Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Svampe

Oprindelige forfattere IMTho og JH-C

 FIGUR 11-21 (a). Fyrrens knop- og grentørre forvoldes af skivesvampen Gremmeniella abietina. Alvorlige angreb ses typisk i tætte fyrrebevoksninger, fordi svampen nemmest spredes, når grenene rører ved hinanden. Angrebne kviste med røde nåle.

FIGUR 11-21 (a). Fyrrens knop- og grentørre forvoldes af skivesvampen Gremmeniella abietina. Alvorlige angreb ses typisk i tætte fyrrebevoksninger, fordi svampen nemmest spredes, når grenene rører ved hinanden. Angrebne kviste med røde nåle.

Svampe kan i visse tilfælde dræbe sunde træer over store arealer og altså optræde som forstyrrende faktor med stor indflydelse på skovens struktur, dynamik og træartssammensætning. Normalt er svampenes betydning i så henseende dog mindre voldsom, og deres indflydelse finder sted i samspil med andre faktorer eller på svækkede træer. Det gælder f.eks., når vednedbrydende svampe skaber råd i levende træer, så stamme eller rodnet svækkes, og træet nemt vælter i storm. Her er svampene en medvirkende, men ikke en udløsende, forstyrrende faktor.

Svampe, der skaber råd i levende træer, kan groft opdeles efter den del af træet, de primært angriber: rødder, stammebasis eller stamme. Det resulterende råd betegnes som henholdsvis rodråd, basalråd og stammeråd. Råd ses oftest i gamle eller undertrykte træer, og i naturlige skovøkosystemer er vednedbrydende svampe en iøjnefaldende og vigtig faktor, der i samspil med storm, vandstandsændringer, insektangreb og træernes indbyrdes konkurrence har indflydelse på skovens langsomme udvikling fra foryngelse over naturlig tynding og aldring til forfald. I den dyrkede skov er de vednedbrydende svampes betydning for den naturlige udvikling mindre, fordi omdriftstiden er langt kortere end den naturlige skovcyklus, og fordi tyndinger fjerner undertrykte træer.

Svampe og skovdød

 FIGUR 11-21 (b). Fyrrens knop- og grentørre forvoldes af skivesvampen Gremmeniella abietina. Alvorlige angreb ses typisk i tætte fyrrebevoksninger, fordi svampen nemmest spredes, når grenene rører ved hinanden. Svampens ukønnede frugtlegemer (pyknider). De kønnede, skiveformede frugtlegemer ses meget sjældent i Danmark.

FIGUR 11-21 (b). Fyrrens knop- og grentørre forvoldes af skivesvampen Gremmeniella abietina. Alvorlige angreb ses typisk i tætte fyrrebevoksninger, fordi svampen nemmest spredes, når grenene rører ved hinanden. Svampens ukønnede frugtlegemer (pyknider). De kønnede, skiveformede frugtlegemer ses meget sjældent i Danmark.

Svampe, der har betydning som forstyrrende faktor i skoven, er parasitter og lever forholdsvis skjult i angrebne træer. Nogle inficerer unge skud, så disse visner eller deformeres, mens andre vokser i rødder eller karvæv, hvorved træets evne til at transportere væske og næringsstoffer hæmmes. I de fleste tilfælde vil et angrebet træ kunne overvinde et angreb fra en parasitisk svamp, men i nogle tilfælde kan angrebet være dræbende. Dette ses ikke mindst, når andre forhold samtidigt svækker et angrebet træ, f.eks. tørke, stress fra luftforurening eller insektangreb.

Annonce

I midten af 1980'erne var der stor opstandelse over “skovdød” i de jyske nåleplantager, og luftforurening blev betragtet som en mulig årsag. I de fleste tilfælde var der dog tale om en svampesygdom kaldet fyrrens knop- og grentørre, som forårsages af skivesvampen Gremmeniella abietina. Selve svampen kan kun ses med lup, så sygdommen opdages på sine symptomer: Døde knopper, røde nåle, som falder af, og døde kviste (figur 11-21). På længere sigt udvikles buskede skudsystemer, når knopper længere inde på grenene danner erstatningsskud. Kun de hårdest angrebne træer går ud.

 FIGUR 11-22. Asketoptørre forvoldes af svampen Chalara fraxinea, som har vist sig at være en aggressiv variant af sæksvampen aske-stilkskive. Døde skud i toppen af især unge asketræer er et billede, som har optrådt i Danmark siden 2003. Enkelte træer er døde som følge af sygdommen, og store kulturarealer med ask er blevet uegnede til træproduktion.

FIGUR 11-22. Asketoptørre forvoldes af svampen Chalara fraxinea, som har vist sig at være en aggressiv variant af sæksvampen aske-stilkskive. Døde skud i toppen af især unge asketræer er et billede, som har optrådt i Danmark siden 2003. Enkelte træer er døde som følge af sygdommen, og store kulturarealer med ask er blevet uegnede til træproduktion.

Fyrrens knop- og grentørre påkalder sig med lange mellemrum stor opmærksomhed for derefter at gå lidt i glemmebogen. Den første, kendte epidemi i Danmark optrådte i østrigsk fyr i 1870'erne. Siden har der været omfattende angreb i 1962-63 og 1983-84. Begge gange blev ikke kun østrigsk fyr ramt, men også skov-fyr, bjerg-fyr og rød-gran. Det har vist sig, at sygdommen har flere årsager ud over svampen. Epidemier kommer i Danmark kun ved specielle vejrforhold, nemlig når regn og kulde i sensommeren (august-september) giver svampen optimale smittebetingelser. Desuden skal der være meget tætte bevoksninger af de rigtige fyrrearter. Skovdøden i 1984 skyldtes altså ikke “sur regn”, men en uheldig kombination af vejret, træartsvalget, manglende pleje af skoven og en aggressiv svampesygdom.

Et mindre antal svampesygdomme kan give lige så alvorlige skader på andre skovtræer, ofte i forbindelse med forskellige stressfaktorer eller en bestemt måde at drive skovbrug på. Som regel er der tale om kendte svampesygdomme, der pludselig får en opblomstring som i tilfældet med fyrrens knop- og grentørre. Af og til kan det være en ny art som elmesyge (se nedenfor) eller en ændret opførsel hos en tidligere uskadelig svamp.

Siden 2003 har der f.eks. været mere omfattende problemer med hendøen af unge skud hos ask (figur 11-22). Årsagen var tilsyneladende en hidtil ukendt svampeart, den ukønnede sæksvamp Chalara fraxinea. Den har nu vist sig at være en afart af aske-stilkskive (Hymenoscyphus albidus), som er en velkendt og almindelig, hvilende nedbryder på døde bladstilke af ask. Det er lidt af en gåde, hvorfor svampen pludselig er begyndt at optræde som alvorlig skadevolder på skud af ask.

 FIGUR 11-24. Kæmpeporesvamp (Meripilus giganteus) er et eksempel på en svamp, der danner råd i rødderne på levende træer, især bøg. Den er ikke som sådan en alvorlig skadevolder i det danske skovbrug, men kan give problemer i parker og langs skovveje, hvor den er en af de vigtigste årsager til dannelsen af “farlige” træer, dvs. tilsyneladende sunde træer, der selv i en mindre brise kan falde til fare for skovgæster og trafikanter.

FIGUR 11-24. Kæmpeporesvamp (Meripilus giganteus) er et eksempel på en svamp, der danner råd i rødderne på levende træer, især bøg. Den er ikke som sådan en alvorlig skadevolder i det danske skovbrug, men kan give problemer i parker og langs skovveje, hvor den er en af de vigtigste årsager til dannelsen af “farlige” træer, dvs. tilsyneladende sunde træer, der selv i en mindre brise kan falde til fare for skovgæster og trafikanter.

Indtil videre er få træer døde af sygdommen, men især unge askebevoksninger går til eller bliver uegnede til tømmer. De syge asketræer dør ikke direkte af asketoptørre, men af følgeskader i form af honningsvampangreb på de svækkede træer. De langsigtede konsekvenser for asken som skovtræ i Danmark er uvisse, men udsigterne er ikke lyse. Forhåbentlig går sygdommen i sig selv igen over en årrække, enten når der ikke længere er de forhold, som har givet svampen chance for at angribe, eller når der kun er resistente aske tilbage.

Den svamp, der har haft den mest dramatiske betydning for træer i det danske landskab, er sæksvampen Ophiostoma novo-ulmi, som forårsager elmesyge (se boks 11-6).

Svampe og stormfald

I dyrkede skove kan svampe under særlige forhold skabe en uventet og uønsket stormfaldsdynamik. Det ses især i ensaldrende monokulturer, hvor et svampeangreb kan ramme næsten alle træer i en bevoksning. I blandede naturskove er svampeangreb mere diffuse, fordi der på et givet areal kun findes ret få træer af samme art, som på det givne tidspunkt er modtagelige.

 FIGUR 11-23. Naturlig lysbrønd i bøgeskov på morbund skabt efter fald af flere bøgetræer angrebet af tøndersvamp. Lysbrønden har udviklet sig over flere år. Forrest ses en gammel stub efter et træ, der er væltet for ca. 10 år siden, hvilket i første omgang gav mulighed for, at en mængde kimplanter af bøg kunne etablere sig. Bagved ses et helt nyknækket træ, der har åbnet krontaget yderligere op, så foryngelsen for alvor kan få fart på.

FIGUR 11-23. Naturlig lysbrønd i bøgeskov på morbund skabt efter fald af flere bøgetræer angrebet af tøndersvamp. Lysbrønden har udviklet sig over flere år. Forrest ses en gammel stub efter et træ, der er væltet for ca. 10 år siden, hvilket i første omgang gav mulighed for, at en mængde kimplanter af bøg kunne etablere sig. Bagved ses et helt nyknækket træ, der har åbnet krontaget yderligere op, så foryngelsen for alvor kan få fart på.

Det spiller desuden ind, at træer fældes med motorsav i dyrkede bevoksninger. Det skaber en frisk snitflade, der fremmer bestemte svampearter, som kan give alvorlige problemer i dyrkede nåletræsbevoksninger. En af disse svampearter er rodfordærver (se boks 11-4).

En del svampearter kan forårsage rodråd i urørte og dyrkede løvskove. Angrebene er normalt begrænset til gamle enkelttræer, og resultatet er typisk, at træerne rodvælter i storm eller dør stående, således at der skabes små lysbrønde, hvor nye træer kan vokse op.

Rodnedbrydende svampe kan ikke klart adskilles fra arter, der forårsager basalråd, idet råd i rødderne typisk går op i den nederste del af stammen. Råd, som kun sidder i den basale del af stammen, har som regel et mere langsomt forløb og ender med, at et angrebet træ knækker nær basis i storm eller kraftig blæst (figur 11-24).

Indfaldsvejen for angreb er sår, der dannes på rodudløb efter mekaniske skader eller gnav fra pattedyr, især krondyr. Som regel er der tale om enkeltstående angreb på gamle træer, og bortset fra træer nær skovveje er basalråd uden rodråd ikke særlig udbredt i dyrkede skove.

Boks 11-4: Rodfordærver

Rodfordærver har trods sin skjulte levevis stor indflydelse på den dyrkede nåleskovs dynamik og levetid. Samtidig er den et eksempel på, at man ikke kan bekæmpe en svamp, før man har udforsket skadevolderens biologi. Rodfordærver var kendt som et alvorligt problem i de europæiske nåleskove i næsten 100 år, før man fandt ud af, hvorfor svampen kun har betydning i den forstligt drevne skov, mens den er sjælden i naturskove. Det er, fordi rodfordærver er specialist i at etablere sig på nye stød, som opstår, når man fælder nåletræer ved tynding og renafdrift.

NID-4-532.png

A. Rodfordærver kan slå nogle nåletræarter ihjel. I sådanne tilfælde kan man ofte se dens frugtlegemer ved basis af stammen. Frugtlegemerne kan have mange former, men de er altid hvide eller lyst cremefarvede med brun overside. Foto: Jan Vesterholt.

Som rodfordærverens navn antyder, er den årsag til rodråd, fortrinsvis i nåletræer. Kraftigt råd i trærødder betyder, at træerne lettere vælter i storm. I skovbruget bruges navnet “trametes-huller” om de lysninger, som opstår i nåleskoven, når træer angrebet af rodfordærver, honningsvamp og andre rodparasitter vælter. Betegnelsen skyldes, at et ældre latinsk navn for rodfordærver var Trametes radiciperda. I princippet kunne åbningerne give mulighed for en mere dynamisk og uensaldrende skovstruktur, ligesom tøndersvamp gør det i bøgeskov (se boks 11-5). Men desværre er trametes-huller ofte udgangspunkt for de mere omfattende stormfald, fordi vinden får fat her (se Storm og stormfald). Hertil kommer, at nye træer, som plantes eller sår sig selv i lysningerne, ofte angribes og dræbes af rodfordærver og honningsvamp fra de gamle stød og syge træer i området. Alt i alt giver træer med rodråd dårligere muligheder for at forynge nåleskoven med mere naturnære metoder.

Et endnu større problem er, at rodfordærver laver råd langt op i stammer af nåletræer, især rød-gran. Den rådne stamme kan ikke sælges til tømmer eller papirfremstilling, men kun som brænde, flis eller slet ikke. Den store økonomiske betydning af rodfordærver for skovbruget i Europa i form af årlige tab på millioner af kroner skyldes især stammeråddet. Derfor er rodfordærver også den eneste svampesygdom, som bekæmpes i stort omfang i danske skove.

Bekæmpelse af rodfordærver

Rodfordærveren smitter med sporer, som kastes hele året, undtagen i frostvejr og langvarig tørke. Sporerne flyver af sted med vinden. Når sporerne lander på overfladen af et friskt stød, kan svampen kolonisere stødet. Hvis stødets rødder er i kontakt med intakte træers rødder, vokser rodfordærveren videre over i træerne (figur B). Her laver den misfarvning og råd langt op i stammen. Rodfordærveren kan kun leve i stød, rødder og stammer af nåletræ. Den kan ikke vokse direkte gennem jorden.

Kombinationen af den effektive stødsmitte og rodfordærverens manglende evne til at vokse direkte i jorden er den vigtigste grund til, at angreb af svampen kan forebygges. Dette gøres ved at smøre stødet med et middel, som forhindrer rodfordærveren i at etablere sig.

F.eks. kan man sætte sporer af en konkurrerende svamp på stødet. Udviklingen af effektive, billige og miljøvenlige metoder til bekæmpelse af rodfordærver tog dog over 30 år, fra man opdagede, at den kom ind i træerne via stød.

I mellemtiden er rodfordærver blevet udbredt i de danske nåleskove. Hvis man ser et væltet nåletræ eller et efterladt stammestykke med råd, kan man ofte finde svampens frugtlegemer på undersiden. De kan også ses nede i gamle, hule stød eller ved foden af et dræbt træ (figur A).

NID-4-533.png

B. Rodfordærvers spredning sker både med sporer fra frugtlegemer (a) til stød (b) og sår på stammer (c) og med mycelier, der vokser gennem rødderne til andre, stående træer (d) eller nye planter (e). Tegning: V.K. Johannsen.

Råd i stammens øvre dele kan forårsages af en række forskellige svampe, af hvilke tøndersvamp er langt den almindeligste. Man regnede tidligere tøndersvamp for at være en aggressiv nedbryder, der angreb og dræbte sunde træer via sår og afbrækkede grene, især i ældre bøgebevoksninger. Forståelsen af tøndersvamps biologi har dog ændret sig meget de senere år, og arten regnes ikke længere som et alvorligt problem i skovbruget (se boks 11-5). Til gengæld er tøndersvamp en meget vigtig forstyrrende faktor i naturlige skovøkosystemer på vore breddegrader, fordi den løbende er med til at skabe mindre lysbrønde, hvor skoven kan forynge sig i.

Mange andre stammenedbrydende svampe kan findes i urørte skove, men de fleste har begrænset betydning i en dynamisk sammenhæng. I ellesumpe er angreb af elle-spejlporesvamp dog ofte iøjnefaldende (figur 11-23).

Svampe i samspil med insekter

Ud over elmesyge, som skyldes en svamp, der spredes af barkbiller (se boks 11-6), optræder mange andre forstyrrende svampe i skoven i et samspil med insekter. I nogle tilfælde sker “samarbejdet” mellem insekt og svamp på den måde, at et insektangreb svækker træerne, så svampene får en større chance for at etablere sig. I andre tilfælde er det omvendt, så svampesvækkede træer bliver koloniseret af insekter.

Boks 11-5: Tøndersvamp

NID-4-536.pngNID-4-537.png

A. Frugtlegemer af tøndersvamp på bøg. B. Gennemskåret bøgestamme med angreb af tøndersvamp. Foto: Jacob Heilmann-Clausen.

Tøndersvamp danner typisk råd i levende stammer af bøg, birk og andre løvtræer, som efter en tid knækker i 3-10 m’s højde, afhængigt af hvor råddet er centreret (figur A). Den blev tidligere anset som en farlig parasit, der med stor hast kunne sprede råd og fordærv i ældre, men ellers sunde bøgebevoksninger. For at forhindre angreb i at brede sig har det derfor været almindelig praksis at fælde træer med angreb af tøndersvamp hurtigst muligt.

Udenlandske undersøgelser har inden for de seneste år givet et noget andet billede af artens infektionsstrategi. Det har således vist sig, at arten forekommer i sundt ved af livskraftige træer uden symptomer på angreb. Tøndersvamp må på den baggrund betegnes som en hvilende nedbryder, dvs. en vednedbrydende svamp, der findes som inaktive hvilestadier i funktionelt ved. I hvilken form den findes, er stadig usikkert, ligesom man ikke ved, hvordan den inficerer sunde træer.

Tøndersvamp aktiveres ligesom andre hvilende nedbrydere til vækst, hvis vandindholdet falder lokalt i veddet som følge af tørke, mekaniske skader eller et svækket rodsystem. I tøndersvamps tilfælde er resultatet et ofte hurtigt udviklende råd, der spreder sig stjerneformigt fra træets indre (figur B), og angrebne træer bukker typisk under efter få år.

I gamle, ensaldrende bevoksninger kan der over en kortere årrække ske en svækkelse af mange træer, der kan resultere i omfattende, dramatiske angreb af tøndersvamp (figur C). Sådanne angreb ses dog næsten kun i bevoksninger, der er ældre end 150 år, f.eks. i urørte bevoks- ninger af bøg med meget begrænset aldersvariation, og der er ingen grund til at frygte, at sådanne angreb vil sprede sig til nærliggende, sunde produktionsbevoks- ninger. Al sandsynlighed taler nemlig for, at tøndersvamp allerede findes her i form af passive hvilestadier i mange træer.

NID-4-538.png

C. Sammenhæng mellem bøgetræernes alder og hyppighed af tøndersvamp. Figuren viser, hvor mange bøgetræer der i gennemsnit havde tøndersvamp i de bevoksninger, som blev undersøgt. Så længe bøgene er under 130 år gamle, bliver de sjældent angrebet af tøndersvamp. I skovbruget fælder man normalt bøgene, når de er 120 år gamle, for derefter begynder de at blive misfarvede i midten (rødmarv). I Danmark optræder tøndersvamp derfor især i overmodne bøgebevoksninger, som er udlagt til urørt skov. Ill.: Jørgen Strunge efter Thomsen m.fl., 2001.

Kombinationen af svampe og insekter giver sammen med klimatiske forhold som tørke eller vind anledning til komplekse, dynamiske udviklinger, hvor det kan være svært at skelne, hvad der er årsag og følgevirkning.

 FIGUR 11-25 Tøndersvamp er løvskovens mest dynamikskabende svamp. Et angreb medfører ofte død og sammenbrud hos gamle bøge i løbet af få år. De derved dannede lysninger og lysbrønde åbner til gengæld for ny træopvækst samt for lyskrævende arter på skovbunden. Eldrup Skov, Løvenholm.

FIGUR 11-25 Tøndersvamp er løvskovens mest dynamikskabende svamp. Et angreb medfører ofte død og sammenbrud hos gamle bøge i løbet af få år. De derved dannede lysninger og lysbrønde åbner til gengæld for ny træopvækst samt for lyskrævende arter på skovbunden. Eldrup Skov, Løvenholm.

Frostmåler, egemeldug og honningsvamp

Som eksempel på samspillet mellem insekter og svampe kan nævnes lille frostmåler, egemeldug og honningsvamp. Med jævne mellemrum giver angreb af lille frostmåler anledning til omfattende afløvning af eg med forbigående svækkelse af træerne til følge. For at erstatte den tabte bladmasse sætter træerne sommerskud, og de angribes let af egemeldug (figur 6-3).

 FIGUR 11-26 Angreb af køllestokket honningsvamp (Armillariagallica) ved basis af eg. Der findes flere arter af honningsvamp, men denne er den mest almindelige i danske løvskove. Den lever af dødt ved i skovbunden, men hvis træerne svækkes af andre årsager, udnytter honningsvamp straks chancen for at etablere sig. I løbet af nogle år kan svampen slå træet ihjel, fordi den ødelægger vækstlaget i barken.

FIGUR 11-26 Angreb af køllestokket honningsvamp (Armillariagallica) ved basis af eg. Der findes flere arter af honningsvamp, men denne er den mest almindelige i danske løvskove. Den lever af dødt ved i skovbunden, men hvis træerne svækkes af andre årsager, udnytter honningsvamp straks chancen for at etablere sig. I løbet af nogle år kan svampen slå træet ihjel, fordi den ødelægger vækstlaget i barken.

Navnet meldug kommer af det hvide, “melede” lag på bladene. Meldugsvampe snylter på levende celler uden at slå dem ihjel. Faktisk udskiller svampen ofte plantehormoner for at holde bladvævet ungt, så den kan blive ved med at suge næring ud af cellerne. Det betyder en dårlig afmodning af skuddene om efteråret, så de kan skades, hvis der kommer en tidlig frost. I så fald vil egene have færre knopper, som springer ud året efter.

Hvis egene igen bliver udsat for afløvning af insekter det følgende år, bliver de endnu mere stressede. Denne svækkelse kan udnyttes af honningsvampen (figur 11-26), som breder sig under barken og evt. dræber træerne i løbet af 5-10 år. Om træerne dør eller kommer sig, afgøres dog af flere faktorer. F.eks. om vejret er gunstigt med rigelig nedbør i vækstsæsonen, om træerne undgår afløvende insektangreb i nogle år, og om de som udgangspunkt var sunde og vitale med fyldige kroner. Hvis træerne bukker under, bliver det udnyttet af insekter, som lægger æg i barken på døende eller nyligt døde træer.

Boks 11-6: Elmesygen

NID-4-542.pngNID-4-541.png

A. Lille elmebarkbille ved dens gangsystem under barken på et angrebet elmetræ. B. Store elme, der er døde og døende pga. elmesyge. Rungstedlund. Foto: Peter Friis Møller.

Elmesyge er nok den bedst kendte svampesygdom på træer. Sygdommen har medført, at elmene næsten er forsvundet i mange landsdele. Andre steder står de døde træer som et vidnesbyrd om elmesygens hærgen. Elmesyge er et eksempel på et samarbejde mellem en svamp og insekter, samtidig med at den er et klassisk eksempel på de katastrofale følger, som menneskespredning af plantepatogene svampe kan få.

Svamp og bille i samarbejde

Elmesyge forårsages af svampen Ophiostoma novo-ulmi, som spredes af elmebarkbiller. I Danmark findes fem arter, hvoraf lille elmebarkbille (Scofytus laevis) er almindelig og kendt fra alle landsdele.

Barkbillehunner gnaver sig gennem barken på svækkede eller døende træer (figur A). De anlægger en såkaldt modergang mellem bark og ved og lægger æg i gangens sider. Larverne gnaver deref ter gange, der forløber mere eller mindre vinkelret på modergangen, og forpupper sig i særlige kamre for enden af larvegangene.

Når billerne er klækket, gnaver de sig vej ud gennem barken. Dette sker typisk i maj-juni, når lufttemperaturen kommer over 21-22 °C. Efter klækningen udfører elmebarkbillerne et ernæringsgnav i barken på tynde elmekviste. Gnavet er nødvendigt, for at hunnerne kan producere æg.

Angreb af elmebarkbiller er i sig selv relativt uskadelige for træerne. Æg lægges kun i svækkede træer, og ernæringsgnavet på de levende kviste er sjældent særlig omfattende. Men biller, der er klækket i et træ med elmesyge, bærer ofte på en farlig last i form af sporer af Ophiostoma novo-ulmi (figur 6-8B). Svampesporerne overføres til de sunde elme ved gnavet i de tynde kviste. Derfor kan både unge og gamle træer smittes, men billerne kan kun lægge æg i træer af en vis størrelse.

Svampesporerne spirer til hyfer og trænger ind i de yderste vedkar, dvs. de rør, hvor vandtransporten foregår. I karrene vokser svampens mycelium og danner nye sporer, som bagefter deler sig ved knopskydning. Den videre spredning sker ved transport med vandstrømme i karrene og svampens vækst fra kar til kar. Svampen kan også spredes fra træ til træ gennem rodsammenvoksninger. Dette går specielt hurtigt, hvis træerne er nært beslægtede, f.eks. en klon af elmetræer i en allé.

NID-4-543.png

C. Snit gennem gren fra elmesygt træ. Ved pilen ses tydeligt en mørk ring af gummistoffer, hvormed træet – forgæves – har forsøgt at inddæmme sygdommen. Foto: O. Jørgensen.

Svampen udskiller et giftstof, som får blade til at visne. Elmesygen viser sig i forsommeren ved, at friske skud i den øvre krone pludselig visner. Efterhånden dør stadig større dele af kronen. På et tværsnit af en gren med visnesymptomer kan man se mørke pletter eller ringe lige under barken (figur C). Det er træets forsøg på at stoppe svampen ved at lukke karrene med udposninger (tyller) og gummiagtige stoffer. Denne proces lukker desværre også for vandforsyningen, som hovedsageligt foregår i den yderste årring. Træet kvæler således sig selv.

Elmesyge i nutid — og fortid

Elmesygesvampen stammer oprindeligt fra Asien. I Europa mødtes svamp og elmebarkbiller og indgik et samarbejde med gensidige fordele. Svampen fik en perfekt mulighed for at blive spredt, mens billerne fik svækkede træer at lægge æg i.

Sygdommen blev første gang observeret i Holland omkring 1919, bredte sig hurtigt i Europa og blev også spredt til USA, hvor mange elme døde. I Danmark var der et enkelt angreb i 1955, men det blev udryddet. I 1970’erne viste det sig, at en aggressiv udgave af svampen var kommet til Europa. Den nye type kaldte man Ophiostoma novo-ulmi, og den kom til Danmark omkring 1978.

Udbredelsen fra land til land og mellem kontinenter skyldtes menneskers transport af smittet elmetræ. Igennem 1980’erne blev elmesygen langsomt mere udbredt i Danmark. De varme somre midt i 1990’erne gav to generationer af barkbiller pr. år og fik dermed elmesygen til at brede sig ukontrollabelt, ofte hjulpet på vej ved ubetænksomme menneskers transport af elmebrænde med bark.

I de dyrkede skove er elm ikke meget anvendt, og elmesygen har haft den mest synlige virkning i det åbne landskab og i vore byer, hvor træet har været meget brugt i alléer, haver og skel. I gamle naturskove er elm mere almindelig, og flere steder har elmesygen forårsaget en forceret skovdynamik og store forskydninger i træartssammensætningen i de lysbrønde, som de døde elme har efterladt.

Elmefaldet

Meget tyder på, at elmesygen har haft en lignende dynamisk betydning også tidligere i historien. Elmebarkbillens karakteristiske gangsystemer er således fundet i elmeved fra Åmosen på Vestsjælland, dateret til ca. 5.900 år før nu, dvs. til “elmefaldet” (se Skoven i de seneste 6000 år). Der er af flere årsager stigende enighed om, at dette fortidige elmefald også skyldtes elmesyge – og ikke mennesket (se Holocæn og boks 15-3 i Skovlandet åbnes).

Elmesygens indirekte følger

Elmesygen kan få betydelige konsekvenser for insektlivet, især for billerne. I Danmark er der registreret 396 billearter fra elm; heraf er 33 optaget på rødliste 1997 og 17 arter er gullistede. Nogle billearter har elm som eneste vært, andre lever på en række forskellige løvtræer, hvoraf elm kan være det foretrukne værtstræ. Mange af billearterne på elm er knyttet til bark eller til dødt eller svækket ved. Umiddelbart er mange billearter taget til i antal i takt med elmesygens opsving. Det gælder f.eks. netop bark- og vedlevende arter, der kan udnytte den øgede mængde af svækkede og døde elme, som er efterladt i sygdommens kølvand.

På længere sigt vil elmens tilbagegang dog påvirke insektfaunaen negativt: Nogle arter vil gå tilbage, andre måske helt forsvinde. Især kan tabet af gamle elmetræer få alvorlige konsekvenser. Tilsvarende tendenser spores hos svirrefluerne: Arter af træsaftsvirrefluer (Brachyopa) og barksvirrefluer (Sphegina), der som larver især er knyttet til saftudflåd, var i 2000-2003 påfaldende talrige, hvilket menes delvis at kunne tilskrives et midlertidigt større udbud af døde og døende elmetræer. Derimod kan de fremtidige levevilkår forringes for de svirrefluer, hvis larver kun æder bladlus på elm.

I de senere år er dagsommerfuglen det hvide W (Satyrium w-album), der som larve lever på elme, gået meget tilbage i Danmark som følge af elmesygens hærgen. Arten er nu forsvundet fra adskillige lokaliteter og vurderes i den danske rødliste (2004) som moderat truet. Yderligere tilbagegang må forventes. Boy Overgaard Nielsen

Referér til denne tekst ved at skrive:
Iben Margrete Thomsen, Jacob Heilmann-Clausen: Svampe i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 26. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=485089

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk