Naturbeskyttelse

For mange mennesker er skoven pr. definition natur, og tanken om, at der skulle være behov for naturbeskyttelse i skoven virker fremmed. Imidlertid har vore skove, som det bl.a. fremgår af kapitlet Skovenes historie, været udsat for århundreders menneskelig påvirkning, først og fremmest med henblik på træproduktion. Hårdhændet skovdrift, ensretning, dræning (se Mennesket), opsplitning på små arealer og spredning af indførte og invasive arter har sat sit præg på skoven og bevirket, at den vilde skovnatur mange steder har fået trange kår.

Naturbeskyttelse i skov har – overfladisk set – altid haft lettere vilkår end naturbeskyttelse i landbruget. Danmark er naturligt et skovland, mange naturprocesser forløber i retning af tilgroning og skov, og endelig er en meget stor del af vort naturlige plante- og dyreliv knyttet til skov. Desuden er produktionen i skov mindre intensiv og mere langvarig end produktionen i landbruget. Der er derfor bedre muligheder for vilde dyr og planter på skovens dyrkningsflader end på landbrugets marker, selv om skovene bestemt ikke er gået fri for hårdhændet dræning. Selv i en monokultur af ensaldrende rød-graner er der mere plads til vild natur end på en bygmark.

Mange af skovens arter har da også vist sig udmærket at kunne trives i det forstlige skovbrug, f.eks. hvid anemone, bingelurt, bogfinke, musvit, rådyr osv. De arter, der har sværere ved at tilpasse sig, ser man af indlysende grunde ikke så meget til. Det er arter som hasselmus, lungelav, skjoldbregne, taks, blegblå anemone, lille flagspætte og trælevende smældere m.m. De figurerer alle i den såkaldte “rødliste”, der blev udarbejdet i 1997 over arter, som er sårbare og truede i Danmark (boks 20-1). Næsten halvdelen af rødlistens arter har tilknytning til løvskov.

Det, vi opfatter som værdifuld skovnatur, er ikke kun urskovsnaturen, men også naturtyper præget af langvarig udnyttelse, f.eks. græsningsskove, dyrehaver og egekrat, som dels rummer mange af urskovens elementer, og dels har givet plads til dyre- og plantesamfund, som har svært ved at klare sig andre steder i det stedse mere regulerede og opdyrkede Danmark. Sikring af de værdifulde skovtyper – og de tilknyttede dyre- og plantearter – for eftertiden kræver naturbeskyttelse.