Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Storm og stormfald

Oprindelig forfatter JBig

Splintrede, knækkede og rodvæltede træer, hele landsdele uden strøm, spærrede veje og et skov brug, der melder om flere millioner kubikmeter træ, der ligger ned. Sådanne associationer får de fleste, når de præsenteres for ordet “stormfald”. Vindpåvirkning som sådan er en helt normal del af skovenes levevilkår (kapitlet Skovenes historie), men ved høje vindstyrker bliver vinden en markant forstyrrelsesfaktor i både naturlige og dyrkede skovsystemer. Dette afsnit handler om, hvad der egentlig sker med skoven, når stormen går hærgende over landet.

Skoven og vinden

Vind kan virke udtørrende og begrænse højdevæksten, som det ses, hvis man bevæger sig ind i en skov fra eksempelvis en vestfor liggende mark: De træer, der er nærmest det åbne land, er tydeligt mærkede af vinden, mens træerne længere inde gradvist når deres maksimale højde på den pågældende jordbund (figur 18-2 i Skovbryn). Hele skovens form er et resultat af den konstante kontakt med vinden – et fænomen man også kan iagttage hos fritstående træer.

 FIGUR 11-1. Fladefald i bevoksning af 30-årig rødgran.

FIGUR 11-1. Fladefald i bevoksning af 30-årig rødgran.

Hvad man ikke umiddelbart kan se, er, at det enkelte træs opbygning – fra veddets struktur på celleniveau (boks 11-1) til røddernes form ligesom træets krone- og stammeform – er tilpasset vindpåvirkningen. Vindeksponerede træer er derfor endog meget robuste og skades kun sjældent af selv kraftige storme. Ved stormfald står randtræerne således ofte tilbage, mens de træer, der stod mere dækket længere inde i bevoksningen, kan være bukket under over store arealer.

Annonce

Målt i skadet volumen og areal samt i graden af strukturel skade er stormfald en af de mest intense forstyrrelsestyper under danske himmelstrøg (figur 11-1). Resultatet af den kraftige vindpåvirkning for såvel det enkelte træ som for skoven som økosystem betragtet afhænger af de meteorologiske og geografiske forhold på stedet. Men også skovens struktur og dermed det valgte dyrkningssystem har stor betydning for skadens omfang.

Boks 11-1: Træers vindtilpasning på celleniveau

Hvordan kan et træ bevare en nogenlunde lodret vækst, selv om der det meste af tiden er et ensidigt vindpres på det? Svaret er reaktionsved (læs om ved som sådan i Skovens vækst).

Hvis man sammenligner træets opbygning på celleniveau med en jernbetonkonstruktion, vil cellulosefibrene svare til armeringsstålet og give trækstyrke. Cellernes indhold af lignin svarer til konstruktionens indhold af cement og sten og giver trykstyrke.

Hvis der er et pres på den ene side af konstruktionen, kan man udligne trykpåvirkningen ved at give konstruktionen større trækstyrke i træksiden eller større trykstyrke i tryksiden. Man kan selvfølgelig også vælge begge dele.

Det kan træer ikke. Nåletræerne reagerer på ensidige belastninger ved at øge ligninindholdet i cellerne på stammens læside (altså den del af stammen, der trykkes sammen, når træet bøjes) eller undersiden af grene (der jo trækkes mod jorden af tyngdekraften). Løvtræerne reagerer derimod ved at øge celluloseindholdet i cellerne i stammens vindside eller på oversiden af grene.

Disse tilpasninger er med til at gøre vindeksponerede træer yderst stabile selv i kraftig vind – bare den kommer fra samme retning hele tiden. Fra en anvendelsesmæssig synsvinkel er træet dog ikke meget værd, da det har større tendens til at vride og krumme under bearbejdningen.

Stormens virkning på det enkelte træ

Stormfald i større målestok i Danmark skyldes næsten altid passagen af et kraftigt lavtryk og optræder hyppigst om efteråret (figur 11-2). Andre vindfænomener, bl.a. skypumper, er i sjældne tilfælde ligeledes årsag til skader på træer, men altid kun lokalt.

Vinden påvirker træet med en kraft, der er afhængig af, hvor stor en del af kronens areal, der er udsat for vinden, og af vindhastigheden. Jo mere af træet, der påvirkes af vinden, jo større krav stilles til rodsystemet, for at det skal kunne holde træet forankret i jorden. Specielt for løvtræerne gælder, at deres effektive kroneareal er omkring ti gange større med løv end i den nøgne vintertilstand, og de er derfor specielt udsatte i de forholdsvis sjældne storme i sommerhalvåret. Til gengæld er vore nåletræer, af hvilke langt de fleste er stedsegrønne, generelt mere udsatte end løvtræer, idet kronearealet er uforandret stort, også når stormsæsonen er på sit højeste.

Ved høje hastigheder indeholder vinden meget mere energi end ved lave. Eksempelvis besidder luftmolekylerne i en storm på 26 m pr. sekund fire gange så meget bevægelsesenergi som i en hård vind på 13 m pr. sekund! Hertil kommer, at der forekommer dobbelt så mange interaktioner mellem luftmolekyler og træernes overflade pr. tidsenhed, når vindhastigheden fordobles. Den konkrete sammenhæng mellem vindens hastighed og påvirkningen af det enkelte træ er dog forholdsvis kompliceret, idet træet er føjeligt og tilpasser sin form, når det påvirkes af vinden.

 FIGUR 11-2. Antal dage med vindstyrke over hård vind (10,8 m pr. sekund), stormende kuling (20,8 m pr. sekund) eller storm 25,5 m pr. sekund). Under normale forhold er det kun vindstyrker over stormstyrke, der kan skade sunde og raske træer, når man ser bort fra tab af småkviste. Bemærk, at selv om det sagtens kan blæse om sommeren, er det kun yderst sjældent at vinden kommer op på stormstyrke uden for stormsæsonen, som ligger fra oktober til februar. Antallet af dage er et gennemsnit fra 16 målestationer over en periode på 30 år.

FIGUR 11-2. Antal dage med vindstyrke over hård vind (10,8 m pr. sekund), stormende kuling (20,8 m pr. sekund) eller storm 25,5 m pr. sekund). Under normale forhold er det kun vindstyrker over stormstyrke, der kan skade sunde og raske træer, når man ser bort fra tab af småkviste. Bemærk, at selv om det sagtens kan blæse om sommeren, er det kun yderst sjældent at vinden kommer op på stormstyrke uden for stormsæsonen, som ligger fra oktober til februar. Antallet af dage er et gennemsnit fra 16 målestationer over en periode på 30 år.

Ved lave vindhastigheder glider vinden normalt nogenlunde jævnt hen over og gennem en bevoksning. Men både højere vindhastigheder og større ujævnhed i bevoksningens kronelag øger graden af turbulens. Turbulens betyder, at den relativt ensartede vindhastighed over et givent sted erstattes af en rodet samling af vindstød af forskellig hastighed og fra forskellige retninger, der udmærket i kortvarige stød kan være stik modsat rettet den overordnede vindretning. Det er derfor mere rigtigt at opfatte en storms passage hen over en skov som bølger af store, rullende hvirvler end som et konstant pres på alle bevoksningens træer.

Det er en kombination af disse hvirvlers sugen og skubben, der sætter træerne i bevægelse. Ofte vælter træet ikke ved de første kraftige vindstød, men rokker tilbage i udgangspositionen. Gentages denne proces, løsner træets rødder sig imidlertid gradvist i jorden. Hvis hvirvlernes rytme passer med træets egensvingning, forstærkes udsvinget fra gang til gang, hvilket kan resultere i, at netop dette træ bliver det første, som falder. Dette er forklaringen på, at træer ofte falder for vindhastigheder, der egentlig ikke burde være i stand til at vælte dem, såfremt der var tale om et statisk pres. Under alle omstændigheder bliver stadig flere rødder revet over, indtil træet er så meget ude af balance, at rødderne ikke længere er i stand til at fastholde det. Hvis jordbunden er opblødt eller meget løs som eksempelvis sandeller tørvejord, sker dette hurtigere end på eksempelvis tør lerjord.

Træet falder herefter til jorden eller vælter ind i et nabotræ – man siger, at det rodvælter, fordi skaden sker helt nede ved roden. Hvis nabotræet bukker under for presset fra det tyngende træ eller den efterfølgende forøgede vindudsathed, kan en kileformet dominoeffekt opstå. Denne kan, afhængigt af bevoksningens struktur og artssammensætning, resultere i, at træerne vælter på et større areal – et såkaldt fladefald.

 FIGUR 11-3. Gammel løvskov af bøg og vintereg efter stormen i 1999. Nogle træer er rodvæltet, andre er knækket eller har mistet kronedele. Kun få er tilsyneladende uskadt. Lindet Skov.

FIGUR 11-3. Gammel løvskov af bøg og vintereg efter stormen i 1999. Nogle træer er rodvæltet, andre er knækket eller har mistet kronedele. Kun få er tilsyneladende uskadt. Lindet Skov.

Hvis træets forankring i jorden modstår trækket, kan der opstå andre skader i form af afbrækkede kronedele eller knækkede stammer, i sidste tilfælde normalt på den nederste tredjedel (figur 11-3). En tør lerjord vil derfor ligesom dybtgående rodudvikling og frossen jordbund resultere i mange knækkede træer. Afbrækning af hele eller dele af kronen nedsætter alt andet lige vindpresset på træet og forhindrer til en vis grad yderligere skader.

Angreb af vednedbrydende insekter og svampe (se Insekter samt de herpå følgende afsnit) kan påvirke andelen af stammeknæk. Eksempelvis er tøndersvamp (se Boks 11-5 i Svampe i samspil med insekter) en typisk medvirkende årsag til mange højtsiddende stammeknæk blandt bøgetræer. Hos nåletræerne kan angreb af rodfordærver omvendt resultere i, at mange træer rodvælter på grund af nedsat styrke i det svampeinficerede rodnet.

Art og alder er afgørende

Træarterne reagerer forskelligt på kraftig vind – både med hensyn til skadesomfang og med hensyn til, hvorvidt træerne vælter med rod, knækker stammen eller fortrinsvist mister kronedele (figur 11-3). Dels er der forskel på arternes vedegenskaber og strukturelle opbygning, og dels er de udsat i forskellig grad, afhængig af artens typiske rolle i skoven som eksempelvis underskovsart eller dominerende i kronelaget.

Rød-gran er generelt den art blandt nåletræerne, der rammes hårdest af stormfald, mens ældre skov-fyr og douglasgran ofte står tilbage (figur 11-4). Blandt løvtræerne udmærker egen sig som yderst stormfast, og på våd bund er ask og især rød-el meget stabile sammenlignet med andre arter. I den anden ende af spektret finder man eksempelvis birk, som er generelt udsat på grund af dens relativt overfladiske rodsystem. Arter inden for samme slægt reagerer i reglen nogenlunde ens.

 FIGUR 11-4. Rodkage med blottet mineraljord og vandfyldt lavning i Kongelunden efter stormen 8. januar 2005. Bemærk, at alle løvtræerne og den store douglasgran til højre i billedet overlevede stormen trods den øgede eksponering, da træerne omkring dem faldt.

FIGUR 11-4. Rodkage med blottet mineraljord og vandfyldt lavning i Kongelunden efter stormen 8. januar 2005. Bemærk, at alle løvtræerne og den store douglasgran til højre i billedet overlevede stormen trods den øgede eksponering, da træerne omkring dem faldt.

På vådere bund vil alle træer, undtagen de netop nævnte vådbundsspecialister ask og rødel, lide under en overfladisk rodudvikling med dertil hørende mindsket stormfasthed, ikke mindst den økonomisk vigtige bøg.

Store træer er mere udsatte end mindre, og en højere alder øger samtidig sandsynligheden for svækkelse som følge af vednedbrydende svampe og generelt nedsat vitalitet. Derfor ser man flest skader hos store, gamle træer – selv når skader forårsaget af store træers fald ind i mindre træer tælles med.

Meget store træer mister oftere kronedele end mindre. Til gengæld vil de mindre træer oftere stå tilbage i vippet – men ikke faldet – tilstand efter stormen, fordi deres ringere vægt gør det mere sandsynligt, at de standses i deres fald, hvis de vælter ind i et nabotræ. Et stort træ derimod tvinger normalt et nabotræ med ned (tabel 11-1).

De vippede træer kan alt efter alder, rodnettets tilstand og lysmængden i den nye position overleve og eventuelt sætte en ny, sekundær krone som erstatning for den oprindelige, hvis denne i faldet er endt i en skygget position under de omkringstående træers kroner. Et ekstremt eksempel på sekundær kronesætning på et faldent træ var den nu døde rød-gran Syvmasteren på Bornholm.

Dyrkningssystemets indflydelse

Forstligt drevne skove består traditionelt af ensaldrende monokulturer (bevoksninger med kun én art, hvor alle træer er lige gamle). Dermed har alle træerne nogenlunde samme højde og eksponering i forhold til vinden. Det jævne kronelag på en sådan bevoksning vil til at begynde med få stormen til at glide af i højere grad, end det er tilfældet i en bevoksning med en mere ujævn kronelagsoverflade, og dermed i første omgang sikre en øget modstandsevne over for stormen.

Til gengæld vil de store, ensartede flader ofte være udsat for omfattende fladefald, så snart et enkelt hul skabes i kronelaget. De store ensaldrende arealer med rød-gran er således hovedansvarlige for den kraftige stigning i mængden af stormfældet træ igennem 1900-tallet (boks 11-1).

SkadestypeDraved SkovSuserup Skov
Vippede29,726,8
Faldne36,542,5
Knækkede39,647,8
Afrevne kronedele52,284,7
TABEL 11-1. Gennemsnitlig diameter (cm) i brysthøjde på træer ramt af forskellige skadestyper efter stormen 3. december 1999. Bemærk, at specielt de store træer mister kronedele. Data fra Bigler, 2002.

Specielt udsatte for fladefald er nyligt tyndede bevoksninger eller bevoksninger, hvor hele nabobevoksningen er fældet, da træerne skal bruge tid til at vænne sig til den nye udsathed. Ydermere kan et artsvalg, der ikke er tilpasset jordbundsforholdene resultere i store fladefald. Et eksempel er rød-gran plantet på tørvejord, hvor en overfladisk rodudvikling og en jordbund med ringe sammenhængskraft gør hele bevoksningen ekstra udsat.

I modsætning til de traditionelt drevne skove er der i urørte skove og naturnært dyrkede skove (se Urørt skov og de følgende afsnit) under danske forhold normalt flere arter og aldre repræsenteret på samme areal. Det bevirker, at de store sammenbrud med fladefald over flere ha typisk ikke opstår hér. Desuden vil der i disse skove ofte stå levedygtige træer tilbage, selv hvor der er opstået et større hul i kronetaget. Dette skyldes den fleretagerede struktur og gør, at disse skove kommer sig hurtigere end de store arealer med fladefald af rød-gran.

Stormens eftervirkninger

En stor del af et stormfalds virkninger viser sig først i årene efter stormen. Træernes løsnede rodnet og øgede eksponering over for vinden som følge af faldne nabobevoksninger gør dem mere udsatte i de efterfølgende storme og resulterer i, at en ikke ubetydelig forøgelse af det faldne volumen forekommer i løbet af de første år efter hovedstormfaldet.

Boks 11-1: De store stormfald

Igennem de sidste 100 år har skovbruget oplevet stadig større tab som følge af stormfald. Rød-graner på over 20 m’s højde er særligt udsatte (figur A), og i samme periode er sådanne bevoksningers areal øget, hvilket er en del af forklaringen på stigningen (figur B).

NID-4-510.png

A. Stort fladefald af nåletræ fra stormen i december 1999. Hønning Plantage.Foto: P. Friis Møller.

De meteorologiske målinger fra samme periode antyder endvidere, at hyppigheden af kraftige storme har været svagt stigende, og at de kraftige storme er voldsommere end tidligere. Det forventes, at en temperaturstigning som følge af drivhuseffekten vil føre til flere og mere ekstreme vejrfænomener, herunder storm. Skovbruget er derfor i gang med at ruste sig til fremtiden ved at satse på mere robuste skove, f.eks. gennem brug af mere lokaltilpassede træarter og dyrkningssystemer, hvor flere aldre og arter optræder i samme bevoksning.

Enkelte store storme står for broderparten af den stormfaldne vedmasse, og kun fire storme har siden 1894 været årsag til mere end én million m2 falden vedmasse.

Den første var oktoberstormen i 1967, som væltede 2,3 millioner m2 og i øvrigt kom knap otte måneder efter en anden meget kraftig storm, der lagde store mængder af især nåletræ ned (0,8 millioner m2 i alt).

Den 24.-25. november 1981 blev landet ramt af en klassisk efterårsstorm, der gik hårdest ud over Nordjylland. Nåletræet udgjorde 96 % af den faldne masse på 3,2 millioner m2.

Den hidtil hårdeste storm, der er registreret i Danmark, er den, der ramte den 3. december 1999; det gælder både i mængde af væltet vedmasse (3,6 millioner m2), og de rent meteorologiske forhold som kraftigste vind og dybeste lavtryk. Kun lidt over fem år senere, den 8. januar 2005, faldt yderligere omkring to millioner m2 som følge af en landsdækkende storm, der fulgte et døgn med megen nedbør.

Disse tal skal ses i forhold til en årlig hugst, der i disse år ligger på omkring to millioner m2.

NID-4-509.png

B. Arealet (ha) af gran ældre end 30 år og den samlede stormfaldne vedmasse (100 m3) for hvert årti i perioden 1900-2000. Kun stormfald over 10.000 m3 er medtaget. 1960’erne var det eneste årti, hvor løvtræerne androg mere end 15 % af det samlede fald, idet stormen 17.-18. oktober 1967 gjorde, at løvtræandelen for hele årtiet blev på 73 %. Denne storm var netop speciel ved, at den fandt sted før løvfald og efter en periode med meget nedbør. Ill.: Jørgen Strunge.

Knækkede rødder, afbrækkede kronedele og barkskrab fra faldne nabotræer kan blive indfaldsveje for svampeangreb, som ydermere kan svække træet over for efterfølgende storme. Tyndbarkede træer som eksempelvis bøg får endvidere ofte “solskoldninger” på barken af at stå i de blottede trærande, hvilket igen øger udsatheden over for svampeangreb.

Især i nåletræsbevoksninger dør randtræerne ofte gentagne år i træk efter et stormfald, og randen rykker dermed ind i den endnu stående del af bevoksningen. Dette skyldes, at de mange døde og svækkede træer udgør et ideelt fødegrundlag for barkbillen typograf, der derfor opformeres meget kraftigt og bliver i stand til at angribe selv sunde træer.

Storm skaber specielle levesteder

 FIGUR 11-5. Pionerarterne vorte-birk (til venstre) og selje-pil (til højre) på en mosklædt rodkage nyder godt af den blottede mineraljord og øgede lysmængde i et stormfaldshul i en ellers mørk bøgeskov. Strødamreservatet 2001.

FIGUR 11-5. Pionerarterne vorte-birk (til venstre) og selje-pil (til højre) på en mosklædt rodkage nyder godt af den blottede mineraljord og øgede lysmængde i et stormfaldshul i en ellers mørk bøgeskov. Strødamreservatet 2001.

Uanset hvilket dyrkningssystem, der praktiseres, udmærker stormfaldsforstyrrelser sig ved de ofte relativt store åbninger i kronelaget, der radikalt ændrer lys- og temperaturforholdene. Dertil kommer en voldsom jordomlejring, der skyldes de rodvæltede træers rodkager (figur 11-6).

Den blottede mineraljord på rodsiden af “kagen” har normalt højere pH-værdi og meget mindre indhold af organisk stof end den øvrige skovbund (figur 11-4). Den anden side af rodkagen er omvendt yderst humusrig, men mister ret hurtigt sit løse førnelag på grund af den stejle hældning. For begge dele af rodkagen gælder, at temperaturudsvingene dér er større og udtørring hyppigere end for den uberørte skovbund. Specielt mosser er gode til at udnytte disse forhold, og ældre rodkager kan ofte ses som grønne, mosklædte øer i et ellers brunt, bladdækket skovbundslandskab.

 FIGUR 11-6. De forskellige arter af løvtræer i en urørt skov efterlader rodkager af vidt forskellig størrelse. Især de store træer, og i dette tilfælde navnlig eg, skaber endog meget store og derfor langtidsholdbare rodkager. Det var den meget våde jordbund i Draved Skov, der resulterede i, at flere af de ellers meget stabile ege faldt som følge af orkanen 3. december 1999.

FIGUR 11-6. De forskellige arter af løvtræer i en urørt skov efterlader rodkager af vidt forskellig størrelse. Især de store træer, og i dette tilfælde navnlig eg, skaber endog meget store og derfor langtidsholdbare rodkager. Det var den meget våde jordbund i Draved Skov, der resulterede i, at flere af de ellers meget stabile ege faldt som følge af orkanen 3. december 1999.

Denne jordomlejring kan selv i de relativt stabile, urørte skove påvirke omkring én procent af skovbundens areal under en enkelt storm og åbner nye muligheder for visse af skovens træer. Specielt arter med såkaldte pionertræk, hvilket ud over stor klimatolerance vil sige tidlig og rigelig frøsætning med ofte små og letspredte frø, kan få en chance for at etablere sig. Pionerarter som birk og selje-pil har således ligesom mosserne meget lettere ved at spire i den blottede mineraljord på en rodkage end i et tykt førnelag (figur 11-5).

Man kan sige, at tilstedeværelsen af mange arter med vidt forskellige livsstrategier i den urørte skov sikrer en hurtig genetablering af skovklimaet efter en voldsom forstyrrelse som stormfald. Samtidig er stormfald med jævne mellemrum af afgørende betydning for flere af de selv samme arters bibeholdelse i systemet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jaris Bigler: Storm og stormfald i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 17. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=485084

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk