Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nyeste initiativer

Oprindelig forfatter HHz

Naturnær skovdrift

Omkring år 2000 blæste der nye og mere internationale vinde omkring naturbeskyttelsen i de danske skove, og indflydelsen fra FN’s miljøkonference i Rio de Janeiro og de anbefalinger, der her blev vedtaget om bevarelse af naturskove og biodiversitet på globalt plan, slog igennem i Danmark.

Naturskovsstrategien fra 1992 er på mange måder det hidtil stærkeste brud med den meget produktionsorienterede, nærmest landbrugsmæssige tilgang til skovene. Her blev det for alvor en del af diskussionen at sikre arealer af en størrelse, der kunne fungere som selvbærende økosystemer, hvori langt flere arter kunne overleve og bestå på langt sigt. Det skulle være arealer med naturlig vanddynamik uden dræning, og hvor der vedvarende kunne være store træer og dødt ved i mange dimensioner og alle nedbrydningsstadier. Ifølge naturskovsstrategien skal mindst 40.000 ha (10 % af landets daværende skovareal) sikres som urørt skov eller skov med gamle driftsformer (primært græsningsskov og stævningsskov) inden år 2040.

I 2002 blev naturskovsstrategien fulgt op af det nationale skovprogram, som lægger yderligere vægt på naturnær skovdrift og forøgelse af skovarealet og samtidig stadfæster målet om udlægning af “biodiversitetsskov” på 10 % af skovarealet inden 2040. Faktisk burde statsskovene have nået målet allerede i 2010.

Annonce

 FIGUR 20-9. Eksempel på Natura 2000-område: Tofte Skov og Mose.

FIGUR 20-9. Eksempel på Natura 2000-område: Tofte Skov og Mose.

Også Wilhjelmudvalget, som i 2001 udarbejdede en grundig og fremsynet rapport som grundlag for en national handlingsplan for biologisk mangfoldighed, pegede på, at der skal være mere plads til naturen, herunder vigtigheden af at sikre naturskove, forbedre naturovervågningen og etablere større nationale naturområder. Desværre har der fra rapportens tilblivelse i 2001 og til 2008 været begrænset politisk vilje til at følge op på udvalgets anbefalinger.

Nøglebiotoper

Efter svensk model iværksattes i 2000 et initiativ til registrering af nøglebiotoper i skov: Særligt vigtige biotoper, som indeholder eller forventes at indeholde rig biodiversitet eller sjældne naturtyper eller arter. Formålet med nøglebiotopregistreringer er at få disse arealer lagt ind i driftsplaner og kort (se Den individuelle styring af skovdriften), så de sikres i skovens daglige drift.

Da det er umulig at gennemsøge alle skove for sjældne og rødlistede arter, har Skov- og Naturstyrelsen udarbejdet en liste over mulige nøglebiotoper (se boks 18-1 i Særlige levesteder i skovene) og udpeget en række såkaldte signalarter, der angiver høj naturværdi eller specielle lys-, vand- eller næringsforhold. F.eks. signalerer arter som gul anemone, liden lærkespore og tyndakset gøgeurt lang skovkontinuitet og uforstyrret jordbund, mens femradet ulvefod og enblomstret vintergrøn signalerer artsrig gammel nåleskov, og lungelav og skinnende lakporesvamp signalerer stabile, urskovslignende tilstande med gamle træer og dødt ved i store dimensioner.

EU's habitatdirektiv

Habitatdirektivet, der blev vedtaget i EU i 1992, samme år som Rio-konventionen om biologisk mangfoldighed, er hjørnestenen i EU’s naturbeskyttelse. Direktivet forpligter medlemslandene inklusiv Danmark til at udpege og bevare naturtyper og arter, der er i fare for at forsvinde, har begrænset udbredelse eller er karakteristiske for en bestemt del af Europa. Sådanne udpegede naturtyper eller karakteristiske landskaber, der skal sikre levesteder for truede arter og økosystemer kaldes “habitatområder” og beskyttelsen af habitatområderne er indarbejdet i de nationale lovgivninger. Omdrejningspunktet er at “sikre gunstig bevaringsstatus” for en række naturtyper og arter. Hvor dette udtryk i 90'erne nærmest betød, at området eller arten generelt havde det godt, blev det fra 2001 klart, at begrebet skulle dække såvel national som lokal status.

Figur 20-10.
NID-4-801.pngNID-4-802.png
FIGUR 20-10. Natura 2000-netværket i Danmark består af EF-fuglebeskyttelsesområder (tv) og EU-habitatområder (th). Ill.: Jørgen Strunge.

Direktivet omfatter 60 danske naturtyper, heraf 9 skovtyper, samt ca. 47 i Danmark forekommende arter og underarter, hvis bevaring kræver udpegning af særlige bevaringsområder. Desuden opregnes 40 i Danmark forekommende dyrearter og 7 plantearter, der kræver streng beskyttelse, uanset om de forekommer inden for eller uden for habitatområderne. Denne liste omfatter, ud over flere i skoven forekommende arter af flagermus og frøer, også arter som hasselmus og birkemus, stor vandsalamander, den trælevende bille eremit og orkideen fruesko.

Figur 20-10 viser de udpegede habitatområder i Danmark (næsten 3/4 er havområder, men der er også en del skovlandskaber). I 2008 var beskyttelsen af områderne stadig mest på planlægningsstadet, men de overordnede retningslinjer har smittet af på den nationale lovgivning, bl.a. skovloven af 2004.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hanne Hübertz: Nyeste initiativer i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=485326

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk