Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pattedyr og fugle

Oprindelig forfatter RBut

Pattedyr og fugle kan på utallige måder, både direkte og indirekte påvirke skovdynamikken og vegetationens artssammensætning, fremvækstmulighed og -hastighed, tæthed og struktur.

Græsning

De store, planteædende pattedyr inddeles efter deres foretrukne føde i “græssere”, der overvejende æder græs og urter, “nippere” (browsere), der overvejende æder knopper, løv og kviste samt “nip-græssere” eller “blandings-ædere”, der æder både bundvegetation og løv (se figur 11-12). Kvæg og heste hører ligesom deres vilde stamformer urokse og vildhest til de udprægede græssere, mens rådyr er udprægede nippere.

Boks 11-2: Vildsvin i skoven

NID-4-517.png

Vildsvins oprodning af skovbunden under fødesøgningen har stor indflydelse på vegetationen og kan fremme træarter som rød-el og bøg, der får ideelle spiringsbetingelser i den oprodede jord. Tofte Skov. Foto: Peter Friis Møller.

Vildsvin er altædende, og deres fødesøgning foregår under udpræget roden i jorden, med opblanding og blotning af mineraljord. I Tofte Skov, hvor bestanden holdes på 150-300 dyr på et knap 4.000 ha stort, indhegnet område, gennempløjer vildsvin skønsvis 10-20 % af skovbunden årligt, især på fugtig-frodig bund. Dette er ofte til fordel for bøg, for selv om svin i skoven æder mange bog og agern, bliver spirings- og konkurrenceforholdene for oversete frø stærkt forbedret ved, at de bliver rodet ned i mineraljorden. Tilmed æder svin kun sjældent planter eller bark af bøg. I Tofte Skov er det tydeligt, at rød-el også bliver fremmet af svinene på denne måde.

Fødevalget og dermed bidpåvirkningen varierer over året. Mens græs, brydende knopper og løv udgør det vigtigste fødeemne i sommerhalvåret, er husdyr og de vilde græssere afhængige af frø, frugter, kviste og bark fra træer, buske og dværgbuske i vinterhalvåret. Når græsset visner, falder næringsindholdet og kan ikke længere alene dække dyrenes behov.

Annonce

Dyregræsningen (især vildtets nipning) kan nedsætte opvæksttætheden, reducere opvækst- og tilgroningshastigheden, fremme lysåbenheden og den strukturelle variation og i det hele taget virke bremsende på en skovs tilgronings- og opvækstdynamik. Dyr kan f.eks. længe fastholde strukturen og forlænge en egedominans i en gammel græsningsskov.

Græsningstrykket pr. areal- og tidsenhed skal dog være meget højt for helt at forhindre en vis opvækst i f.eks. spirely (se figur 13-18). Så højt er trykket kun i hegninger med stor dyrebestand og helårsgræsning som f.eks. i Jægersborg Dyrehave, hvor hjortebestanden (krondyr, dådyr og sika) ligger helt oppe omkring 275 pr. 100 ha. Tætheden af krondyr i fritlevende bestande ligger på omkring 1-5 dyr pr. 100 ha.

 FIGUR 11-12. Oversigt over domesticerede og vildtlevende, store planteæderes fødevalg: bundvegetationen (græssere), løvlaget (nippere) eller begge (nip-græssere).

FIGUR 11-12. Oversigt over domesticerede og vildtlevende, store planteæderes fødevalg: bundvegetationen (græssere), løvlaget (nippere) eller begge (nip-græssere).

Barkskrælning

Barkskrælning ses især om foråret, når barken er løs og let kan flås af, og om vinteren, når føden er knap. Især heste, krondyr og ikke mindst geder skræller bark. Unge røn, ask, skov-æble og stedvist eg er de mest udsatte. Nogle steder kan skrælning også gå ud over rød-gran, mens rød-el og bøg kun er minimalt udsatte.

Skrælningerne kan være så omfattende, at træet dør. På overlevende træer giver skrælningerne ofte indløb for rådsvampe, der kan være ødelæggende for vedkvaliteten på den nederste del af stammen og give anledning til tab for skovbruget, men økologisk set er bid- og skrælleskaderne med til at skabe flere levesteder, f.eks. for arter knyttet til dødt ved og hule træer. Skadede træer vil langt tidligere kunne udvikle hulheder, dødt ved og andre biologisk vigtige strukturer, end ubeskadigede træer.

Omfordeling af næringsstoffer

 FIGUR 11-13. Skarvernes ætsende ekskrementer får efter nogle år koloniens redetræer til at dø. Det har sat sit præg på bl.a. Vorsø, Ormø, Dyrfod, ved Tofte Sø og her på Bognæs ved Roskilde Fjord.

FIGUR 11-13. Skarvernes ætsende ekskrementer får efter nogle år koloniens redetræer til at dø. Det har sat sit præg på bl.a. Vorsø, Ormø, Dyrfod, ved Tofte Sø og her på Bognæs ved Roskilde Fjord.

Op mod 90 % af det plantemateriale, som dyrene æder, afsættes igen i form af gødning og urin. Afsætningen sker især ved dyrenes foretrukne hvilepladser og langs deres hovedstinet. Derved sker der en omfordeling og koncentration af næringsstoffer, der er med til at skabe variation i jordbund og plantevækst. Dyrenes gødningshobe er desuden levesteder for en lang række insekter og svampe samt spirebed for mange af skovens planter.

Hos pattedyrene er det dog (medmindre der tilskudsfodres) mest systemets egne næringsstoffer, der blot omplaceres i skoven. Større indvirkning har redekolonier af bl.a. råge, hejre og skarv og de store overnatningspladser for bl.a. kragefugle og stære. Her er der tale om tilførsel af store mængder næringsstoffer med føde hentet uden for skoven. Det gælder i særdeleshed for fiskeædere som fiskehejre og navnlig skarv, der aflejrer store mængder kvælstof og fosfor i kolonierne. Skarvens ekskrementer er tilmed så kraftige, at de slår redetræerne ihjel (figur 11-13).

Frøspredning

 FIGUR 11-14. Småplanter af skov-æble, der er spiret frem af en kokasse. Skov-æble er et eksempel på en træart, der er tilpasset græsning. Kvæg æder gerne æbler, og kernerne spirer bedre efter en tur igennem en komave, end hvis æblet blot falder til jorden. Koen transporterer kernerne rundt på arealet og giver dermed øget mulighed for, at de lander på et lysåbent sted egnet til spiring. Lugten af kokasse afholder koen fra at æde de små planter, der dermed har en større chance for at overleve.

FIGUR 11-14. Småplanter af skov-æble, der er spiret frem af en kokasse. Skov-æble er et eksempel på en træart, der er tilpasset græsning. Kvæg æder gerne æbler, og kernerne spirer bedre efter en tur igennem en komave, end hvis æblet blot falder til jorden. Koen transporterer kernerne rundt på arealet og giver dermed øget mulighed for, at de lander på et lysåbent sted egnet til spiring. Lugten af kokasse afholder koen fra at æde de små planter, der dermed har en større chance for at overleve.

Talrige planter er tilpasset forskellige former for dyrespredning, og mange pattedyr og fugle har en central betydning som frøspredere (vektorer).

Skovmærke, snerre, steffensurt, nellikerod, burre og bingelurt er blot nogle af mange eksempler på skovbundsplanter, hvis frø har kroge og børster, der gør, at de kan hænge fast i pels og fjer og på den måde spredes til nye voksesteder. Undersøgelser har vist, at frø f.eks. kan hænge fast i pelsen på får i mere end to måneder og således blive bragt langt omkring.

Hundredvis af planter, f.eks. tjørn, røn, tørst, hindbær, tyttebær og konvalarter har bær eller stenfrugter, som ædes af pattedyr som hjorte, vildsvin, ræv og grævling eller fugle som drosler og kragefugle, og hvis frø bevarer spireevnen under turen gennem dyrenes tarmsystem (figur 11-14).

Dyr, der æder, flytter og navnlig hamstrer frø af f.eks. eg, bøg og hassel for vinteren, har også stor betydning for planternes spredning. Det gælder bl.a. egern, flere arter af mus og fugle som nøddekrige, sumpmejse og skovskade. Skovskadens betydning for eg er nærmest legendarisk (se boks 8-9 i Skovenes fugle).

Generelt er fugle meget vigtige fjernspredere, fordi de let og i store mængder kan passere fysiske forhindringer og bl.a. nå isolerede skove og småøer (se Formering).

Boks 11-3: Bæver

Bæveren er i særklasse som skaber af forstyrrelser og dynamik i skoven – den både fælder, æder og drukner træer. I sommerhalvåret æder den skud, knopper og blade af løvtræer samt vandplanter og urter. Om vinteren lever den især af løvtræbark, bl.a. fra vinterforrådet af “bæverstokke”. Det opbygges om efteråret af nyfældede træer, som gnaves over i længder á 20-50 cm og lagres under vandet. Bæveren foretrækker træer som bævreasp, birk og pil, men der indgår mange andre arter i føden. Bæveren kan med sine kraftige tænder fælde selv store træer på kort tid.

Mens bæveren endnu levede talrigt i Danmark, medvirkede den til at holde områder omkring søer og vandløb åbne ved fældning af buske og træer og ikke mindst ved omfattende dæmningsbyggeri og oversvømmelser. Bæveren blev udryddet for omkring 2.000 år siden, men er nu på godt og ondt tilbage i den danske natur. I 1999 blev der udsat 18 bævere i Klosterheden Plantage i en sø med tilknytning til Flynderå-systemet. Otte år efter var bestanden steget til over 100 individer, og bæverne havde spredt sig til andre vandløb. De breder sig fortsat i Jylland, og snart vil artens virksomhed at ter være en vigtig del af naturdynamikken i store dele af landet – også på Sjælland, hvor der blev udsat bævere ved Arresø i 2009.

NID-4-518.png

Bævernes påvirkning af skoven omkring søer og vandløb er meget omfattende. Gennem bygning af tætte dæmninger stemmes vandløb op, således at omgivelserne bliver oversvømmet med stedvis op til 1 m vand. Bæverne fælder de fleste træer inden for en afstand af 10 m fra vandet. Når alt er ædt, flytter bæverne til et nyt sted – og vedplanterne kan vende tilbage for en tid. Klosterheden. Foto: Peter Friis Møller.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Rita M. Buttenschøn: Pattedyr og fugle i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=485109

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk