Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fiskeriets indflydelse på bestandene

Oprindelig forfatter HGis

Fiskebestandes dynamik

Havets fortsatte produktion af fisk og skaldyr afhænger af, om naturen kan erstatte det som fjernes. En fiskebestands produktion er bestemt af tilgangen af unge fisk til bestanden (rekruttering), hvor hurtigt de enkelte fisk vokser, samt hvor mange fisk der dør på grund af fiskeri, sygdomme eller rovdyr. Bestandens størrelse er nettoresultatet af tilvækst og dødelighed. Svingninger i vandtemperatur, havstrømme, føde og mængden af naturlige fjender ændrer hele tiden tilgangen af unge fisk og påvirker deres vækst og dødelighed. Fiskebestande er derfor under konstant forandring, også når der slet ikke fiskes.

Fiskenes dødelighed opdeles normalt i fiskeridødelighed og naturlig dødelighed. Den naturlige dødelighed skyldes hovedsagelig, at fiskene ædes af andre fisk eller af havpattedyr og fugle, men kan også skyldes sygdom. Undersøgelser har vist, at den naturlige dødelighed falder med fiskens størrelse; små individer har sædvanligvis en langt højere naturlig dødelighed end store.

 FIGUR 17-14. Vækstkurver for torsk i Østersøen og Nordsøen.

FIGUR 17-14. Vækstkurver for torsk i Østersøen og Nordsøen.

Til gengæld er fiskeridødeligheden oftest mindst for de små fisk, som kan slippe gennem redskabernes masker eller opholder sig i lavvandede områder tæt på kysten, hvor fiskeriindsatsen er mindre.

Annonce

En fisks vækst afhænger af, hvor meget føde den får, og af hvor effektivt føden omsættes til fiskekød. Unge fisk vil normalt have en højere væksteffektivitet end ældre, og en ung fisk vil derfor omdanne en større del af sin føde til nyt fiskekød. Den lavere væksteffektivitet hos ældre kønsmodne fisk skyldes blandt andet, at de bruger en del af fødens energi på at producere æg og sæd. Væksten afhænger imidlertid ikke alene af fødemængden og fiskens alder, men også af det fysiske miljø. Torsk vokser f.eks. en del langsommere i Østersøen end i Nordsøen (figur 17-14).

Rekrutteringen

Vækst og naturlig dødelighed ændrer sig kun lidt fra år til år, så det er hovedsagelig svingninger i det antal nye fisk, som hvert år tilgår bestanden, rekrutteringen, der bestemmer evt. ændringer i bestandenes størrelse. Mange fiskearter producerer millioner af æg i løbet af deres levetid. De fleste arters æg svæver frit i vandmasserne, og da æg og larver har en høj dødelighed, overlever kun en meget lille del af afkommet. En huntorsk producerer f.eks. mange millioner æg igennem sin levetid, og hvis bestanden skulle holde sig i ligevægt, var det kun to af æggene, som i snit skulle udvikle sig til voksne torsk for at erstatte den hun og hantorsk, der sammen producerede og befrugtede æggene.

Det virker umiddelbart indlysende, at der må være en sammenhæng mellem gydebestandens størrelse og rekrutteringen, men når mange millioner æg og larver bliver reduceret til bare to overlevende voksne fisk, er det klart, at de unge fisks dødelighed også spiller en vigtig rolle for sammenhængen. Selv små ændringer i overlevelsen fra år til år kan medføre store ændringer i det antal nye fisk, der rekrutteres til den voksne bestand, og det er derfor ofte vanskeligt at skelne mellem naturlige og fiskeribetingede ændringer i rekrutteringen.

I havet er små organismer generelt udsat for en højere dødelighed end store. Det er derfor vigtigt, at larverne klækkes på et tidspunkt, hvor der er tilstrækkeligt med føde, så de hurtigt kan vokse sig store. Mange arter lægger deres æg sent på vinteren, så larverne bliver klækket tidligt om foråret, hvor der på grund af planktonets forårsopblomstring er rigeligt med mad. Når larverne kommer ud af ægget, er de forsynet med en blommesæk, der fungerer som en madpakke, de kan tære på i de første dage. Men når indholdet af blommesækken er brugt, må de selv skaffe sig føden.

De fleste fiskelarver svømmer frit i de øvre vandlag, hvor det fysiske miljø spiller en væsentlig rolle for deres overlevelse. Temperatur, saltholdighed og næringsstoffer påvirker fødetilgængeligheden og larvernes vækst, og ændringer i havstrømmene kan medføre, at æg og larver føres hen til eller væk fra egnede opvækstområder. Da kun en meget lille del af larverne skal overleve, hvis bestanden skal holde sig på nogenlunde samme niveau fra år til år, er det umiddelbart utroligt, at larvernes overlevelse i den grad er afhængig af tilsyneladende tilfældige ændringer i fødetilgængelighed, rovdyrs efterstræbelse og vandtemperatur. Selv om årgangenes størrelse godt kan variere 10 til 100 gange fra år til år, er et af de store ubesvarede spørgsmål i fiskeribiologien, hvorfor variationen ikke er endnu større.

Fiskens livscyklus

Efterhånden som larverne vokser, falder deres dødelighed, og når de er tilstrækkeligt store, begynder de at overtage de voksnes levevis. Larverne bliver til fiskeyngel, som søger mod bunden eller opsøger lavt vand ved kysten. Mange fisk har opvækstområder, hvor ynglen opholder sig, indtil de har vokset sig store nok til at slutte sig til den voksne bestand. Fiskenes fødevaner ændrer sig, efterhånden som de bliver større. En torskelarve æder plante- og dyreplankton, mens den driver rundt i de frie vandmasser. Når småtorskene i sensommeren og det tidlige efterår har bundfældet sig, begynder de at æde små krebsdyr, orme og andre bunddyr. Efterhånden som torskene vokser, bliver fødeemnerne større og andelen af fisk i føden stiger.

 FIGUR 17-15. Gennemskåret øresten fra torsk belyst ovenfra.

FIGUR 17-15. Gennemskåret øresten fra torsk belyst ovenfra.

Kønsmodningen afhænger af fiskens størrelse og alder. Når fiskene er kønsmodne, deltager de i årlige vandringer til gydeområderne, hvor de bidrager til produktionen af de næste generationer. Gennem sit liv skifter fisken således typisk opholdsted. Fra et larvestadium i de frie vandmasser til ynglens opvækstområder, som igen forlades, når fiskene slutter sig til den voksne bestand og deltager i dens vandringer mellem fouragerings- og gydeområderne.

Aldersbestemmelse

Som nævnt ovenfor afhænger både vækst, dødelighed og kønsmodning af fiskenes størrelse og alder. Det er derfor vigtigt at kunne bestemme en fiskebestands alders- og størrelsessammensætning, når man vil beregne dens produktion.

 FIGUR 17-16 (a). Øresten fra vintergydende (A) og forårsgydende sild (B) fra Kattegat ved samme forstørrelse. Læg mærke til forskellen i dagringenes bredde. Målestok 50 μm.

FIGUR 17-16 (a). Øresten fra vintergydende (A) og forårsgydende sild (B) fra Kattegat ved samme forstørrelse. Læg mærke til forskellen i dagringenes bredde. Målestok 50 μm.

I vores farvande ændres temperatur og fødetilgængelighed gennem året, og det giver sig udslag i vækstændringer, som afsættes som vækstringe i fiskenes knogler, skæl og øresten. Derfor kan f.eks. øresten bruges til at bestemme en fisks alder.

Årringe

Øresten er små kalkholdige sten, som findes i fiskenes indre øre, hvor de hviler på sansehår. Ørestenene påvirker sansehårene, når fisken bevæger sig, og det giver den mulighed for at opfatte tyngdekraft og acceleration. Øresten består af kalkkrystaller og protein. De vokser, når der aflejres materiale på deres overflade, og deres vækst og kemiske sammensætning afspejler ændringer i fiskens stofskifte og vækst. Når stofskiftet forandrer sig, ændres kalkkrystallernes form og forholdet mellem kalk og protein. Når man ser en gennemskåret øresten i et mikroskop, kan ændringerne ses som mørke og lyse ringe, ligesom årringe i et træ.

 FIGUR 17-16 (b). Øresten fra forårsgydende sild (B) fra Kattegat ved samme forstørrelse. Målestok 50 μm.

FIGUR 17-16 (b). Øresten fra forårsgydende sild (B) fra Kattegat ved samme forstørrelse. Målestok 50 μm.

Hvert år aflejres der et lyst og et mørkt bånd, og fiskens alder kan derfor bestemmes ved at tælle antallet af lyse og mørke bånd (figur 17-15). Ofte dannes det lyse bånd i sommerhalvåret, når fisken vokser hurtigt, og det mørke bånd om vinteren, når væksten er langsommere, men det varierer fra art til art, hvornår på året de to bånd dannes. I modsætning til skæl, hvor den inderste del kan reabsorberes, når fisken sulter, opløses ørestenene ikke under sult, og de kan heller ikke tabes. De fungerer derfor på samme måde som den „sorte boks“ i et fly og registrerer fiskens vækst og stofskifte gennem hele dens liv.

Daglige vækstringe

I tillæg til årringene afsættes der daglige vækstringe i ørestenene. Dagringene er nemmest at se og tælle hos fiskelarver og unge fisk. De skifter ofte karakter, når fisken ændrer levevis, f.eks. når den overgår fra at leve i de frie vandmasser til at leve ved bunden. Dagringenes bredde afspejler vækstbetingelserne og kan bruges til at studere væksten hos larver og unge fisk og til at adskille forskellige bestande.

 FIGUR 17-17. Beregning af en årgangs størrelse. Man bevæger sig tilbage gennem tiden (fra højre mod venstre på figuren) og lægger hvert år fangsten og de fisk, der er døde af naturlige årsager, til den bestand, man beregnede var til stede i slutningen af året.

FIGUR 17-17. Beregning af en årgangs størrelse. Man bevæger sig tilbage gennem tiden (fra højre mod venstre på figuren) og lægger hvert år fangsten og de fisk, der er døde af naturlige årsager, til den bestand, man beregnede var til stede i slutningen af året.

I Kattegat og Skagerrak kan ørestenene således bruges til at skelne mellem forårsgydende og efterårsgydende sildestammer. Sildelarver, som klækkes om efteråret og i den tidlige vinter, vokser langsomt igennem vinterhalvåret, og deres øresten kan skelnes fra forårsgydende silds, fordi vækstringene i ørestenenes inderste dele er smallere. Ørestenen med de smalle dagringe på figur 17-16 stammer fra en sild, der er gydt om vinteren, den med de bredere ringe fra en sild, der er gydt om foråret.

Fiskeridødeligheden

Fiskeriet påvirker fiskebestandenes alderssammensætning, og fiskeribiologer indsamler året igennem prøver af fangsten for at undersøge, hvor mange fisk i forskellige aldersklasser fiskerne har fanget. Fangstens alderssammensætning afspejler fiskeridødeligheden. Når fiskeridødeligheden er høj, bliver kun få individer gamle, og den gennemsnitlige alder i bestanden er lav. Når fiskeridødeligheden er lav, er gennemsnitsalderen højere.

Fiskeridødelighed er en teknisk betegnelse, som fiskeribiologer bruger til at angive, hvor stor en andel af den gennemsnitlige bestand, fiskerne fanger i løbet af et år. En fiskeridødelighed på 0,5 svarer således til, at fiskeriet i løbet af et år fjerner halvdelen af den gennemsnitlige bestand.

Nu er det imidlertid sjældent hele fangsten, der tages med i land. I Nordsøen anslås det, at omkring en fjerdedel af fangsten smides i havet igen, enten fordi fiskene er for små, fordi kvoten for den pågældende art er opbrugt, eller fordi fisken ikke kan opnå en tilstrækkelig høj pris, hvis den landes. Udsmidet varierer kraftigt fra fiskeri til fiskeri. I garnfiskeriet er udsmidet som regel lille, mens det i visse trawlfiskerier kan være mere end halvdelen af fangsten, der ryger tilbage i havet. De fisk, der smides overbord, vil ofte være døde eller døende, og udsmidet skal derfor lægges til landingerne, når man skal beregne det samlede antal fangne fisk.

I mange fiskerier er fiskeridødeligheden direkte proportional med indsatsen, f.eks. målt som antallet af fiskedage. Hvis antallet af fiskedage fordobles, fordobles fiskeridødeligheden således også.

Hvordan bestemmes en fiskebestands størrelse?

Man kan bruge fangstens alderssammensætning til at beregne en fiskebestands størrelse. Når man gør det, betragter man sædvanligvis hver årgang for sig. En årgang består af alle de fisk, der er født i et givet kalenderår, og fiskeribiologer bruger den 1. januar som en fælles fødselsdag for fiskene, uanset hvornår på året de kom ud af ægget.

 FIGUR 17-18 (a). Torsk i Nordsøen og Skagerrak. Udviklingen i fangst inkl. udsmid, fiskeridødelighed.

FIGUR 17-18 (a). Torsk i Nordsøen og Skagerrak. Udviklingen i fangst inkl. udsmid, fiskeridødelighed.

Ved at undersøge fangsten kan man finde ud af, hvor mange fisk fra en given årgang, der er blevet fanget i løbet af et år, og man ved, at der ved årets begyndelse mindst må have været et tilsvarende antal individer i havet. Hvis man også tager højde for de overlevende fisk ved årets slutning, og for dem der omkom i løbet af året som følge af naturlig dødelighed, er det muligt at beregne det antal, som var til stede ved årets begyndelse.

Hvis man f.eks. ved, hvor mange 5-årige torsk der er tilbage i slutningen af 2005, kender fangsten af 5-årige torsk i 2005, og ved hvor mange der er døde af naturlige årsager i løbet året, er det blot at lægge tallene sammen for at beregne antallet af 5-årige torsk ved årets begyndelse den 1. januar 2005. Antallet af 5-årige torsk den 1. januar 2005 må svare til antallet af 4-årige torsk dagen før, den 31. december 2004, og hvis man også ved, hvor mange af de 4-årige, der blev fanget eller døde af naturlige årsager i løbet af 2004, kan man gentage regnestykket og beregne antallet af 4-årige i starten af 2004. Tilsvarende kan man gøre for de 3-årige i 2003, de 2-årige i 2002, de 1-årige i 2001 og de 0-årige i 2000, og på den måde arbejde sig tilbage gennem 2000-årgangens historie (figur 17-17).

 FIGUR 17-18 (b). Torsk i Nordsøen og Skagerrak. Udviklingen i fangst inkl. rekruttering og gydebestand.

FIGUR 17-18 (b). Torsk i Nordsøen og Skagerrak. Udviklingen i fangst inkl. rekruttering og gydebestand.

Hvis man laver samme regnestykke for alle de andre årgange, der er repræsenteret i bestanden, kan man til sidst lægge tallene sammen og beregne bestandens totale størrelse.

Regnestykket kompliceres dog af, at man som regel hverken ved, hvor mange fisk der er døde af naturlige årsager, eller hvor mange der er tilbage i slutningen af det sidste år. Fra undersøgelser af dødeligheden i perioder med intet eller næsten intet fiskeri, som under 2. Verdenskrig, og ved forsøg med mærkede fisk, har man imidlertid fundet ud af, at den naturlige dødelighed for voksne fisk svarer til, at der i mange bestande dør mellem 10 og 20 % af fiskene om året.

Det er straks sværere at finde ud af, hvor mange fisk der er tilbage i hver årgang i slutningen af det sidste år, men det har vist sig, at antallet af overlevende fisk kan beregnes, hvis man supplerer regnestykket med oplysninger om, hvordan fiskeriet og bestanden har udviklet sig, f.eks. i form af antallet af fiskedage i fiskeriet eller fangsten per times fiskeri med havundersøgelsesskibe. Fangsten per times fiskeri vil ofte afspejle den relative ændring i bestanden.

 FIGUR 17-19. Torsk i Nordsøen og Skagerrak. Gydebestand og rekruttering af 1- årige torsk i det efterfølgende år.

FIGUR 17-19. Torsk i Nordsøen og Skagerrak. Gydebestand og rekruttering af 1- årige torsk i det efterfølgende år.

Hvert år gennemføres der derfor trawlinger i alle danske farvande for at følge udviklingen i de vigtigste kommercielle bestande. Der fiskes på de samme positioner og med det samme redskab år efter år, og når fangsten er aldersbestemt, giver det mulighed for at følge, hvordan årgangenes størrelse svinger, og hvordan de udvikler sig, efterhånden som fiskene vokser og bliver ældre. I Nordsøen og Østersøen koordineres togterne landene imellem, og alle bruger samme redskab. For sild og makrel, der lever i de frie vandmasser, gennemføres supplerende togter, hvor undersøgelsesskibenes ekkolodder bliver brugt til at bestemme mængden af fisk. Endelig bruger man de logbøger, som fiskerne ifølge EU's regler skal udfylde, til at beregne, hvor stor indsatsen har været i det kommercielle fiskeri.

Nordsøtorskens bestandsstørrelse

For nordsøtorsk har den samlede fangst ligget mellem 70.000 og 580.000 tons – med et næsten uafbrudt fald fra 1980 til 2004 (figur 17-18). Samtidig er fiskeridødeligheden steget fra 0,5 til omkring 1,0, og gydebestanden er faldet. I slutningen af 1960'erne var der over 250.000 tons gydemodne torsk i Nordsøen. I 2001 var gydebestanden reduceret til under 50.000 tons.

Det er dog muligt, at fiskeriet ikke bærer hele ansvaret for torskebestandens tilbagegang. Rekrutteringen er samtidig faldet (figur 17-18), og det er vanskeligt at vide, hvor meget af faldet der skyldes ændrede miljøforhold, og hvor meget der skyldes fiskeriets reduktion af gydebestanden. Hvis man afbilder rekruttering og gydebestand i samme graf, ser man, at rekrutteringen ligger på et lavere niveau, når gydebestanden er under 150.000 tons (figur 17-19). Tilsvarende reduktioner i rekrutteringen kendes fra en række andre bestande, som har oplevet kraftige reduktioner som følge af fiskeri.

Prognoser for fangst og gydebestand

Når man kender fiskeridødeligheden og bestandens historiske udvikling, er det muligt at beregne, hvordan det fremover vil gå. Man tager udgangspunkt i bestandens nuværende størrelse og alderssammensætning, og bruger fiskeridødeligheden, den naturlige dødelighed og væksten til at beregne, hvor stor gydebestanden og fangsten vil være i de efterfølgende år.

 FIGUR 17-20. Torsk i Nordsøen og Skagerrak. Korttidsprognose fra år 2000 af landingerne i 2002 og gydebestanden ved starten af 2003 ved forskellige relative fiskeridødeligheder (1,0 svarer til fiskeridødeligheden i år 2000).

FIGUR 17-20. Torsk i Nordsøen og Skagerrak. Korttidsprognose fra år 2000 af landingerne i 2002 og gydebestanden ved starten af 2003 ved forskellige relative fiskeridødeligheder (1,0 svarer til fiskeridødeligheden i år 2000).

Toårs-prognoser

Når man skal lave en prognose, stammer de sidst tilgængelige fangst- og bestandstal normalt fra det foregående år, så for at kunne rådgive om kvoten til næste år, er man nødt til at regne to år frem. Rekrutteringen kendes normalt ikke, så ofte antager man, at den i det indeværende år og i den nærmeste fremtid vil være på samme niveau som den gennemsnitlige rekruttering i de seneste år. For det indeværende år antager man endvidere, at fiskeridødeligheden enten er den samme som sidste år i bestandsvurderingen, eller at fiskeridødeligheden har en størrelse, som svarer til, at kvoten opfiskes. I det andet prognoseår beregner man fangsten i løbet af året, og hvor stor gydebestanden vil være i slutningen af året.

Som regel laver man forskellige forudsigelser, hvor fiskeridødeligheden henholdsvis forøges, formindskes eller holdes konstant. Resultaterne præsenteres som en figur, der viser, hvordan fangst og bestand vil ændre sig som funktion af fiskeridødeligheden (figur 17-20).

Bestandsberegningerne og prognoserne vil typisk være lavet med matematiske modeller, der ikke tager højde for andre fiskearters betydning, de såkaldte enkeltartsmodeller. I disse modeller antager man, at den naturlige dødelighed og fiskenes vækst er konstant. Det er selvfølgelig en tilsnigelse. Man ved, at ændringer i fødeudbuddet kan påvirke væksten, og at ændringer i antallet af rovdyr kan påvirke den naturlige dødelighed, men ændringerne sker normalt forholdsvis langsomt og påvirker derfor ikke de toårige kvoteberegninger væsentligt. Det er kun over længere tidsrum, at forskellene viser sig.

 FIGUR 17-21. Torsk i Nordsøen og Skagerrak. Langtidsprognoser af udbytte og gydebestand i kg per rekrut ved forskellige fiskeridødeligheder.

FIGUR 17-21. Torsk i Nordsøen og Skagerrak. Langtidsprognoser af udbytte og gydebestand i kg per rekrut ved forskellige fiskeridødeligheder.

Tiårs-prognoser

For at belyse den forventede udvikling i fangst og gydebestand på lidt længere sigt laver man også tiårs-prognoser. Da det i sagens natur er svært at spå om rekrutteringen i de næste 10 år, er prognoserne selvfølgelig behæftet med stor usikkerhed, så i stedet for at forudsige, hvordan bestanden præcist vil udvikle sig, beregner man sandsynligheden for forskellige fangster og gydebestande. Man fokuserer især på sandsynligheden for, at gydebestanden falder under det niveau, hvor rekrutteringen svækkes.

Langtidsprognoser

Endelig laver man langtidsprognoser for at undersøge, om fiskeriet udnytter fiskenes vækstpotentiale fuldt ud. Hvad der er det optimale fiskeri bestemmes af forholdet mellem fiskenes vækst og dødelighed. Hvis fiskeridødeligheden er for høj, bliver fiskene fanget, inden de har vokset sig store. I landbruget ville det svare til, at man slagtede pattegrisene kort tid efter fødslen. Hvis fiskeridødeligheden er lav, vil mange af fiskene nå at dø af naturlige årsager, inden man har fanget dem. Der eksisterer derfor en gylden middelvej, hvor fiskeriet har et omfang, så fiskene først fanges, når de har vokset sig tilstrækkeligt store, men inden deres vækst er gået i stå og en stor del af dem er døde af naturlige årsager.

Resultatet af en sådan langtidsprognose viser, hvor stor en fangst man kan forvente fra hver rekrut, der tilgår bestanden. Som et eksempel viser figur 17-21 udbyttet per rekrut for torskebestanden i Nordsøen ved forskellige fiskeridødeligheder. Fiskeriet skal reduceres til cirka en tredjedel af sit nuværende omfang, hvis man vil have det størst mulige fangstudbytte. Hvis fiskeridødeligheden er større end det, bliver fiskene fanget, før de har vokset sig tilstrækkeligt store, en situation som fiskeribiologerne kalder vækstoverfiskeri, fordi fiskene fanges inden deres vækstpotentiale er blevet fuldt udnyttet. En anden mulighed er, at fiskeriet reducerer gydebestanden så meget, at tilgangen af nye små fisk, rekrutterne, går ned. Det kaldes rekrutteringsoverfiskeri. Fiskeribiologer skelner således mellem to slags overfiskeri: vækstoverfiskeri og rekrutteringsoverfiskeri.

Fiskeriforvaltning

Den samlede fangst bruges, sammen med oplysninger fra togter og information om fiskeriets udvikling, til at bestemme antallet og mængden af fisk i havet og til at lave prognoser for fangst og bestandsudvikling. Resultaterne samles hvert år af en komite for fiskeriforvaltning (ACFM) under det internationale havforskningsråd (ICES, International Council for Exploration of the Sea).

 FIGUR 17-22. Illustration af grænseværdierne for fiskeridødelighed og gydebestand. Man skal helst befinde sig i det grønne område, men mange fiskerier befinder sig i det postkasserøde felt, hvor bestanden er under BLim og fiskeridødeligheden over FLim.

FIGUR 17-22. Illustration af grænseværdierne for fiskeridødelighed og gydebestand. Man skal helst befinde sig i det grønne område, men mange fiskerier befinder sig i det postkasserøde felt, hvor bestanden er under BLim og fiskeridødeligheden over FLim.

ICES er en faglig organisation for fiskeri- og havforskere, som rådgiver om udnyttelsen af havets biologiske ressourcer i Nordøstatlanten og Østersøen. ICES organiserer hvert år møder, hvor biologer fra de forskellige lande rundt om Nordsøen og Østersøen beregner de vigtigste kommercielle fiskebestandes størrelse og laver prognoser for fangst og bestandsudvikling. Hvert land opgør landingerne af forskellige arter i deres fiskerier og indsamler øresten for at bestemme fangsternes alderssammensætning.

ACFM formulerer den biologiske rådgivning, som sendes i en samlet rapport til ICES's medlemslande, til EU kommissionen og til en række internationale fiskerikommissioner. ACFM's rapporter, som kan hentes på ICES's hjemmeside www.ices.dk, beskriver udviklingen i alle de vigtigste kommercielt udnyttede fiskebestande i den østlige del af Nordatlanten og Østersøen. De indgår som en vigtig del af beslutningsgrundlaget, når politikerne skal blive enige om fiskekvoternes størrelse.

EU's fiskeriforvaltning

Som medlem af EU er Danmark underlagt EU's fælles fiskeripolitik. Det er derfor EU, der forhandler størrelsen af den samlede kvote med Norge og andre lande uden for EU. Når man i ministerrådet har vedtaget en totalkvote (en såkaldt „TAC“: Total Allowable Catch) for en given bestand, fordeles kvoten mellem medlemslandene efter en fast fordelingsnøgle, som er udformet på baggrund af landenes historiske landinger. Når først EU's medlemslande hver især har fået tildelt en kvote, er det op til landene selv at finde ud af, hvordan deres kvote skal forvaltes og fordeles på forskellige fiskerier hen over året.

Den fælles fiskeripolitik omfatter imidlertid andet end kvoter. Der er indført mindstemål for en lang række arter, og der indgår regler om den mindste tilladte maskevidde i de forskellige fiskerier, regler om bifangst og regler om lukkede områder og sæsoner for visse typer fiskeri.

EU's fælles fiskeripolitik har fra sin start i 1983 sigtet mod at bevare og udnytte fiskebestandene og at fordele fangstmulighederne mellem medlemslandene, men har ikke indeholdt en specifik overordnet målsætning. For Nordsøen er der dog nævnt nogle overordnede målsætninger for fiskeriforvaltningen i den erklæring, fiskeri- og miljøministrene fra Nordsølandene i fællesskab vedtog i 1997:

  • at sikre bæredygtige og sunde økosystemer i Nordsøen, og derigennem genoprette og/eller opretholde deres karakteristiske struktur og funktion, produktivitet og biologiske mangfoldighed;

  • at opnå en bæredygtig udnyttelse af de levende marine ressourcer, for derigennem at sikre et højt udbytte af kvalitetsføde; og

  • at sikre økonomisk levedygtige fiskerier.

Som det ses indgår der både biologiske og økonomiske mål for forvaltningen, men det er kun den biologiske del af rådgivningen, som varetages af ICES.

Forvaltning med henblik på bæredygtig udnyttelse

Det vigtigste mål for den biologiske rådgivning har traditionelt været at sikre en bæredygtig udnyttelse af ressourcerne. Man har især fokuseret på, om gydebestandene var tilstrækkeligt store til at sikre rekrutteringen. Det har nemlig vist sig, at årgangenes størrelse formindskes, når en gydebestand falder under et vist niveau. Dette niveau fastlægges i praksis ud fra den historiske sammenhæng mellem gydebestandens størrelse og rekrutteringen. Den gydebestand, under hvilken en fiskebestands rekruttering svækkes, kaldes BLim . På tilsvarende måde bru ger man beregninger af sammenhængen mellem fiskeridødelighed og bestandsstørrelse til at finde en grænseværdi for fiskeridødeligheden, FLim, som er den fiskeridødelighed, der på mellemlangt sigt vil resultere i en gennemsnitlig gydebestand på BLim. Man opererer altså både med en grænseværdi for gydebestand og for fiskeridødelighed.

Som det fremgik af foregående afsnit, er bestandsvurderinger og prognoser behæftet med en del usikkerhed. For at tage højde for denne usikkerhed indfører man i tillæg til grænseværdierne et yderligere sæt forsigtighedsgrænser for hhv. gydebestanden, BPA, og fiskeridødeligheden, Fpa (hvor PA står for „Precautionary Approach“, forsigtighedsprincippet). Med forsigtighedsgrænserne forsøger man at undgå, at man på grund af usikkerheden i bestandsberegningerne uforvarende kommer til at fiske en bestand ned under den grænse, BLim, hvor rekrutteringen svækkes.

Forsigtighedsgrænserne fastsættes således, at man på trods af den usikkerhed, der altid vil være, har en rimelig sikkerhed for, at fiskeriet er bæredygtigt, hvis blot gydebestand og fiskeridødelighed befinder sig på den rigtige side af grænserne. Hvis gydebestanden anslås til at være over Bpa og fiskeridødeligheden under FPA, siges bestanden at være inden for sikre biologiske grænser.

De fleste af de kommercielt vigtige bestande i Nordsøen, i de indre danske farvande og i Østersøen er desværre i dag uden for sikre biologiske grænser, og torskebestandene i både Østersøen og Nordsøen er tæt på kollaps. I havet omkring Danmark er det således under halvdelen af bestandene, som ifølge ICES er inden for sikre biologiske grænser. Forklaringen er enkel – der fiskes alt for meget.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Gislason: Fiskeriets indflydelse på bestandene i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 11. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483511

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk