Hvad er skov?

Dansk skov i ord og navn

Ordet “skov” (oldnordisk “skogur”) er gammelt i sproget og findes næsten enslydende på alle nordiske sprog (bortset fra finsk). Det er beslægtet med ordet “skæg” og menes at have grundbetydningen “fremspring”, ligesom stednavnet Skagen. Men akkurat som færøsk har et utal af betegnelser for fjeld og grønlandsk tillige for is og sne, har dansk et utal af andre betegnelser for skov og trævegetation, navnlig når dialekternes ordforråd også inddrages. Mange af disse betegnelser er nok i nutiden mest tydelige i stednavnene, for ganske mange lokaliteter, både bebyggelser og skove, har navne, som sigter til skov.

Holt med betydningen “lille skov”, f.eks. i navne som Holt, Holte, Holtet, Holtum, Grønholt, Stenholt, men også i navne som Troelt, Romalt og Stenalt.

Ved (det oldnordiske viðr – i 1600- og 1700-tallet også skrevet som Vitt, With eller Wit), om større skovstrækninger, som i navnene Hornsved (nuværende Jægerspris) og Draved – og mindre tydeligt i bl.a. Barrit, Asset, Fraugde og Snøde. Samme ord findes på engelsk: wood, f.eks. Sherwood.

Lund, der stadig findes som navneord med betydningen “meget lille skov”.

Ris, krat, skrub, skrøp, pur, purl, purker om lavtvoksende, ofte kroget trævegetation, ungskov, krat og stævningsskov. Det ser også ud til at gælde et Tykke (tykning).

Stub og støb er anvendt på Langeland og stubbe på Sjælland om skove, der blev drevet som stævningsskove.

Overdrev, Ore, Orned (f.eks. Ganløse Ore og Lellinge Overdrev) afspejler skovens og arealets fortid som græsningsområde uden for landsbyen før indfredningen.

Hegn, Vænge, Vang, Have, Indelukke, Kobbel sigter alle til indhegninger. Der kan dog både være tale om at holde dyr inde (f.eks. Heste-, Kalve- og Kohave og Dyrehave) og holde dem ude. Det sidste gælder især mange af skovnavnene på Nordsjælland, hvor “Hegn” blev hæftet på de nye, indhegnede fredskove. I flere tilfælde hang betegnelsen fredskov eller fredskoven ved de indhegnede skove og blev en del af deres navn. Træartsnavne indgår i flere stednavne, f.eks. i Eget eller Eged efter eg, Bøged efter bøg, Hessel efter hassel og -birke i Tibirke efter birk. Dertil kommer en hel sværm af stednavne, der indikerer forhenværende skov. Skovrydningsnavne med endelser som -rød (f.eks. Birkerød og Hillerød) og -tved (f.eks. Egtved, Næstved og mindre tydeligt i f.eks. Harte og Humble). Selv gamle kort over træløse hedeområder i Midtjylland vrimler med stednavne, der vidner om træer og skov.

Plantage kommer ind med tilplantningerne af især heder og klitter fra sidst i 1700-tallet (f.eks. Stendal Plantage og Havredal Plantage). Og langt størstedelen af de nyanlagte skove i Danmark fra 1700-tallet til først i 1900-tallet bærer navnet Plantage. Mange skelner stadig ret nøje mellem plantage og skov (f.eks. hedder det i statistisk oversigt over de danske skove stadig “Skove og Plantager”), hvor plantage selvfølgelig er plantet og typisk består af nåletræer, f.eks. i de mange midt- og vestjyske plantager. Men ofte har mange plantager fået løvskovspræg, mens mange gamle skovområder har fået plantagepræg, fordi løvskovsbevoksningerne dér op gennem 1900-tallet er blevet erstattet af nåletræsplantninger. De nyere skovrejsningsområder fra sidste del af 1900-tallet og frem beæres dog fra starten af med et skov-navn, f.eks. Vestskoven, Hyrdehøj Skov og Løvbakke Skov.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Hvad er skov?.

• Forrige afsnit er Bogens medarbejdere
• Næste afsnit er Den internationale definition på skov