Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mennesket

Oprindelige forfattere IMTho og PFM

Menneskets rolle i skovdynamikken er kompleks. Den omfatter dels indgreb, der er en følge af skovudnyttelsen i bred forstand (f.eks. hugst og fjernelse af træer, nyplantning og træartsskifte, anlæg og fritidsaktiviteter), dels indgreb for at modvirke naturlig dynamik, f.eks. dræning, og endelig påvirkninger som luftforurening, der er en følge af vores udfoldelse i det hele taget.

Skovdrift

I princippet drejer den traditionelle skovdrift sig om at opretholde og øge en træproduktion ved gennem målrettede indgreb at udnytte, styre og ofte kortslutte en lang række naturdynamiske processer i skoven – herunder især at afskære den største og biologisk set væsentligste del af træernes livsforløb.

Hugst
I skovbruget fælder, hugger, man dels træer for at høste og udnytte det producerede ved, dels for at udtynde bevoksningerne. Udtyndingshugsten har til formål at fremme de teknisk bedst formede, sundeste og mest vækstkraftige træer, som kan opnå den højeste værditilvækst, inden de til sidst også fældes. Udtyndingerne fjerner så vidt muligt skæve, snoede, tvegede, grovknastede, hullede, rådprægede og på anden måde skadede og ukurante træer. Desuden fjernes uønskede træarter, f.eks. selje-pil, røn, birk og elm.

 FIGUR 11-26. Renafdrift, hvor hele bevoksningen fjernes, er det voldsomste hugstindgreb – og det indgreb, som gennemgående påvirker et skovsystem allermest. I forvejen har der kun været yderst få levesteder for arter knyttet til dødt ved; ved renafdriften mister også organismer knyttet til de gamle træer deres levested. Kun de mest hårdføre bundplanter og jordbundsorganismer har muligheder for at overleve på stedet.

FIGUR 11-26. Renafdrift, hvor hele bevoksningen fjernes, er det voldsomste hugstindgreb – og det indgreb, som gennemgående påvirker et skovsystem allermest. I forvejen har der kun været yderst få levesteder for arter knyttet til dødt ved; ved renafdriften mister også organismer knyttet til de gamle træer deres levested. Kun de mest hårdføre bundplanter og jordbundsorganismer har muligheder for at overleve på stedet.

Hugsten af de ældste træer, hovedskovningen, har særlig store følger for skoven som levested. Denne hugst sker på et stærkt fremrykket tidspunkt i forhold til træernes biologiske cyklus og længe før træerne for alvor får betydning som levested for naturligt plante- og dyreliv.

Annonce

Generelt er følgen af hugsten, at den strukturelle variation og diversitet indsnævres, og at levesteder fjernes eller helt forhindres i at opstå. Hugst i en skov med lang kontinuitet i bl.a. skovmiljøet og forekomst af sårbare arter som f.eks. lungelav, kan være helt katastrofal, hvorimod samme indgreb i en plantning kun vil have begrænset betydning.

Hugst kan dog også indgå som en del af naturplejen for at rydde moser, enge og overdrev for tilgroning og for at sikre lysåbne forhold i skoven.

Plantning
En plantning omfatter typisk omkring 2-5.000 2-4 år gamle planter af én eller flere arter pr. ha. Planterne er fremstillet fra frø eller evt. ved kloning på planteskoler. Ved plantning kan der skiftes art og i øvrigt indbringes træarter på steder og jordbunde, hvor de ikke eller sjældent ville vokse eller så sig naturligt. Det gælder bl.a. rødgran på muldbund. Stort set hele nåletræarealet og langt størstedelen af egearealet (bortset fra egekrattene) er plantet.

Gennem skovbrugets aktive træartsvalg er hovedvægten blevet lagt på indførte nåletræarter; løvskov af hjemlige arter er i stor udstrækning blevet udskiftet med nåleskov op gennem 1900-tallet. Det har betydet, at størstedelen – over 85 % – af skovarealet i dag er domineret af skyggetræarter. Derved mistes levesteder for naturligt plante- og dyreliv.

For at opnå bedre form og højere produktion samt lejlighedsvis på grund af mangel på hjemligt frø, anvender man i stor udstrækning udenlandske herkomster. Ved plantning er der siden sidst i 1800-tallet anvendt bøg fra bl.a. Ungarn og Polen (Karpaterne), Schweiz, Tyskland samt Bulgarien og Rumænien og eg fra især Tyskland og Holland. Op mod år 2000 stammede over 2/3 af bøgene og egene i nyplantningerne fra frø af udenlandsk oprindelse. Ud over en mulig gevinst pga. bedre form og vækst kan der vise sig problemer med tilpasning til det danske klima – især hos de sydligste herkomster. De igangværende klimaændringer giver under alle omstændigheder grund til en vis usikkerhed (kapitlet De danske skoves fremtid).

Jordbearbejdning
Jordbearbejdning er maskinel bearbejdning af jordoverfladen. Formålet er som regel at forbedre den dyrkningsmæssige jordbundstilstand ved at opblande og få omsat jordbundens døde plantemateriale og få omdannet jordbunden til muld. Jordbearbejdning foretages enten lige før nyplantning eller som led i en selvforyngelse i især bøgeskov. Ved selvforyngelse har jordbehandlingen især til formål at forbedre frøenes spiringsforhold.

 FIGUR 11-27. Jordbearbejdning har de største følger for plante- og dyrelivet på morbund og andre fattige jordbunde i eksisterende gammel skov.

FIGUR 11-27. Jordbearbejdning har de største følger for plante- og dyrelivet på morbund og andre fattige jordbunde i eksisterende gammel skov.

Jordbearbejdningen kan være mere eller mindre omfattende og gå fra at skrabe det øverste lag af humus og bladførne væk i små felter, over opfuring af render til dybdepløjning eller fuldbearbejdning, hvor næsten hele arealet berøres i fladen og dybden.

Ved dybdepløjning (reolpløjning) vendes der op og ned på jorden, således at overfladelaget dvs. det gamle pløjelag eller muld- og morlaget og hele indholdet af ukrudtsfrø o.l. pløjes ned i 1/2-1 meters dybde og erstattes af rå jord fra denne dybde. Dybdepløjning foretages i dag mest i forbindelse med skovrejsning på markarealer og i gamle hedeplantager, og har især til formål at begrænse ukrudtsmængden og dermed behovet for sprøjtemidler og undgå frostskader.

Jordbearbejdning, især dybdepløjning, er et voldsomt indgreb, der har langvarig, ødelæggende indvirkning på jordbundsorganismernes levevilkår. Dertil kommer risikoen for ødelæggelse af fortidsminder og geologiske dannelser. Bearbejdningen er indlysende nok mest problematisk på jordbunde, der er helt uforstyrrede eller har adskillige århundreders naturlig udvikling bag sig – og mindst på tidligere markjorder.

Afvanding
Afvanding (dræning) er en af de mest omfattende, menneskelige påvirkninger af de danske skoves dynamik (se også Vandstanden).

 FIGUR 11-28. Grøftesystemer i Rude Skov. Mens landbrugets fintmaskede drænsystemer mest ligger skjult som drænrør under markernes overflade, afvandes skovene helt overvejende med åbne grøfter i et omfattende net af hoved-, lede- og stikgrøfter. Der kan være fra omkring 30-50 og op til 700 meter grøft pr. ha i danske skove på frodig bund. Kortet viser situationen, da afvandingen var på sit højeste sidst i 1960’erne. Siden er flere af skovens afvandede søer og moser blevet genskabt.

FIGUR 11-28. Grøftesystemer i Rude Skov. Mens landbrugets fintmaskede drænsystemer mest ligger skjult som drænrør under markernes overflade, afvandes skovene helt overvejende med åbne grøfter i et omfattende net af hoved-, lede- og stikgrøfter. Der kan være fra omkring 30-50 og op til 700 meter grøft pr. ha i danske skove på frodig bund. Kortet viser situationen, da afvandingen var på sit højeste sidst i 1960’erne. Siden er flere af skovens afvandede søer og moser blevet genskabt.

Stort set alle danske skovarealer, hvor vandstanden har kunnet spille en rolle, er i 1800- og 1900-tallet blevet udgrøftet, især i statsskovene og på de større godser. Indtil 1997 blev der tilmed ydet tilskud til gravning og oprensning af grøfter i skove. I perioden 1989-97 blev der således givet over 3 millioner kroner til anlæg af i alt 700 km grøfter i de private skove.

Oprindelige, naturlige vandløb er som regel reguleret til kanaler og deres leje sænket betragteligt, ligesom naturlige væld og kildeområder næsten er væk. Dræningen af egentlige vådområder har været meget omfattende. Fra 1858 til 1988 er der sket en reduktion i mosearealet på 80 % i nordøstsjællandske statsskove. Fra at omfatte omkring 20-21 % af skovarealet, er mosearealet i perioden reduceret til 3-4 % (figur 2-13 i Jordbunden). Imidlertid udgjorde de ca. 20 % moser og andre arealer, der var så våde, at der blev aflejret tørv o.l., kun en mindre del af det areal, der i sin tid reelt var vandstandspåvirket.

Skønsvis er 50-70 %, stedvist nær 100 %, af fladen i de gamle skovegne påvirket af kunstig vandstandssænkning. Det gælder navnlig på flade, lerede jorder på Øerne (især Lolland), mens det er væsentlig lavere, stedvist under 10 % på bakkede, sandet-grusede og naturligt veldrænede jorder.

På langt størstedelen af arealet er bunden blevet mere tør – og på en lille del mere våd ved etablering af søer som følge af råstofgravning, opstemninger til bl.a. mølledamme og fiskedamme. Hele den tidligere, store mellemgruppe af fugtig-halvfugtige bunde er forsvundet – og dermed naturlige voksesteder for bl.a. stilk-eg, lind, rød-el og skærm-elm. Skovenes vandstandsforhold er kort sagt blevet “ekstremiseret”.

 FIGUR 11-29. Grøftesystemerne holdes ved lige med regelmæssig oprensning med gravemaskine. Midtsjælland.

FIGUR 11-29. Grøftesystemerne holdes ved lige med regelmæssig oprensning med gravemaskine. Midtsjælland.

Dræningen har generelt haft omfattende negative følger for såvel naturprocesser som det naturlige plante- og dyreliv, i særdeleshed for arter knyttet til moser, sumpskove og anden vådbund. Afvandingen er eksempelvis med til at indskrænke den naturlige variation i skoven ved at fjerne grundlaget for de økologisk betydningsfulde vantrivelige og langsomtvoksende træer og har desuden nedsat luftfugtigheden til ugunst for bl.a. mosser og træboende laver. Dræningen har været med til at fremme “formørkningen” af skovene ved at begunstige udprægede skyggetræarter som bøg og ahorn samt indplantede nåletræarter på bekostning af lystræarter og lysåbne arealer.

Til gengæld er vandstanden en af de hurtigst reagerende faktorer. Ved at lukke grøfterne opnås meget hurtigt naturmæssige gevinster. Det ses bl.a. i Draved Skov og i flere af de nordsjællandske statsskove og i skovene ved Lille Vildmose, hvor det hidtil største projekt med at genskabe naturlige vandstandsforhold blev igangsat i 2009 (se afsnittet Skove med andre driftsformer).

Luftforurening

Indtil midten af 1980'erne steg luftens indhold af svovl- og kvælstofforbindelser. Stofferne stammede fra forbrændingsprocesser i såvel kraftvarmesektoren som transportsektoren og fra landbrugets husdyr og gødning. Samtidig fandt man i Polen og Tjekkiet store områder med døde træer, og rundt om i Europa var der andre tegn på, at skovene var syge – man kaldte fænomenet skovdød.

I Danmark har der også været forskellige fænomener, som gav anledning til bekymringer om skovdød, især i vestjyske nåletræsplantager: døde fyrretræer i 1986, røde rød-graner fra 1989-1994 og harpiks-blødende graner omkring 1995, selv om der var tale om skader udløst af andre årsager end menneskeskabt luftforurening.

Alligevel kan luftforureningen virke forstyrrende ind på skovene også i Danmark, bl.a. som svækkelse af modstandskraft over for andre stressfaktorer. Luftforureningen danner stærke syrer, der kan udvaske vigtige næringsstoffer fra jorden og frigive giftigt aluminium i jorden. Derudover kan nedfald af store mængder kvælstof have forskellige negative virkninger på skovene (se nedenfor).

Svovl- og kvælstofmængderne er generelt større i nåletræsbevoksninger end i løvtræsbevoksninger. Det skyldes, at nåletræer er mere effektive end løvtræer til at filtrere luften for luftforurening og andre stoffer, idet nålene har et større overfladeareal og også opfanger stoffer i vinterhalvåret i modsætning til løvtræerne. Undersøgelser af tilførslen af kvælstof og svovl til skovbryn i ege- og granskov viser en betydelig højere tilførsel i kanten af skoven end inde i selve skoven (se også figur 20-11).

Svovl
Svovl forekommer bl.a. i form af svovldioxid (SO2) og sulfat (SO4) i luften og nedbøren.

 FIGUR 11-30. Udviklingen i tilførslen af svovl (kg pr. ha pr. år) fra 1989 til 2006 for otte områder med intensiv skovovervågning. I årene 2001-2002 blev der foretaget et metodeskift, således at resultaterne fra perioden før og efter ikke umiddelbart kan sammenlignes.

FIGUR 11-30. Udviklingen i tilførslen af svovl (kg pr. ha pr. år) fra 1989 til 2006 for otte områder med intensiv skovovervågning. I årene 2001-2002 blev der foretaget et metodeskift, således at resultaterne fra perioden før og efter ikke umiddelbart kan sammenlignes.

Figur 11-30 viser, hvordan tilførslen af svovl har udviklet sig i forskellige skovområder siden slutningen af 1980'erne. Udviklingen er en direkte følge af den nedsatte udledning af svovldioxid i både Danmark og resten af Europa. Tilsvarende er svovltilførslen med regn faldet med ca. 62 % siden 1990.

Svovl påvirker både træer som gasart, som nedfaldende partikler og som en del af nedbøren. Hvor meget den enkelte skovbevoksning påvirkes af luftforurening, afhænger bl.a. af jordbundstypen og træarten. Gasarten SO2 har en direkte giftvirkning, der var medvirkende til den omfattende skovdød i Østeuropa i 80'erne. I Danmark har luftforureningsniveauerne været lavere, og svovl har især påvirket skovene indirekte gennem forsuring af jorden.

Svovlsyre (dannet af luftforurening) øger udvaskningen af næringsstoffer (især kalcium, magnesium og kalium) fra jorden og mængden af opløst aluminium i jorden. Tilsammen kan dette forringe jordens kvalitet i forhold til træernes vækst – især på næringsfattige sandede jorder. Nu, hvor svovlforureningen er kraftigt reduceret, er denne påvirkning blevet af mindre betydning. Samtidigt modtager danske skove et væsentligt bidrag af næringsstoffer (kalcium, magnesium og kalium) med havsalt, hvilket modvirker mangel på disse stoffer.

Kvælstof
Kvælstof forekommer i forskellige former, eksempelvis gasformig ammoniak (NH3), kvælstofilter (NOx) og salpetersyre (HNO3), partikler af ammonium (NH4) og nitrat (NO3) samt væskeformigt ammonium (NH4) og nitrat (NO3).

Kvæltofilter og heraf afledte nitratforbindelser stammer fra udledning fra transport- og energisektoren, mens hovedparten (98 %) af ammoniak-/ammonium-kvælstoffet stammer fra husdyrbrug og -gødning.

Nedfaldet af kvælstof i skovene afhænger af antallet af husdyr i nærheden. Der er derfor højere kvælstofnedfald i Jylland, hvor der er flere husdyr end f.eks. på Sjælland. Alt i alt er der ikke i perioden 1987-2006 observeret nogen tydelig nedgang i tilførslen af kvælstof (nitrat og ammonium) til skoven, selv om udslippene fra både danske og udenlandske kilder er blevet reduceret i et vist omfang. Men da lokale udslip har stor betydning for, hvad der bliver målt i de forskellige skove, kan disse måske være forøget samtidig med, at udslippene på landsplan er faldet. Endvidere er nedbørsmængden steget i perioden, hvilket medfører øget tilførsel.

Kvælstof er et nødvendigt næringsstof og kan især i unge bevoksninger være begrænsende for tilvæksten. Gødskningsforsøg i Danmark har dog vist, at de fleste skove får tilstrækkeligt med kvælstof fra luftforurening. Mange steder er tilførslen mere end tilstrækkelig, således at der opstår mangel på andre næringsstoffer, eksempelvis fosfor. Overskud af kvælstof medfører forøgede koncentrationer af kvælstof i planterne, hvilket kan gøre dem mere udsatte for skadelige insekter og muligvis enkelte skadelige svampe.

Når kvælstoftilførslen overstiger træernes behov, er der risiko for kvælstofudvaskning til grundvandet, hvilket man ellers mest forbinder med dyrkede marker. Hedeplantagerne kan ophobe meget kvælstof i jordens organiske stof, mens mere næringsrige skove ikke længere kan ophobe kvælstof i jorden. Derfor optræder der forøget kvælstofudvaskning (i form af nitrat) fra omkring 20 % af skovarealet og høj udvaskning (som fra dyrkede marker) fra yderligere 10 % af arealet. Småskove og skovkanter ud mod det åbne land har en væsentlig forøget kvælstoftilførsel og derfor også ofte høj kvælstofudvaskning. Ved høj kvælstoftilførsel er der desuden observeret ændringer i bundfloraen og tilbagegang af mykorrhizasvampe.

Boks 11-7: Økosystemeksperiment på Klosterheden

Problematikken omkring “skovdød” gav et nyt fokus i skovforskningen. Samfundet ønskede svar på, om luftforurening ville give skovdød. Men da den grundlæggende viden om stofkredsløb i skove var utilstrækkelig, blev der i EU sat forskellige forskningsprojekter i gang. Et af dem blev i 1988 placeret i Klosterheden Plantage, hvor der i forvejen var andre undersøgelser i gang.

Et 1.200 m2 stort “tag” blev anbragt under trækronerne, 3-5 m over jorden (figuren). Med det kunne man undgå, at regn indeholdende luftforurening ramte jorden, og i stedet vandede man træerne med “rent vand”. Udviklingen under taget blev sammenlignet med den “normale” situation på områder uden for taget. Samtidig var der arealer, hvor man foretog forøget forurening med kvælstof.

Som et af de mest spektakulære miljøforskningsprojekter i Danmark blev det en velbesøgt attraktion i de otte år, hvor taget blev anvendt. Det var det første af denne type undersøgelser i verden, og erfaringerne herfra indgik i en række tilsvarende undersøgelser i udlandet. Ud over at belyse betydningen af luftforurening viste eksperimentet bl.a. den store betydning, tilførslen af næringsstoffer fra havsalt har på sandede jorde i Danmarks, og at nedbøren i maj-juni har stor betydning for tilvæksten selv på Kloster heden, som modtager Danmarks største mængde regnvand.

Et tørke-eksperiment fra tag-projektet har fået ny aktualitet i forbindelse med klimaforandringer. Forsøget, der simulerer øget kvælstofnedfald, er blevet fortsat, og resultaterne danner baggrund for forskning i kvælstofs ophobning, omsætning og virkning i naturlige jorde.

NID-4-549.png

Forsøgsopstillingen på Klosterheden. Foto: P. Gundersen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Iben Margrete Thomsen, Peter Friis Møller: Mennesket i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=485093

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk