Skovarealet

I 1990'erne begyndte de daværende amter at udpege private områder, hvor skovrejsning blev anset for særdeles ønskelig ud fra landskabelige, biologiske og rekreative hensyn. Inden for disse områder ville staten give tilskud til skovrejsning. Etablering uden brug af pesticider og uden dybdepløjning belønnes med ekstra tilskud. Der gives også tilskud til forberedende undersøgelser såsom lokalitetskortlægning, hvor jordbundens egnethed til skovtræer af forskellig art undersøges.

Der blev også udpeget negativ-områder, altså områder hvor særlige hensyn taler mod skovrejsning, f.eks. pga. beskyttede, lysåbne naturtyper, udsigter eller geologiske interesseområder, og her er skovrejsning ikke tilladt.

Et statsligt skovrejsningsområde skal som udgangspunkt først udpeges som skovrejsningsområde i regionplanerne. For at målrette arbejdet udpegede Skov- og Naturstyrelsen i samarbejde med Naturforvaltningsudvalget i 1999 ca. 100 “særlige indsatsområder for statslig skovrejsning”. Denne udpegning er ikke endelig, men tages hele tiden op til revurdering. Selv om også vandværker og kommuner rejser skov, sker hovedparten af den offentlige skovrejsning som plantning af statsskov via Skov- og Naturstyrelsen. Alt skal ske ved frivillige jordopkøb og mageskifter, og da der oftest er mange private ejere inden for et projektområde, tager det tit lang tid at gennemføre statslige skovrejsningsprojekter – i gennemsnit 30 år for en skov på ca. 100 ha.

I takt med at jorden købes, sker etableringen af skov, oftest som tilplantning, kun enkelte områder overlades til naturlig tilgroning (som eksempel af Vestskoven omtalt i boks 21-1). Inden tilplantningen undersøges en række forhold, så skovetableringen sker i pagt med jordbundsforholdene, fortidsminderne, landskabet, gæsters adgang til skoven, områdets eventuelle særegne naturforhold mv. Der etableres brugerråd for nye skove, og træartsvalg og balancen mellem skov og lysåbne arealer vurderes, evt. undlades tilplantning på arealer, som i stedet udlægges til naturområder.

I dag plantes langt overvejende løvskov, mest eg. Hvor mulighederne byder sig, etableres eller genskabes småbiotoper som søer, vandhuller, moser, heder, overdrev, lysninger mv. Generelt tilplantes ca. 75 % af arealet, mens 25 % får lov at ligge som lysåbne biotoper. Allerede 5 år efter tilplantning kan man begynde at fornemme skoven. I en del år efter tilplantningen præges bundvegetationen dog stadig af landbrugets ukrudt, så man f.eks. kan opleve en bøgekultur med tæt undervækst af mælkebøtter. Dette er imidlertid et forbigående fænomen, og allerede efter 10 år begynder træerne at lukke sig over arealerne, og skovoplevelsen bliver markant. 30 år efter tilplantningen ligner arealet en “rigtig” skov med egentlige skovurter, svampe m.m.

For at nå målsætningen om at fordoble det danske skovareal, så det kommer til at dække 20-25 % af landet i løbet af ca. 100 år, kræves det, at der etableres 4.000-5.000 ha ny skov om året. Selv om mere end 100 statslige og 400 private skovrejsningsinitiativer er sat i værk mellem 1989 og 2009, hvor dette skrives, måtte man allerede i 1999 konstatere, at skovrejsningen ikke gik så hurtigt som ventet, og at der kun blev rejst halvt så meget skov (ca. 1.800 ha pr. år) som forudsat. Med den nuværende etableringshastighed vil det tage over 200 år at nå op på 25 % skovdække i Danmark.

De nye skove er også kommet til at ligge anderledes end oprindelig forventet. Hvor forordningen fra 1989 ønskede at støtte udnyttelsen af de marginale landbrugsjorde, som ofte ligger relativt langt fra bebyggelser, er størstedelen af skovrejsningen i 2000-tallet sket som bynære skove til glæde for rekreation og naturoplevelse.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Skovarealet.

• Forrige afsnit er De danske skoves fremtid
• Næste afsnit er Træerne