerer en række materielle goder, som bidrager til samfundsøkonomien. Træproduktion inkl. skovbrugets juletræsproduktion betyder, at skovbrugets andel af landets bruttofaktorindkomst (BFI) ligger på ca. 0,1 % – umiddelbart et lille tal, men det er typisk for råstofproducerende erhverv. Omkring år 2000 var ca. 4.000 personer beskæftiget inden for skovbruget, heraf 3.500 ved egentligt skovbrug og 500 ved servicevirksomhed i forbindelse hermed. Skovbrugets træproduktion udgør en del af grundlaget for bl.a. træ- og møbelindustrierne, og den samlede skov- og træindustrisektors bidrag til BFI var hhv. 1 % og 1,5 %, med mere end 30.000 beskæftigede i alt.

Det årlige forbrug af træbaserede produkter pr. indbygger svarer til 1,4 m³ råtræ, et højt tal i sammenligning med f.eks. Tysklands 0,9 m³ og Finlands 1,7 m³ – i alt bruger vi 7,5 mill. m³. Den årlige hugst ligger på mellem 1,7 og 2 mill. m³, og en betydelig del af landets behov for råtræ og træprodukter må derfor dækkes gennem import.

Ud over træ leverer skovene en række andre materielle produkter. Danmark er internationalt førende inden for produktion af juletræer og pyntegrønt. Der sælges årligt ca. 2 mill. juletræer til brug i Danmark, mens eksporten ligger på ca. 6 mill. træer. Der eksporteres ca. 25.000 tons pyntegrønt, hvilket er langt den overvejende del af produktionen. Den samlede eksportværdi af juletræer og pyntegrønt ligger på omkring 500 millioner kr. årligt. Også skovenes værdi som jagtareal er betydelig. Der findes ingen samlet opgørelse over den, men en forsigtig vurdering er, at den overstiger 500 millioner kr. årligt.

Langtfra alle de goder og funktioner, som skovene yder, prissættes som nævnt ovenfor på egentlige markeder, men mange af dem har betydelig samfundsøkonomisk værdi, selv om man ikke har tal for den. Nogle eksempler:

Skovene er mål for en meget stor og voksende mængde rekreative aktiviteter (se Friluftslivet). En undersøgelse fra 1998 af befolkningens villighed til at betale for adgangen til skovene viste et beløb på 128 kr. pr. person årligt, svarende til 1.200 kr. pr. ha om året. Det er et ganske højt tal sammenlignet med det privatøkonomiske resultat ved skovdriften (figur 19-3). Og dette tal vedrører alene adgang til og dermed i første række den rekreative værdi af skovene. Andre undersøgelser viser, at skov er en værdsat nabo, og huse tæt ved skovarealer koster op til 20 % mere end andre huse, alt andet lige. Alene den rekreative værdi af skovene løber derfor antageligt op i et bidrag til samfundsøkonomien, der tåler sammenligning med de øvrige produktioner.

Den samfundsøkonomiske værdi af skovenes forureningsdæmpende virkning er ikke undersøgt til bunds. Men der er flere eksempler på, at vandværker finansierer store skovrejsningsprojekter i vandindvindingsområder og yder private skovejere økonomisk kompensation for at indføre skånsom skovdrift af hensyn til grundvandet. Beskyttelse af grundvand kan blive en stadig vigtigere funktion for skovene.

Skovenes rolle som CO₂-bindende økosystem er en velfærdsøkonomisk ydelse, der i beskeden, men voksende grad indgår i egentlige økonomiske markeder. De nye skovrejsningsarealer bidrager til en øget nettobinding af CO₂ og indgår i Danmarks forpligtelser i henhold til de klimapolitiske målsætninger i Kyoto-protokollen. Den samfundsøkonomiske værdi af dette vil sikkert blive tydelig, efterhånden som omkostningerne ved andre CO₂-begrænsende foranstaltninger viser sig i de kommende år.

De danske skoves samfundsøkonomiske værdi er altså betydeligt større end den, der kommer til udtryk i nationalregnskabets bruttofaktorindkomst.

Umiddelbart er skovenes ikke-markedsførte ydelser gratis for forbrugerne. Indtil en vis grænse koster det heller ikke skovejeren noget at producere dem – ofte er de endog goder for ejeren selv. Problemet opstår, når denne grænse overskrides, dvs. når det kræves, at ejeren producerer en sådan mængde af dem, at det reducerer produktionen af indtægtsgivende ydelser, og ejeren dermed påføres et ufrivilligt tab. I den situation kan staten vælge at kompensere ejeren for dette tab, og derved kommer borgerne til at betale – også dem, der ikke udnytter det pågældende gode. Staten har faktisk allerede siden 1990'erne ydet betydelig støtte til fremme af miljømæssige ydelser i bred betydning i private skove, f.eks. til fremme af friluftsliv, til anlæggelse af løvtrækulturer og til pleje og vedligeholdelse af naturmæssigt værdifulde skovarealer.

Samfundets ønsker mht. skovenes ikke-markedsførte ydelser er vokset stærkt siden 1980'erne, hvilket afspejles tydeligt i skovpolitikken (se Den statslige styring af skovdriften). Samtidig er de privatøkonomiske vilkår for skovdrift blevet dårligere og dårligere, som det tydeligt ses af figur 19-3. Denne udvikling betyder, at der må tænkes i nye baner, når det gælder skovdrift – og det er naturligvis nemmere i offentligt ejet skov end i privatskov.

Råtræpriserne svinger ganske betydeligt over tid, og tendensen – både opadgående og nedadgående – kan være langvarige. Bortset fra rødgranens pris har råtræpriserne i perioder været lige så lave som omkring år 2000 eller lavere, så det egentlige problem ligger, i at stigningen i produktionsomkostningerne – specielt arbejdsløn – ikke har kunnet opvejes af produktivitetsforøgelser gennem mekanisering. Priserne på juletræer vil dog givetvis også begynde at stige, fordi skovene reducerer deres produktion.

Sideløbende med at skovbrugets driftsoverskud og råtræpriserne er faldet, er det at eje skov bedømt ud fra salgsværdierne blevet stadig mere populært. Skovenes ejendomsværdier, der nogenlunde kan tages som et udtryk for deres værdi i handel og vandel, er nemlig – renset for inflation – næsten firedoblet i tiden 1947-2005.

Den kraftige værdistigning betyder naturligvis sammen med faldet i driftsoverskuddet, at forrentningen af ejendomsværdien er blevet dårligere. Men når kapitalgevinsten ved stigningen i ejendomsværdierne regnes med, bliver afkastet absolut fornuftigt sammenlignet med mange andre langsigtede investeringer.

Selv om skovbrugets privatøkonomi er hårdt presset omkring år 2000, er der altså ikke noget væsentligt at udsætte på skovbrugets samlede, langsigtede forrentning – som investeringsobjekt betragtet. Det skyldes bl.a. den nævnte stigning i skovenes ejendomsværdier, der synes at afspejle købernes værdisætning af andre funktioner, produkter og ydelser end dem, der indgår i de driftsøkonomiske regnskaber. Men det letter naturligvis ikke det økonomiske pres, der ligger på mange private skovejere, nemlig dem, der har skoven som væsentlig indtægtskilde, og som ønsker at beholde ejendommen.

Skovbrugserhvervets fremtidige økonomi vil være præget af de udveje, man leder efter i dag. Der er naturligvis langt mellem enkle idéer til hastigt øget indtjening – den slags har det med at være udnyttet for længst. Men der kan ridses nogle generelle forhold op:

Skovloven af 2004 giver rige muligheder for at nedbringe omkostningerne til kulturanlæg og pleje af bevoksningerne, f.eks. i form af såkaldt naturnær skovdrift.

Arveafgiften kan være en stor belastning, og der kan muligvis argumenteres for, at den er skadelig for en samfundsmæssigt bæredygtig forvaltning af skovenes værdier.

Stadig flere skovejendomme får driften certificeret for at dokumentere dens bæredygtighed. Det er usikkert, hvor meget der ligger i denne garanti, og fremtiden må vise, om ejerne af certificeret skov får økonomiske fordele i form af større markedsandele og højere priser.

Der er næppe udsigt til, at behovet for statsstøtte til skovenes gratis, ikke-markedsførte offentlige goder bliver mindre. Men det forventes også, at skovejerne i stigende grad formår at udvikle miljømæssige ydelser, der kan sælges – også på det private marked.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Privat- og samfundsøkonomi.

• Forrige afsnit er Miljø- og kulturbevarelse
• Næste afsnit er Friluftslivet