Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skoven i de seneste 6.000 år

Oprindelige forfattere BFrit og BOd

De sidste 6.000 års skovhistorie, der omfatter perioden fra Yngre Stenalder og op til i dag, er stærkt præget af menneskets brug af skoven. Før denne tid havde mennesket anvendt skoven som ressource til jagt, brænde, gavntømmer, indsamling af frugter m.m., men disse anvendelser havde formodentlig ingen nævneværdig virkning på skovens sammensætning og de enkelte arters hyppighed.

Med landbrugets spredning til det danske område for ca. 6.000 år siden kom andre arealanvendelser. Nu fik skovarealet en række ekstra funktioner i forbindelse med svedjebrug, som græsningsområde for husdyr, og senere til opfodring af svin på olden og som leverandør af gærdsel, løvhø (figur 3-9) og græshø. Behovet for arealer til græsning og agerbrug beslaglagde større og større områder kulminerende med et skovareal, som var indskrænket til ca. 2 % af det samlede landområde i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet.

 FIGUR 3-9. I vore nabolande mod både syd og nord kendtes brugen af nedhøstet løv og kviste som kreaturfoder gennem det meste af historisk tid, men i Danmark findes de sidste vidnesbyrd om denne form for skovudnyttelse i middelalderlige kalkmalerier. Kalkmaleri i Elmelunde Kirke på Møn.

FIGUR 3-9. I vore nabolande mod både syd og nord kendtes brugen af nedhøstet løv og kviste som kreaturfoder gennem det meste af historisk tid, men i Danmark findes de sidste vidnesbyrd om denne form for skovudnyttelse i middelalderlige kalkmalerier. Kalkmaleri i Elmelunde Kirke på Møn.

Skovens udvikling fra yngre stenalder til Middelalderen

Højskov og kratskov
Perioden indledtes for ca. 5.900 år siden med det såkaldte elmefald, der formodentlig skyldtes en epidemi forårsaget af svampesygdommen elmesyge (se boks 11-6 i Svampe i samspil med insekter og boks 15-3 i Kvæg og korn i skoven).

Elmen – formodentlig skov-elm – aftog voldsomt i hyppighed, og kort herefter ses landbrugets første egentlige virkninger på skovsammensætningen. Eksempelvis kan det nævnes, at der er stærke indicier for svedjebrug i denne periode, hvilket fremmede kratskov af birk, men som også førte til aftagende hyppighed for et af højskovens træer, linden. Da skovgræsning blev udbredt ca. 5.600 år før nu tiltog hyppigheden af hassel, mens birken blev mindre fremtrædende. Af højskovens træer klarede eg og ask sig godt i denne periode, begge trives i lysåbne skove med en vis forstyrrelse.

Annonce

 FIGUR 3-10. I mange skove vidner spor af marker, gravhøje og andre fortidsminder om, at skoven tidligere har været ryddet og oftest opdyrket, men er blevet til skov på ny. Sådanne fortidsminder er som regel bevaret langt bedre her, end i det åbne land, hvor dyrkningen er fortsat. Jættestue i Frejlev Skov på Lolland.

FIGUR 3-10. I mange skove vidner spor af marker, gravhøje og andre fortidsminder om, at skoven tidligere har været ryddet og oftest opdyrket, men er blevet til skov på ny. Sådanne fortidsminder er som regel bevaret langt bedre her, end i det åbne land, hvor dyrkningen er fortsat. Jættestue i Frejlev Skov på Lolland.

Bøgetid
Det var til denne forstyrrede skov, stedvist stærkt præget af græsning og med åbne partier, at bøgen ankom og spredtes. I bakkede områder, som var karakteriseret ved forholdsvis ringe kulturpåvirkning, ses en voldsom ekspansion af bøg 3.000 år før nu. Eksempler på dette er Gribskov, skovene syd for Hvalsø på Midtsjælland og skovene ved Morud på Fyn. Andre steder med stærkere kulturpåvirkning af landskabet forblev bøgen et underordnet træ til op i Folkevandringstiden (år 400-800).

Grænsen mellem områder med hurtig og kraftig ekspansion og områder med forsinket ekspansion kunne være meget skarp. F.eks. viser pollendiagrammer i de to nordfynske søer Langesø og Dallund Sø typiske forløb for de to typer af ekspansion på trods af, at de kun ligger 8 km fra hinanden (figur 3-4).

Efter bøgens indvandring, formodentlig allerede 4.500 år før nu, var der en lang periode uden større spredning. Men med voldsomme ekspansioner 3.000 år før nu og igen år 400-800 blev bøgen et dominerende skovtræ.

At bøgen ankom i en periode, hvor de danske skove var påvirket af udbredt husdyrgræsning, var formodentlig afgørende for, at den havde mulighed for at etablere sig i skoven. I et lukket skovmiljø er konkurrencen fra de allerede etablerede træer hård, hvilket sinker nye arters ekspansion eller måske endog udelukker den helt. En begrænset forstyrrelse, f.eks. græsning eller grises roden i jorden, reducerer konkurrencen. Men hvis husdyrgræsningen var for kraftig, forhindrede det bøgen i at blive dominerende. At den ekspanderede så voldsomt for ca. 3.000 år siden kan måske have klimatiske årsager, mens dens ekspansion i Folkevandringstiden fandt sted i yderområder af de bakkede landskaber, hvor bøgen allerede var dominerende. Denne ekspansion var formodentlig en virkning af en ekstensivering af skovgræsningen.

 FIGUR 3-11. Videnskabernes Selskabs kort fra slutningen af 1700-tallet afspejler den ringe skovdækning på det tidspunkt (8,1 % var dækket af skov og krat), og at skovene var meget ujævnt fordelt i landskabet.

FIGUR 3-11. Videnskabernes Selskabs kort fra slutningen af 1700-tallet afspejler den ringe skovdækning på det tidspunkt (8,1 % var dækket af skov og krat), og at skovene var meget ujævnt fordelt i landskabet.

I store dele af Vestjylland ekspanderede bøgen hverken i Folkevandringstiden eller senere (figur 3-4). Det gælder i området begrænset omtrent af linjer mellem byerne Skjern, Brande, Ikast, Karup og Lemvig. Heller ikke i Thy bredte bøgen sig i Folkevandringstiden. Netop disse områder var på det tidspunkt karakteriseret ved næsten helt at mangle skov, og da bøg kun kan etablere sig i et skovmiljø, manglede der en vigtig forudsætning for bøgens spredning. Desuden var der her heller ikke nogen nedgang i græsningspåvirkning i Folkevandringstiden, som formodentlig var så vigtig for bøgens ekspansion i de østligere egne. Manglen på egnede voksesteder forhindrede derfor helt bøgen i at brede sig i dele af Vestjylland.

En anden træart, der ankom næsten samtidig med bøg, var avnbøg. Avnbøg er i dag især udbredt i den sydøstlige del af Danmark og regnes for at have sin nordlige udbredelsesgrænse løbende gennem Danmark. Pollenanalyser tyder imidlertid på, at den bortset fra i Vestjylland har været udbredt over det meste af landet før i tiden. Den hyppigste forekomst af avnbøg ses for omkring 1300 år siden, hvor den i det mindste i skovegne viser en pollenhyppighed på mellem 1 og 3 % af landplantepollen. Det er også på dette tidspunkt, at avnbøg havde sin store ekspansion i vore sydlige nabolande, hvor den var – og stadig er – langt mere almindelig end i Danmark. Selv om avnbøgs regeneration hæmmes af husdyrgræsning, er det enkelte træ meget modstandsdygtig over for et kraftigt græsningstryk, og det er sandsynligt, at den kortvarige og mindre ekspansion af avnbøg i skovene for 1.300 år siden repræsenterer regeneration, efter at græsningstrykket var reduceret, hvorefter avnbøg aftog i hyppighed på grund af konkurrence fra især bøg.

 FIGUR 3-12. Opvækst af eg på gammel revlingehede, Grimmebakker ved Flyndersø. Efter få år vil egene lukke sig til et af de karakteristiske vestjyske krat af krogede træer. Pollenanalytiske studier af jordbunde i egekrat afspejler, at krattene er successionsstadier efter sådanne træindvandringer på heder, og krattenes artssammensætning afspejler altså ikke de oprindelige vestjyske skoves.

FIGUR 3-12. Opvækst af eg på gammel revlingehede, Grimmebakker ved Flyndersø. Efter få år vil egene lukke sig til et af de karakteristiske vestjyske krat af krogede træer. Pollenanalytiske studier af jordbunde i egekrat afspejler, at krattene er successionsstadier efter sådanne træindvandringer på heder, og krattenes artssammensætning afspejler altså ikke de oprindelige vestjyske skoves.

Skoven viger
Skoven blev efterhånden trængt i landskabet, primært på grund af den udbredte husdyrgræsning, der ofte hindrede nye træer i at spire eller komme op over bidehøjde. De landskaber, der var tættest befolkede, var dem, hvor jorden var egnet til dyrkning af afgrøder eller let lod sig holde skovfri ved afbrænding, og det blev dermed også disse landskaber, der var kraftigst påvirket af græsning. I mange af de stærkt kuperede egne bevaredes der derfor skov frem til skovloven af 1805 (figur 3-11), mens der uden for disse bakkede skovlandskaber enten udvikledes hedelandskaber eller agerbrug på relativt jævne arealer på næringsrig jord. Hederne og agrene havde hver deres afskovningshistorie.

De lysåbne skove, der oprindeligt dækkede de vestjyske hedelandskaber, gennemløb en langvarig ødelæggelse på grund af græsning og afbrænding. Hastigheden, hvormed afskovningen forløb, afhang af kulturpåvirkningens intensitet, men skovtilbagegangen igangsattes tidligt, allerede for næsten 5.000 år siden (figur 3-4).

Tilsyneladende skete den endelige afskovning på smeltevandssletterne – i det mindste på nogle af dem – senere end på bakkeøerne, modsat hvad mange har ment. Det hang nok sammen med, at smeltevandssletternes ensartede sand ikke var så attraktivt til landbrug som bakkeøernes mere varierede jorde. I historisk tid op til anlæggelsen af plantagerne var store dele af Vestjylland stort set skovfri. De forholdsvis få pollenanalytiske undersøgelser, der er foretaget af vestjyske egekrat (figur 3-12) afspejler i alle tilfælde, at krattene er opstået som tilgroningssuccessioner efter en hedefase uden skov. I ét tilfælde viser resultaterne, at der før hedefasen var en mere artsrig skov med lind, hassel, birk og eg, men at egen klart fik en konkurrencefordel som pionertræ i skovsuccessionen, efter at heden ikke længere blev anvendt.

De relativt jævne landskaber på god agerjord gennemgik derimod en periode med kraftig skovtilbagegang i perioden 3.000-2.500 før nu. Denne tilbagegang skyldtes kraftig husdyrgræsning, som forhindrede regeneration i skoven. En fase med en vis skovtilgroning ses som nævnt i perioden fra år 400 til år 800, især hvor disse landskaber grænser op til skovlandskaber.

Skovens udnyttelse - Middelalderen til 1800-tallet

 FIGUR 3-13. Teglstensbyggeri blev indledt i Danmark sidst i 1100-tallet. Fremstillingen af tegl kræver meget energi og derfor store mængder brænde fra skovene. Løvenholm Slot på Djursland.

FIGUR 3-13. Teglstensbyggeri blev indledt i Danmark sidst i 1100-tallet. Fremstillingen af tegl kræver meget energi og derfor store mængder brænde fra skovene. Løvenholm Slot på Djursland.

De tidligste skriftlige vidnesbyrd om skovens historie stammer fra Middelalderen. 1200-tallets landskabslove udstikker detaljerede regler for skovenes brug, og hundredvis af skøder og aktstykker dokumenterer, hvem der ejede dem. For at fortolke disse kilder er det imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at datidens forståelse af begrebet “skov” ikke nødvendigvis var den samme som vores (se Den internationale definition på skov). I praksis dækkede betegnelsen alle arealer, hvor der fandtes træer, uanset hvor mange, store eller spredte disse var. Så skoven, i denne betydning, havde mange landskabelige fremtrædelsesformer: Fra enkeltstående træer mellem markernes ager- og engstriber over lave, tætte krat og dyrehaveagtige græsningslandskaber med spredte, storkronede træer til storskove med så stor rigelighed på træer, at end ikke græsning med altædende geder truede deres eksistens.

Ejendomsret og brugsret
Til skovens landskabelige variationer svarede nogle mindst lige så komplekse ejendoms- og brugsrettigheder. Vidtstrakte skovområder som Hornsved omkring det nuværende Jægerspris eller Stensved ved Vordingborg henlå endnu i Senmiddelalderen som såkaldte almindinger. Her havde alle i begyndelsen retten til skovens ressourcer. Man må derfor formode, at sådanne almindingskove var udsat for overforbrug og forhuggelser, og i løbet af Middelalderen blev brugsretten da også typisk begrænset til de omliggende byer. De var til gengæld fælles om både græsning og træhugst i en grad, så det ikke var muligt at udpege, hvilke dele af almindingen som hørte til hvilken by.

 FIGUR 3-14. Fremstilling af salt i Danmark foregik ved inddampning af havvand, udludet tangaske eller som her på Læsø af salt grundvand – og krævede store mængder brændsel. Billedet viser et rekonstrueret saltsyderi på Læsø.

FIGUR 3-14. Fremstilling af salt i Danmark foregik ved inddampning af havvand, udludet tangaske eller som her på Læsø af salt grundvand – og krævede store mængder brændsel. Billedet viser et rekonstrueret saltsyderi på Læsø.

I løbet af 1400-tallet blev de fleste mindre skovområder til gengæld ejendomsretligt knyttet til bestemte hovedgårde, landsbyer eller enkeltgårde. Det skete typisk ved en såkaldt skelgang, hvor udvalgte synsmænd for det lokale ting skridtede grænsen af, mens de markerede særlig iøjnefaldende sten eller træer som grænsetegn. For træernes vedkommende skete det ved, at der blev hugget en blis i deres bark. Og efterfølgende blev det i et såkaldt tingsvidne noteret, hvilke mærker der markerede grænsen.

Til landsbyens interne fællesskab lagde sig det mellem herremand og fæstebonde. Det er omstridt, hvor mange selvejerbønder der egentlig fandtes i Højmiddelalderens Danmark, men langt de fleste bønder var senest ved 1500-tallets midte underlagt en herremand som fæstere. Det betød formelt, at bonden ikke selv ejede sin jord, men drev den mod betaling af en række årlige afgifter til herremanden.

Selv i de tilfælde, hvor en skov var tilknyttet en enkelt gård, havde den altså i virkeligheden mindst to ejere: bonden og hans herre. Og i takt med at især større træer blev en sparsom ressource, fik denne delte ejendomsret stigende betydning. Herremandsstanden tiltog sig simpelthen retten til de store træer, kaldet overskoven, mens fæstegårdmændene fortsat frit kunne udnytte kratvækst og unge træer, underskoven.

 FIGUR 3-15. Træ var i årtusinder det vigtigste byggemateriale til skibe og huse og blev i stor udstrækning hugget til bjælker og kløvet til planker ude i skoven med økser og andet værktøj udviklet til formålet.

FIGUR 3-15. Træ var i årtusinder det vigtigste byggemateriale til skibe og huse og blev i stor udstrækning hugget til bjælker og kløvet til planker ude i skoven med økser og andet værktøj udviklet til formålet.

Den brugsretlige sammenknytning af skov og bebyggelse, som fandt sted i Senmiddelalderen, var langtfra tilstrækkelig til at sikre en entydig ejendomsret til skovens træer. For i de mange tilfælde, hvor skoven ikke tilhørte en enkelt ejer, men en hel landsby, fortsatte den fælles brugsret blandt landsbyens beboere, som intet incitament havde til at spare. I takt med at først store tømmertræer og senere også almindelige brændselstræer i 1500-tallet blev færre, påbød staten derfor ved lovgivning, at der ikke måtte hugges i sådanne fælles skove, før en fordeling af de store træer mellem disses ejere havde fundet sted. Generelt synes denne udparcellering eller udskiftning af overskoven at være afsluttet ved begyndelsen af 1600-tallet.

Distinktionen mellem overskov og underskov, som egentlig havde til formål at beskytte skoven, fik under den delte ejendomsret den stik modsatte konsekvens. Hvis nemlig ikke bønderne holdt deres underskov nede, ville den bogstavelig talt vokse dem af hænde, så når herremændene først havde hugget overskoven, blev den overalt erstattet af tæt, lav træ- og buskvegetation med enkelte spredte overstandere.

Det var imidlertid ikke kun den naturlige landskabelige variation og ejendomsrettens udøvelse, som satte sit præg på skoven. Også den lokalt varierende, håndgribelige udnyttelse af træerne var med til at forme skoven, hvad enten de blev anvendt som energikilde, byggemateriale eller foderressource.

Energi
Uanset forskelle i træarternes brændværdi har man gennem historien været henvist til at udnytte det brændselstræ, som man nu engang havde til rådighed lokalt. Fra overskoven var der primært tale om bøg, mens underskoven antagelig har leveret brænde fra eksempelvis el og hassel.

På grund af overskovens generelle tilbagegang siden Middelalderen blev dens brænde tidligt rationeret. Den almindelige landbefolkning skulle ansøge herremanden om lov til at hugge store træer til brænde, og i hvert fald på krongodset var det normen, at hver gård fik bevilget (udvist) ca. 1,5 rummeter overskovsbrænde om året. Resten måtte man skaffe fra underskoven, fra skovbunden som sankebrænde eller fra alternative energilagre såsom tørv og lyng. Ved brændeudvisning fra overskoven lagde skovens betjente altid vægt på, at udgåede træer, vindfælder og nedfaldne grene skulle tages før sunde træer, og det må derfor antages, at skovbunden almindeligvis var som støvsuget for dødt ved.

 FIGUR 3-16. Egebark stables til senere bearbejdning med henblik på fremstilling af garvesyre til behandling af skind og læder. Skovene ved Petersgård på Sydsjælland omkring 1890.

FIGUR 3-16. Egebark stables til senere bearbejdning med henblik på fremstilling af garvesyre til behandling af skind og læder. Skovene ved Petersgård på Sydsjælland omkring 1890.

De oprindeligt åbne ildsteder var meget lidt effektive med hensyn til udnyttelse af brændets varmeenergi, og en betydelig del gik tabt op igennem skorstenen. Men fra 1700-tallet vandt lukkede jernkakkelovne større udbredelse, og de repræsenterede fra et energisynspunkt en væsentlig effektivisering af husholdningernes varmeforbrug, som kunne bidrage til at reducere forbruget i en tid, da også den indenlandske brændselsproduktion under ét må antages at have været for kraftigt nedadgående.

Det var imidlertid langtfra kun de almindelige bondefamilier, der udnyttede træets brændværdi. Kongehusets og godsejerstandens storhusholdninger havde ofte et monstrøst overforbrug. F.eks. brugte dronning Sophie Amalie i sidste halvdel af 1600-tallet omtrent lige så meget brænde på sit enkesæde på Nykøbing Slot som hele Falsters øvrige befolkning tilsammen. Lys og varme var endnu på den tid statussymboler.

I Middelalderen fandt brændte teglsten stadig større anvendelse i både kirkeligt og verdsligt byggeri, og brændingen af såvel leret som den kalk, der skulle anvendes som mørtel, krævede meget energi. Oftest fandt brændingen sted lokalt, hvor man havde både ler og træ, mens kalken som regel måtte bringes til veje fra de større, naturlige forekomster omkring f.eks. Mariager Fjord eller Ystad.

Glas var endnu i 1500-tallet en luksusartikel, der både som vinduer og drikkeglas vidnede om status og rigdom. For at kunne producere glas krævedes foruden soda, kalk og kvartssand rigtig store mængder energi. Og derfor knytter de fleste danske glasfremstillingsvirksomheder sig da også til de store skovområder. I både Vendsyssel og Silkeborgskovene og på Djursland findes der således spor efter lokal glasfremstilling fra årtierne omkring 1600.

 FIGUR 3-17. Græssende heste inden for stendiget om skoven ved Moesgård malet af Janus la Cour i 1867.

FIGUR 3-17. Græssende heste inden for stendiget om skoven ved Moesgård malet af Janus la Cour i 1867.

Før køleskab og kummefryser var salt en forudsætning for langtidsopbevaring af animalske madvarer. Det fremstilledes typisk ved inddampning af havvand, men hvor brændselsressourcerne ikke helt var til det, kunne i stedet opslemning og inddampning af saltholdig tangaske komme på tale. Resultatet blev såkaldt “sort salt”.

I dansk sammenhæng var især produktionsanlæggene for rigtigt ‘hvidt salt’ på de vidtstrakte strandenge på Østersøens sydkyst af stor betydning, indtil det såkaldte baj-salt fra Baie de Bourgneuf i Frankrig i 1600-tallet kom til at dominere hele det europæiske marked. Men også herhjemme fandtes der lokalt små saltsyderier, som var helt afhængige af de lokale brændselsressourcer. Det længst levende syderi fandtes på Læsø, hvor der i perioden fra omkr. 1150 til 1652 blev udvundet store mængder salt af såkaldt hypersalint grundvand (figur 3-14). Det var dog ikke saltsydningen, men svenskekrigene der ødelagde øens skove, som endnu rummede den ellers så godt som udryddede skov-fyr.

En sidste særlig stor brændselsforbruger var den jernudvinding, som siden Jernalderen havde fundet sted lokalt mange steder – især i Jylland. Udgangspunktet var den myremalm bestående af oxiderede jernforbindelser, som fandtes i sure jordtyper. For at kunne udvinde jernet af myremalmen skulle man bruge trækul, som ved forbrænding afgiver en højere varme end træ. Og lokalt kunne dette kul-jern-kompleks forårsage et betydeligt overforbrug af træ i forhold til skovens naturlige tilvækst. De fra historisk tid kendte jernfremstillingslokaliteter ligger derfor især i Det Midtjyske Søhøjland, hvor både de nødvendige råstoffer og energikilder var til stede. I takt med, at brændselsressourcerne gennem 1600-tallet svandt, ophørte jernfremstillingen dog.

Bygningstømmer
Fra Middelalderen og indtil 1800-tallet var anvendelsen af træ som tømmer så dominerende, at der var tale om en formelig træalder. Huse bestod mestendels af træ, og jo større krav der blev stillet til dettes størrelse og former, desto sværere havde danske skove generelt ved at kunne levere det. Den gradvise reduktion af skovenes areal og vedmasse, som ved siden af konverteringen fra overskov til underskov prægede tiden fra Middelalderen til 1800-tallet, gav sig således først til kende som en mangel på gode, store tømmertræer. Allerede da Kronen efter erhvervelsen af det gamle Johanniterkloster Antvorskov i 1580’erne satte sig for at indrette det til et ordentligt kongeslot, kunne de vidtstrakte skovområder mellem Slagelse og Sorø således ikke præstere det nødvendige tømmer.

 FIGUR 3-18. Hvert år i august blev skovene vurderet med hensyn til deres evne til om efteråret at opfede svin på agern og bog. Tallene kan give et fingerpeg om mængden af store, frugtsættende træer. På figuren ses udviklingen i skovene i Vålse sogn på Nordfalster hhv. 1 652-81 og 1742-65, hvor det tydeligt afspejles, at overskoven er gået tilbage. Der foreligger ikke oplysninger fra den mellemliggende tid.

FIGUR 3-18. Hvert år i august blev skovene vurderet med hensyn til deres evne til om efteråret at opfede svin på agern og bog. Tallene kan give et fingerpeg om mængden af store, frugtsættende træer. På figuren ses udviklingen i skovene i Vålse sogn på Nordfalster hhv. 1 652-81 og 1742-65, hvor det tydeligt afspejles, at overskoven er gået tilbage. Der foreligger ikke oplysninger fra den mellemliggende tid.

Selv om kirker, klostre, herregårde og slotte allerede i Middelalderen fortrinsvis blev byg get af brændte teglsten, vandt dette materiale først almindelig udbredelse i løbet af 1800-tallet. Indtil da dominerede forskellige former for tømmerbygninger den almindelige landbebyggelse.

Hvor skoven var tæt og tømmertræerne mange, opførte man endnu i 1500-tallet såkaldte bulhuse, som helt igennem bestod af tømmer. For at imødegå det kolossale forbrug af tømmer, som disse konstruktioner førte med sig, blev bulhusbyggeri formelt forbudt i midten af 1500-tallet, og i stedet henvistes landbefolkningen til de forskellige former for bindingsværksbyggeri, der i forvejen dominerede mindre skovrige dele af landet. I bindingsværket var det kun de bærende stolper og vandrette bjælker, der var af tømmer, mens væggene bestod af fletværk og ler. For at undgå for hastig nedbrydning af husenes stolper blev det samtidig påbudt, at disse skulle anbringes på et fundament af såkaldte syldsten, der skærmede stolpeenderne mod det fugtige jordunderlag.

Som brændselstræer skulle også tømmeret til opførelse og vedligeholdelse af huse og gårde udvises af herremandens skovbetjente. Men det var jo langtfra alle egne af landet, der overhovedet havde skov. Og derfor var man tidligt afhængig af tømmerimport – fra indenlandske skovegne eller (i stigende grad) fra mere skovrige nabolande som Norge. Senest i 1700-tallet bestod tømmeret i mange danske bindingsværksbygninger således af norsk nåletræ, og langt størsteparten af de betydelige materialeressourcer, der medgik til udflytningen af mange gårde fra landsbyerne i forbindelse med landboreformerne omkring 1800, blev importeret.

Maritim anvendelse
Fordi træ er lettere end vand, har det helt tilbage i Oldtiden været anvendt til skibe. De ældste var simpelthen udhulede træstammer, men senere kom mangfoldige og stadig mere forfinede skibstyper til, og det var indtil 1600-tallet et generelt træk ved alt skibsbyggeri, at det foregik, hvor der var rigeligt med træ. Senmiddelalderens skibsværfter var således typisk midlertidigt placeret på kysten nær større skovområder. I kong Hans’ regeringstid omkring århundredskiftet 1500 var der f.eks. et midlertidigt værft på Slotø i Nakskov Fjord.

Det hævdes ofte, at 16-1700-tallets omfattende militære og civile skibsbyggeri var en kraftigt medvirkende faktor bag skovens tilbagegang, men det er nu nok en sandhed med modifikationer. Dels var træforbruget ikke helt så voldsomt som forudsat, fordi udnyttelsesgraden generelt var højere og skibenes levealder længere end normalt antaget. Og dels blev dansk skibsbyggeri tidligt baseret på importeret udenlandsk tømmer, således at det kun påvirkede lokale skove marginalt.

Foruden skibstømmer leverede skovene også i en vis udstrækning andre materialer til skibsfarten. Tjære og beg til beskyttelse af tovværk og tømmer mod vind og vejr blev fremstillet ved brænding af harpiksholdigt fyrretræ, men eftersom skov-fyrren stort set var udryddet fra dansk område i historisk tid, var man henvist til at importere fra de nordeuropæiske tjærecentre i Sverige og Finland.

Anden anvendelse af træ
Det var ikke kun gennem sit maritime forbrug, at militæret satte sit præg på skoven. Også landmilitære operationer krævede betydelige mængder af brændsel og tømmer (til fæstningsværker). Dertil kom, at såvel flåde som hær havde brug for salpeter til fremstilling af krudt, og det kunne udvindes af løvtræaske. Der kendes fra Christian IV’s regeringstid hele fjorten salpeterværker spredt i alle landets skovrige egne.

Alt dette betød, at det i eftertiden har været taget for givet, at fjendtlige tropper på deres plyndringsfærd systematisk ødelagde den strategiske ressource, som skoven var. Det er da også ubestrideligt, at skove blev lagt øde i forbindelse med 1600-tallets talrige krige på dansk grund. F.eks. blev Erritsø Bondeskov efter Torstensonkrigen i 1645 beskrevet som “ned mod stranden forhugget og dog andre steder tynd og nogenledes ved magt”. Men intet tyder på, at fjendtlige tropper virkede mere destruktivt end den store, konstante efterspørgsel efter træ fra landets egen militarisering.

En sidste eksempel på specialiseret brug af skovens træer drejer sig om egetræernes bark. Den indeholder nemlig ret høje koncentrationer af garvesyre, og den var derfor tidligt efterspurgt til garvning af lædervarer og “barkning” af sejl (figur 3-16). Problemet er imidlertid, at barken kan være særdeles vanskelig at flå af træet, når det først er fældet. Derfor blev egene traditionelt afbarket stående, når barken var løs i slutningen af maj for først dernæst at blive fældet. Bark af lindetræer blev brugt til fremstilling af bastreb (boks 16-3 i Historie og udbredelse).

Uden for dyrkningssæsonen henlå så godt som hele landsbymarken som græsningsjord for husdyrene, men når dele af marken om efteråret blev besået med vintersæd, var det vigtigt at kunne holde dyr for sig og planteavl for sig. Og til det formål behøvede man hegn, dvs. hegnsmateriale eller gærdsel, som det også kaldes.

I skovrige egne, hvor man ikke bekymrede sig så stærkt om træforbruget, bestod disse hegn undertiden blot af to rækker af nedrammede pæle, hvorimellem kvas og grene var bundtet hulter til bulter. Men med tiden anvendtes oftere smalle, flettede hegn, hvor et stort antal ensartede grene blev flettet ind mellem pæle på en enkelt række. Dette hegningsmateriale kom dels fra den stævnede underskov og dels fra egentlige gærdsels- eller stævningsskove. Men med tiden knyttedes hegnsformen typisk sammen med plantningen af pil eller indførte poppelarter i de skel, der skulle hegnes. Derved skete gærdselsproduktionen på det sted, hvor produktet skulle anvendes, og 6-7 år mellem hver stævning (eller “styning” som det ofte kaldes med hegnstræer) passede generelt fint til hegnets levetid.

Nu var det imidlertid ikke alle steder, at man havde nok underskov eller mulighed for at dyrke tilstrækkelig med hegnstræer til, at man kunne opføre hegn, hvor man ønskede at holde husdyr ude eller inde. I Midt- og Vestjylland, hvor træerne var få, klarede man sig således i stedet med tøjring eller hjorddrenge til at passe på kreaturerne.

Skovarealets anvendelse til græsning
Som relativ ekstensivt udnyttede landskaber spillede mange skovbevoksede arealer en betydelig rolle for kreaturgræsningen. Langt de fleste træer blev derfor i kortere eller længere perioder udsat for flokke af fritgående heste, køer, får og svin (figur 3-17).

Den sammenfaldende brug af skovlandskabet til træproduktion og husdyrgræsning var ikke uden problemer. Mens køer fortrinsvis æder skovbundens græs- og urtedække, går heste og geder gerne efter træernes blade og kviste, og bidskader må have været et helt almindeligt fænomen og antagelig medvirkende til, at der øjensynlig fandtes mange stående, døde træer. Og dyrenes tråd omkring træernes baser kunne sammen med gnidning fremkalde betydelige skader på rødder og bark. Skadernes omfang beroede dog i sagens natur helt på tætheden af dyr. Nogle skove fremtrådte antagelig som det, der med en moderne betegnelse kaldes græsningsskove; dvs. skove bestående af spredte, gamle træer med afbidte grene så højt, som dyrene kunne nå. Men andre skove vedblev at være tætte trods græsningstrykket, og i skovene omkring Rye ved Silkeborg fik bønderne endog i 1600-tallet ekstraordinært lov til at holde geder, der var kendt som de mest destruktive husdyr overhovedet, fordi skoven var så tæt.

En særlig foderressource, der entydigt var knyttet til forekomsten af skov, var træernes frugter agern, bog og hasselnødder, der tilsammen kaldes olden. Fordi frugterne kom fra overskoven, var deres brug reguleret af herremændene, som hvert år vurderede, hvor mange svin der med rimelighed kunne opfedes på den aktuelle frugtsætning (figur 3-18). Bønderne fik herefter dette (eller ikke sjældent et betydelig højere) antal svin brændemærket, hvorefter de i efteråret blev sluppet løs i skoven, hvor de gik frit indtil juleslagtningen.

NID-4-90.png

NID-4-93.png

NID-4-91.png

NID-4-94.png

NID-4-92.png

NID-4-95.png

Figur 3-19. Skovarealets udvikling i Elbo herred omkring Fredericia fra ca. 1660 til 2000. Ill.: Jørgen Strunge.

De altædende svin stortrivedes i skovene, hvor de satte meget andet end olden til livs, og der er ikke tvivl om, at de påvirkede mange skoves vækstbetingelser betydeligt. Når de med deres tryner ledte efter fødeemner i skovbunden, kunne de rode jorden op i ned til en halv meters dybde. Og ved denne ‘pløjning’ fremmede de spiringen af de frø, de ikke fik sat til livs.

Samtidig havde de en stor forkærlighed for at æde træernes bark, men de gik generelt uden om bøgen, som derved fik en konkurrencefordel i forhold til andre arter (boks 14-1 i Husdyrenes betydning for bøgeskoven).

Skovene i tilbagegang
Der var, som det er fremgået, rift om skovene til mange forskellige former for ressource- og landskabsudnyttelse, som hver især bidrog til at forme dens fremtræden. Det samlede resultat syntes uundgåeligt: træerne blev mindre, og der blev længere imellem dem. Hvor græsningstryk og brændselshugst var særlig intensiv, forsvandt skoven helt, og andre steder blev den trængt tilbage til utilgængelige skråninger eller perifere bræmmer langs landsbygrænsen. Skoven var – set under et – i tilbagegang gennem hele perioden fra Middelalderen frem til 1800-tallet (figur 3-19). Men tilbagegangen skete med varierende tempo og intensitet fra sted til sted.

Aktiv skovdyrkning

Fællesskabstidens brug af skoven begrænsede sig stort set til at trække ressourcer ud. Man tænkte ikke på genskabelse eller langsigtet forsyningssikkerhed. De store træer forsvandt, når bygherrer eller flåde skulle bruge tømmer, og de erstattedes typisk af krat, der på grund af græsning og bøndernes vedvarende forbrug af brændsel og småtømmer aldrig fik mulighed for at vokse sig stort. Den eneste træproduktionsform, der havde taget højde for fremtiden, var den stævning af underskoven, der var sat i system allerede i Jægerstenalderen. Og da tankerne om et egentlig reguleret skovbrug begyndte at vinde indpas i 1600-tallet, byggede det da også netop på stævningsskovbrugets principper.

Tidlige skovforordninger
Tabet af Skånelandene 1645-60 fik alvorlige følger for Københavns tømmer- og brændeforsyning, og dette forhold var formentlig medvirkende til den ældre enevældes nærmest insisterende skovlovgivning, der havde form af en række ganske omfattende forordninger fra 1665, 1670, 1680, 1687, 1710 og 1733. Foruden regulering af adgangen til at udnytte landets skovressourcer og regler vedrørende den kongelige skovforvaltning indeholdt forordningerne detaljerede påbud om dyrkning af Kronens skove.

Blandt skovlovgivningens skovdyrkningsformer var fredning af spontan opvækst fra begyndelsen det centrale element. Det var den enkleste og dermed tidligst kendte form for aktiv dyrkning af skoven. Tidsbegrænset fredning af skove for græssende husdyr og hugst kendes herhjemme allerede fra 1500-tallet. Men antagelig oplevede også mange stævningsskove sådanne fredsperioder – akkurat som det havde været tilfældet i Stenalderen. Blot er vor viden om stævningsskovbrugets konkrete udformning i Fællesskabstiden yderst begrænset.

De midlertidige skovfredninger tilpassedes lokale traditioner for at adskille husdyr og planteproduktion. På Øerne var skovene som regel forsynet med et hegn bestående af en grøft og en jordvold med flettegærde på toppen. I Jylland klarede man sig med tøjring og hyrder. Og der var, ganske påfaldende, ingen nævneværdige forskelle på resultaterne i de to landsdele.

Skovfredningerne fik et vældigt opsving i forbindelse med tilbagevendende kvægpestepidemier fra midten af 1740'erne. I takt med at behovet for græsningsarealer svandt, kunne flere og større dele af skovene friholdes for græsning. Og det hjalp foryngelsen godt på vej. I begyndelsen af 1760'erne fandtes der landet over knapt 200 sådanne indhegninger i kronens skove.

 FIGUR 3-20. Enkelte af de træer, von Langen fik plantet i 1760'erne, findes endnu, bl.a. denne ædelgran i Nørreskoven ved Furesø.

FIGUR 3-20. Enkelte af de træer, von Langen fik plantet i 1760'erne, findes endnu, bl.a. denne ædelgran i Nørreskoven ved Furesø.

En helt særlig form for skovdyrkning opstod i Sønderjylland. Landsdelen fulgte som hertugdømme sin egen skovlovgivning, og en forordning fra 1737 bestemte, at det for unge mænd skulle være en forudsætning for at blive gift, at de kunne dokumentere at have plantet mindst 10 unge ege eller 15 unge bøge, som med en størrelse på plantningstidspunktet på 1,5-2 meter skulle være i god vækst tre år efter plantningen. Og påbuddet blev efterlevet i en grad, så det den dag i dag er muligt at se træer fra de såkaldte brudgomskobler, der blev resultatet.

En anden skovdyrkningsform, der vandt stor udbredelse i 1600-tallet var beskæring af sidegrene. Tidens faglitteratur gav mange eksempler på, hvad denne behandling af træerne skulle gøre godt for, f. eks. give dem en ret vækst eller koncentrere kraften i hovedstammen. For egens vedkommende kan afskæring af vanris have forøget træernes tømmerværdi, men dette aspekt nævner den samtidige litteratur sjovt nok ikke. Til gengæld er det oplagt, at kritikløse beskæringer kan have medført infektionsrisiko og dermed virket hæmmende på træernes vækst snarere end fremmende, og gennem 1700-tallet aftog tiltroen til beskæringer derfor i litteratur og lovgivning.

For Kronens bønder blev det gjort til en generel forudsætning for udvisning af brændeved, at de kunne dokumentere beskæring af 20 unge træer årligt, og på grundlag af de derved fremkomne attester kan det dokumenteres, at beskæringspåbudet i hvert fald i visse landsdele blev overholdt til punkt og prikke. I Kronens skove på Lolland-Falster blev der således i slutningen af 1600-tallet årligt beskåret hen ved 20.000 unge træer. Og endnu i 1760'erne indberettede kongelige skovembedsmænd gladeligt, at de havde foretaget de da temmelig ildesete opkvistninger.

Egentlig kunstig foryngelse i form af plantning og såning af skovtræer var endnu ved midten af 1700-tallet en sjældenhed. Det skete sporadisk på nogle af de fredede pladser, som i forvejen var indhegnet i Kronens skove. Men generelt var resultaterne sparsomme. Dog kendes der rundt omkring i landet enkelte eksempler på sådanne tidlige skovkulturer, hvoraf enkelte endnu eksisterer. Blandt de ældste hører Rostgaards Bøge i Esrumlund i Nordsjælland, som blev plantet i årene efter 1660, og hvoraf enkelte ruiner stadig findes.

Indførelse af moderne dyrkningsprincipper
Et afgørende brud med den fortrinsvis passivt beskyttende skovdyrkning indtraf, da den braunschweig-lüneburgske forstmand Johann Georg von Langen i 1763 kom til landet for at indføre moderne skovdyrkningsprincipper i Kronens skove. Nogenlunde samtidig med at han begyndte sit virke her, blev disse skove imidlertid stort set begrænset til Nordsjælland, idet krongodset i de fleste andre landsdele blev solgt fra. Og i forbindelse med krongodssalget blev ikke så få skove ryddet for at skaffe penge til udbetaling og terminer. Således faldt brændeprisen i Fredericia i 1760'erne med 40 %, fordi oplandets bønder købte deres gårdes skovlodder og efterfølgende kapitaliserede dem ved voldsom hugst.

Von Langens nordsjællandske reformer var under betegnelsen “højskovsdrift” udviklet i Tyskland siden 1500-tallet. De hvilede på fem grundprincipper: Anvendelse af uddannet personale, geografisk inddeling af skove med henblik på planlægning af den fremtidige drift, fladehugster efterfulgt af kunstig foryngelse samt i forbindelse hermed anvendelse af en række ikke-hjemmehørende (eksotiske) træarter. Så med reformernes gennemførelse i årene fra 1763, indtil de atter blev skrinlagt i 1776, blev de kongelige skove virkelig formet efter menneskelige ønsker og behov.

Denne såkaldte Gram-Langenske Forstordning satte et afgørende præg på de nordsjællandske skove ved at inddele dem i afmærkede parceller, hvis træer ifølge planen skulle fældes og erstattes med nye plantninger med ca. 100 års mellemrum (egene skulle dog stå 200-300 år). Ordningen repræsenterede altså en driftsform, som i hidtil uset grad tog fremtiden i besiddelse. Det var virkelig mennesket, der ved bevidste valg formede fremtidens skov. Men i et nationalt perspektiv var reformernes betydning dybest set begrænset, fordi de berørte et så begrænset areal – i alt ca. 1.000 ha.

Med den kunstige foryngelse blev der mulighed for at udføre forsøg med ikke-hjemmehørende træarter, og sidste halvdel af 1700-tallet var da også en tid, hvor lysten til træartsforsøg var nærmest umættelig. Fra parkerne spredtes ikke mindst en række nordamerikanske arter som rød-eg og weymouths-fyr til skovene, hvoraf kun få fik en varig betydning. Men det var også på denne tid, at rød-granen blev indført, og skov-fyrren vendte tilbage efter stort set at have været udryddet.

Principperne bag højskovsdriften, således som den var udformet af von Langen, vandt kun langsomt frem blandt landets private skovejere. En central person var i den forbindelse hannoveraneren Georg Wilhelm Brüel, der i 1777 reformerede skovbruget på Hardenberg-familiens lollandske og jyske godser. Han fortsatte med at arbejde for landboreformatoren C. D. F. Reventlow, og fra 1805 til sin død i 1829 var han kongelig overførster i Nordsjælland.

Den Gram-Langenske Forstordning fandt sted på det traditionelle, sammensatte skovbrugs præmisser: trods hugstinddeling, planlægning og plantning af fremmede træarter fortsatte husdyrgræsning og jagt uhindret. Derfor løb udgifterne til sikre vildthegn omkring de foryngede arealer voldsomt i vejret, og netop udgiftsniveauet var en stærkt medvirkende årsag til, at forstordningen atter blev opgivet efter blot tretten år. Men permanent fredning af skoven var selvsagt en uomgængelig betingelse for, at skovens vækst og produktion kunne forudsiges med bare nogenlunde sikkerhed. Og en sådan fred var ikke mulig, før der skete en opdeling af landskabet i sektorer med hver sin anvendelse.

 FIGUR 3-21. Udskiftningskort fra 1783 over den kongelige skov Jonstrup Vang ved Værløse. Nord er mod venstre. Ved udskiftningen blev den nordlige og tyndest bevoksede del af skoven udlagt til græsningslodder, mens den sydlige og østlige del indhegnedes som fredskov. Græsningslodderne blev inden længe udstykket til husmandssteder.

FIGUR 3-21. Udskiftningskort fra 1783 over den kongelige skov Jonstrup Vang ved Værløse. Nord er mod venstre. Ved udskiftningen blev den nordlige og tyndest bevoksede del af skoven udlagt til græsningslodder, mens den sydlige og østlige del indhegnedes som fredskov. Græsningslodderne blev inden længe udstykket til husmandssteder.

Træproduktion og græsning adskilles
En sådan funktionsmæssig opdeling af skovlandskabet var præcis, hvad der blev lagt an til ved den bølge af såkaldte skovudskiftninger, som så småt tog fart fra midten af 1700-tallet. De fleste af Kronens skove blev udskiftet i 1770'erne, og med den såkaldt Store Udskiftningsforordning fra 1781 kom der klare regler for, hvordan en skovudskiftning burde foretages (figur 3-21).

Formålet med enhver udskiftning var at bringe den fælles brugs- og ejendomsret til ophør, hvilket for de fleste skoves vedkommende betød, at retten til træer og græsning skulle adskilles. I praksis medførte dette, at de tyndest bevoksede dele af skovarealet udlagdes som inden længe træløse græsningslodder, mens de tættere dele blev til højskovsparceller, idet bøndernes ret til underskoven i mange tilfælde bortfaldt mod en økonomisk kompensation ved fæsteforholdets opløsning.

Skovudskiftning var en nødvendig forudsætning for målrettet træproduktion. Men den var ikke tilstrækkelig, for udskiftningen angik kun ejendomsretten. Den forhindrede eksempelvis ikke, at skovejeren fortsat lod sine husdyr græsse i skoven. Eller at han lod de dele af skoven, som ved udskiftningen var udlagt til græsning, helt rydde for skov. Derfor medførte skovudskiftningen på kort sigt den stærkeste reduktion af landets skovareal, som formentlig nogensinde har fundet sted.

Overalt reduceredes det træbevoksede areal med rundt regnet en tredjedel. Fraregnet Sønderjylland faldt det danske skovareal i forbindelse med udskiftningen skønsmæssigt fra knapt 250.000 ha omkring 1780 til godt 150.000 ha omkring 1800 svarende til omtrent 4 % af landets samlede areal. Men selv om dette tal giver indtryk af, at Danmark ved indgangen til 1800-tallet var et skovløst sletteland, så passer det kun i store træk. Lokalt på Lolland-Falster og Sydfyn, i Østjylland samt på Nord-, Midt- og Sydsjælland fandtes stadig sogne, hvor mere end halvdelen af arealet bestod af skov.

Fredskovsforordningen
På baggrund af foruroligende stigninger i prisen på træ førte den hastige reduktion af skovenes tæthed og udstrækning i 1805 til den noget panikagtige udstedelse af en Forordning om skovenes udskiftning, vedligeholdelse og fredning i Danmark, som i eftertiden er blevet omtalt som Fredskovsforordningen. Alle endnu fælles privatskove skulle udskiftes, græsning i skovene skulle for fremtiden være forbudt, og de ved forordningens udstedelse aktuelle skovarealer skulle for al fremtid forblive skovbevoksede.

Helt sådan gik det imidlertid ikke. Endnu i 1830, tyve år efter fristens udløb, var hen ved hver syvende skov endnu i fællesskab, og i hver tredje var der endnu skovgræsning. Men udviklingen gik i retning af en ensretning af skovbruget til primært eller endog udelukkende at omfatte træproduktion, idet andre udnyttelser ophørte.

Skovenes tilstand bedres
Efter udskiftning og indfredning kom skovene til at indtage en helt ny plads i det danske kulturlandskab. Fra at have bredt sig ind over agre, enge og perifere græsningsarealer koncentreredes landskabets træer nu i afgrænsede bevoksninger, der af hensyn til husdyrene på de nu omgivende græsningsarealer normalt var omgivet med jord- eller stendiger. Skovene blev til øer i et “hav” af lysåbne plantesamfund, og de kom også spredningsbiologisk til at fungere som netop øer.

Og selv om deres areal blev kraftigt beskåret netop som følge af udskiftningen, så førte fredningen inden for skovgærdet generelt til en væsentlig forbedring af træernes vækstbetingelser. I Nordsjælland stod der i 1760'erne som gennemsnit ca. 60 kubikmeter træ pr. ha. Ved slutningen af 1800-tallet var dette tal steget til over 200.

Udvidelse af skovarealet 1788-1950

 FIGUR 3-22. Fredskovsforordningen påbød indhegning af de blivende skove. Det skete med grøfter og gærder, ofte stengærder.

FIGUR 3-22. Fredskovsforordningen påbød indhegning af de blivende skove. Det skete med grøfter og gærder, ofte stengærder.

De skove, som var genstand for 17- og 1800-tallets driftsmæssige reformer, bestod i hovedsagen af naturligt forekommende løvtræarter. Endnu omkring 1830 vides kun knapt tohundrede private skovejere at have dyrket nåletræer. Men skovbrugets arealmæssige specialisering kombineret med øget kendskab til træernes biologi muliggjorde som noget nyt vellykket plantning af skov på hidtil træløse arealer.

Mennesket var blevet herre over, hvor der skulle være skov og hvor ikke, og dette nyvundne herredømme fik snart synlige, landskabelige konsekvenser. Græsningsarealer med tynd skovbevoksning blev konverteret til eng eller ager, og skoven forsvandt, mens mindre, usammenhængende fredskove blev forbundet ved tilplantning af de mellemliggende arealer. Og i større skala vandt skoven gradvis indpas i landsdele, som havde været skovløse gennem århundreder.

Skovene i Midt- og Vestjylland
Mest iøjnefaldende var den omfattende skovrejsning i Midt- og Vestjylland, som tog sin begyndelse i 1788, da G. W. Brüel som kongelig forstinspektør fik ansvaret for at anlægge en plantage i Stendal sydvest for Viborg. I starten forsøgte man sig med en række hjemmehørende løvtræarter såsom birk og ask. Men det viste sig hurtigt, at nåletræer klarede sig bedre på Midtog Vestjyllands lette, vindudsatte sandjorde. Som hovedtræarter anvendte man derfor i Stendal og de følgende årtiers plantager skov-fyr, rød-gran, birk og europæisk lærk.

Til de statslige plantageanlæg føjede sig med tiden private hedeplantager, og med stiftelsen af Hedeselskabet i 1866 blev “frugtbargørelsen af de jyske heder’ sat i system. Inden længe blev der endvidere givet statstilskud til blandt andet plantningsaktiviteter, og nyrige københavnere satte omkring århundredskiftet penge i plantageanlæg omkring Grindsted for derved at skaffe sig standsmæssige landsteder med tilhørende, gode jagtmuligheder.

Hedeplantagerne blev anlagt med det dobbelte formål, dels at mildne det forblæste jyske vejrlig af hensyn til landbruget, og dels at grundlægge en lokal træproduktion i en hidtil så godt som træløs egn. Førstnævnte funktion var især væsentlig langs kysten, hvor vinderosion gennem århundreder havde skabt vandreklitter, som truede nærliggende bebyggelser. Staten var således allerede i 1720'erne begyndt at anlægge sandflugtsplantager i Nordsjælland, hvor oldenborgeren Johan Ulrich Röhl lod Tisvilde Plantage plante til værn mod sandet. Ved århundredets slutning blev arbejdet fortsat ved udvidelse af den eksisterende plantage samt anlæggene af Hornbæk Plantage og Sonnerup Skov i Odsherred. Op igennem 1800-tallet anlagdes en række lignende plantager domineret af nåletræ langs den jyske vestkyst.

Det var staten, som havde initiativet på sandflugtsdæmningens område, og det var derfor den, der forestod anlægget af kystplantager. Rigtig gang i arealerhvervelser og tilplantning kom der dog først i slutningen af 1800-tallet. I 1878 rådede Statens Klitvæsen således over kun ca. 800 ha plantager, dette tal var tyve år senere steget til 20.500 ha, og omkring 1970 udgjorde statslige klitplantager hele 47.000 ha.

Med hensyn til hedeplantagernes andet formål, at etablere en lokal træproduktion, kan man konstatere, at i 1881 lå 42 % af landets skovareal på i alt 119.000 ha i Jylland, mens denne andel halvtreds år senere var steget til 62 % (af 135.000 ha). Den jyske hede- og klittilplantning repræsenterede derfor sammen med skovudskiftningens østdanske skovarealreduktioner en relativ forskydning af skovene fra øst mod vest. I det jyske havde aktiv skovdyrkning baseret på kunstig foryngelse af fremmede træarter derfor meget markante landskabelige konsekvenser.

Øerne
Anderledes forholdt det sig i de gamle skovegne på Øerne. Her fortsatte naturlig foryngelse af bøg de fleste steder med at være den foretrukne skovdyrkningsform, og resultatet var derefter. En stor del af det frembragte træ egnede sig kun som brænde, og gavntræprocenten, det vil sige den andel af hugsten, som havde tilstrækkelig kvalitet til at kunne anvendes i forskellige former for fremstillingsvirksomhed, var i 1912 for alle træarter tilsammen kun godt 40.

Det var galt med løvskovens foryngelse, og bedre blev det ikke af, at skovgræsningens ophør efter Fredskovsforordningen mange steder førte til forøget græs- og urtevækst i skovbunden. Med tilgroningen mindskedes mulighederne for bøgens foryngelse, og ikke sjældent gik jordbundens omsætning i stå med aldannelse til følge.

Nogle steder i statsskovene, hvor Fredskovsforordningens græsningsforbud ikke gjaldt, forsøgte man at løse problemerne ved at lade husdyr græsse, og i ikke helt få private skove foryngede man aktivt gamle bøgebevoksninger ved at sætte svin ud i dem, for at de ved deres omrodning kunne forberede jorden til bogens spiring. Andre steder tog man konsekvensen og begyndte selv en målrettet jordbehandling forud for kunstige foryngelser (eller naturligt frøfald). Gennem sidste halvdel af 1800-tallet udvikledes derfor en række modeller af almindelige landbrugsredskaber såsom plove og harver, som egnede sig særlig godt til skovens rodfyldte jordbund (figur 14-5 i Bøgeskovens økologi).

Skovtvangen
Da det i 1860'erne stod klart, at man faktisk beherskede kunsten at anlægge skove, hvor man lystede, blev lokaliseringen et politisk tema. For var det virkelig rimeligt, at Fredskovsforordningen forhindrede markedskræfternes naturlige regulering af skovenes størrelse og beliggenhed? Skulle frugtbare, østdanske lerjorder virkelig forblive beslaglagt af lavproduktiv, gammel bøgeskov, når de i stedet kunne forvandles til frugtbar landbrugsjord?

Stærke kræfter, blandt andre den senere konseilspræsident Jacob Estrup, talte for skovtvangens ophævelse. Men eftersom idéen om skoven som et nationalt klenodie og en æstetisk-landskabelig herlighed samtidig vandt frem blandt folk, mislykkedes attentatforsøget, og fredskovsbestemmelserne bestod, så de endnu ligger til grund for vore dages skovlovgivning.

Regulering og intensivering i det 20. århundrede

 FIGUR 3-23. Indtil 1950’erne forgik stort set alt skovarbejde med håndredskaber, først og fremmest økse, kiler og sav. Desuden anvendtes enkle hjælpemidler som denne ’skovvippe’, hvor man med en kæde kunne løfte kævlen op, således at den kunne saves ud i de ønskede længder.

FIGUR 3-23. Indtil 1950’erne forgik stort set alt skovarbejde med håndredskaber, først og fremmest økse, kiler og sav. Desuden anvendtes enkle hjælpemidler som denne ’skovvippe’, hvor man med en kæde kunne løfte kævlen op, således at den kunne saves ud i de ønskede længder.

Træ var endnu ved indgangen til det 20. århundrede en vigtig ressource som konstruktionsmateriale og som brændsel. Ved århundredskiftet blev der årligt hugget ca. en million kubikmeter træ, hvoraf de to tredjedele kom fra Øerne. Gavntræandelen var for bøg 1/5, for eg 2/5 og for nåletræ (bortset fra lavproduktive, vestjyske bjerg-fyrplantager) op imod 3/4. Bøgegavntræ blev især brugt som stave i smørdritler og som jernbanesveller. Egs anvendelse til vogn- og skibsbygning var i hastig tilbagegang, men til gengæld vandt anvendelsen inden for møbelindustrien frem. Og tømmer af nåletræarter benyttedes fortrinsvis i byggeriet.

Nåletræer vinder frem
Umiddelbart før 1. Verdenskrig dækkede brænde fra indenlandske skove sammen med savværksaffald kun ca. 7 % af landets energiforsyning, mens størstedelen bragtes til veje ved import af først og fremmest kul og koks. Men ved krigsudbruddet blev importvejene i vid udstrækning spærret af krigshandlinger, og den indenlandske træforsyning fik derfor en strategisk, samfundsmæssig betydning.

For at sikre varige brændselsleverancer indførte Rigsdagen i 1917 såkaldte pligthugster, der pålagde private skovejere at forøge den årlige brændehugst til det dobbelte af førkrigsniveuaet. Kriselovgivningen var kun gældende indtil 1921, men i denne periode skete der en betydelig afdrivning af store sammenhængende arealer med gammel bøgeskov. Da pligthugsterne ophørte og skovbruget vendte tilbage til mere normale forhold, var der altså mange steder et akut behov fornyplantning, og hvad var så mere naturligt end at tilplante de åbne pladser med hurtigtvoksende nåletræer, hvis driftsøkonomi forekom lettere overskuelig end dyrkning af løvtræer med mere end hundrede års omdrift.

 FIGUR 3-24. I 1950’erne kom de første motorsave til Danmark og afløste håndsavene i løbet af 1960’erne. Skovarbejderens præstation blev forøget, og efterhånden også nettoindtjeningen.

FIGUR 3-24. I 1950’erne kom de første motorsave til Danmark og afløste håndsavene i løbet af 1960’erne. Skovarbejderens præstation blev forøget, og efterhånden også nettoindtjeningen.

Et resultat af 1. Verdenskrigs kriselovgivning blev følgelig en markant konvertering fra løv til nål i de gamle østdanske skovegne. Og nåletræernes fremmarch fortsatte i forbindelse med nye og skærpede pligthugster under og efter 2. Verdenskrig samt med fortsatte plantageanlæg. Fra 1907 til 1951 steg den landsdækkende nåleskovsprocent således fra 49 til 65. I dag er den 60 %, efter at betydelige plantagearealer efterhånden er konverteret til løvtræ.

Krigen påvirkede også på andre måder vilkårene for skovbrug i Danmark. Arbejdsløsheden tog til, og som beskæftigelsesforanstaltning blev der i løbet af 1940'erne landet over igangsat omfattende projekter med det formål at fremme jordbrugets produktionsmuligheder. De fleste gjaldt landvinding fra hav- og søterritoriet, men plantning af levende hegn i det åbne land var også et væsentligt element. Inden for skovgærdet blev store grupper af arbejdsløse sat til at fjerne træstubbe fra hugstarealerne. Og i forbindelse med hegnsplantningen anlagdes et betydeligt antal såkaldte småplantninger, der ofte bestod af blandede bevoksninger med dominans af nål.

Nåletræ havde i forbindelse med tilplantningen efter de to verdenskriges store fladehugster for mange skovejere vist sig som et tillokkende alternativ til traditionel løvtræsdyrkning, og de blev bakket op af den skovbrugsfaglige sagkundskab. Fra Landbohøjskolen lød det således i 1950'erne, at “nåletræernes økonomi – trods usikre fremtidsudsigter – altid vil være løvtræernes økonomi overlegen, således at man bør udstrække nåletræsarealet så langt, som vækstbetingelserne tillader.“

Men den blinde tiltro til nåletræernes fortræffeligheder stod ikke alene. Allerede ved århundredskiftet havde skovdyrkningsprofessoren C. V. Prytz kritiseret statens og Hedeselskabets tilplantningskampagne. Resultatet var angivelig ikke skov, men ‘bjerg-fyrhede’. Også hele idéen om skove, der udelukkende var formet med samfundsmæssige produktionshensyn for øje, mødte kritik.

Kampen for bøgen
I 1920'erne og 1930'erne gik enkelte hjemlige ildsjæle, som f.eks. skovrideren K. H. Mundt på Sorø Akademis 2. Skovdistrikt, ind for såkaldte Dauerwald-principper, hvor skovens klima blev opretholdt ved plukhugst, og hvor både træernes alders- og artssammensætning var så differentieret, at den lige så godt kunne have været naturlig. Disse idealer om en mere naturnær form for skovdrift slog kun i begrænset omfang igennem herhjemme og blev nærmest opgivet i efterkrigstiden, hvor nåletrædyrkning blev mere givtig end løvskovdyrkning.

Der var imidlertid andre og langt stærkere kræfter på spil, som med tiden kom til at sætte et afgørende præg på driften af danske skove. De rettede ikke så meget interessen mod naturnære skovdyrkningsprincipper som mod den klassiske danske bøgeskov, som den en gang havde set ud – hvis man da tør tro 1800-tallets guldaldermalere. Og det bør man næppe altid, for det kan konstateres, at eksempelvis Johan Thomas Lundbye efter sin nationale vækkelse konsekvent udelod nåletræer fra sine landskabsmalerier. Også hvor sådanne påviselig fandtes.

Det første store slag om bevarelsen af bøgeskoven som landskabeligt, nationalt ikon gjaldt Jægersborg Dyrehave. Den forcerede hugst under og efter 1. Verdenskrig var også gået ud over dette statsskovdistrikts store gamle træer, herunder nåletræspartier fra von Langens tid og – mere provokerende – havens bredkronede bøge. Danmarks Naturfredningsforening angreb i dagspressen skarpt den lokale skovriders “vandalisme”, og som et resultat blev der nedsat et Dyrehaveudvalg med repræsentanter fra statsskovbruget, de relevante kommuner samt en række interesseorganisationer, som skulle overvåge skovens drift. Det var første gang, at folkelige æstetisk-rekreative interesser fik direkte indflydelse på driften og dermed udformningen af et dansk skovområde.

Produktionen ensrettes
Op igennem 1800-tallet skete den altovervejende lokale fremstilling af og handel med træprodukter fortrinsvis i skoven. Og besøgstallet ved sådanne skovauktioner kunne være betydeligt. Men med jernbanens udbredelse fandt langsigtede handelsaftaler stigende anvendelse, og råtræ opkøbt af professionelle savværker blev transporteret over store afstande, før det blev forarbejdet og solgt.

Samtidig var den lokale brændehugst i tilbagegang. Størstedelen af befolkningen havde efter 2. Verdenskrig fået centralvarme og komfurer, hvor der blevet fyret med koks, olie eller flaskegas, og brændesalget fra skoven var derfor ubetydeligt. Som produktionsvirksomhed sigtede skovbruget derfor i stigende grad mod fremstilling af ensartede produkter til et stadig fjernere marked.

Denne ensretning af produktionen gav sig til kende ved indførelsen af landsdækkende normer for produktbetegnelser og prissætning ved 1900-tallets begyndelse. Og den blev hjulpet godt på vej af århundredets omsiggribende mekanisering. Udviklingen forløb imidlertid betydelig mere nølende end den tilsvarende indførelse af motordrevne maskiner i landbruget. Terrænet i skoven var mindre tilgængeligt, og der kunne kun blive tale om egentlig fladebehandling ved anlægget af kulturer – ikke ved hugst.

Særlige plove og harver til anvendelse i skoven udvikledes som nævnt i 1800-tallets anden halvdel, og i årtierne efter 2. Verdenskrig fulgte skovbruget landbrugserhvervets overgang fra heste- og håndkraft til motorisering. Motorsave, særlige skovtraktorer til udslæbning efter hugst og jordbearbejdning forud for kultivering blev efterhånden almindelig udbredte. Og den maskinelle behandling satte sit præg på skoven. Udslæbningssporene blev dybere og mere varige end tidligere, og sten og andre forhindringer blev fjernet permanent uden megen tanke for, at der ikke sjældent var tale om fortidsminder. Og brugen af traktortrukne redskaber fremmede desuden det regulerede skovbrugs gamle forkærlighed for store, sammenhængende, ensartede og ensaldrede bevoksninger.

Stærkt medvirkende til ensartningen af skovenes dyrkningsvilkår var den målrettede afvanding, der i statsskovene fandt sted allerede i første halvdel af 1800-tallet. Ved anlæg af fintmaskede net af drængrøfter blev lavtliggende skovområder tørlagt, så de kunne konverteres fra ubevoksede moser og enge til nåletræsparceller. Og da der i 1900-tallet blev givet store tilskud til såkaldt grundforbedring af landbrugsjorden, blev der også mulighed for, at private skovejere kunne få økonomisk bistand til at dræne deres skove. Resultatet var en gennemgribende ændring i de tidligere ofte ganske vådbundsprægede skoves vækstvilkår.

Brænde får fornyet betydning
Skovbrugserhvervets mekanisering byggede i vid udstrækning på brugen af de fossile brændstoffer, der bortset fra under og umiddelbart efter de to verdenskrige havde udkonkurreret skovens brændeproduktion. Men i 1973 blev dette øjensynlige teknologiske fremskridt sat på en prøve. Ikke mindst af storpolitiske årsager blev energiforsyningen fra Mellemøsten reduceret, og den derved opståede oliekrise gav pludselig skovbruget nye muligheder. I mange af de tusindvis af parcelhuse, som siden 1950'erne havde muliggjort danskernes udflytning fra byen til forstaden, blev oliefyret suppleret med en brændeovn. Og som i en for længst svunden tid begyndte landets skovejere igen at udstede sankekort og indgå aftaler med selvskovere.

Flersidighed og naturidealer i skovbruget siden 1980

 FIGUR 3-25. Sidst i 1970’erne begyndte de første skovningsmaskiner, der både fælder og afgrener, at arbejde i de danske skove. De har siden overtaget stort set al skovning af nåletræ og mindre løvtræer.

FIGUR 3-25. Sidst i 1970’erne begyndte de første skovningsmaskiner, der både fælder og afgrener, at arbejde i de danske skove. De har siden overtaget stort set al skovning af nåletræ og mindre løvtræer.

Selv om 1970'erne gav en kortvarig tilbagevenden til en situation, hvor et lidt større udsnit af befolkningen end normalt fik et rent produktionsmæssigt forhold til skovbruget, repræsenterede skoven for langt størstedelen af den danske befolkning naturværdier og rekreative interesser. Og med den målestok klarede danske skove sig ikke særlig godt, selv om visse af erhvervets udøvere hævdede, at de imponerende tal for massetilvækst og produktion i sig selv vidnede om økologisk bæredygtighed.

Skovens tilstand blev med miljøbeskyttelsesorganisationernes aktive medvirken en yndet målestok for naturens vilkår i det intensivt udnyttede danske landskab. Og fænomener som stormfald i stor skala (1967, 1981, 1999), skovdød blandt fyr, røde rød-graner og egedød blev tidligt taget som tegn på, at noget var galt (se Luftforurening). Som i store dele af det øvrige Europa blev disse antagelig ganske komplekse symptomer på meget forskelligartede problemer taget til indtægt for massive forureningsproblemer og skovbrugserhvervets unaturlighed (se nærmere herom i Overvågning af skovsundheden).

Skovens truede naturværdier var fra begyndelsen snarere et internationalt end et rent dansk tema. Det fik således afgørende indflydelse på vilkårene for det sene 1900-tals skovbrug, da FN i 1992 vedtog den såkaldte Rio-Deklaration, der bl.a. sigtede imod at sikre truede naturtyper i den tredje verden mod udryddelse. For en af den vestlige verdens modydelser blev opstilling af beskyttelsesforanstaltninger i forhold til vore egne landskaber, som i dansk sammenhæng satte et helt nyt fokus på skovens naturværdier.

Allerede revisionen af Skovloven i 1989 havde været en stille revolution derved, at skovbrugets målsætning nu ikke længere alene skulle være “god” skovdrift men “god og flersidig” skovdrift. Danske skove skulle altså ikke længere kun lægge areal til produktion af vedmasse; de skulle tillige imødekomme befolkningens efterspørgsel efter rekreative oplevelser og naturværdier.

I 1992 vedtog Folketinget i lyset af Rio-Deklarationen en såkaldt Naturskovsstrategi, som havde til hensigt at beskytte de dele af det danske skovareal, som med hensyn til artssammensætning og dyrkningsvilkår var mindst berørt af moderne skovbrug (se Nutidens skovbeskyttelse).

Samtidig udvikledes så småt skovdyrkningsmetoder, der i visse henseender havde lighedspunkter med Dauerwald-bevægelsen, eller som i det mindste delte dens idealer om opretholdelsen af et permanent skovmiljø.

To år senere udsendte Miljøministeriet således en strategi for bæredygtig skovdrift, og med bogen “Rigere skov i Danmark” opstillede ministeriet pædagogiske eksempler på, hvad det var, der skulle beskyttes og fremmes, og hvordan disse mål kunne nås gennem skovbrugsformer, som tog større hensyn til skovenes biologiske mangfoldighed.

I 2002 fulgte Danmarks Nationale Skovprogram, der formulerede politiske visioner med hensyn til friluftsliv, biologisk mangfoldighed, landdistriktsudvikling, miljøbeskyttelse og samfundets CO2-regnskab. Og i kølvandet på en fælleseuropæisk landbrugspolitik, som gennem 1990'erne på grund af pressede priser havde udtaget betydelige arealer af landbrugsdrift, begyndte en bølge af skovrejsning landet over, som ikke primært rettede sig mod træproduktion.

Disse bynære skove skulle dels bidrage til beskyttelse af grundvandsreservoirer, dels stille naturoplevelser til rådighed for bybefolkningen, men endnu er det forholdsvis beskedent, hvor store arealer, der er tilplantet; i årene 1989-2006 blev der således tilplantet ca. 30.000 ha svarende til godt 6 % af det samlede skovareal ved periodens slutning. Det reelle tal kan imidlertid godt være højere, da private arealer tilplantet uden statstilskud ikke er registrerede.

Det har siden årtusindskiftet været en politisk målsætning, at statsskovene skulle drives naturnært, uden at dette begreb dog blev klart defineret. Med til naturnærheden regnes, at arealerne har et vedvarende skovdække, at der anvendes mere naturlig foryngelse med hjemmehørende træarter end hidtil, at der findes flere forskellige træarter og træer af forskellig alder på det samme areal. Dertil kommer flere gamle træer, mere dødt ved og sikring af værdifulde nøglebiotoper og endelig færre grøfter samt genskabelse af tidligere vådområder.

Baggrunden for denne indsats var et ønske om at fremme forløbet af naturlige biologiske processer i skoven. Men de seneste årtiers skovpolitik sigter tillige imod at tilgodese rekreative interesser. Selv om det undertiden har holdt hårdt at få befolkningen til at elske urørte skovarealer, som udvikler sig til en meget anderledes skov end guldaldermalernes elefantgrå bøgesøjler. Til målet om naturnære skove lægger sig derfor undertiden hensyn, der nærmest må betegnes som kosmetiske.

Vore bekymringer for det omgivende miljø har gennem den seneste menneskealder antaget mange former: Fra 1960'ernes malthusianske overbefolkningsfrygt over 1980'ernes panik over angivelig sygdomsfremkaldende nitratforurening af drikkevandet til vore dages klimaforandringer. Men miljømæssig syndsbevidsthed og nyromantisk naturdyrkelse har ikke været ene om at fremdrive de ændrede prioriteringer for driften af danske skove.

Presset af udenlandske konkurrenter er priserne på dansk træ gennem de seneste årtier faldet drastisk. Samtidig er lønniveauet steget så kraftigt, at den eneste mulighed for at opretholde en dansk træproduktion har været øget mekanisering og ekstensivering. Resultatet er blevet et i visse henseender opdelt skovbrug. Økonomisk rentable arealer drives intensivt og fortrinsvis med nåletræer, som egner sig til afdrift med højeffektive skovningsmaskiner, der gør 8-10 gammeldags skovarbejderes arbejde.

Resten af skovarealet henlægges til selvforyngelse og minimale indgreb, hvorved det i bedste fald lever op til samfundets mange nye fordringer om nutidig flersidighed. Moderne oplevelsesforbrugeres krav til skoven er imidlertid ikke mindre indbyrdes uforenelige end Fællesskabstidens træhugst, græsning, jagt og bærplukning. Derfor oplever vi i disse år i stigende grad konflikter mellem hundeluftere, mountainbikere, stavgængere, sommerfugleentusiaster og ryttere. For blot at nævne nogle få af skovens interessenter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bo Fritzbøger, Bent Odgaard: Skoven i de seneste 6.000 år i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 16. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=484957

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk