Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Udsætning af arter

Oprindelig forfatter HHz

Forvaltning af skovene kan indebære, at man udsætter eller planter kunstigt opdrættede arter eller arter, der tidligere er blevet udryddet eller er helt nye for landet. Udsætning af opdrættede dyr og af dyr, som aldrig har været en del ad Danmarks naturlige fauna, f.eks. fasaner og sikahjorte, sker oftest ud fra et rent jagtligt sigte, mens udsætning af dyre og plantearter, der tidligere har levet i Danmark, som oftest bunder i natursyn og -forvaltning.

Sådanne udsætninger kan dog risikere at være symptombehandling. Det nytter ikke at sætte arter ud, hvis de grundlæggende levevilkår ikke er i orden. Derfor har det i Danmark især drejet sig om at (gen)skabe forudsætningerne for en given art og så håbe på, at den har været overset eller kan genindvandre. Dette er muligt for en del arter af f.eks. svampe, laver, mosser og visse insekter og karplanter og for de fleste fugle, mens det er så godt som umuligt for en række andre arter, bl.a bæveren, som under stor mediebevågenhed blev udsat i Vestjylland i 2000 (se Pattedyr og fugle nedenfor).

Nye træarter

En række problemer er opstået med indførsel af nye træarter som f.eks. rød-gran, ædelgran, ahorn og glansbladet hæg, som alle er stærkt skyggende og hurtigt sætter deres præg på den lyskrævende skovbundsflora. Det tager f.eks. kun en enkelt rød-grangeneration at skygge et anemonetæppe væk, og skovbryn domineret af gran-arter eller af glansbladet hæg har generelt kun få buske og en artsfattig bundflora. F.eks. er der ved en undersøgelse af 20 vestjyske skovbryn kun fundet 3-10 forskellige skovbundsurter i skovbryn domineret af gran og glansbladet hæg mod 20-50 arter i bryn på tilsvarende jordbund, men domineret af eg og røn.

Annonce

Boks 20-2. Fasanen

NID-4-804.png

Fasan. Foto: Axel Kielland

Fasanen er en asiatisk skovfugl, som ikke er naturligt forekommende i Danmark. Fra 1500-tallet til begyndelsen af 1800-tallet var de yndede prydfugle for danske konger og andre fornemme personer, men i 1820’erne begyndte man at eksperimentere seriøst med at udsætte fasaner som jagtobjekter. Efter flere mislykkedes forsøg oprettedes et fasaneri i Kongelunden på Amager med en kongelig fasanjæger ansat. Omkring 1860 produceredes der så mange fasaner i Kongelunden, at regelmæssige fasanjagter kunne afholdes. Fasaneriet leverede i øvrigt også fasankyllinger til det svenske hof og adskillige danske herregårde.

De fritlevende ynglebestande er efterhånden tilpasset til Danmarks natur. Således yngler de bornholmske fasaner én måned senere end fasaner på Lolland-Falster, så deres yngletid passer med løvspring, der på grund af det kolde Østersøvand generelt falder 3-4 uger senere på Bornholm end i det øvrige land.

Der vides meget lidt om de udsatte fugles genetiske sammensætning bortset fra, at ca. halvdelen af kyllingerne stammer fra fugle, der er genindfanget til avl efter tidligere udsætning i området. Dermed er en betydelig del af de opdrættede og udsatte kyllinger afkom af de 10-20 % fugle, der har overlevet i naturen i mindst 6 måneder (fra juli til januar-februar) og derfor været udsat for et betydeligt selektionstryk.

Fasaner har ikke nogen egentlig pardannelse. I stedet etablerer de dominerende kokke haremer. Undersøgelser fra bl.a. USA og Sverige viser, at udsatte kokke, der har overlevet deres første jagtsæson og vinter i naturen, har en betydeligt ringere chance for at etablere territorier og haremer i deres første ynglesæson end fritlevende kokke. Samtidig viser undersøgelserne, at udsatte høners ynglesucces er meget ringere end fritlevende høners.

Et andet problem med indførte træarter er, at de normalt kun er hjemsted for “generalister”: Dyre- og plantearter, som kan trives på mange forskellige træarter. Træarter med en lang historie i Danmark har derimod en hel række specialiserede arter knyttet til sig, arter som kun kan trives på den pågældende træart. Som eksempel kan nævnes, at den nordamerikanske sitka-gran, som blev taget i anvendelse i dansk skovbrug så sent som i 1873, kun rummer få specialister, mens der til eg, som har været her meget længe, er knyttet ikke mindre end ca. 800 smådyrarter. I deres hjemlande har de indførte træarter betydeligt flere arter knyttet til sig, men det er typisk kun “generalister” og nogle få specialister, som er fulgt med.

Pattedyr og fugle

Der er lang tradition for at udsætte dyr i skovene til jagtbrug, f.eks. fasaner, gråænder, krondyr og dådyr. Fasanudsætningen startede for alvor omkring 1840, mens udsætning af dådyr går helt tilbage til Vikingetiden. Der stilles sjældent reelle spørgsmål til denne etablerede praksis, mens derimod spørgsmålet om genudsættelse af forsvundne dyrearter har givet anledning til stor diskussion.

Autenticiteten – ægtheden – i naturen har været centralt i den danske debat. På den ene side fremføres det, at hvis mennesket har været skyld i, at en bestemt dyre- eller planteart, som f.eks. bæver, stor hornugle eller billen eghjort er forsvundet, er det vores skyld, at der er “et hul” i økosystemet, og derfor også vores ansvar at hjælpe arten til at genetablere sig. På den anden side tales om “tivoli-ficering” af den vilde natur, hvis vi genudsætter markante arter. Kan en kopi af en Rembrandt være lige så god som den ægte vare? og hvad så hvis originalen er forsvundet? Her kan ikke findes en “en objektiv sandhed” – beslutningen drejer sig om natursyn.

Udsætning af opdrættede arter

I Danmark opdrættes fasaner og gråænder med henblik på udsættelse. Hvert år udsættes der i begyndelsen af august måned ca. 1 million fasankylinger i de danske skove af hensyn til jagten (boks 20-2). Samtidig har jægere i mange år søgt at begrænse rovfuglene, som naturligvis også fasanerne som egnet jagtbytte. F.eks. er det for duehøgen påvist, at bestanden i Nordjylland fra 1995 gik tilbage fra ca. 80 til ca. 40 ynglepar som følge af ulovlig bekæmpelse på ynglepladserne. Denne bekæmpelse faldt både i tid og rum sammen med en forøgelse af antallet af udsætningspladser for fasan.

 FIGUR 20-11. Duehøg spejder efter bytte.

FIGUR 20-11. Duehøg spejder efter bytte.

Fasanudsætninger varierer i størrelse fra ca. 100 kyllinger udsat af den enkelte jæger til op mod 5-10.000 kyllinger på større ejendomme, hvor der drives professionelle opdræt og udlejningsjagt. I 2006 blev man i Vildtforvaltningsrådet enige om nye regler for fasanudsætning, og fra den 1. april 2010 forudsætter udsætning af mere end én fasan pr. ha (maksimalt 7 fasaner pr. ha), at der er udarbejdet og gennemført en biotopplan for ejendommen. Dog er det på ejendomme under 100 ha tilladt at udsætte op til 100 fasaner uden biotopplan.

Også gråænder udsættes i stort tal i private skovsøer, ofte i så stort antal, at foder og andeekskrementer totalt ødelægger søens naturlige plante- og dyreliv. Gråænder må ikke indfanges til avl, og produktionen sker ud fra ænder holdt i fangenskab. Der udsættes årligt ca. 500.000 ællinger, typisk i juni. Ud over den stærkt øgede næringstilførsel, der bl.a. øger algeopblomstringen, har andeopdræt også på anden måde indvirkning på søernes plante- og dyreliv, idet ænderne æder haletudser, salamanderlarver og små frøer og tudser.

Nye arter

De to indførte hjortearter, dådyr (sandsynligvis indført allerede i Vikingetiden eller tidlig middelalder) og sikahjort(indført omkring år 1900) lever tilsyneladende problemfrit sammen med vore hjemlige hjortearter rådyr og krondyr. Dog er der fra bl.a. Skotland rapporter om uønskede krydsninger mellem krondyr og den lidt mindre sikahjort.

Vildsvinet levede i Danmark indtil begyndelsen af 1800-tallet, og biologisk er der intet til hinder for, at landet kan opretholde en betydelig vildsvinebestand. I Sydsverige trives en vildsvinebestand baseret på undslupne dyrehavedyr så godt, at vildsvinet nu regnes som en del af den vilde fauna i Sverige, og også i Danmark trives undslupne vildsvin fortræffeligt. I tilgift er der gode muligheder for indvandring fra de ekspanderende, tyske bestande.

Natur- og jagtmæssigt ville en dansk vildsvinebestand være en gevinst, men landbruget frygter, at fritlevende vildsvin kan overføre smitsomme sygdomme til tamsvin. Blot mistanken om et udbrud af f.eks. svinepest vil koste det danske landbrug milliarder, så derfor har der siden 1996 eksisteret et påbud om bortskydning af fritlevende vildsvin i Danmark. Fra mange sider arbejdes der dog stadig på en mulighed for lovlige vildsvineudsætninger i Danmark.

Et andet dyr, som ikke bare kunne genopstå i den danske natur, men som rent faktisk har gjort det, er bæveren. Den uddøde i Danmark en gang i Jernalderen, sandsynligvis på grund af jagt. Imidlertid vurderede biologerne, at livsgrundlaget for en betragtelig bæverbestand stadig var til stede i Danmark, men da bæveren sjældent fjerner sig ret langt fra søer og vandløb, blev det anset for usandsynligt, at den ville indvandre ved egen kraft.

Da bæverens opdæmnings- og træfældningsaktivitet i øvrigt forventedes at kunne genskabe noget af den dynamik i skoven, som dræning og ensretning for længst havde udryddet, besluttede Miljøministeren i 1998 at udsætte bævere i et begrænset område på Klosterheden Statsskovdistrikt i Vestjylland, selv om der var en risiko for, at deres aktivitet ville påføre de berørte jordejere et økonomisk tab. I 2008, 10 år efter beslutningen blev truffet, skrev Skov- og Naturstyrelsen på sin hjemmeside: “8 år efter udsætningen af 18 bævere på Klosterheden skovdistrikt er det tydeligt, at bæverne trives og har fundet sig til rette i de nye omgivelser. Det bedste tegn på, at bæverne trives, er, at vi hvert år har set adskillige unger. Bævertællingen i 2007 viste, at der er født mindst 13 unger sidste sommer. Bæverbestanden skønnes derfor på nuværende tidspunkt at være på mindst 89 individer. Styrelsen vurderer, at det reelle antal bævere efter alt at dømme er noget højere, nemlig omkring 100. Bæverne fælder træer, bygger dæmninger og nye hytter at bo i. Og de har med deres aktiviteter skabt en dynamik i den vestjyske natur og nye levesteder for mange insekter, frøer og fugle. DMU har undersøgt bæverne og deres påvirkning af naturen og fundet, at bæverne har givet en større biologisk mangfoldighed i området”. Se desuden boks 11-3 i Dynamik og forstyrrelser i skoven - Pattedyr og fugle.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hanne Hübertz: Udsætning af arter i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 18. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=485332

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk