Storm og stormfald

Vind kan virke udtørrende og begrænse højdevæksten, som det ses, hvis man bevæger sig ind i en skov fra eksempelvis en vestfor liggende mark: De træer, der er nærmest det åbne land, er tydeligt mærkede af vinden, mens træerne længere inde gradvist når deres maksimale højde på den pågældende jordbund (figur 18-2 i Skovbryn). Hele skovens form er et resultat af den konstante kontakt med vinden – et fænomen man også kan iagttage hos fritstående træer.

Hvad man ikke umiddelbart kan se, er, at det enkelte træs opbygning – fra veddets struktur på celleniveau (boks 11-1) til røddernes form ligesom træets krone- og stammeform – er tilpasset vindpåvirkningen. Vindeksponerede træer er derfor endog meget robuste og skades kun sjældent af selv kraftige storme. Ved stormfald står randtræerne således ofte tilbage, mens de træer, der stod mere dækket længere inde i bevoksningen, kan være bukket under over store arealer.

Målt i skadet volumen og areal samt i graden af strukturel skade er stormfald en af de mest intense forstyrrelsestyper under danske himmelstrøg (figur 11-1). Resultatet af den kraftige vindpåvirkning for såvel det enkelte træ som for skoven som økosystem betragtet afhænger af de meteorologiske og geografiske forhold på stedet. Men også skovens struktur og dermed det valgte dyrkningssystem har stor betydning for skadens omfang.

Stormfald i større målestok i Danmark skyldes næsten altid passagen af et kraftigt lavtryk og optræder hyppigst om efteråret (figur 11-2). Andre vindfænomener, bl.a. skypumper, er i sjældne tilfælde ligeledes årsag til skader på træer, men altid kun lokalt.

Vinden påvirker træet med en kraft, der er afhængig af, hvor stor en del af kronens areal, der er udsat for vinden, og af vindhastigheden. Jo mere af træet, der påvirkes af vinden, jo større krav stilles til rodsystemet, for at det skal kunne holde træet forankret i jorden. Specielt for løvtræerne gælder, at deres effektive kroneareal er omkring ti gange større med løv end i den nøgne vintertilstand, og de er derfor specielt udsatte i de forholdsvis sjældne storme i sommerhalvåret. Til gengæld er vore nåletræer, af hvilke langt de fleste er stedsegrønne, generelt mere udsatte end løvtræer, idet kronearealet er uforandret stort, også når stormsæsonen er på sit højeste.

Ved høje hastigheder indeholder vinden meget mere energi end ved lave. Eksempelvis besidder luftmolekylerne i en storm på 26 m pr. sekund fire gange så meget bevægelsesenergi som i en hård vind på 13 m pr. sekund! Hertil kommer, at der forekommer dobbelt så mange interaktioner mellem luftmolekyler og træernes overflade pr. tidsenhed, når vindhastigheden fordobles. Den konkrete sammenhæng mellem vindens hastighed og påvirkningen af det enkelte træ er dog forholdsvis kompliceret, idet træet er føjeligt og tilpasser sin form, når det påvirkes af vinden.

Ved lave vindhastigheder glider vinden normalt nogenlunde jævnt hen over og gennem en bevoksning. Men både højere vindhastigheder og større ujævnhed i bevoksningens kronelag øger graden af turbulens. Turbulens betyder, at den relativt ensartede vindhastighed over et givent sted erstattes af en rodet samling af vindstød af forskellig hastighed og fra forskellige retninger, der udmærket i kortvarige stød kan være stik modsat rettet den overordnede vindretning. Det er derfor mere rigtigt at opfatte en storms passage hen over en skov som bølger af store, rullende hvirvler end som et konstant pres på alle bevoksningens træer.

Det er en kombination af disse hvirvlers sugen og skubben, der sætter træerne i bevægelse. Ofte vælter træet ikke ved de første kraftige vindstød, men rokker tilbage i udgangspositionen. Gentages denne proces, løsner træets rødder sig imidlertid gradvist i jorden. Hvis hvirvlernes rytme passer med træets egensvingning, forstærkes udsvinget fra gang til gang, hvilket kan resultere i, at netop dette træ bliver det første, som falder. Dette er forklaringen på, at træer ofte falder for vindhastigheder, der egentlig ikke burde være i stand til at vælte dem, såfremt der var tale om et statisk pres. Under alle omstændigheder bliver stadig flere rødder revet over, indtil træet er så meget ude af balance, at rødderne ikke længere er i stand til at fastholde det. Hvis jordbunden er opblødt eller meget løs som eksempelvis sandeller tørvejord, sker dette hurtigere end på eksempelvis tør lerjord.

Træet falder herefter til jorden eller vælter ind i et nabotræ – man siger, at det rodvælter, fordi skaden sker helt nede ved roden. Hvis nabotræet bukker under for presset fra det tyngende træ eller den efterfølgende forøgede vindudsathed, kan en kileformet dominoeffekt opstå. Denne kan, afhængigt af bevoksningens struktur og artssammensætning, resultere i, at træerne vælter på et større areal – et såkaldt fladefald.

Hvis træets forankring i jorden modstår trækket, kan der opstå andre skader i form af afbrækkede kronedele eller knækkede stammer, i sidste tilfælde normalt på den nederste tredjedel (figur 11-3). En tør lerjord vil derfor ligesom dybtgående rodudvikling og frossen jordbund resultere i mange knækkede træer. Afbrækning af hele eller dele af kronen nedsætter alt andet lige vindpresset på træet og forhindrer til en vis grad yderligere skader.

Angreb af vednedbrydende insekter og svampe (se Insekter samt de herpå følgende afsnit) kan påvirke andelen af stammeknæk. Eksempelvis er tøndersvamp (se Boks 11-5 i Svampe i samspil med insekter) en typisk medvirkende årsag til mange højtsiddende stammeknæk blandt bøgetræer. Hos nåletræerne kan angreb af rodfordærver omvendt resultere i, at mange træer rodvælter på grund af nedsat styrke i det svampeinficerede rodnet.

Træarterne reagerer forskelligt på kraftig vind – både med hensyn til skadesomfang og med hensyn til, hvorvidt træerne vælter med rod, knækker stammen eller fortrinsvist mister kronedele (figur 11-3). Dels er der forskel på arternes vedegenskaber og strukturelle opbygning, og dels er de udsat i forskellig grad, afhængig af artens typiske rolle i skoven som eksempelvis underskovsart eller dominerende i kronelaget.

Rød-gran er generelt den art blandt nåletræerne, der rammes hårdest af stormfald, mens ældre skov-fyr og douglasgran ofte står tilbage (figur 11-4). Blandt løvtræerne udmærker egen sig som yderst stormfast, og på våd bund er ask og især rød-el meget stabile sammenlignet med andre arter. I den anden ende af spektret finder man eksempelvis birk, som er generelt udsat på grund af dens relativt overfladiske rodsystem. Arter inden for samme slægt reagerer i reglen nogenlunde ens.

På vådere bund vil alle træer, undtagen de netop nævnte vådbundsspecialister ask og rødel, lide under en overfladisk rodudvikling med dertil hørende mindsket stormfasthed, ikke mindst den økonomisk vigtige bøg.

Store træer er mere udsatte end mindre, og en højere alder øger samtidig sandsynligheden for svækkelse som følge af vednedbrydende svampe og generelt nedsat vitalitet. Derfor ser man flest skader hos store, gamle træer – selv når skader forårsaget af store træers fald ind i mindre træer tælles med.

Meget store træer mister oftere kronedele end mindre. Til gengæld vil de mindre træer oftere stå tilbage i vippet – men ikke faldet – tilstand efter stormen, fordi deres ringere vægt gør det mere sandsynligt, at de standses i deres fald, hvis de vælter ind i et nabotræ. Et stort træ derimod tvinger normalt et nabotræ med ned (tabel 11-1).

De vippede træer kan alt efter alder, rodnettets tilstand og lysmængden i den nye position overleve og eventuelt sætte en ny, sekundær krone som erstatning for den oprindelige, hvis denne i faldet er endt i en skygget position under de omkringstående træers kroner. Et ekstremt eksempel på sekundær kronesætning på et faldent træ var den nu døde rød-gran Syvmasteren på Bornholm.

Forstligt drevne skove består traditionelt af ensaldrende monokulturer (bevoksninger med kun én art, hvor alle træer er lige gamle). Dermed har alle træerne nogenlunde samme højde og eksponering i forhold til vinden. Det jævne kronelag på en sådan bevoksning vil til at begynde med få stormen til at glide af i højere grad, end det er tilfældet i en bevoksning med en mere ujævn kronelagsoverflade, og dermed i første omgang sikre en øget modstandsevne over for stormen.

Til gengæld vil de store, ensartede flader ofte være udsat for omfattende fladefald, så snart et enkelt hul skabes i kronelaget. De store ensaldrende arealer med rød-gran er således hovedansvarlige for den kraftige stigning i mængden af stormfældet træ igennem 1900-tallet (boks 11-1).

Specielt udsatte for fladefald er nyligt tyndede bevoksninger eller bevoksninger, hvor hele nabobevoksningen er fældet, da træerne skal bruge tid til at vænne sig til den nye udsathed. Ydermere kan et artsvalg, der ikke er tilpasset jordbundsforholdene resultere i store fladefald. Et eksempel er rød-gran plantet på tørvejord, hvor en overfladisk rodudvikling og en jordbund med ringe sammenhængskraft gør hele bevoksningen ekstra udsat.

I modsætning til de traditionelt drevne skove er der i urørte skove og naturnært dyrkede skove (se Urørt skov og de følgende afsnit) under danske forhold normalt flere arter og aldre repræsenteret på samme areal. Det bevirker, at de store sammenbrud med fladefald over flere ha typisk ikke opstår hér. Desuden vil der i disse skove ofte stå levedygtige træer tilbage, selv hvor der er opstået et større hul i kronetaget. Dette skyldes den fleretagerede struktur og gør, at disse skove kommer sig hurtigere end de store arealer med fladefald af rød-gran.

En stor del af et stormfalds virkninger viser sig først i årene efter stormen. Træernes løsnede rodnet og øgede eksponering over for vinden som følge af faldne nabobevoksninger gør dem mere udsatte i de efterfølgende storme og resulterer i, at en ikke ubetydelig forøgelse af det faldne volumen forekommer i løbet af de første år efter hovedstormfaldet.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Knækkede rødder, afbrækkede kronedele og barkskrab fra faldne nabotræer kan blive indfaldsveje for svampeangreb, som ydermere kan svække træet over for efterfølgende storme. Tyndbarkede træer som eksempelvis bøg får endvidere ofte “solskoldninger” på barken af at stå i de blottede trærande, hvilket igen øger udsatheden over for svampeangreb.

Især i nåletræsbevoksninger dør randtræerne ofte gentagne år i træk efter et stormfald, og randen rykker dermed ind i den endnu stående del af bevoksningen. Dette skyldes, at de mange døde og svækkede træer udgør et ideelt fødegrundlag for barkbillen typograf, der derfor opformeres meget kraftigt og bliver i stand til at angribe selv sunde træer.

Uanset hvilket dyrkningssystem, der praktiseres, udmærker stormfaldsforstyrrelser sig ved de ofte relativt store åbninger i kronelaget, der radikalt ændrer lys- og temperaturforholdene. Dertil kommer en voldsom jordomlejring, der skyldes de rodvæltede træers rodkager (figur 11-6).

Den blottede mineraljord på rodsiden af “kagen” har normalt højere pH-værdi og meget mindre indhold af organisk stof end den øvrige skovbund (figur 11-4). Den anden side af rodkagen er omvendt yderst humusrig, men mister ret hurtigt sit løse førnelag på grund af den stejle hældning. For begge dele af rodkagen gælder, at temperaturudsvingene dér er større og udtørring hyppigere end for den uberørte skovbund. Specielt mosser er gode til at udnytte disse forhold, og ældre rodkager kan ofte ses som grønne, mosklædte øer i et ellers brunt, bladdækket skovbundslandskab.

Denne jordomlejring kan selv i de relativt stabile, urørte skove påvirke omkring én procent af skovbundens areal under en enkelt storm og åbner nye muligheder for visse af skovens træer. Specielt arter med såkaldte pionertræk, hvilket ud over stor klimatolerance vil sige tidlig og rigelig frøsætning med ofte små og letspredte frø, kan få en chance for at etablere sig. Pionerarter som birk og selje-pil har således ligesom mosserne meget lettere ved at spire i den blottede mineraljord på en rodkage end i et tykt førnelag (figur 11-5).

Man kan sige, at tilstedeværelsen af mange arter med vidt forskellige livsstrategier i den urørte skov sikrer en hurtig genetablering af skovklimaet efter en voldsom forstyrrelse som stormfald. Samtidig er stormfald med jævne mellemrum af afgørende betydning for flere af de selv samme arters bibeholdelse i systemet.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Storm og stormfald.

• Forrige afsnit er Dynamik og forstyrrelser i skoven
• Næste afsnit er Brand