Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Driften

Oprindelig forfatter JBoL

Skovdriften bliver givetvist mere mangfoldig i fremtiden. I modsætning til tidligere tider, hvor skovdriften var præget af nøje forskrifter for, hvad god skovdrift er, vil fremtidens skov i langt højere grad blive præget af, hvilke ønsker den private ejer har til netop sin skov, og hvilke økonomiske muligheder vedkommende har for at forfølge disse. Og for det offentlige skovbrugs vedkommende vil forskellige interesseorganisationer samt lokale brugerråd bidrage til udviklingen, der inden for visse rammer også vil blive mere “pluralistisk”. Vi vil i fremtiden i langt højere grad se skove, der er specielt rettet mod publikum og turisme, mod jagt og naturoplevelser, mod æstetik og landskabelig skønhed, mod økologi og biologiske værdier, og dette kombineret med en miljørigtig produktion af træ og andre skovprodukter under hensyntagen til naturen og skovens beboere – biodiversiteten.

Grundlaget for skovdriften bliver hensynet til flersidigheden, dvs. at skovene skal dyrkes med henblik på at vedligeholde eller forbedre produktionen af træ og andre produkter såvel som skovenes naturhistoriske, kulturhistoriske, miljøbeskyttende og rekreative funktioner. Denne flersidighed kan som også omtalt i afsnittet om forædling i princippet opnås på to forskellige måder: 1) Ved at opdele skovene efter forskellige funktioner (produktionsskov, biodiversitetsskov, rekreationsskov mv.), eller 2) ved at integrere skovens funktioner, så forskellige formål tilgodeses på det samme areal.

Efterkrigstidens udvikling af skovbruget i Danmark har hovedsageligt sigtet mod en integration af de forskellige funktioner – specielt med henblik på at sikre kulturmiljøet samt friluftslivets interesser i den dyrkede skov. Det stigende ønske om at beskytte skovens naturindhold og biodiversitet i samspil med den tiltagende mekanisering og rationalisering i skovbruget har skærpet konflikten mellem de produktive og naturbeskyttende hensyn.

Annonce

En vis grad af funktionsopdeling er nødvendig, hvis vi ønsker at beskytte den del af biodiversiteten, der er knyttet til kontinuitet og lange, uforstyrrede procesforløb og strukturudvikling. Omvendt ligger der en stor mulighed i at udvikle produktionsskovbruget i en mere naturvenlig retning. Disse to tiltag hænger dog snævert sammen, således at en skånsom omgang med naturen i produktionsskoven vil kunne mindske behovet for at udtage arealer af produktion til ensidig sikring af den biologiske mangfoldighed. Eller sagt med andre ord: jo bedre vi evner at tage hensyn til biodiversiteten i skovdriften, desto mindre behov er der for at tage arealer helt ud af drift til ren naturbeskyttelse.

Naturnær drift

En del af den nye udfordring for skovbruget består altså i at øge integrationen af en stadigt stigende mængde af hensyn og funktioner i skovdriften – produktion, natur, friluftsliv, rent vand osv. Det aktuelt mest lovende bud på en effektiv og økonomisk fornuftig funktionsintegration kan sammenfattes under betegnelsen “naturnær skovdrift”.

Det overordnede mål med naturnær skovdrift er at drive skoven økonomisk rentabelt. Det gøres ved at udnytte skovens naturlige processer, f.eks. naturlig foryngelse frem for dyre plantninger. Tilsvarende kan man udnytte naturlig udskillelse ud fra konkurrencen mellem de enkelte træer i stedet for at lade skovarbejdere foretage omkostningskrævende udtyndinger med motorsav.

I praksis gennemføres dette ved at vælge lokalitetstilpassede, gerne hjemmehørende træarter, fokusere hugsten på de enkelte træer frem for samtidig afdrift af hele bevoksninger og bygge på den spontane foryngelse. Ved naturnær skovdrift søger man at undgå indgreb, som skader skovens mikroklima, jordbund og biodiversitet – f.eks. undgås renafdrifter og brug af pesticider.

Den skitserede tilbageholdenhed med at anvende voldsomme, styrende dyrkningstiltag for til gengæld at give de naturlige økologiske processer mere frit løb medfører, at der med tiden udvikles aldersvarierede bevoksninger bestående af forskellige træarter i blanding. Disse heterogene og varierede skove vil være mere stabile over for f.eks. storm, klimaændringer og en række skadevoldere og resultere i et beskyttet mikroklima i den enkelte skovbevoksning. Det antages endvidere, at de vil være mere fleksible over for skiftende brug og plejeintensitet fra menneskets side.

I skovbrugets aktuelle situation med nye krav til bæredygtighed er den vigtigste pointe ved naturnær dyrkning formodentlig, at den i væsentlig grad vil bidrage til at sikre biodiversiteten i produktionsskovene. Det skyldes dels, at skovøkosystemet i sin arts- og aldersstruktur får større lighed med det økosystem, som skovens biodiversitet naturligt er tilpasset, dels at naturnær dyrkning betinger en øget brug af hjemmehørende træarter, større kontinuitet i skovdækket og skovudviklingen, beskeden brug af jordbearbejdning ved foryngelse samt ingen brug af pesticider.

Det er muligt med sådanne “naturvenlige” dyrkningsmetoder at komme et langt stykke ad vejen mod skove, der er økonomisk rentable, økologisk forsvarlige og socialt acceptable (bæredygtighedsidealet). At indføre naturnære driftsprincipper på en betydelig del af det danske skovareal er imidlertid ikke nogen enkel og ukompliceret sag. Eftersom de sidste 200 års praktiske erfaringer og forskning i skovdrift har sigtet mod at udbygge forståelsen og grundlaget for det ensaldrende skovbrug baseret på fladedrift, er videngrundlaget for naturnær skovdrift begrænset. Den manglende erfaring og viden udgør et problem for den politiske beslutningstagning, planlægning og styring af driften samt den praktiske udøvelse af naturnær skovdyrkning. Øget anvendelse af naturnær drift forudsætter således en betydelig erfaringsudveksling (nationalt, internationalt) samt en målrettet forsknings- og efteruddannelsesindsats.

Selv om der indføres naturnære driftsprincipper på en stor del af skovarealet, vil der fortsat være interessekonflikter mellem privatøkonomiske nødvendigheder og samfundsmæssige behov. Der vil således være værdier knyttet til skovene, som ikke sikres eller opbygges ved en økonomisk orienteret, naturnær skovdyrkning – f.eks. urørt skov, dødt ved, retablering af vådområder og specielle krav til rekreative funktioner. Disse natur- og oplevelsesværdier, der snævert betragtet ikke repræsenterer en økonomisk værdi, men som efterspørges af samfundet, må således opnås gennem supplerende politiske tiltag og målrettet aflønning fra samfundets side.

Urørt skov

Der er i de senere år taget målrettede politiske initiativer for at øge naturindholdet i skovene. Danmark vedtog i 1992 en naturskovsstrategi, der har medført, at en del arealer er lagt ud som urørt skov, græsningsskov, stævningsskov mv., hvor naturhensynet bevidst prioriteres på bekostning af produktionsinteresserne. Denne fremgangsmåde repræsenterer således en funktionsopdeling af landskabet – natur her og produktion der.

Det er sandsynligt, at Danmark lander på en politisk betinget balance, hvor en del (op til 10 %) af skovarealet reserveres til énsidig naturbeskyttelse (urørt skov og gamle driftsformer med højt naturindhold), mens den resterende del benyttes i integreret, flersidig produktionsskov (træproduktion, friluftsliv, natur- og grundvandsbeskyttelse), der i vid udstrækning dyrkes efter naturnære principper. En sådan langsigtet funktionsopdeling, hvor betydelige arealer båndlægges til evig urørthed, mens andre arealer benyttes til flersidig produktion, repræsenterer en interessant, langsigtet og for så vidt visionær arealforvaltning med nye muligheder og omfattende konsekvenser.

 Urørt skov med lukkede grøfter. Draved Skov.

Urørt skov med lukkede grøfter. Draved Skov.

En af de nye muligheder ved kommende udlæg til urørt skov og gamle driftsformer i den skitserede/forventede størrelsesorden er, at arealerne aktivt kan benyttes til at skabe biologisk-økologisk og æstetisk-rekreativ sammenhæng i landskabet under hensyntagen til den foreliggende landskabsmosaik. Den økologiske sammenhæng i landskabet kan f.eks. blive styrket ved at benytte nye, urørte skovområder til at skabe forbindelse mellem eksisterende urørt skov-områder eller andre områder med stort naturindhold. De urørte skoves æstetiskrekreative virkning i landskabet må analyseres i relation til landskabets bebyggelse, infrastruktur, adgangsforhold, øvrige muligheder for oplevelser, turisme osv.

Skal de økologiske og landskabelige muligheder (biodiversitet, skønhed, oplevelser) ved udlæg til urørt skov udnyttes fuldt ud, er det vigtigt, at variationen og de naturlige ledelinjer i landskabet benyttes aktivt – f.eks. ved at udlægge urørt skov i kuperede landskaber, omkring vådområder eller i zoner langs vandløb eller fjordbredder; eller ved at udlægge visse skovbryn som urørt skov.

I relation til samfundets kraftige betoning af naturbeskyttelsen (biodiversiteten) synes det rimeligt, at der i Danmark etableres et begrænset antal forholdsvis store (dvs. måske 5.000-10.000 ha) “reservater”, hvor urørt skov kan indgå i forbindelse med andre urørte landskabstyper – kyster, søer, åer, klitheder mv. Denne udvikling synes allerede på vej med oprettelsen af de første egentlige nationalparker i Danmark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Bo Larsen: Driften i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=485355

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk