Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmarks skove

Oprindelig forfatter PFM

Geografisk ligger Danmark i krydsfeltet mellem tre store biogeografiske regioner: mod vest den atlantiske, der omfatter det vestlige Jylland, mod øst den kontinentale, midteuropæiske, der omfatter resten af landet, og mod nordøst den boreale nåleskovsregion. Det betyder, at Danmark rummer elementer fra alle tre regioner. Og det viser sig i udpræget grad i skoven, som i alle tre regioner er eller ville have været (dvs. uden mennesker) den potentielt dominerende vegetationstype. Det atlantiske og kontinentale præg ses i løvskovene, mens de boreale indslag især træffes i nogle af de mange nåletræsplantninger, som er etableret i Danmark siden 1700-tallet.

Skoven dækker i dag ca. 13 % af vores landareal, men op mod 80 % af landet kunne være dækket af en form for skov eller trævækst. Fra naturens hånd er Danmark således ubetinget et skovland – for tiden altså, dvs. i indeværende mellemistid, Holocæn. Ser man imidlertid “Danmark” i et større tidsperspektiv, er denne skovklædning faktisk usædvanlig. Gennem den sidste ca. én million år har forholdene været arktiske i perioder på ca. 100.000 års længde afbrudt af mellemistider på 10-20.000 år med forhold omtrent som nu. Og set i et endnu længere tidsperspektiv vidner de fleste af de bevarede aflejringer om, at her har været hav.

 < FIGUR 1-3. Det danske skovareal er fordelt på forholdsvis få store skovområder og mange små og mellemstore skove. FIGUR 1-4. Skovarealets andel i de enkelte kommuner.

< FIGUR 1-3. Det danske skovareal er fordelt på forholdsvis få store skovområder og mange små og mellemstore skove. FIGUR 1-4. Skovarealets andel i de enkelte kommuner.

Alt i alt er “Danmark” som skovland faktisk en ret sjælden – og tidsbegrænset tilstand. Som vi bør skønne på, mens tid er. For sandsynligvis vil jordbanens regelmæssige svingninger bringe en ny istid inden for de nærmeste 10.000 år. Hvis da ikke menneskets aktiviteter ændrer forholdene helt.

Annonce

Skovarealet

Det samlede skovareal i Danmark blev i 2006 opgjort til 534.500 ha, svarende til 12,4 % af landarealet. Det samlede areal med anden træbevoksning er 41.100 ha, hvilket svarer til 1,0 % af landarealet. Således er det samlede træbevoksede areal 575.600 ha eller 13,4 % af vores samlede landareal på 43.098 km2.

Skovdækningen er imidlertid ikke jævn hen over landet. Som det fremgår af figur 1-4, er skovprocenten højest i Midtjylland og Nordsjælland og på Læsø og Bornholm.

Det danske skovareal nåede et historisk lavpunkt i begyndelsen af 1800-tallet. Det sidste hårde hug faldt dog ikke, som det ofte fremstilles, på grund af rovdrift, men som følge af bestræbelserne på gennem skovforordningerne af 1781, 1784 og især 1805 at sikre fremtidens skovareal (se nærmere i afsnittet Aktiv skovdyrkning). For at slippe af med bøndernes rettigheder til især græsning og hugst af underskoven, således at de blivende skove kunne få “fred”, var det nødvendigt med kompensation. Og den bestod i afståelse af skovareal. Resultatet var, at et sted mellem en tredjedel og halvdelen af det samlede, tilbageværende skovareal blev afstået og efterfølgende ryddet og opdyrket i løbet af få årtier, således at skovarealet i gennemsnit blev nedbragt til 3-4 %.

 FIGUR 1-6. Udviklingen i det danske skovareal fordelt på løv- og nåleskov fra 1881 til 2006.

FIGUR 1-6. Udviklingen i det danske skovareal fordelt på løv- og nåleskov fra 1881 til 2006.

Lige siden er skovarealet atter steget (figur 1-6). Den største tilgang fandt sted ved tilplantning af heder og klitter fra sidst i 1700-tallet til begyndelsen af 1900-tallet. Med Folketingets beslutning fra 1989 om at fordoble skovarealet i løbet af en trægeneration tegner det til fortsat at stige, og det når måske op mod 20-25 % af landarealet inden år 2100 (se Skovarealet).

Skovenes sammensætning

Der findes ifølge opgørelsen fra 2006 56 forskellige træarter i de danske skove. Ifølge samme opgørelse er 40 % af skovarealet bevokset med nåletræer alene, 34 % har kun løvtræer, mens 14 % har både løvtræer og nåletræer i samme bevoksning. Der er dog mange bevoksninger, som er en blanding af to eller flere løvtræarter, eller af mere end én slags nåletræer, for på 36 % af skovarealet er en fjerdedel af træerne nogle andre end hovedtræarten.

 FIGUR 1-5. Set fra luften ligner langt de fleste danske skove et kludetæppe. Skovene er opsplittet i som regel kunstigt anlagte bevoksninger. Kun ud mod randen er der som regel bevaret et smalt skovbryn, hvor der findes rester af den tidligere skov.

FIGUR 1-5. Set fra luften ligner langt de fleste danske skove et kludetæppe. Skovene er opsplittet i som regel kunstigt anlagte bevoksninger. Kun ud mod randen er der som regel bevaret et smalt skovbryn, hvor der findes rester af den tidligere skov.

Som det fremgår af tabel 1-1 er det mest almindelige træ i de danske skove rød-gran, som findes på 19 % af arealet. Bøg er det hyppigst forekommende løvtræ, idet knap 14 % af skovarealet er bevokset med denne art. Forskellige arter af fyr udgør 12 % af skovarealet, mens sitkagran, lærk og andre nåletræer også er ganske udbredte. Nobilis og nordmannsgran, to arter der fortrinsvis benyttes til produktion af juletræer og pyntegrønt, dækker i alt 6 % af arealet. Der er mest løvtræ i den østlige del af landet, mens nåletræ dominerer skovene i den vestlige del.

Hos nåletræerne er de fleste bevoksninger mellem 20 og 50 år gamle, mens der er overraskende få helt unge bevoksninger. Sammen med andre forhold viser det, at der plantes mindre nåletræ i dagens Danmark. Til gengæld er der mange unge egebevoksninger, hvilket bl.a. afspejler den omfattende skovrejsning, som har fundet sted siden 1999.

Næsten en tredjedel af bøgeskoven er mere end 100 år gammel, og disse bevoksninger har meget mere træ stående, end man regnede med i de tidligere skovtællinger. Det samme gælder for de andre træarter, så i forhold til den forrige skovtælling i 2000, hvor man mente, at der stod ca. 120 millioner m3 ved i de danske skove, så er tallet efter skovtælling 2006 nu 156 millioner m3.

Tabel 1-1.
Hele landet (1000 ha)Jylland (1000 ha)Øerne (1000 ha)
199020002006199020002006199020002006
Skovareal i alt445486534305337372141149163
Hjælpearealer28138995843
Skovbevokset areal417473527328328367133145160
Midlertidigt ubevokset6510447214
Løvtræ i alt14317422463851198190104
Bøg728069293631434438
Eg304346152428151918
Ask1013194586811
Ahorn89172366611
Andre løvtræer233073121746111327
Nåletræ i alt268294288218240237515451
Rødgran13513210210510579302723
Sitkagran353434313030444
Ædelgran151514131412222
Fyr--65 -58 7
Nordmannsgran122821718154106
Nobilis71210598232
Andre nåletræer647237566330897
Ukendt 5 4 1
TABEL 1-1. Skovarealets fordeling efter træart og landsdel ved de seneste tre opgørelser (skovtællinger). Opgørelserne til og med 2000 bygger på spørgeskemaer til skovejerne med 10-20 års mellemrum, mens den i 2006 er baseret på stikprøveundersøgelser ude i skovene. Der kan derfor være metodiske forskelle på tallene. I 2006-opgørelsen er en del arealer, der tidligere ville have været regnet med som bøgeskov, tilsyneladende indregnet i andre kategorier. Fra “Skove og Plantager 2006”.

Ejerforhold og udnyttelse

Én tredjedel af skovarealet er i offentlig eje, dvs. ejes af stat og kommuner, og to tredjedele ejes af fonde, stiftelser og enkeltpersoner. Staten ved Skov- og Naturstyrelsen råder over ca. 123.000 ha og er dermed Danmarks største skovejer.

Den årlige tilvækst i vedmasse pr. ha skov er beregnet til 10,2 m3 i gennemsnit for perioden 2002-2006, svarende til en samlet tilvækst på 5,45 millioner m3 pr. år. Den gennemsnitlige årlige hugst i samme periode var 2,1 millioner m3. Hugstmæssigt ligger Danmark med ca. 2,4 % af den stående vedmasse på niveau med Sverige, men højere end det europæiske gennemsnit. Der er dog store udsving i hugsten mellem de enkelte år, men dette skyldes især stormfald.

 Skoven.

Skoven.

Til hugsten skal lægges en årlig eksport på omkring 10 millioner juletræer og omkring 30.000 tons klippegrønt.

Omkring 7 % af skovarealet er udlagt som urørt skov og friholdes helt for hugst og andre forstlige indgreb.

Fredskov og fredet skov

Fredskov er skov, der er omfattet af skovlovens bestemmelser om fredskovspligt (se nærmere under Den statslige styring af skovdriften). Det er ikke det samme som nutidens “fredet skov”, der er skov, som er omfattet af naturfredning efter naturbeskyttelsesloven. Derimod er fredskove arealer, som skal holdes bevokset med træer, der danner, eller inden for et rimeligt tidsrum vil danne sluttet skov af højstammede træer. Bevoksningerne må ikke fældes, før de er hugstmodne. Fredskovspligten kan også omfatte træløse arealer i skoven, som søer, moser, heder, enge og marker (tjenestejorder).

Skove, der er fredskov fra gammel tid, eller er blevet pålagt fredskovspligt af staten, ejeren eller som vilkår for tilskud o.l. omfatter omkring 85 % af det danske skovareal. De arealer, der ikke er fredskov, er især yngre plantninger, tilgroningsskove på moser og juletræplantninger mv. på markerne.

Boks 1-2. Skovforskning

NID-4-18.png

A. Indsamling af boreprøver fra træ til aldersbestemmelse og dendro-økologiske undersøgelser (træringsanalyser). Variationen i årringsbredden kan give et billede af træets vækstforhold, herunder påvirkninger fra klima, insekter og skovdrift. Foto: P. Friis Møller.

Skovforskning

Skovene har stor videnskabelig interesse som produktionsapparat og ressource, som natur og levested og som kultur og historie. Vores viden om dem er opbygget gennem talrige iagttagelser, forsøg og undersøgelser, som mange forskellige enkeltpersoner, universiteter, institutioner, museer og foreninger har gennemført gennem mange år; især de sidste 200. Arbejdet har været udført med vidt forskelligt formål og fokus: f.eks. produktion, historie, plante- og dyreliv, jordbund, vandstand, kredsløb og økologiske eller sociale sammenhænge.

Produktionsmæssig forskning
I takt med opbygningen af et egentligt skovbrug og etablering af en skovbrugsuddannelse sidst i 1700-tallet steg behovet for et bedre videngrundlag; især på områder, der kunne forbedre skovdyrkningen og øge udbyttet fra skovene. Derfor fik en stor del af skovforskningen et klart økonomisk-produktionsmæssigt sigte, ligesom økonomisk betydningsfulde træarter samt skadevoldende eller jagtbare organismer fik størst opmærksomhed.

Afprøvning af nye træarter blev indledt i Forstbotanisk Have ved Charlottenlund i 1835 og udvidet med oprettelsen af Arboretet i Hørsholm i 1936, hvor der den dag i dag bl.a. forskes i træarternes genetik og forædling. I 1901 blev der oprettet en egentlig skovforskningsinstitution, Statens forstlige Forsøgsvæsen, hvis fokus især var rettet mod skovbrugets produktionsbevoksninger.

På grund af træers lange levetid var og er det nødvendigt med langsigtede undersøgelser, der bl.a. går ud på at sammenligne forskellige træarter eller herkomster (provenienser) eller forskellige behandlinger af samme art (f.eks. forskellig hugststyrke, gødskning o.l. under varierende forhold).

Undersøgelserne foregår på særlige prøveflader, hvor træerne ofte bliver kortlagt, afmærket og fulgt med regelmæssige målinger. Den første danske prøveflade blev allerede taget i brug i 1784-85 af hovedmanden bag fredskovsforordningen, C.D.F. Reventlow (1748-1813). Han fulgte selv tilvæksten med regelmæssige målinger, og bl.a. på dette grundlag skrev han den første skovbrugsvidenskabelige afhandling i Danmark. I alt er der gennem tiden etableret ca. 1.000 langsigtede (10-200 årige) forsøg med prøveflader i de danske skove med fokus på produktion, træarter og provenienser, dyrkningsgrundlag, flora og fauna m.m.

NID-4-19.png

B. Billedet viser vegetationshistorikeren og skovforskeren, statsgeolog Svend Th. Andersen (1924-2009) i Draved Skov med nogle særlige pollenfælder. Gennem langsigtede undersøgelser af pollenfaldet i nutidige naturskove i den slags fælder fås bl.a. viden om klimaets indvirkning på træarternes pollenproduktion. Sammen med undersøgelser af vegetationen og af aflejringer i skoven er det muligt at opnå en bedre forståelse af sammenhænge i fortid, nutid – og fremtid. Foto: P. Friis Møller.

Biologisk-økologisk forskning
Forskning i naturlige og urørte skoves økologi, dynamik og udvikling har op gennem 1900-tallet været noget spredt og er bl.a. blevet igangsat med forskelligt formål på Vorsø og Nørholm Hede og i Draved Skov, Suserup Skov, Strødamreservatet, Longelse Bondegårdsskov, Løvenholmskovene og Kaløskovene (figur 13-5, boks 7-1 og 8-1). Statens forstlige Forsøgsvæsen har gennem næsten 100 år fulgt udviklingen i trævegetationen på den fredede Nørholm Hede, mens Danmarks Geologiske Undersøgelse (nu GEUS) siden 1948 har forsket i naturlige, urørte bevoksninger i bl.a. Draved Skov for bedre at kunne forstå den naturlige skovdynamik og opnå en bedre tolkning af pollendiagrammerne (se Geologien, 1800-tallets sidste del og de følgende afsnit).

Skovovervågning
En vigtig del af indsatsen består i at følge skovenes udvikling på landsplan med hensyn til areal, træartsfordeling, vedmasse, tilvækst, biodiversitet, sundhedstilstand og friluftsudnyttelse m.m. Denne statistiske overvågning af skovene blev indledt i 1888 med regelmæssige spørgeskemaer til skovejerne, men har siden 2002 bygget på mere udbyggede undersøgelser af stikprøver i tilknytning til et landsdækkende 2 x 2 km-net.

Desuden foregår der gennem intensiv overvågning af stofkredsløb på udvalgte, permanente prøveflader en systematisk overvågning af skovenes sundheds- og næringsstoftilstand. Formålet er bl.a. at kunne sammenholde ændringer i skovenes vækst og tilstand med menneskeskabte og naturlige påvirkninger, herunder luftforurening og klimaændringer. Denne overvågning er nærmere omtalt under Skovovervågning. I 2003 blev det Nationale Program for Overvågning af VAndmiljøet og NAturen (NOVANA) igangsat. Programmet skal også følge udviklingen i skovenes naturindhold.

Skovforskningens udvikling
Skovforskningen udvikler sig i takt med øget indsigt og nye metoder og teknikker, bl.a. inden for EDB, GPS og fly- og satellitoptagelser samt tilkomsten af nye problemstillinger. Den må i sagens natur være langsigtet og bredspektret, men har løbende ændret fokus i takt med samfundets skiftende behov og ønsker og ikke mindst finansieringsmulighederne.

I 1950’erne, 60’erne og 70’erne lå tyngden især på økonomi og nåletræproduktion, fra 1970’erne også på flersidig udnyttelse, herunder befolkningens brug af skovene. I 1980’erne var der fokus på mulig indvirkning af luftforurening (forsuring og ”skovdød”) og i 1990’erne på biologisk mangfoldighed, naturskov, urørt skov, indikatorer og naturnær skovdrift. Omkring årtusindskiftet blev opmærksomheden for alvor rettet mod klimaændringerne – både spørgsmålet om hvordan skovene vil blive påvirket, og om hvordan de kan tilpasses til og i øvrigt mindske virkningen af disse gennem øget optag af CO2, herunder ved levering af træ til bioenergi og oplagring af CO2 i træprodukter.

I 1991 blev Statens forstlige Forsøgsvæsen og flere andre skovforskningsinstitutioner forenet i Forskningscentret for Skov & Landskab (FSL), og i 2004 blev skovforskningen med tilhørende uddannelser yderligere samlet til Skov & Landskab på Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, der i 2007 blev til Det Biovidenskabelige Fakultet (LIFE) på Københavns Universitet. Tilsvarende blev Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), der udarbejder den danske rødliste og bl.a. forsker i skovenes flora, pattedyr og fugle, en del af Århus Universitet.

Efter årtusindskiftet har skovforskningen i stigende omfang deltaget i internationalt samarbejde, men er samtidig blevet ramt af flere nedskæringer på universiteter og forskningsinstitutioner.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Friis Møller: Danmarks skove i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484923

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk