Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jordbunden

Oprindelige forfattere HePet, HVejre og ICal

De geologiske udgangsmaterialer – f.eks. moræneaflejringer, smeltevandsaflejringer, flyvesand, tørv eller klippe af kalk, sandsten eller grundfjeld – skaber sammen med vegetationen den jordbund, hvori træerne forankres, og hvorfra de henter vand og næring.

Jord og jordbund

Jordbunden er det øverste lag af de geologiske udgangsmaterialer. Den består af en blanding af mineralske partikler (ler, silt, sand, grus og sten), organisk stof (levende organismer og dødt organisk stof – tilsammen jord. Hertil kommer luft og vand i varierende forhold. I en typisk dansk jordbund optager de faste bestanddele ca. 50 %, mens luft og vand udgør de resterende 50 % i et indbyrdes forhold, der afhænger af det aktuelle vandindhold.

 FIGUR 2-1. Jordbunden og de underliggende dele af det geologiske udgangsmateriale blottes bl.a., hvor havet nedbryder landet. Billedet stammer fra Gulstav Klint på Langeland, hvor moræneleret træder frem.

FIGUR 2-1. Jordbunden og de underliggende dele af det geologiske udgangsmateriale blottes bl.a., hvor havet nedbryder landet. Billedet stammer fra Gulstav Klint på Langeland, hvor moræneleret træder frem.

Der findes et meget stort antal mineraler i danske jorde. Man skelner mellem primære mineraler, som ikke er blevet omdannet siden deres dannelse, og sekundære mineraler, som har undergået nogle af de processer, der omtales senere. Til den første gruppe hører f.eks. kvarts og glimmer, mens den sidste gruppe bl.a. rummer lermineraler som kaolinit og montmorillonit samt metaloxider og karbonater.

Annonce

Blandingsforholdet mellem partikler af forskellig størrelse kaldes jordens tekstur. F.eks. taler man om lerjord, når der mindst er 10 % ler i jorden, og sandjord, når der er under 10 % ler. En grov klassifikation baseret på tekstur inddeler danske skovjorde i tre klasser: fin, medium og grov (se tabel 2.1 og figur 2-10 i afsnittet Hovedtyper af skovjorde i Danmark nedenfor). Den fine jord kan være kalkholdig eller kalkfri.

Lerjord er generelt frugtbar, og sandjord er det modsatte. Lerjorden er så frugtbar, fordi en lille procentdel af de fine partikler, ler og silt, er primærmineraler, der indeholder essentielle næringsstoffer. Sandjordene indeholder langt færre fine partikler, og dem der er, består ikke af næringsholdige primærmineraler.

Jordbundens egenskaber er imidlertid ikke kun et spørgsmål om dens tekstur. Vegetationen, klimaet og benyttelsen har igennem tiderne påvirket de oprindelige jordarter og gjort, at den nuværende jordbunds evne til at frigive/binde næringsstoffer og forsyne rødderne med vand og ilt er meget anderledes end i den jord, der lå tilbage efter istiden.

Med sin blanding af fast stof, vand og luft kan jordbunden opfattes som en overgangszone mellem atmosfæren og de uforandrede geologiske udgangsmaterialer – en zone, hvor begge sfærer er repræsenteret. Tilmed rummer jordbunden en mangfoldighed af liv med repræsentanter for alt fra pattedyr til mikrober.

Jordbunden er af afgørende betydning for planternes vækst, men er samtidig i høj grad et resultat af planternes og de øvrige organismers tilstedeværelse.

Fin og kalkholdig:
Kalkholdige lerjordeover 10 % ler og kalk inden for de øverste 100 cm
Fin:
Lerede jorde og lerjordeover 10 % ler, kalkfri
Medium:
Finsandede jorde, lerholdige jordeunder 5 % ler og over 5 % silt eller over 50 % finsand eller 5-10 % ler
Grov:
Grovsandede jordeandre
TABEL 2.1 Skovjordsklasser baseret på vægtede gennemsnit af partikelstørrelsesfordelingen i dybden 50-100 cm.

Jordbundens dannelse

Jordbunden opstår som nævnt ovenfor i et samspil mellem det geologiske udgangsmateriale, klima/nedbør/vand og de levende organismer, terræn og tid. Udgangspunktet for jordbundsdannelsen er de geologiske materialer (se Jordbundsudvikling), der i Danmark i reglen er aflejringer (sedimenter). De er enten afsat af gletsjere, smeltevandsfloder og vind, eller bundfældet i søer eller i havet. De almindeligste geologiske materialer er: moræneaflejringer, smeltevandssand, flyvesand, marint ler og sand samt kridt. Disse dannelser er dog som antydet ovenfor ikke i sig selv jordbund. Jordbunden udvikles først, efterhånden som vegetationen indfinder sig.

Før skoven indvandrede efter istiden, var de geologiske udgangsmaterialer tæt pakket, f.eks. fordi isens tryk havde presset kornene sammen, eller fordi aflejring i strømmende vand havde skabt dannelser med meget ens kornstørrelser og deraf følgende tæt pakning af kornene. Mange steder var de geologiske udgangsmaterialer rige på kalk og manglede det organiske stof, der i dag karakteriserer jordbunden.

 FIGUR 2-2. Oversigt over 150 skovjordes sammensætning og teksturklasse. Lerpartikler er mindre end 0,002 mm, silt mellem 0,002 og 0,02 mm, finsand mellem 0,02 og 0,2 mm, grovsand mellem 0,2 og 2 mm.

FIGUR 2-2. Oversigt over 150 skovjordes sammensætning og teksturklasse. Lerpartikler er mindre end 0,002 mm, silt mellem 0,002 og 0,02 mm, finsand mellem 0,02 og 0,2 mm, grovsand mellem 0,2 og 2 mm.

Fysiske processer som frost og tø har siden medvirket til at løsne de geologiske udgangsmaterialer, og med vegetationens indvandring begyndte planternes rødder at gennemtrænge dem sammen med jordboende organismer som f.eks. regnorme. Også nedbrydning af organisk stof og nedsivende vand kom til at påvirke det geologiske materiale.

Vandets, planternes og de øvrige organismers vedvarende indflydelse på det geologiske materiale skabte efterhånden en gennemgribende forandring af de øverste lag, typisk til en dybde af 0,5-2 m – der udvikledes en jordbund. En af de mest synlige forandringer var et øget indhold af humus, som farvede jorden mørk, og de rødgule, røde eller gule farver, der opstod ved forvitring af jordens jernholdige mineraler. Nedbrydning og omdannelse af mineralerne førte til dannelse af nye mineraler af størrelse som lerpartikler. Med tiden dannedes der klart adskilte lag, såkaldte jordbundshorisonter, der skilte sig ud fra hinanden ved farve eller fysisk fremtræden (se næste afsnit).

De processer, der førte fra istidens jorde, der var mere eller mindre rå, geologiske udgangsmaterialer, til nutidens jordbunde, er stadig aktive. De bliver uddybet i de følgende afsnit.

Jordbundens lag

 FIGUR 2-3. Grænser for horisontdybder i danske skovjorde baseret på målte værdier fra ca. 150 jordprofiler. O: horisont med akkumuleret organisk materiale A: horisont med humusblandet mineraljord, E: udvaskningshorisont, B: udfældningslag eller akkumulering af omdannet materiale, C: upåvirket udgangsmateriale.

FIGUR 2-3. Grænser for horisontdybder i danske skovjorde baseret på målte værdier fra ca. 150 jordprofiler. O: horisont med akkumuleret organisk materiale A: horisont med humusblandet mineraljord, E: udvaskningshorisont, B: udfældningslag eller akkumulering af omdannet materiale, C: upåvirket udgangsmateriale.

Det øverste lag består typisk af mere eller mindre omsatte planterester som f.eks. løv, nåle, grene, kogler og kviste (O-horisonten, som også kaldes førnen). Dernæst følger et mørkfarvet (brunlige eller gråsorte nuancer) lag af mineraljord opblandet med humus (A-horisonten). Mange steder efterfølges denne horisont af en lysere farvet horisont, hvorfra der er sket udvaskning af ler og nedbrydningsprodukter fra forvitringen af mineraler (E-horisonten). Under denne finder man ofte en B-horisont med materiale, der er nedvasket fra A- og E-horisonterne – det kan dreje sig om ler eller forbindelser mellem metaller og humus. Nederst finder man altid det upåvirkede geologiske materiale (C-horisonten) eller den faste klippe.

Det er almindeligt, at jordbunden ikke rummer alle disse horisonter. E-horisonten kan mangle eller være svær at skelne fra de øvrige, og jordbundsdannelsen kan have forløbet over for kort tid til, at alle horisonterne er udviklet.

Muld og mor
Horisonterne over det upåvirkede geologiske materiale kan udvikles på to principielt forskellige måder: som en muldbund eller som en morbund. På muldbund er det organiske stof under førnen blandet med mineralpartiklerne, og indholdet af organisk stof aftager jævnt med tiltagende dybde (figur 2-5). På morbund aflejres det organiske stof i et lag oven på mineraljorden. Dette såkaldte morlag består af adskillige års løvfald, der med dybden er mere og mere findelt og nedbrudt, men ikke, eller kun i ringe grad, blandet med mineralpartikler.

NID-4-25.png

NID-4-26.png

FIGUR 2-4. Morænelerjord i Als Nørreskov (A) og podsoleret sandjord på flyvesand aflejret oven på smeltevandssand i Gludsted Plantage (B). Blegsandet, dvs. E-horisonten, er forstyrret af pløjning. De øverste lag kan være forskelligt udformet afhængigt af de forhold, hvorunder de biologiske nedbrydningsprocesser foregår – se nærmere i figur 2-5. Horisontbetegnelsen er de samme som i figur 2-3. Foto: I. Callesen.

Både det geologiske udgangsmateriale og vegetationen spiller en rolle for, om en jord udvikles som muld eller mor. Muldbunde findes generelt på de næringsrige lerjorder øst for sidste istids hovedstilstandslinje, mens morbunde er karakteristiske for næringsfattige sandjorder og særligt udbredte vest for istidens hovedstilstandslinje. Men vegetationen, i skoven specielt træarten, har også afgørende betydning. Mor kan dannes under træer med svært nedbrydeligt løv med lavt indhold af kvælstofforbindelser og højt indhold af garvestoffer, polyfenoler. Dette er tilfældet for nåletræer, men også et løvtræ som bøg kan fremme mordannelse på jorder, hvor træer med hurtigere nedbrydeligt løv vil danne muld. Omvendt finder man bøgeskove på såvel mor- som muldbund.

Jordbundens svampe, bakterier og fauna er vidt forskellig på muld og mor, og de levende organismer har afgørende indflydelse på udviklingen af de to jordbundstyper. Regnorme, og specielt de store dybtgravende arter stor regnorm (Lumbricus terrestris)og lang orm (Aporrectodea longa), er afgørende for den sammenblanding af organisk stof og mineraljord og dannelse af jordkrummer, som er karakteristisk for muldjorden. Da de ikke trives ved lav pH kan det være forklaringen på den manglende sammenblanding af organisk og mineralsk materiale på morbunden. Sammenlignes faunaens sammensætning og bestandstæthed på typisk muld og mor (figur 2-6), finder man, at det samlede antal dyr pr. arealenhed er større på morbund end på muldbund, men da større dyr som regnorme og bænkebidere er almindeligst på muldjorden, er biomassen langt større der, end den er på morbunden.

Blandt de luftåndende jordbundsdyr er især pansermider og springhaler mere talrige i typiske morjorde end i typiske muldjorde. Blandt de encellede dyr er amøber, især skalbærende amøber, mest almindelige på mor, mens ciliater (infusionsdyr) er mest almindelige i muld. Enchytræer (dværgregnorme) optræder oftest i tættere bestande på morbund end på muldbund. Svampe og bakterier har også forskellig betydning på de to jordtyper. Svampe dominerer på morbunden, mens bakterier er mere talrige på muldbund end på morbund.

Processer i jordbundsdannelsen

De jordbundsdannende processer, der er nævnt ovenfor, bliver i det følgende beskrevet mere detaljeret. Det drejer sig især om forsurings-, forvitrings-, transport- og udvaskningsprocesser samt de såkaldte redoxprocesser.

NID-4-27.png

NID-4-28.png

FIGUR 2-5. A) En muldbundprofil fra bøgeskov (Hestehaven ved Kalø). O-laget består af et tyndt lag uomsat førne, mens A-laget er tykt (0-45 cm) og består af muld. B) En morbundprofil fra bøgeskov (Løvenholm på Djursland). O-laget er her tykt og består af tre dele: Ol er uomsatte blade, Of er et lag bestående af kun delvist omdannede blade (f fra ordet fermentation) og under dette et lag af helt nedbrudt organisk stof (Oh-laget fra ordet humus). Foto: K. Dalsgaard.

Forsuring
Planterødder og andre organismer frigiver kuldioxid, CO2, som sammen med vand danner den svage syre kulsyre. Kulsyren angriber og opløser jordbundens mineraler. Det mineral, der lettest lader sig opløse i danske jorde, er kalk (kalciumkarbonat). Ved opløsningen af kalk dannes der positive kalciumioner og negative bikarbonationer. Desuden kan kulsyren opløse lermineraler, hvorved der foruden bikarbonationer frigives positive ioner, f.eks. kalium- og natriumioner. Næringsionerne kalcium, magnesium, kalium og natrium kan med nedsivende vand blive vasket ud af de øverste jordlag. Opløsningen af kalk og udvaskningen af kalciumioner fører til, at kalken i jorden med tiden forsvinder. Dernæst er det silikatmineralernes tur til at virke som stødpude over for kulsyren og andre sure forbindelser.

Organiske syrer, der er dannet ved ufuldstændig nedbrydning af planterester, og uorganiske syrer tilført gennem luftforurening, bidrager til yderligere opløsning af jordmineraler ved lavere pH. Forvitringen af jordmineralerne neutraliserer syrer, hvorved der frigives ioner som Mg2+ og K+. Hvis der hele tiden dannes mere syre, end jorden kan nå at neutralisere, stiger surhedsgraden alligevel. Hvis tilførslen af syrer derimod aftager, kan jorden langsomt neutralisere dem, og pH vil atter stige til det niveau, der er en følge af jordmineralernes sammensætning og dyrs og planters livsprocesser.

 FIGUR 2-6. Sammenligning af dyrelivet i en bøgeskovs bundlag bestående af hhv. muld og mor. Hver søjle angiver, hvor stor en procentdel af det samlede antal (for muld og mor tilsammen), den samlede vægt (biomasse) og den samlede iltoptagelse, der findes i hhv. muldjorden og morjorden.

FIGUR 2-6. Sammenligning af dyrelivet i en bøgeskovs bundlag bestående af hhv. muld og mor. Hver søjle angiver, hvor stor en procentdel af det samlede antal (for muld og mor tilsammen), den samlede vægt (biomasse) og den samlede iltoptagelse, der findes i hhv. muldjorden og morjorden.

Forvitring
Opløsningen af mineraler i jordbunden kaldes forvitring. Gennem forvitringen frigives næringsstoffer, som trærødderne kan optage, hvis de altså ikke når at forsvinde til dybere jordhorisonter med det nedsivende vand.

Ud over kalk findes der i jorden en del andre mineraler – i Danmark hovedsagelig forskellige silikatmineraler, der forvitres i varierende omfang. Mineraler som biotit (mørk glimmer) forvitrer relativt let, mens feldspatter og kvarts kun meget langsomt forvitres. Ved forvitringen frigives mineralernes enkeltbestanddele, hvoraf flere er vigtige næringsstoffer for planterne, f.eks. kalcium, magnesium og kalium.

Forvitringen bidrager til jordbundens farver – især de gullige og rødlige nuancer, der skyldes frigivelsen af jern fra mineraler.

Transport og udvaskning
En del af det regnvand, der rammer jordoverfladen, vil på grund af tyngdekraften sive nedad. Det nedsivende vand optager på sin vej nedad en række forskellige stoffer fra jorden. Stofferne stammer typisk fra nedbrydning af organisk stof, stofskifteprodukter fra levende organismer eller forvitring af mineralerne – men kan også være stof transporteret til skoven udefra, f.eks. gennem luftforurening.

Hvis de opløste stoffer føres ned under rodzonen, kan planterne ikke længere få fat i dem – denne proces kaldes udvaskning. Det er især de negative ioner nitrat, sulfat og klorid, og de positive ioner kalcium, kalium, natrium og magnesium, der udvaskes. Der kan også være tale om organiske stoffer på ionform.

 FIGUR 2-7 (A). Tre egenskaber ved de fire forskellige teksturklasser i skovjorde: a) fin, kalkholdig; f) fin; m) medium; c) grov. Jordens pH-værdi. Danske skovjorde er sure i de øverste jordlag med pH 3,0-4,5, bl.a. som følge af luftforurening. I B- og C-horisonten er pH omkring 4,5 på sandjorde og på lerjorde ofte i intervallet 5-7, især hvis udgangsmaterialet er kalkholdigt.

FIGUR 2-7 (A). Tre egenskaber ved de fire forskellige teksturklasser i skovjorde: a) fin, kalkholdig; f) fin; m) medium; c) grov. Jordens pH-værdi. Danske skovjorde er sure i de øverste jordlag med pH 3,0-4,5, bl.a. som følge af luftforurening. I B- og C-horisonten er pH omkring 4,5 på sandjorde og på lerjorde ofte i intervallet 5-7, især hvis udgangsmaterialet er kalkholdigt.

Det nedsivende vand medbringer også opslemmede partikler som ler og humus.

Ler- og humustransporten kan som transporten af ioner foregå fra de øverste jordlag til dybereliggende jordbundshorisonter eller helt ud af jordbunden til grundvandet eller dybtliggende geologiske lag.

Nedadgående transport af ler, der kaldes lernedslemning, er et udbredt fænomen i alle danske jorde, der rummer ler i en blanding med silt og sand. Transporten af ler følger efter forvitringen, opløsningen og udvaskningen af kalk, da lerpartiklerne i fraværet af kalciumioner bindes svagere til hinanden. Lerpartiklerne transporteres i reglen kun 20-60 cm ned i jorden og sætter sig i sprækker og porer. Derved beriges de dybere jordbundshorisonter med ler.

På stærkt sure jorde, som man finder på sandet jordbund og især på arealer med hedevegetation og nåletræer, er der ingen ler, men her transporterer vandet derimod organiske syrer og humuspartikler nedad. Humusmolekyler går i forbindelse med jern og aluminium, som stammer fra mineralforvitring, og fører disse stoffer videre ned i jorden, således at der opstår et jern- og aluminiumsfattigt lag kaldet blegsand. Disse forbindelser udfældes 20-40 cm længere ned i jorden, hvor de sammenkitter sandskornene og danner et hårdt lag, der med et gammelt jysk ord kaldes for al. Tykke allag er ofte vandstandsende og umulige eller meget vanskelige at gennemtrænge for rødder.

Hele forløbet med opdeling af jordbunden i lag kaldes samlet podzolering, og jordtypen kaldes med et gammelt russisk udtryk podzol. Hvor produktionen af opløste humusstoffer er høj, bliver allaget sort og humusrigt. Omvendt findes også allag, der overvejende er sammenkittet af jern og aluminiumoxider og er fattige på humus.

 FIGUR 2-7 (B). Kalciumtallet, Cat. 1 Cat svarer til 1 mg kalcium pr 100 g jord.

FIGUR 2-7 (B). Kalciumtallet, Cat. 1 Cat svarer til 1 mg kalcium pr 100 g jord.

Redoxprocesser
Redoxprocesser består i, at der overføres elektroner mellem grundstoffer. Hvis et givet grundstof modtager en eller flere elektroner fra et andet, siges det at blive reduceret. Det grundstof, der afgav elektronerne siges omvendt at være blevet oxideret. De to processer finder, som det fremgår, sted samtidig og tilsammen kaldes de en redoxproces. Ofte er levende organismer involveret, idet livsprocesser er redoxproceser. Omsætning af kulstof, kvælstof, ilt, svovl og fosfor i det levende kredsløb rummer således mange redoxprocesser.

Kemiske forbindelser i jordbunden deltager også i redoxprocesser, og i de kan give meget synlige resultater. Jordvand og jordluft indeholder ilt, men når ilten slipper op, fordi luftskiftet er for langsomt (f.eks. når jordens porer er blokeret af vand) opstår der reducerende (iltfri) betingelser. Det betyder at jernioner med tre elektroner mindre end metallisk jern, Fe3+ eller ferrijern, kan blive reduceret til Fe2+ eller ferrojern, som let opløses i vand. Dermed skifter jorden ikke alene farve fra rødlig til grå- eller blålig, men dens jernindhold falder også, fordi ferrijernet udvaskes. Mangan i reduceret form som Mn2+ bliver også opløseligt og dermed mobilt under iltfri forhold.

 FIGUR 2-7 (C). Fosforsyretallet, Ft. 1 Ft svarer til 3 mg fosfor pr. 100 g jord ekstraheret i fortyndet svovlsyre. Fosforsyretallet benyttes ikke længere i analyser af landbrugsjord, men bruges som indikator for fosfortilgængelighed i skovjord. Det er især i B- og C-horisonten, at lerjorde og kalkholdige lerjorde indeholder flere plantenæringsstoffer. E-horisonten er for det meste fattig på næringsstoffer, idet både indholdet af fine partikler og humus er lavt pga. udvaskning og genudfældning i B-horisonten.

FIGUR 2-7 (C). Fosforsyretallet, Ft. 1 Ft svarer til 3 mg fosfor pr. 100 g jord ekstraheret i fortyndet svovlsyre. Fosforsyretallet benyttes ikke længere i analyser af landbrugsjord, men bruges som indikator for fosfortilgængelighed i skovjord. Det er især i B- og C-horisonten, at lerjorde og kalkholdige lerjorde indeholder flere plantenæringsstoffer. E-horisonten er for det meste fattig på næringsstoffer, idet både indholdet af fine partikler og humus er lavt pga. udvaskning og genudfældning i B-horisonten.

Vekslende iltforsyning over tid kan vise sig som zoner med reducerende og oxiderende betingelser i jorden. Der dannes et grå- og rødspættet mønster som kaldes pseudogley (figur 2-11 i afsnittet Hovedtyper af skovjorde i Danmark nedenfor). Det skyldes at jern er genudfældet som jernoxid i iltrige zoner, mens det er opløst og transporteret bort fra zoner med iltfrie forhold. Permanent iltfri forhold ved høj grundvandstand viser sig som grålige og blålige farver der skyldes reduceret jern, Fe2+. På samme måde kan mangan omlejres og danne noduler af brunsten, MnO2, når reducerende og oxiderende betingelser afløser hinanden.

Hovedtyper af skovjorde i Danmark

Danmark rummer en stor mangfoldighed af skovjordstyper, men de mest almindelige kan samles i et relativt lille antal hovedtyper. Figur 2-9 viser, hvordan de fordeler sig ud over det danske land.

Lerede morænejorde i Østdanmark
Lerrige morænejorde finder man ofte i bundmorænelandskaber og dødislandskaber øst for den såkaldte Harder’ske israndslinje (se figur 2-8) og i den vestlige Limfjordsregion. I sådanne jorde (teksturklasse “fin og kalkholdig” eller “fin”) er indholdet af næringsstoffer som regel højt, fordi jorden indeholder mineraler, der efter forvitring frigiver plantenæringsstoffer. Deres fysiske og kemiske karakteristika påvirkes af, om der har været en kraftig opblanding af kalk i det geologiske udgangsmateriale. Kalken er gennem opløsning ved forsuring udvasket i de øverste 1-2 meter. Hvis kalken er udvasket i denne dybde, er lerjorden så sur, at ler kan nedvaskes til B-horisonten.

 FIGUR 2-8. Danmarks almindeligste landskabsformer, den tykke sorte linje markerer den Harderske Israndslinje.

FIGUR 2-8. Danmarks almindeligste landskabsformer, den tykke sorte linje markerer den Harderske Israndslinje.

Tilgængeligheden af næringsstoffer og jordboende dyr medfører, at ophobningen af visne blade o.l. er beskeden. Nedbrydningen af blade er hurtig, og der dannes et muldlag i den øverste del af mineraljorden. Reaktionstallet (pH) i underjorden er højt, 7-8, pga. kalkholdigheden.

Lerjordene kan i den øverste meter rumme op mod 200 mm plantetilgængeligt vand i porerne svarende til 20 % af volumenet. Det absolutte vandindhold kan være højere, men er bundet så hårdt i jordens mindste porer, at planterne ikke har adgang til det. Denne vandmængde er imidlertid rigelig til at modstå en lang tørkeperiode. Disse jorde udgør generelt et glimrende vækstmedium for træer.

Periodevis vandmætning fører til lavt iltindhold, og derfor indskrænkes røddernes mulighed for at leve i de dybere jordlag, især hos bøgetræer. Rodnettet bliver mere overfladisk med deraf følgende mindre tørketolerance, og forankringen bliver dårligere. Se figur 2-15.

Sandede morænejorde i Øst- og Midtjylland
Sandede morænejorde findes udbredt i Nordsjælland, i Midtjylland mellem den Harder’ske israndslinje og Hovedopholdslinjen og i Himmerland (ofte teksturklasse medium). De sandede moræneaflejringer rummer ikke eller kun meget lidt kalk. Desuden rummer de kun beskedne mængder silikatmineraler, der er lette at forvitre. Derfor er indholdet af næringsstoffer lavere end i de lerede morænejorde. Et oprindeligt indhold af kalk er på grund af forsuring og efterfølgende udvaskning for længst forsvundet. Det beskedne lerindhold er nedslemmet til B-horisonten.

Den forholdsvis lille tilgængelighed af næringsstoffer gør, at der ophobes en del visne blade på jordoverfladen. Der dannes derfor som regel et morlag oven på mineraljorden, men muld findes dog også, hvis løvet er letnedbrydeligt, f.eks. blade af ahorn og ask. Reaktionstallet (pH) ligger i intervallet 3-5, stigende med dybden og lavere end i de lerede jorde (figur 2-7).

De sandede morænejorde kan, afhængig af humusindhold, rumme ganske meget plantetilgængeligt vand – gerne 150-200 mm, hvilket kan bringe træerne gennem også længere tørkeperioder. De sandede jorde er derfor generelt et udmærket vækstmedium for træer.

 FIGUR 2-10. Udbredelsen af leret og sandet jord under pløjelaget, underjorden. På kortet ses også en række tal, som nærmere angiver jordtypen. 1: grovsandet jord, 2: finsandet jord, 3: lerblandet sandjord, 4: sandblandet lerjord, 5: lerjord, 6: svær lerjord, 7: humusjord og 8: kalkrig jord. Underjordens indhold af ler giver træerne god vækst og forbedrer jordens evne til at tåle forsuring, dvs. tab af kalcium, magnesium og kalium fra økosystemet. Eg og bøg har et dybere rodnet end rød-gran og kan bedre udnytte forekomsten af næringsstoffer i de fine lerpartiklers mineraler.

FIGUR 2-10. Udbredelsen af leret og sandet jord under pløjelaget, underjorden. På kortet ses også en række tal, som nærmere angiver jordtypen. 1: grovsandet jord, 2: finsandet jord, 3: lerblandet sandjord, 4: sandblandet lerjord, 5: lerjord, 6: svær lerjord, 7: humusjord og 8: kalkrig jord. Underjordens indhold af ler giver træerne god vækst og forbedrer jordens evne til at tåle forsuring, dvs. tab af kalcium, magnesium og kalium fra økosystemet. Eg og bøg har et dybere rodnet end rød-gran og kan bedre udnytte forekomsten af næringsstoffer i de fine lerpartiklers mineraler.

Jordbundsudviklingen er ofte præget af forbruning – dvs. at de øverste 30-60 cm er farvet i nuancer fra mørkebrun til gullig. Denne farvning af jorden skyldes jernoxider, som er et restprodukt fra forvitringen af mineraler. Jordene kan være præget af podsolering, hvis jorden tidligere har været dækket af lynghede, fordi dette sammen med stort vandoverskud fremmer podsolering.

Sandede smeltevands- og flyvesandsaflejringer i Vest- og Midtdanmark
De sandede jorde findes i gamle morænelandskaber (bakkeøer), på smeltevandsaflejringer (hedesletter) og i flyvesandsområder. Vest for Hovedopholdelinjen finder man de sandede jorde vidt udbredt. Teksturen kan både være grovsandet og finsandet, og generelt er lerindholdet meget lavt.

I de sandede jorde er indholdet af næringsstoffer som regel lavt, fordi jordens indhold af næringsholdige mineraler er meget begrænset. Mineralerne udgøres hovedsageligt af kvarts og mineraler, der er meget resistente mod nedbrydning som f.eks. kaliumfeldspat. Reaktionstallet (pH) i underjorden er omkring 4. Det er udtryk for, at forvitringen ikke er tilstrækkelig til at neutralisere dannede sure forbindelser (figur 2-7).

NID-4-36.png

NID-4-37.png

FIGUR 2-11. To sjællandske lerjorde på moræne: A) Veldrænet kalkholdig lerjord versus B) dårligt drænet lerjord med det såkaldte pseudogley, der ses som klart afgrænsede grå og røde pletter. Jordfarverne skyldes jern frigivet ved mineralforvitring og omdannet til lermineraler og oxider. I pseudogleyjorden er jernet reduceret til Fe2+ i et iltfrit område og siden genudfældet som Fe3+ i en iltet zone med tydelige rustfarver. Begge profiler er fra gamle skovjorde, og humusindholdet er koncentreret i den øverste del af A-horisonten. Foto: I. Callesen.

Den begrænsede mængde næringsstoffer og manglen på jordboende dyr, ikke mindst regnorme, gør, at der er en stor ophobning af visne nåle og blade. Der dannes derfor typisk et tykt morlag oven på mineraljorden.

Sandjordene indeholder ned til 50 mm plantetilgængeligt vand. Denne begrænsede vandmængde gør det vanskeligt for træerne at modstå længere tørkeperioder. De sandede jorde er således problematiske vækstmedier for træer.

Jordbundsudviklingen er ud over den nævnte mordannelse præget af podzolering, dvs. udfældning af humus og jernforbindelser i dybereliggende lag, der kan blive meget kompakte og danne al.

Flyvesand overlejrer mange steder andre former for aflejringer, f.eks. smeltevands- og moræneaflejringer. Sandet har en karakteristisk kornstørrelse på omkring 0,2 mm og er fattigt på mineraler, der kan frigive næringsstoffer ved forvitring. Sandflugt opstår, når jorden ikke er dækket af vegetation. Det har skabt ny jordbund gentagne gange efter istiden, og alderen på jordene varierer – der ses ofte flere podzoller i samme jordprofil, som skyldes gentagne sandflugtsperioder.

Havaflejringer
Jorde bestående af havaflejringer er udbredte i den nordlige del af Jylland og forekommer i øvrigt spredt langs kysterne.

Aflejringerne kan stamme fra Yoldiahavet (se Landskabsdannelse efter istiden), der dækkede store dele af landet ved den seneste istids ophør. De består af ler og silt og er næringsrige og grundvandspåvirkede, fordi de ofte ligger lavt i terrænet.

En anden udbredt type havaflejringer er strandvolde, der er af nyere dato (se Fladkyster og Strandvoldskysten). De har ofte en grov tekstur af sand, grus og sten, og er ofte tørre eller har vekslende fugtighedsforhold. Forekomst af kalkholdige skaller fra skaldyr kan sikre forsyningen af kalcium i det ellers meget næringsfattige sand.

Vækstbetingelser på havaflejringer er derfor meget vekslende. Ofte er der høj grundvandstand og dårlig indre dræning, som giver problemer med træernes forankring. Elletræerne er tilpasset høj grundvandsstand, og elleskov findes på hævet havbund, hvor grundvandstanden er høj om vinteren.

Boks 2-1

NID-4-38.png

A. Jordbundsvariation på en mark (tv.) illustreret ved kort over ledningsevne (th.). Lyse områder på ledningsevnekortet er sand, mens de rødeste er svær ler. Den betydelige variation er typisk for danske jorde. Kristiansen, 2001.

Lokalitetstilpasning og kortlægning

I dag plantes der i vidt omfang skove på landbrugsjord som led i den nationale skovrejsningsstrategi (se Skovarealet). For at sikre, at der skabes en skov, der passer godt til naturgrundlaget og er tilpasset et klima under forandring undersøger man lokalklima, terræn og jordbundsforhold før der vælges træarter. Kendskab til jordens tekstur, struktur, farve, dybde og stenindhold kan fortolkes og omsættes til viden om nærings- og vandforhold samt andre ting af betydning for træernes vækst og sundhed. Kortlægning af de før nævnte faktorer skal danne beslutningsgrundlag for tilplantningsplanen. En systematisk registrering af forholdene på voksestedet kaldes under et forstlig lokalitetskortlægning.

Jordbundsforholdene i disse nye skove vil i århundreder bære præg af deres ofte århundreder lange brug som landbrugsjord. Der vil være flere næringsstoffer, rester af jordbrugskalk og måske mindre humus end i en skovjord. Træer sætter hurtigt deres præg på jordbunden ved at danne et førnelag, mens andre jordbundsegenskaber ændres meget langsommere og synes nærmest upåvirket af den herskende vegetation.

Jordbundskortlægningen er udviklet som et særligt system for Forstlig lokalitetskortlægning, der gennemføres for at afgrænse områder med nogenlunde ens dyrkningsvilkår for skovens vækst. Det er et redskab i den langsigtede planlægning af skovens opbygning og dyrkning. Risikofaktorer for skovens stabilitet og sundhed, som skyldes naturgrundlaget, vurderes. Det kan være forhold, der hæmmer træernes forankring og viser sig som skader i forbindelse med storm, tørke eller kraftig nedbør. Problemet er særlig udtalt, hvis røddernes udbredelse hæmmes af hårde lag i jorden, f.eks. cementeret allag, pløjesål eller mangelfuld, vekslende dræning i vækstsæsonen. Beskrivelse af cementerede allag eller andre hårde lag, den naturlige eller kunstigt opretholdte dræningstilstand eller forekomsten af tørv afgør mulighederne for rodudbredelse i dybden.

Kortlægningen kobles med ønsker til skovens sammensætning af træarter og skovstruktur, måske med udgangspunkt i den type skovsamfund, som man forventer uden forstlig dyrkning af skoven. Valg af træartsblanding og dyrkningssystem kan tage udgangspunkt i økogrammer, der viser de enkelte træers egnethed på en skala fra vådt til tørt og fra næringsfattigt til næringsrigt. Selv om der findes kort i stor skala over jordbundsforholdene i Danmark (f.eks. figur 2-9) er det afgørende at have adgang til et detaljeret kort f.eks. i skala 1:10.000, der kan bruges som grundlag for planlægning og skovdrift. Jordbundsforhold kan skifte dramatisk inden for få meter med vidt forskellige jordarter, terrænformer osv., som afgør jordbundsudviklingen (figur).

Jordbundskortlægning har hidtil haft jernspyd, gummistøvler og gamle topografiske kort som vigtigste redskaber. I løbet af 1990’erne kom ledningsevnemåling i jordens øverste meter med EM38-scanner fremført med firhjulet motorcykel og geostatistik ind som redskaber til afgrænsning af jordtyper. Forskelle i ledningsevne har vist sig at være en udmærket indikator for overgang i teksturtyper – fra lerjord, sandjord eller tørvejord.

Den detaljerede kortlægning med EM38 har været meget anvendelig på landbrugsjord, hvor jorden kan scannes i en jævnt mønster. Inde i skoven er fremkommeligheden mindre, og scanningen bliver vanskeligere. Jordartskort, forstligt lokalitetskort og kort over ledningsevne registreret med elektromagnetisk scanning er vist over samme område i figur B. Scanning kan ikke erstatte jordbundskar teringen med jordspyd, men er en værdifuld hjælp til at trække grænser og vise jordbundsvariationen på et areal.

NID-4-39.png

NID-4-40.png

NID-4-41.png

B. Eksempler på jordbundskort i lille skala fra Gribskov. 1) Jordartskortet i skalaen 1:25.000 er fremstillet ved en sammenvejning af observationer gjort ved markvandring med jordspyd, fortolkning af matrikelkort og luftfotos: GEUS. 2) Resultatet af forstlig lokalitetskortlægning formidles som et kort, der viser vandforsyning og næringsstatus, her vist som teksturklasser baseret på indhold af ler, samt dyrkningsfaktorer som f.eks. dræningstilstand og rodhæmmende lag. Kortet laves på baggrund af beskrivelser i felten, jordartskort og andre kort. 3) Kort fremstillet på baggrund af ledningsevnemåling (EM38) og geostatistisk efterbehandling. Metoden er et stærkt værktøj i jordbundskortlægning, da det kan registrere ler og sand (lyse) og tørv (mørke) og understøtte og forfine afgrænsninger gjort ved fortolkning af jordspyd-, matrikelkort og flyfotos. Kort: Kristiansen, 2001.

Tørvejorde
Tørvejorde forekommer meget udbredt i afløbsløse lavninger i terrænet i morænelandskaber, langs vandløb og i gamle kystlaguner. Som navnet siger, er tørvejorde udviklet på tørv, der er ophobninger af dårligt omsat organisk materiale. Ophobningen er sket under iltfrie forhold i søer eller strandsøer eller i arealer langs vandløb, der hyppigt står under vand. Tørvejordene er i naturtilstanden fugtige. Når de er træbevoksede, er det oftest et resultat af dræning dvs. en sænkning af vandstanden ved kunstige afløb.

Næringsindholdet i tørv afhænger af, hvad vandet tilfører af mineraler. Hvis det udelukkende er regnvand, er tørven fattig på alle mineraler undtagen kvælstof, som tilføres med luftforurening. Hvis der derimod også tilføres vand nedefra, og der er tale om lerjord, kan tørven være rig på kvælstof og andre mineraler. Tørvejorde i egne, hvor den underliggende mineraljord er fattig på mineraler, er derimod næringsfattige, medmindre det tilflydende vand stammer fra en anden, mere næringsrig og kalkholdig undergrund. Det kan også forekomme, at det tilflydende vand er ret næringsfattigt, men at trærødder har tilgang til mere næringsrig jord i undergrunden.

Som voksemedium er tørven meget forskellig: pH kan være både sur og neutral, men vandforsyningen er oftest god, fordi tørv har stor evne til at fastholde plantetilgængeligt vand.

Sker der ændringer i dræningstilstanden, ændres træernes vækstvilkår også. Sænkning af grundvandsstanden kan medføre, at især næringsrig tørv nedbrydes meget hurtigt, og træerne mister forankringen – jorden “sætter sig” (figur 2-12). En hævet grundvandsstand i et hidtil drænet område kan omvendt føre til, at dele af træernes rodnet drukner og roddybden derved indskrænkes. Det kan medføre, at træerne dør eller vælter.

Jordtyper på grundfjeld
I det meste af Danmark er grundfjeldet dækket af kilometertykke lag af sedimenter, men enkelte steder når grundfjeldet op til overfladen. Her dannes specielle jordtyper, som geografisk er afgrænset til disse områder.

 FIGUR 2-12. Træerne kan miste forankringen, når tørven nedbrydes pga. sænket grundvandstand. Rødderne står tilbage. Humleore på Midtsjælland.

FIGUR 2-12. Træerne kan miste forankringen, når tørven nedbrydes pga. sænket grundvandstand. Rødderne står tilbage. Humleore på Midtsjælland.

Kridtjorde findes på kalkstensformationer på Møn, Stevns, Sangstrup Klint samt i Thy og Hanherred. Kridtet er opbrudt og løst i overfladen, og vandet siver meget hurtigt gennem jordbunden. En tynd moræneaflejring oven på kridtet kan bevirke, at der er dannet en egentlig jordbund over den forvitrende kalksten. Der ses ofte en dyb mulddannelse og en A-horisont med krummestruktur, fordi kalciumindholdet er højt. Opløsningen af kalk giver neutral pH i jordbunden. Jordlagets tykkelse er afgørende for træernes vækstbetingelser. Hvis laget med humusblandet mineraljord er meget tyndt, f.eks. mindre end 10 cm, er jorden tørkeudsat. Er moræneaflejringen op mod en meter i tykkelse, f.eks. i sænkninger i terrænet, ses flot og produktiv bøgeskov. Forskellene og terrænets indflydelse kan studeres i klinteskoven ved Møns Klint. På kridtjorde kan løvet få kalkkloroser, fordi den rigelige forekomst af kalciumioner forhindrer røddernes optagelse af næringsstofferne jern og mangan.

Jorde med kontakt til granit og gnejs findes på Bornholms østlige del, og mange steder kan jordlaget over disse bjergarter være ganske tyndt. Jordprofilens udvikling præges af forbruning og humusakkumulering som andre steder. Det specielle er, at det jordvolumen, træerne kan bruge som voksested, er meget begrænset. Det kan påvirke størrelsen af vedproduktionen, men ikke sundheden, som ofte er god. Dræningen og luftskiftet i jorden er glimrende pga. stort stenindhold, og forankringen også udmærket, idet rødderne kan fortøje sig i klippesprækker. Den samlede vandforsyning er lille, men i skrånende terræn kan jordvand, der siver langs klippens overflade, udgøre en væsentlig og stabil kilde til vand. Terrænet har derfor stor indflydelse på jorde, som er udviklet oven på granit eller gnejs. En konveks flade vil være tør, fordi vandet løber af, mens en skrånende eller konkav flade kan have tykkere jordlag og være forsynet med jordvand, der siver langs et vandstandsende lag i jordbunden.

Skovbruget har ændret jordbunden

 FIGUR 2-13. Antallet af vådområder i Store Dyrehave i Nordsjælland m.m. anno 1857/58 og 1988 illustrerer den kraftige tilbagegang.

FIGUR 2-13. Antallet af vådområder i Store Dyrehave i Nordsjælland m.m. anno 1857/58 og 1988 illustrerer den kraftige tilbagegang.

Ved plantningen af de store plantager i Vestog Nordjylland gennemførte man i reglen en omfattende jordbearbejdning, der mere eller mindre ødelagde lagdelingen i den oprindelige jordbund (figur 2-4 i afsnittet Jordbundens lag nedenfor og 2-13). I dag anvendes gennemgribende jordbearbejdning som f.eks. reolpløjning ofte i forbindelse med skovrejsning på landbrugsjord og ofte ved gentilplantninger i hedeplantager.

I de fleste skove over hele landet er jorden blevet drænet i forbindelse med effektiviseringen af skovdriften i 1800- og 1900-tallet. Mineralske jorde, der oprindeligt var fugtige, er blevet gjort tørrere ved gravning af grøfter. Desuden er mange moser, vandhuller og søer i skovene blevet tørlagt og drænet, således at man har kunnet plante træer. På en lang række lokaliteter er tørvejorde således i dag skovjorde.

Gødskning af skovene har i nogle tilfælde sat sit præg på jorden, fordi de tilførte næringsstoffer både har stimuleret træernes vækst og nedbrydningen af organisk stof i O-horisonten. Det er hovedsagelig i forbindelse med dyrkning af de vestjyske plantager, at gødskning har været aktuel, idet man forestillede sig, at NPK-gødning ville lønsom for træproduktionen.

Udnyttelse af træ til bioenergi i varmeværker giver mulighed for at recirkulere træaske til skoven. De fleste næringsstoffer returneres på denne måde. Asken har en syreneutraliserende virkning, idet reaktionen ved opløsning i vand er basisk. Det er uvist, om de tilbageførte næringsstoffer indgår fuldt i næringskredsløbet på samme måde, som hvis de var frigivet fra forrådnet biomasse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henning Petersen, Henrik Vejre, Ingeborg Callesen: Jordbunden i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484933

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk