Den statslige styring af skovdriften

Man har ved flere lejligheder forsøgt at imødegå overudnyttelsen af skovene og den deraf følgende frygt for træmangel, mest markant ved Fredskovsforordningen af 1805, den første egentlige skovlov for hele landet (se under afsnittet Aktiv skovdyrkning i Skoven i de seneste 6.000 år). Den indførte begrebet “fredskov”, som indebar, at skov ikke måtte ryddes og skulle drives forstligt forsvarligt. Der skete en stærk intensivering af skovdriften, og driftsplaner blev almindelige, ikke blot i statsskovene, men også på større private ejendomme.

I 1900-tallet – og især siden 1980'erne – udviklede samfundet sig på en måde, der førte til, at fokus flyttede fra de klassiske produktionsværdier til også at omfatte naturværdier i skovene. Skovloven af 1935 gjorde begrebet “god skovdrift” til den grundlæggende retningslinje for driften, og som tabellen viser, blev begrebet udbygget til “god og flersidig skovdrift”, indtil det i Skovloven af 2004 blev afløst af “bæredygtig skovdrift”.

Den stigende velstand og fritid i samfundet i 1960'erne førte til, at publikum fik adgangsret til privatskov næsten svarende til den, der i 1917 var indført i offentligt ejet skov. I offentligt ejede skove kunne publikum færdes overalt til fods og på eget ansvar, mens færdsel i privatskove kun måtte ske på veje og stier, kun i skove over 5 ha, og kun hvis der var adgang til skoven ad offentlig vej.

I 1980'erne indledtes en række ændringer i skovdriften, men også i samfundets opfattelse af skovenes rolle. Det så bl.a. ud, som om arealet med bøgeskov var faldende, og det ledte til debat: Ville bøgen snart ikke længere “spejle sin top i bølgen blå”? Mange hedeplantager viste tegn på “skovdød” – et meget komplekst fænomen, som blev tolket som udslag af “dårlig skovdrift”.

Skovloven af 1989 betød, at der ikke blot skulle tilstræbes større gavntræproduktion, men også tages hensyn til landskabelige, naturmæssige og kulturhistoriske værdier og til miljøbeskyttelse og friluftsliv. Der var dog ikke tilstrækkelig politisk vilje til at imødekomme de krav om miljøhensyn i bred forstand, der blev rejst i 1980'erne. I overensstemmelse med den generelle trend var loven præget af “gulerodsmetoden”, i modsætning til forgængernes “stokkemetode”: Den lagde vægt på, at myndighederne skulle vejlede og rådgive skovejerne, og en mulighed for tilskud til etablering af løvtræsbevoksninger blev indført.

1990'erne blev et skovpolitisk dynamisk tiår, hvor strategier til opfølgning af internationale natur- og skovpolitiske tiltag (tabel 20-2) blev samlet og udbygget i Strategi for bæredygtig skovdrift 1994 med en række skovpolitiske initiativer, bl.a.:

• Inden for 80-100 år skulle landets skovareal fordobles gennem statslig tilplantning og privat tilplantning med tilskud.

• Løvskovsarealet skulle forøges ved hjælp af tilskud.

• Skovdriften skulle tage hensyn til såvel materielle ydelser (især gavntræ og juletræer/ pyntegrønt) som immaterielle ydelser (miljøhensyn i bred betydning).

• Af hensyn til biodiversiteten skulle et vist areal skov udlægges til urørt skov.

Disse initiativer indgik senere i Skovloven 1996.

Skovloven af 2004 er i væsentlig grad baseret på Skovprogrammet af 2002 og udtrykker de ønsker, som samfundet havde til skovenes drift i begyndelsen af det nye årtusinde. Ud over at leve op til internationale miljø- og naturbeskyttelseskonventioner, som Danmark havde tilsluttet sig, f.eks. Natura 2000, var behovet for den nye lov bl.a. motiveret med, at rentabiliteten i skovdrift var stærkt forringet, og at skovejerne derfor ønskede færre krav til anlæggelse af nye bevoksninger og pleje af de eksisterende.

Grønne organisationer fandt, at samfundet havde behov for flere natur- og miljøgoder, end der kunne rummes inden for rammerne af “god og flersidig skovdrift”. Dette begreb blev erstattet af “bæredygtig drift”, et diffust begreb, som ifølge loven indebærer, at det skal tilstræbes at fremme opbygningen af robuste skove, at sikre træproduktionen, at bevare og øge skovenes biologiske mangfoldighed, og at sikre hensyntagen til landskab, naturhistorie, kulturhistorie, miljøbeskyttelse og friluftsliv.

Med robuste skove menes skove, som er modstandsdygtige over for storm og klimaændringer. Her kommer Skovprogrammets begreb “naturnær skovdrift” ind i billedet: Bevoksningerne skal bestå af hjemmehørende træarter, som forynges naturligt og således, at træer af forskellige aldre er repræsenteret. Omstilling til en sådan drift er meget langsigtet – 100-300 år – og er indledt i statsskovene og nogle privatskove. Træproduktionen skal stadig sikres, men de tidligere loves krav til skovdriften er imidlertid lempet så meget, at sikringen i højere grad hviler på ejernes fremsynethed og vilje til at investere i fremtidens træproduktion, end på statens vilje til at sætte standarder for og kontrollere skovdriften. Loven prioriterer hensyn til naturen og biodiversiteten højere end tidligere love, dels ved lempede driftsbestemmelser, som bl.a. giver mulighed for at lade bevoksninger henligge urørt, dvs. uden nogen form for udnyttelse, og dels ved at muliggøre at bevokset areal overgår til åbent areal. Desuden er tilskud til miljøhensyn i skovdriften blevet udbygget.

Ud over den udvikling, som er omtalt i forrige afsnit, står andre emner på spring for at sætte dagsordenen. Nogle af dem trækker måske i helt andre retninger. Frygten for drivhuseffekt og global opvarmning har sat større fokus på skovenes evne til at binde kulstof fra atmosfærens stigende indhold af CO₂ og især på skovene som leverandører af træ til bioenergi. Brugen af biobrændsler i kraftvarmesektoren er hastigt voksende i Danmark og Europa, og det potentielle forbrug er selvsagt enormt. Dertil kommer, at EU har formuleret en ambition om, at en voksende del af transportsektorens energiforbrug skal leveres af biobrændsler.

Der er også en stigende efterspørgsel efter certificeret træ, som garanterer, at skovdriften opfylder bestemte kriterier for bæredygtighed. En certificering af skovdriften er en dokumentation for, at driften tager rimelige hensyn til miljø, natur og publikum samt til eventuelle ansattes rettigheder. Den første danske privatskov blev certificeret i 2001 og de danske statsskove i 2007.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Den statslige styring af skovdriften.

• Forrige afsnit er Skovbrugets formål og styring
• Næste afsnit er Den individuelle styring af skovdriften