Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den statslige styring af skovdriften

Oprindelige forfattere FHel, BJTho og PTarp

I tabel 20-1 er der vist en oversigt over udviklingen i de samfundsmæssige problemer og krav til skovdriften siden midten af 1700-tallet. Samtidig viser tabellen, hvordan der fra politisk side er reageret for at opfylde dem gennem lovgivning.

Tidligere love og forordninger

Man har ved flere lejligheder forsøgt at imødegå overudnyttelsen af skovene og den deraf følgende frygt for træmangel, mest markant ved Fredskovsforordningen af 1805, den første egentlige skovlov for hele landet (se under afsnittet Aktiv skovdyrkning i Skoven i de seneste 6.000 år). Den indførte begrebet “fredskov”, som indebar, at skov ikke måtte ryddes og skulle drives forstligt forsvarligt. Der skete en stærk intensivering af skovdriften, og driftsplaner blev almindelige, ikke blot i statsskovene, men også på større private ejendomme.

I 1900-tallet – og især siden 1980'erne – udviklede samfundet sig på en måde, der førte til, at fokus flyttede fra de klassiske produktionsværdier til også at omfatte naturværdier i skovene. Skovloven af 1935 gjorde begrebet “god skovdrift” til den grundlæggende retningslinje for driften, og som tabellen viser, blev begrebet udbygget til “god og flersidig skovdrift”, indtil det i Skovloven af 2004 blev afløst af “bæredygtig skovdrift”.

Annonce

TABEL 20-1. Oversigt over skovdriftens formål og styring gennem de sidste 250 år.
PeriodeSamfunds-
mæssigt
problem
Politisk
respons
Politisk
middel
Politisk
mål
1750-
1800
Overudnyttelse
og frygt for
træmangel;
konflikt mellem
landbrugsmæssig
udnyttelse
(græsning og
gærdselshugst) og
langsigtet træproduktion.
Indkaldelse af forstmanden von Langen; Skovforord-
ninger 1781 og 1784; Fredskovs-
forordning 1805.
Planlægning for de kongelige skove. Adskillelse af skov- og landbrug; udskiftning af rettigheder. Fredskovspligt. “God skovdrift“.Effektiv,
langsigtet
drift. Bevare
eller øge
skovareal og
træproduktion.
1930-
1960'erne
Stigende efterspørgsel efter træ.Skovloven 1935.Øget træproduktion; “God skovdrift“.Fokus på gavntræ-
udbyttet.
1970-
1980'erne
Konflikt om skovdriften.Skovloven 1989.Flersidig skovdrift. “God og flersidig skovdrift”.Fokus på
skovens ydelser.
1990'erneFokus på biologi og naturbevarelse.Skovloven 1996.Flersidig skovdrift. “God og flersidig skovdrift” fra en helheds-
betragtning.
Fokus på skovens funktioner.
Omkring år 2000Tilpasning til international skovpolitik.Skovloven 2004.“Bæredygtig skovdrift”.Fokus på ikke-
markedsførte
ydelser som
biodiversitet,
rekreation og
folkesundhed.
21. århund-
rede
Mulige scenarier:

- Vægt på skovens symbolske betydning.

- Skov som naturkapital.

Skovlove. EU-direktiver.Skovdrift for folket – fokus på skovens samfunds-
mæssige ydelser og fornybare ressourcer: grundvands-
beskyttelse, CO2-binding, rekreation, osv.; fornybare ressourcer.
Fokus på bruger-
deltagelse.
Fokus på produk-
ter og energi
CO2-binding,
grundvands-
beskyttelse.

Den stigende velstand og fritid i samfundet i 1960'erne førte til, at publikum fik adgangsret til privatskov næsten svarende til den, der i 1917 var indført i offentligt ejet skov. I offentligt ejede skove kunne publikum færdes overalt til fods og på eget ansvar, mens færdsel i privatskove kun måtte ske på veje og stier, kun i skove over 5 ha, og kun hvis der var adgang til skoven ad offentlig vej.

I 1980'erne indledtes en række ændringer i skovdriften, men også i samfundets opfattelse af skovenes rolle. Det så bl.a. ud, som om arealet med bøgeskov var faldende, og det ledte til debat: Ville bøgen snart ikke længere “spejle sin top i bølgen blå”? Mange hedeplantager viste tegn på “skovdød” – et meget komplekst fænomen, som blev tolket som udslag af “dårlig skovdrift”.

Skovloven af 1989 betød, at der ikke blot skulle tilstræbes større gavntræproduktion, men også tages hensyn til landskabelige, naturmæssige og kulturhistoriske værdier og til miljøbeskyttelse og friluftsliv. Der var dog ikke tilstrækkelig politisk vilje til at imødekomme de krav om miljøhensyn i bred forstand, der blev rejst i 1980'erne. I overensstemmelse med den generelle trend var loven præget af “gulerodsmetoden”, i modsætning til forgængernes “stokkemetode”: Den lagde vægt på, at myndighederne skulle vejlede og rådgive skovejerne, og en mulighed for tilskud til etablering af løvtræsbevoksninger blev indført.

1990'erne blev et skovpolitisk dynamisk tiår, hvor strategier til opfølgning af internationale natur- og skovpolitiske tiltag (tabel 20-2) blev samlet og udbygget i Strategi for bæredygtig skovdrift 1994 med en række skovpolitiske initiativer, bl.a.:

  • Inden for 80-100 år skulle landets skovareal fordobles gennem statslig tilplantning og privat tilplantning med tilskud.

  • Løvskovsarealet skulle forøges ved hjælp af tilskud.

  • Skovdriften skulle tage hensyn til såvel materielle ydelser (især gavntræ og juletræer/ pyntegrønt) som immaterielle ydelser (miljøhensyn i bred betydning).

  • Af hensyn til biodiversiteten skulle et vist areal skov udlægges til urørt skov.

Disse initiativer indgik senere i Skovloven 1996.

Skovloven af 2004

Skovloven af 2004 er i væsentlig grad baseret på Skovprogrammet af 2002 og udtrykker de ønsker, som samfundet havde til skovenes drift i begyndelsen af det nye årtusinde. Ud over at leve op til internationale miljø- og naturbeskyttelseskonventioner, som Danmark havde tilsluttet sig, f.eks. Natura 2000, var behovet for den nye lov bl.a. motiveret med, at rentabiliteten i skovdrift var stærkt forringet, og at skovejerne derfor ønskede færre krav til anlæggelse af nye bevoksninger og pleje af de eksisterende.

Grønne organisationer fandt, at samfundet havde behov for flere natur- og miljøgoder, end der kunne rummes inden for rammerne af “god og flersidig skovdrift”. Dette begreb blev erstattet af “bæredygtig drift”, et diffust begreb, som ifølge loven indebærer, at det skal tilstræbes at fremme opbygningen af robuste skove, at sikre træproduktionen, at bevare og øge skovenes biologiske mangfoldighed, og at sikre hensyntagen til landskab, naturhistorie, kulturhistorie, miljøbeskyttelse og friluftsliv.

Med robuste skove menes skove, som er modstandsdygtige over for storm og klimaændringer. Her kommer Skovprogrammets begreb “naturnær skovdrift” ind i billedet: Bevoksningerne skal bestå af hjemmehørende træarter, som forynges naturligt og således, at træer af forskellige aldre er repræsenteret. Omstilling til en sådan drift er meget langsigtet – 100-300 år – og er indledt i statsskovene og nogle privatskove. Træproduktionen skal stadig sikres, men de tidligere loves krav til skovdriften er imidlertid lempet så meget, at sikringen i højere grad hviler på ejernes fremsynethed og vilje til at investere i fremtidens træproduktion, end på statens vilje til at sætte standarder for og kontrollere skovdriften. Loven prioriterer hensyn til naturen og biodiversiteten højere end tidligere love, dels ved lempede driftsbestemmelser, som bl.a. giver mulighed for at lade bevoksninger henligge urørt, dvs. uden nogen form for udnyttelse, og dels ved at muliggøre at bevokset areal overgår til åbent areal. Desuden er tilskud til miljøhensyn i skovdriften blevet udbygget.

Andre overordnede bestemmelser

Ud over den udvikling, som er omtalt i forrige afsnit, står andre emner på spring for at sætte dagsordenen. Nogle af dem trækker måske i helt andre retninger. Frygten for drivhuseffekt og global opvarmning har sat større fokus på skovenes evne til at binde kulstof fra atmosfærens stigende indhold af CO2 og især på skovene som leverandører af træ til bioenergi. Brugen af biobrændsler i kraftvarmesektoren er hastigt voksende i Danmark og Europa, og det potentielle forbrug er selvsagt enormt. Dertil kommer, at EU har formuleret en ambition om, at en voksende del af transportsektorens energiforbrug skal leveres af biobrændsler.

Der er også en stigende efterspørgsel efter certificeret træ, som garanterer, at skovdriften opfylder bestemte kriterier for bæredygtighed. En certificering af skovdriften er en dokumentation for, at driften tager rimelige hensyn til miljø, natur og publikum samt til eventuelle ansattes rettigheder. Den første danske privatskov blev certificeret i 2001 og de danske statsskove i 2007.

TABEL 20-2. De væsentligste skovpolitiske strategier.
StrategiFormål
Skovrejsning (1989)Skovarealet fordobles over en trægeneration, dvs. 80-100 år
De danske naturskove og andre bevaringsværdige skovtyper (1992)Bevarelse af skovenes biodiversitet; før 2000 udpeges mindst 5000 ha urørt skov og 4000 ha med gamle driftstyper
Bevarelse af træers og buskes genetiske ressourcer (1992)Før 2040 udpeges 1800 ha
Bæredygtig skovdrift (1994)En national opfølgning af Rio-topmødet 1992
Skov- og Naturstyrelsens træartspolitik (1999)Opbygning af stabile og fleksible skove
Danmarks nationale skovprogram (2002)Omstilling til naturnær skovdrift

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Helles, Bo Jellesmark Thorsen, Peter Tarp: Den statslige styring af skovdriften i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=485319

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk