Vandstanden

Under naturlige forhold er vandstanden en af de vigtigste vegetations- og artsfordelende faktorer i skoven (figur 2-14) og den eneste naturlige faktor, som i større omfang er i stand til helt at forhindre skov- og trævækst i Danmark under de nuværende klimaforhold.

Vandstanden har afgørende indflydelse på iltindholdet i jorden og omsætningen af dødt organisk materiale og dermed som beskrevet i Processer i jordbundsdannelsen på selve jordbundsdannelsen. Da de forskellige træarter har forskellige præferencer over for netop disse forhold, kommer vandstanden til at spille den omtalte vegetations- og artsfordelende rolle.

Høj vandstand er endvidere med til at svække træets forankring, fordi rodnettet bliver overfladisk og træet derfor mere udsat for at vælte i storm (figur 2-15). Usædvanlig store udsving i vandstanden, dvs. både oversvømmelser og ekstrem tørke kan ligeledes føre til skade på rødderne, således at træer svækkes eller dør. Vandstanden er altså ikke alene en artsfordelende, men også en vigtig dynamikskabende faktor i skovene.

Steder, hvor der er frit vandspejl, ophobes der som regel uomsat materiale i form af gytje og tørv. Det fører til, at vandfyldte lavninger gradvist gror til, fyldes op og skifter karakter fra åbent vand til mose eller sumpskov. Det er sket med stort set alle de våde lavninger, som istiden efterlod i landskabet, så i dag er kun omkring 1 % af landfladen dækket af søer.

Tidligere var mindst 14 % af landets areal ifølge de geologiske kort så våde, at der er aflejret mere end én meter tykke lag af tørv og gytje på dem (de grønne områder på figur 2-9 i Hovedtyper af skovjorde i Danmark), men dertil kommer arealer med tyndere aflejringer og ikke mindst de arealer, der var vandpåvirkede, uden at der fandt tørvedannelse sted. Man regner med, at 50-70 % af et skovareal – ja nogle steder helt op til 100 % – før de store afvandingsprojekter blev iværksat i 1800-tallet var så vådt, at vandet bestemte dets vegetation. Nu er det ofte under 10 %.