Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skovarealet

Oprindelig forfatter HHz

I fremtiden kan vi vente, at det danske skovareal vokser fra de nuværende ca. 12-13 % af landets samlede areal til omkring 20 %. Det sker som følge af en målsætning, regeringen formulerede tilbage i 1989. Ifølge den skal det danske skovareal nemlig fordobles inden for en trægeneration, dvs. i løbet af ca. 80-100 år. Målsætningen blev fulgt op af lovgivning og lovændringer, som muliggjorde tilskud til privat skovrejsning og opkøb af jord til statslig skovrejsning.

Det “nationale skovprogram”, som blev ved taget i 2002, fastholder dette mål, dog med et bredere sigte. Hvor 1989-beslutningen stadig var meget produktionsorienteret, og et af hovedformålene var at sikre produktion på marginale landbrugsområder, blev målet for skovrejsningen i 2002 beskrevet som langt mere flersidigt: At sikre grundvandet som drikkevandsressource, at fremme bynært friluftsliv og at skabe gode muligheder for at værne om biologisk mangfoldighed. Med den stigende opmærksomhed over for klimaændringer havde man også fået øjnene op for skovens betydning som kuldioxidbinder, og skovrejsning havde således også fået en klimamæssig betydning.

Undersøgelser har også vist, at der knytter sig store samfundsøkonomiske “overskud” til nye, større statsskove, bl.a. på grund af ovenstående forhold. Samfundet “inkasserer” gevinsten i form af f.eks. renere grundvand, mere natur, mere jagtbart vildt, mere træ, bedre sundhed, stigende ejendomspriser mv.

Annonce

Midler og metoder i skovrejsningen

I 1990'erne begyndte de daværende amter at udpege private områder, hvor skovrejsning blev anset for særdeles ønskelig ud fra landskabelige, biologiske og rekreative hensyn. Inden for disse områder ville staten give tilskud til skovrejsning. Etablering uden brug af pesticider og uden dybdepløjning belønnes med ekstra tilskud. Der gives også tilskud til forberedende undersøgelser såsom lokalitetskortlægning, hvor jordbundens egnethed til skovtræer af forskellig art undersøges.

 FIGUR 21-1. Bynær skovrejsning ved Roskilde.

FIGUR 21-1. Bynær skovrejsning ved Roskilde.

Der blev også udpeget negativ-områder, altså områder hvor særlige hensyn taler mod skovrejsning, f.eks. pga. beskyttede, lysåbne naturtyper, udsigter eller geologiske interesseområder, og her er skovrejsning ikke tilladt.

Et statsligt skovrejsningsområde skal som udgangspunkt først udpeges som skovrejsningsområde i regionplanerne. For at målrette arbejdet udpegede Skov- og Naturstyrelsen i samarbejde med Naturforvaltningsudvalget i 1999 ca. 100 “særlige indsatsområder for statslig skovrejsning”. Denne udpegning er ikke endelig, men tages hele tiden op til revurdering. Selv om også vandværker og kommuner rejser skov, sker hovedparten af den offentlige skovrejsning som plantning af statsskov via Skov- og Naturstyrelsen. Alt skal ske ved frivillige jordopkøb og mageskifter, og da der oftest er mange private ejere inden for et projektområde, tager det tit lang tid at gennemføre statslige skovrejsningsprojekter – i gennemsnit 30 år for en skov på ca. 100 ha.

I takt med at jorden købes, sker etableringen af skov, oftest som tilplantning, kun enkelte områder overlades til naturlig tilgroning (som eksempel af Vestskoven omtalt i boks 21-1). Inden tilplantningen undersøges en række forhold, så skovetableringen sker i pagt med jordbundsforholdene, fortidsminderne, landskabet, gæsters adgang til skoven, områdets eventuelle særegne naturforhold mv. Der etableres brugerråd for nye skove, og træartsvalg og balancen mellem skov og lysåbne arealer vurderes, evt. undlades tilplantning på arealer, som i stedet udlægges til naturområder.

I dag plantes langt overvejende løvskov, mest eg. Hvor mulighederne byder sig, etableres eller genskabes småbiotoper som søer, vandhuller, moser, heder, overdrev, lysninger mv. Generelt tilplantes ca. 75 % af arealet, mens 25 % får lov at ligge som lysåbne biotoper. Allerede 5 år efter tilplantning kan man begynde at fornemme skoven. I en del år efter tilplantningen præges bundvegetationen dog stadig af landbrugets ukrudt, så man f.eks. kan opleve en bøgekultur med tæt undervækst af mælkebøtter. Dette er imidlertid et forbigående fænomen, og allerede efter 10 år begynder træerne at lukke sig over arealerne, og skovoplevelsen bliver markant. 30 år efter tilplantningen ligner arealet en “rigtig” skov med egentlige skovurter, svampe m.m.

De første 20 år med ny skovrejsning

For at nå målsætningen om at fordoble det danske skovareal, så det kommer til at dække 20-25 % af landet i løbet af ca. 100 år, kræves det, at der etableres 4.000-5.000 ha ny skov om året. Selv om mere end 100 statslige og 400 private skovrejsningsinitiativer er sat i værk mellem 1989 og 2009, hvor dette skrives, måtte man allerede i 1999 konstatere, at skovrejsningen ikke gik så hurtigt som ventet, og at der kun blev rejst halvt så meget skov (ca. 1.800 ha pr. år) som forudsat. Med den nuværende etableringshastighed vil det tage over 200 år at nå op på 25 % skovdække i Danmark.

De nye skove er også kommet til at ligge anderledes end oprindelig forventet. Hvor forordningen fra 1989 ønskede at støtte udnyttelsen af de marginale landbrugsjorde, som ofte ligger relativt langt fra bebyggelser, er størstedelen af skovrejsningen i 2000-tallet sket som bynære skove til glæde for rekreation og naturoplevelse.

Boks 21-1. Vestskoven

Den 31. marts 1967 vedtog Folketinget at anlægge en stor ny skov vest for København: Vestskoven. Forud herfor lå mange års planlægning. Allerede i 1936 arbejdede man i “Betænkning om Københavnsegnens grønne Områder” med planer om en Vestskov – planer som blev videreført i den såkaldte Fingerplan fra 1947.

Men først med redaktør Hakon Stephensens kronik “Lad os plante et træ” i 1966, der skabte en kraftig folkestemning for sagen, kunne der skabes enighed om at anlægge Vestskoven.

De efterfølgende år opkøbte staten arealer omkring Albertslund og Glostrup til Vestskoven. Hovedformålet var at skabe et rekreativt område for de hastigt voksende byområder i Københavns vestegn. Københavns Skovdistrikts skovrider E. Laumann Jørgensen ønskede at skabe et skovlandskab, som foruden sluttede bevoksninger også rummede åbne sletter, bakker, søer og mange stier og veje.

Megen inspiration blev hentet i Dyrehaven, men for at give Vestskoven sit eget særpræg, blev det besluttet at lade sletterne afgræsse af skotsk højlandskvæg i stedet for kronhjorte. Og da landskabet fra naturens hånd er fladt, anlagdes de to kunstige bakker Herstedhøje og Oxbjerg. Herstedhøje, som er 67 m høj, er bygget af ca. 3.000.000 m3 jord, murbrokker og andet byggeaffald.

Skoven blev tilplantet med bevoksnin- ger med udgangspunkt i typiske, danske og sydskandinaviske skovtyper, og ad åre har mange skovdyr og skovbundsplanter indfundet sig. Der vil dog gå lang tid, før man kan opleve den samme skovflora her som i de gamle skovegne, måske op imod 800 år. Vestskovens flora er omtalt under Frugtmodning og frøspredning.

I alt erhvervede staten ca. 1.360 ha tidligere landbrugs- og gartnerijord til projektet, som på mange punkter har dannet skole for efterfølgende bynære skovrejsningsprojekter.

NID-4-809.png

Vestskoven set fra Herstedhøje mod øst. Foto: B. Wiklund.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hanne Hübertz: Skovarealet i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=485344

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk