Fiskeri – før og nu

De nederste lag i møddingen stammer fra Ældre Stenalder og er ca. 7000 år gamle. De er domineret af østersskaller iblandet rester fra andre muslinger, snegle og knogler fra fisk og pattedyr. Fiskeknoglerne fortæller, at man fiskede på lavt vand, hovedsagelig efter skrubber, småtorsk og ål, og pattedyrknoglerne viser, at man også jagede havfugle og sæler. Analyser af kulstof-13-indholdet i menneskeknogler fra en grav i møddinglaget vidner om, at størstedelen af føden kom fra havet. Østers har et lavt næringsindhold, og på trods af de mange østersskaller må det især have været fisk og havpattedyr, der var den vigtigste føde.

Fiskeriet var tilsyneladende ikke særlig selektivt, og fiskeresternes sammensætning tyder på, at man mest har anvendt faststående fangstredskaber såsom fiskegårde med rusekurve (figur 17-2). Systematisk stævning af omegnens hasselkrat tyder på, at man skar hasselkæppe til konstruktion af fiskegårdene. Fangstens sammensætning og enkelte rester af fiskegårde med ruser fra andre danske fangst- og fiskepladser fra perioden tyder på, at fiskegårde må have været en udbredt fangstmetode i Stenalderen.

Mange køkkenmøddinger fra Ældre Stenalder indeholder således knogler fra et stort antal fiskearter, som med enkelte undtagelser alle må være blevet fanget nær ved kysten. Desuden findes møddingerne hovedsagelig på steder, som dengang må have været velegnede til opsætning af faststående redskaber. Fund af benkroge i køkkenmøddingerne viser imidlertid, at krogfiskeri også var kendt. Den hyppige forekomst af hornfisk, makrel og småtorsk viser, at fiskeriet hovedsagelig foregik om sommeren.

Ved overgangen til Yngre Stenalder for omkring 5900 år siden skete der et skift i køkkenmøddingens sammensætning ved Norsminde. Østers blev erstattet af hjertemuslinger, og indholdet af aske og trækul steg. Samtidig dukkede der enkelte rester af kvæg, svin og får eller geder op i møddingen, og i asken var der korn fra primitive byg- og hvedesorter. Botaniske undersøgelser viser, at man har ryddet skoven i omegnen af fjorden. Fiskeriet var stadig vigtigt, og fangsten bestod af de samme arter som tidligere, men fiskeri og jagt blev gradvist suppleret med husdyrhold og kornavl.

En jæger/fisker-kultur ændredes altså til en bonde/fisker-kultur ved Norsminde og på andre bopladser. Det afspejledes i kosten, og kulstof-13-analyser viser, at en mindre del af føden nu stammede fra havet (figur 17-3). Langs Norsminde Fjord skete der samtidig et fald i antallet af bopladser og køkkenmøddinger. Omkring år 2000 f.Kr. var der igen flere bopladser langs fjorden, og herefter forlades de tilsyneladende helt, indtil man i aflejringer fra den ældre jernalder ca. 500 år f.Kr. igen finder spor af fiskeri og indsamling af muslinger i større målestok. Skiftene i fjordens betydning falder tidsmæssigt sammen med ændringer i havets saltholdighed og antyder, at tæt bebyggelse og intensivt fiskeri hovedsagelig har fundet sted i perioder med en rig marin fauna.

Affaldsdynger ved bopladser fra Jernalderen og Vikingetiden indeholder rester af større torsk, som sammen med knogler fra lange, kuller og kulmule viser, at fiskeriet nu også foregik på dybere vand. Ligeledes er der tegn på, at fiskenet blev brugt til fangst af fritsvømmende fisk som sild, makrel og hornfisk og til bundfisk som skrubber. Der er fundet rester af meget store silde- og fladfiskefangster forskellige steder. Der er også fundet synk og flåd, som har været bundet fast til nettene for at holde dem udspilet, og redskaber til at reparere nettene med, når de var gået i stykker.

Ligesom i Stenalderen er det mest sandsynligt, at fangsten har været til lokalt forbrug, for der er ikke tegn på synderlig handel med fisk, og fundenes artssammensætning afspejler ganske godt de forskellige fiskearters geografiske udbredelse.

I slutningen af Vikingetiden og begyndelsen af Middelalderen ser det imidlertid ud til, at der opstod en handel med fisk over længere afstande. Knogler fra kuller og andre torskefisk begynder således at optræde i udgravninger inde på det europæiske fastland. Efter kristendommens indførelse blev fisk en vigtig spise i fastetiden, og man begyndte at handle med tørrede og saltede fisk. Det kom til at få en meget stor betydning for fiskeriet i Danmark og for landets økonomi.

Sildefiskeriet i Øresund startede som et lille lokalt fiskeri. Fisk var en efterspurgt vare i fastetiden, så da først Hansestædernes købmænd blev involveret i fiskeriet og skaffede kapital, salt af en ordentlig kvalitet og direkte adgang til det europæiske marked, voksede det til at blive den danske stats væsentligste indtægtskilde og en væsentlig biindtægt for landets indbyggere. Sildehandlen og forholdet til Hansaen's købmænd blev af central betydning for Danmark.

Sildeforekomsterne i Øresund lader da også til at have været usædvanligt store (figur 17-4). I Gesta Danorum beskriver Saxo Grammaticus dem således:

“Østen for Sjælland ligger Skåne, skilt derfra ved et sund, som hvert år plejer at fylde fiskernes garn med rig fangst, thi der er for det meste så fuldt op med fisk, at skibene undertiden bliver siddende fast og knapt kan ros igennem dem, og at man ikke har nødigt at bruge garn for at fange dem, men ligefrem kan tage dem med hænderne“.

Uanset Saxo's og andre fortælleres overdrivelser var sildeforekomsterne bemærkelsesværdige. Det er anslået, at de årlige fangster i 1400-tallet lå mellem 40.000 og 50.000 tons. I dag fanger man i hele den vestlige Østersø også omkring 50.000 tons årligt, så man forstår, at Øresundsfiskeriet var sin tids største europæiske fiskeri.

I tillæg til sildefiskeriet i Øresund var der vigtige sildefiskerier andre steder i landet, f.eks. ved Storebælt og i Limfjorden, hvor fiskeriet var baggrunden for købstaden Nibes udvikling.

Sildefiskerierne var udprægede sæsonfiskerier. Fiskelejerne langs Øresund, hvoraf de største var Skanør og Falsterbo, var kombineret med markeder for alskens varer, og i sæsonen fra 15. august til 9. oktober kom folk rejsende fra andre dele af Danmark, fra Nordtyskland, Holland og Sverige for at deltage i fiskeriet eller drive handel på markedet (figur 17-5). De danske fiskere var enten bønder, hovedsagelig fra Sydsjælland og Lolland-Falster, eller borgere fra købstæderne; egentlige erhvervsfiskere var der næppe tale om. I alt er der nævnt deltagelse fra 27 danske købstæder i toldregnskaberne over afgiften fra fiskeboderne på markederne ved Skanør og Falsterbo (figur 17-6).

At fiskeriet var stort fremgår også af, at den Lübeckske foged i starten af 1500-tallet i et enkelt år talte 7515 både ved fiskelejet ved Falsterbo. Alene ved Falsterbo må der således have været mange mennesker beskæftiget direkte i fiskeriet. Hertil kom dem, der arbejdede med nedsaltning af silden, handlede med varer såsom klæde, vin, kvæg og heste på markedet, samt alle de fiskere og handelsfolk, som havde slået sig ned i fiskelejerne ved Skanør, Malmø, Dragør og en række andre mindre pladser langs sundet.

Sildefiskeriet var som en feber og involverede i sæsonen en så stor del af befolkningen, at dele af landet på det nærmeste blev lagt øde. I Christian d. 2.'s købstadslov var der således paragraffer, som f.eks. forbød håndværkere og latinskoleelever at deltage i det.

Silden blev fanget med sættegarn tæt på kysten og med drivgarn længere ude. Da fiskeriet omfattede et stort antal mennesker fra nær og fjern, var der en række bestemmelser, som skulle sikre dets fredelige afvikling, regulere handlen på markedet og sørge for, at Kronen fik de nødvendige afgifter og skatter. Bestemmelserne var nedskrevet i de såkaldte motbøger, en slags politiforordning, som blev læst op på markedet ved sæsonens start. Motbøgerne påbød alle, der deltog i fiskeriet, at købe fisketegn, forbød fiskerne at bære våben til søs, at sætte garnene, så de generede andre fiskeres garn osv. Man blev straffet hårdt, hvis man overtrådte bestemmelserne. I mange tilfælde var der tale om dødsstraf.

Sildefiskeriet havde sin storhedstid omkring 1525 og blev beskrevet som værende i tilbagegang i 1540'erne. Det endte som et lokalt fiskeri uden international betydning i starten af 1600-tallet.

Der var imidlertid også andre vigtige danske fiskerier i 1500-tallet. Fiskeriet ved Skagen var således en forudsætning for, at der her opstod en købstad. Desuden var der et betydeligt sæsonfiskeri efter torske- og fladfisk fra en række sydvestjyske fiskerlejer, hvoraf fiskerlejet Sønderside var det største. Sønderside lå nordvest for Esbjerg, hvor halvøen Skallingen nu strækker sig sydpå. For 500 år siden var der her en bugt, som udgjorde den bedste havn mellem Sild og Skagen, og muliggjorde et intensivt fiskeri på fiskepladserne udenfor. Fangsten blev tørret og hovedsagelig eksporteret til Hamborg via Ribe.

Fiskeriets omfang afspejler sig i lensregnskabernes oplysninger om sandtolden, en afgift til Kronen i naturalier, som var fastsat efter fiskeriets art og bådens størrelse. Sandtolden giver dog kun et vist indblik i fiskeriet. Fartøjer, der var medfinansieret af købstadsborgere eller adelen, var helt eller delvist fritaget for afgiften, og embedspersoner som sogne- og strandfogeder kunne også blive fritaget for at betale.

Fiskeriet havde sin storhedstid i den første halvdel af 1500-tallet og omfattede skibe med helt op til 12 mands besætning. I århundredets sidste år viser sandtoldsregnskaberne en støt tilbagegang. I regnskaberne fra 1581-82 er der opført 151 fiskeskuder i de sydvestjyske fiskerlejer. I regnskabet for 1600-01 er der kun 112. I den første halvdel af 1600-tallet gik det yderligere tilbage for fiskeriet, og Sønderside var stort set væk som fiskerleje i slutningen af århundredet.

Både garnfiskeriet efter sild i Øresund og fiskeriet efter torsk og fladfisk ved den jyske vestkyst var sæsonfiskerier (figur 17-7). Årsagen til deres tilbagegang i slutningen af 1500-tallet og starten af 1600-tallet er ukendt. Flere faktorer har sandsynligvis været medvirkende. For Øresundssildens vedkommende kan der være tale om, at sildeforekomsterne blev mindre. Desuden havde sildefiskeriet fået konkurrence fra det hollandske fiskeri, hvor man havde gennemført en teknologisk revolution med udviklingen af „sildebussen“, et fiskeskib af en størrelse, som tillod længere rejser med nedsaltning og oplagring af fangsten til søs.

Endelig faldt fiskepriserne i Nordeuropa, måske på grund af konkurrencen fra de nyopdagede fiskepladser ved Newfoundland, eller på grund af Reformationens afskaffelse af den påbudte faste.

Det danske havfiskeri blev fanget i en negativ prisudvikling og mistede det meste af sit eksportmarked for saltede og tørrede fisk. Det var først i slutningen af 1800-tallet, at der på ny kom opgangstider.

Motoriseringen af flåden startede i begyndelsen af århundredet og blev fulgt af en stadig forbedring af fiskeredskaber og udvikling af nye metoder til forarbejdning og opbevaring af fangsten. Udviklingen eller indførslen af redskaber som snurrevod, bundtrawl, flydetrawl og snurpenot åbnede for helt nye fangstmuligheder. Håndteringen af redskaberne og fangsten blev lettere. Det tunge slid med at hale redskaberne ombord blev overtaget af spil, vodtromler og garnhalere.

Udviklingen af en fiskeindustri med fileteringsmaskiner og fryseanlæg i land gjorde det mindre afgørende, om fisken blev landet levende. Om bord på kutterne forbedredes opbevaringen ved isning og indførsel af køleanlæg, og sammen med større fartøjer betød det, at kutternes aktionsradius blev kraftigt forøget. Fiskekvaserne, som i den første del af århundredet havde transporteret fisken levende til byerne, blev erstattet af kølebiler og fryseskibe, som sørgede for transporten til de nye vigtige eksportmarkeder i Tyskland, Holland, Frankrig, Italien og England, og til lande uden for Europa.

Fiskernes muligheder for at afsætte fiskene blev forbedret ved oprettelsen af fiskeauktioner i de vigtigste havne, og indtjeningen blev beskyttet gennem indførsel af mindstepriser.

I begyndelsen af 1950'erne startede et industrifiskeri, hvis fangster blev brugt til produktion af fiskeolie og fiskemel, og i de næste tyve år voksede dette fiskeri i omfang, så Danmark blev Europas største industrifiskenation.

I den sidste halvdel af 1950'erne indførtes nylon og andre kunstfibre, som gjorde redskaberne stærkere og mere effektive og overflødiggjorde det omfattende arbejde med at tjære nettene. Fiskeriets effektivitet steg yderligere, da bådene blev forsynet med elektronisk udstyr, og det blev muligt at bruge ekkolod og sonar til at finde fisken og radar, decca og satellitnavigation til at genfinde de bedste fiskepladser. Fra at være et relativt lavteknologisk erhverv udviklede fiskeriet sig til et teknologisk avanceret erhverv, som det krævede en alsidig teknisk viden at mestre.

Udviklingen i fiskeflådens tonnage afspejler de teknologiske landvindinger (figur 17-9). Frem til 1950'erne steg den samlede tonnage gradvist. Fra 1950'erne til 1960'erne blev tonnagen næsten fordoblet, og det samme gentog sig over det næste årti. En stor del af væksten skyldtes, at der blev bygget stadig større både, for det samlede antal fiskefartøjer steg ikke så voldsomt.

I slutningen 1970'erne holdt kvoteringssystemet sit indtog. Det skete på et tidspunkt, hvor det samlede internationale fiskeri i havområderne omkring Danmark havde vokset sig så stort, at grænserne for, hvad bestandene kunne bære, i mange tilfælde var overskredet. Man havde ud viklet erhvervet i en sådan grad, at man nu havde en overkapacitet i forhold til ressourcerne. Fra da af begyndte man at give støtte til oplægning og ophugning, og det har siden begyndelsen af 1980'erne resulteret i en nedgang i antallet af kuttere og en beskeden reduktion af tonnagen. I 1983 var der ca. 3300 kuttere over 5 bruttoregistertons, i år 2000 var der kun lidt over halvdelen tilbage.

Ikke desto mindre holdt de samlede danske landinger af fisk og skaldyr sig mellem 1,3 og 1,9 millioner tons i perioden fra 1968 til 2002 (figur 17-10).

Danske fiskere anvender en lang række redskaber, hvoraf trawlet er det vigtigste (figur 17-12). Et trawl er en netpose med to arme, som slæbes efter skibet i to wirer. På hver wire sidder der en plade, skovlen, som skærer sig ud til siden på tværs af slæberetningen og er med til at holde trawlet udspilet. Skovlene er forbundet med trawlets arme ved hjælp af mellemlinerne, som sammen med armene skræmmer fisken ind mod midten af trawlets bane og dermed ind i trawlposen. For at holde trawlet åbent er der endvidere anbragt luftfyldte kugler eller flåd på wiren i trawlmundingens overside, overtællen, og kæder eller synk på wiren i undersiden af trawlmundingen, undertællen. Undertællen er som regel også forsynet med kugler ('bobbins') eller gummiskiver, som hjælper med at holde trawlet klar af sten og andre forhindringer.

Trawl kan slæbes hen over bunden eller trækkes oppe i vandet som et såkaldt flydetrawl, som især bruges til at fange fritsvømmende arter som sild og makrel. Ved partrawling holdes trawlet udspilet af to kuttere, som trækker i hver sin trawlwire, og trawlet er derfor ikke forsynet med skovle. I bomtrawl bruger man en bom på tværs over trawlets munding eller en jernramme til at holde trawlmundingen udspilet. Bomtrawl bruges især til fiskeri efter fladfisk, og undertællen er forsynet med kraftige jernkæder og -måtter, som bl.a. skal skræmme fisken op fra bunden og ind i trawlet.

Snurrevoddet er en dansk opfindelse, hvor netposens, eller voddets, arme er forbundet med skibet med lange tove (figur 17-12). Vodtovene lægges ud på bunden sammen med voddet på en sådan måde, at redskabet omkredser det størst mulige areal.

Man starter med at sætte en bøje, hvorpå det ene vodtov fastgøres. Så sejler man i en stor cirkel, hvor først det ene vodtov, dernæst voddet, og så det andet vodtov lægges på bunden. Når skibet er tilbage ved bøjen igen, får man fat i begge vodtovene og begynder at hale. Under indhalingen vil vodtovene skrabe hen over bunden og samles, så fiskene skræmmes ind mod midten og ind i vodposen.

I de senere år er nogle kuttere begyndt at anvende en lettere modificeret teknik, 'fly-shooting', hvor kutteren sejler under indhalingen, og hvor vodtovene er kraftigere end ved traditionelt snurrevodsfiskeri.

Snurpenoten er et meget stort redskab, der f.eks. bruges til fangst af sild og makrel (figur 17-12). Snurpenoten består af en netvæg, som lægges rundt om en fiskestime og snøres sammen i bunden. Derved bliver noten til en netpose, som fisken ikke kan undslippe fra. Noten kan derefter hales ind til skibssiden, så fiskene samles og kan tages ombord f.eks. ved hjælp af en fiskepumpe, som fører fangsten direkte op i lasten.

I modsætning til ovenstående redskaber er garn passive; fisken fanges, fordi den hænger fast i maskerne eller vikles ind i garnet. Garn består af en netvæg udspændt mellem to liner, en overtælle og en undertælle. Undertællen er forsynet med synk og overtællen med flåd, som tilsammen holder garnet oprejst i vandet.

Garn findes i mange varianter tilpasset forskellige arter og fiskerier. Nedgarn eller sættegarn er garn, som står på bunden. Drivgarn flyder i overfladen og anvendes til arter som sild og laks. Toggergarn er en særlig type nedgarn, som består af tre netvægge: en almindelig netvæg omgivet af to stormaskede netvægge. Når fisken svømmer ind i et toggergarn, vil den trække den almindelige netvæg med sig gennem det stormaskede net, så der dannes en pose, som fisken fanges i.

Endvidere benyttes der en lang række andre passive redskaber såsom bundgarn, ruser, tejner og kroge. Med undtagelse af krogfiskeriet, som er gået frem i de seneste år takket være udviklingen af automatiserede langlinesystemer, er mange af disse redskaber i tilbagegang.

Efter flere år med ophugningsstøtte og et meget begrænset antal nybygninger består den danske fiskerflåde i dag af relativt gamle skibe. Kutternes gennemsnitsalder er 28 år, men alligevel er mange af bådene stadig meget effektive. De er typisk blevet ombygget op til flere gange, og selv om skroget er gammelt, er meget af indmaden og elektronikken af nyere dato.

Mens flåden for tredive år siden var præget af snurrevodskuttere på 20 til 40 bruttoregistertons, som fiskede efter rødspætter og torsk, er hovedparten af bådene over 5 bruttoregistertons nu trawlere. De største trawlere fisker typisk efter industrifisk såsom tobis, brisling og sperling. De mellemstore trawlere deltager i et blandet fiskeri og fanger både konsum- og industrifisk, mens de mindste både udelukkende fisker til konsum.

Den danske trawlerflåde er meget fleksibel. Mange af trawlerne kan omstilles fra fiskeri efter torsk eller rødspætter, til fiskeri efter jomfruhummere eller til industrifiskeri, og bådene flytter sig fra Nordsøen til Kattegat eller Østersøen alt efter fangstmulighederne. I en tid med svingende kvoter har det vist sig at være en fordel, at det danske fiskeri er forholdsvis fleksibelt sammenlignet med andre EU-landes fiskerier.

Garn og krogfiskeriet er især vigtigt i vestkysthavnene Torsminde og Hvide Sande samt i de indre danske farvande. Det er mindre energikrævende end trawlfiskeriet, hvor redskaberne skal slæbes gennem vandet efter båden. Garnfiskeriet fik derfor et opsving i forbindelse med 1970'er-nes energikrise, men er i de senere år gået lidt tilbage igen. De større garnbåde fisker primært efter torsk, men søtunge, rødspætte og pighvar er også vigtige for garnfiskeriet.

Snurpenotfartøjerne hører til blandt de allerstørste fartøjer i dansk fiskeri. De fisker hovedsagelig efter makrel og sild. Endelig fisker nogle få bomtrawlere efter søtunger og rødspætter i Nordsøen.

I tillæg til erhvervsfiskeriet er der et omfattende rekreativt fiskeri, hvoraf en del dog foregår i ferskvand. Det rekreative fiskeri omfatter både lystfiskere og fritidsfiskere. Ifølge Fiskeriloven er lystfiskeri defineret som „fiskeri med stang, pilk eller andre lette håndredskaber“, mens fritidsfiskere typisk vil være personer, som fisker med et begrænset antal faststående redskaber såsom krogliner, garn og ruser.

Alle, der deltager i det rekreative fiskeri, har pligt til at købe et fisketegn. Pengene fra salget af fisketegn går til udsætning af fisk. I år 2000 var der i alt 32.000 registrerede fritidsfiskere i Danmark og 152.000 lystfiskere, som havde købt fisketegn for hele året. Hertil skal lægges de lystfiskere, som kun købte fisketegn for en begrænset periode.

Det virker ikke usandsynligt, at det rekreative fiskeri har en betydning for fiskebestandene tæt ved kysten, men der findes ingen opgørelser over den samlede fangst, og det er derfor vanskeligt at vurdere dets betydning.