Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Torsk

Oprindelig forfatter HGis

Torsken kan opdeles i en række delvist isolerede bestande i Nordsøen, Kattegat og den vestlige og østlige Østersø. Torsken fiskes hovedsagelig med garn og trawl. Den er den økonomisk vigtigste art for det danske fiskeri, og de senere års tilbagegang for torskebestandene i Nordsøen, Kattegat og Østersøen har været et hårdt slag for konsumfiskeriet.

Nordsøtorsken

Nordsøtorsken gyder fra januar til april på en række pladser spredt over det meste af Nordsøen. Æg og larver driver rundt med strømmen, og de unge torsk begynder først at søge mod bunden i sensommeren, når de er blevet 5-7 cm lange. I den efterfølgende vinter, hvor de har en størrelse på 15-25 cm, opholder de sig på lavt vand relativt tæt på kysten, men efterhånden som de bliver ældre, opsøger de igen dybere vand. De ældre torsk findes især på dybt vand i den nordlige Nordsø.

 FIGUR 17-23. Danske torskelandinger i forskellige farvandsområder.

FIGUR 17-23. Danske torskelandinger i forskellige farvandsområder.

De samlede internationale fangster af torsk i Nordsøen og Skagerrak er faldet i de senere år, i takt med at bestanden og kvoten er blevet reduceret (figur 17-18 og 17-23). Torsken landes især af blandede fiskerier, hvor den fanges sammen med rødspætte, tunge, kuller og hvilling. De internationale landinger af torsk fra Nordsøen lå omkring 100.000 tons i hele perioden fra århundredets start til 1960, blot afbrudt af dyk under de to verdenskrige. Derefter steg landingerne til over 300.000 tons i starten af 1970'erne, og faldt dernæst gradvist til et niveau omkring 100.000 tons i starten af 1990'erne og videre til kun 70.000 tons i år 2000.

Annonce

Bestanden af gydemodne torsk var på 200.000-250.000 tons i slutningen af 1960'erne, men har siden starten af 1970'erne været for nedadgående. I 2003 var gydebestanden nede på 40.000-50.000 tons. Tilgangen af nye småtorsk, rekrutteringen, er også faldet. I 1960'erne og 1970'erne producerede torskebestanden nogle store årgange, som holdt fangsterne oppe, selv om fiskeridødeligheden steg. Da fiskeridødeligheden imidlertid fortsat steg, reduceredes gydebestanden, og rekrutteringen gik ned.

Torskebestanden er nu nær et kollaps. Fiskeridødeligheden er omkring FLim, og gydebestanden er under de af ICES anbefalede grænseværdier for Blim på 70.000 tons og BPA på 150.000 tons. Bestanden er derfor et godt stykke under det, man betragter som sikre biologiske grænser, og ICES har siden 2001 anbefalet, at man helt lukker fiskeriet efter torsk, så bestanden igen kan komme på fode.

På trods af biologernes anbefalinger har der ikke hidtil været den nødvendige politiske vilje til at lukke fiskeriet.

 FIGUR 17-24 (a). Torsk øst for Bornholm. Udviklingen i landinger og fiskeridødelighed.

FIGUR 17-24 (a). Torsk øst for Bornholm. Udviklingen i landinger og fiskeridødelighed.

Hvis fiskeriministrene skulle vedtage en lukning, ville det få store konsekvenser for fiskerierhvervet. De fleste torsk fanges som nævnt i blandede fiskerier, hvor torskene indgår som bifangst. For at være effektiv må en lukning derfor omfatte de fleste bundtrawl-, bomtrawl- og snurrevodsfiskerier, foruden en del af garn- og krogfiskerierne. En stor del af Nordsøens fiskerier vil med andre ord blive berørt, herunder de vigtige fiskerier efter rødspætte, tunge og jomfruhummer.

Der er i øvrigt ingen garanti for, at det ikke allerede er for sent. Torskebestanden på de store banker ud for Newfoundland ved Canada brød sammen i starten af 1990'erne på grund af overfiskeri. Den er endnu ikke vendt tilbage, selv om torskefiskeriet har været lukket lige siden.

Kattegattorsken

Lignende forhold gør sig gældende for torsken i Kattegat, hvor gydebestanden er faldet fra 35.000 tons i starten af 1970'erne til 10.000 tons i 1990'erne med et tilsvarende fald i tilgangen af nye småtorsk til bestanden. Ligesom i Nordsøen tages en del af torskene i blandede fiskerier, her efter jomfruhummer og fladfisk. Fiskeridødeligheden har været meget høj siden begyndelsen af 1980'erne. ICES har anbefalet at lukke torskefiskeriet i Kattegat.

Østersøtorsken

Torsken i Østersøen kan biologisk opdeles i to bestande, som lever henholdsvis vest og øst for Bornholm (figur 17-23 og 17-24). Selv om der er en vis udveksling mellem torsken i den vestlige og østlige Østersø, har de to bestande udviklet sig forskelligt og lever under forskellige miljøforhold.

I den vestlige Østersø og Bælthavet er de samlede fangster faldet fra omkring 50.000 tons i 1970'erne til mellem 30.000 og 40.000 tons omkring år 2000. Bestanden er faldet tilsvarende. I 1980'erne var gydebestanden på 40.000 tons, omkring år 2000 var den faldet til omkring 20.000 tons. Fiskeridødeligheden har varieret fra år til år over de sidste 30 år, men har gennemgående været meget høj. ICES vurderer, at bestanden er uden for sikre biologiske grænser.

Øst for Bornholm opstod der i 1970'erne et stort trawlfiskeri efter torsk, og i starten af 1980'erne blev der landet over 300.000 tons torsk om året. Der var på det tidspunkt en stor torskebestand, og rekrutteringen til bestanden var god takket være en høj saltholdighed og gode iltforhold i gydeområderne. Den store torskebestand førte til en voldsom vækst i det bornholmske fiskeri, men også fartøjer fra vestkysten sejlede om vinteren til Østersøen for at deltage i fiskeriet. Gydebestanden var i starten af 1980'erne helt oppe over 600.000 tons, men på grund af det øgede fiskeri og dårlige gydeforhold for torskene, faldt den i løbet af de næste 20 år til cirka 80.000 tons.

 FIGUR 17-24 (b). Torsk øst for Bornholm. Udviklingen i rekruttering og gydebestand.

FIGUR 17-24 (b). Torsk øst for Bornholm. Udviklingen i rekruttering og gydebestand.

Ifølge ICES er gydebestanden nu langt under BLim og fiskeridødeligheden tæt på FLim. Bestanden betragtes dermed som værende uden for sikre biologiske grænser.

Saltholdigheden i overfladevandet aftager, jo længere man kommer ind i Østersøen. Ved Bornholm er den kun cirka 7 ‰, og det er for lavt til, at torskens æg kan overleve (se boks 11-2 i Østersøens fremtidige udvikling. De kræver nemlig en saltholdighed på 11 ‰ eller derover og et iltindhold på over 2 ml per liter vand.

Der er imidlertid en række dybe bassiner i Østersøen, hvor bundvandet har en højere saltholdighed. Som omtalt i kapitlet Østersøen (inkl. efterfølgende afsnit) er iltindholdet til gengæld som regel for lavt i bundvandet, så det er kun i grænselaget mellem det saltholdige, iltfattige bundvand og det iltrige men saltfattige overfladevand, at æggene udvikles. Som man kunne forvente, er der en sammenhæng mellem grænselagets udbredelse og tykkelse, og det antal unge torsk, der rekrutteres til bestanden. I 1970'erne var der en god indstrømning af saltvand og store torskeårgange, men i 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne var indstrømningen meget lille, og torskerekrutteringen gik ned. Hvor der tidligere fandt gydning sted op til Gotland, var det nu kun tæt på Bornholm, at de rette fysiske betingelser for torskeæggenes og larvernes overlevelse var til stede. Efter et moderat saltvandsindbrud i 1993-1994 forbedredes de fysiske betingelser noget, men desværre voksede rekrutteringen ikke synderligt.

Brisling udgør en vigtig bestanddel af føden for voksne torsk, og da torskebestanden i den østlige Østersø gik tilbage, voksede brislingebestanden samtidig kraftigt. Da brislinger æder torskeæg og larver, er det muligt, at den større brislingebestand kan have øget torskeæggenes og larvernes dødelighed og dermed have påvirket rekrutteringen negativt. En anden mulighed er, at faldet i rekrutteringen skyldes nedgangen i torskens gydebestand.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Gislason: Torsk i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483519

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk