Den seneste og formodentlig sidste inddigning fandt sted i 1981 med etableringen af det fremskudte dige ud for det gamle Højer Dige. Herved blev der indvundet i alt ca. 11 km2 marsk og vade (Margrethekog). Denne inddigning var genstand for stor offentlig diskussion, da man på dette tidspunkt satte bevaring af naturlige økosystemer højere end indvinding af nyt land.
Frem til denne inddigning var Tøndermarsken og Tønder by kun beskyttet af det gamle Højer Dige fra 1861. Op gennem 1950'erne og 1960'erne blev denne situation mere og mere uholdbar, og man nedsatte derfor i 1963 „Udvalget vedrørende sikkerhedsforanstaltninger mod stormflodsfaren ved havdigerne i Tønder og Ribe amter“ også kaldet „Stormflodsudvalget“. Udvalget offentliggjorde i januar 1975 sin betænkning, hvori man pegede på to mulige løsninger til sikring af Tøndermarsken og Tønder by. Enten: en forstærkning af det eksisterende dige, eller alternativt: anlæg af et nyt fremskudt dige.
To kraftige stormfloder i januar 1976 forstærkede presset for en politisk løsning, og i sommeren 1977 vedtog Folketinget i enighed loven om bygning af et fremskudt dige; det stod færdigbygget i 1981 (figur 18-13). Lidt længere nordpå ved Ribediget valgte man at forstærke det eksisterende dige.
Forud for vedtagelsen af det fremskudte dige var der foregået en intens diskussion om, hvilken af de to løsninger der var bedst.
Naturfredningsfolk og ornitologer gik ind for en forstærkning af det eksisterende Højer Dige, mens der var lokal opbakning til etablering af det fremskudte dige. Et sådant kunne man ikke længere begrunde med indvinding af nyt landbrugsland. Derfor var argumentet for at bygge det fremskudte dige, at man herved blev sikret af to diger: det nye fremskudte dige og det gamle Højer Dige. Samtidig fik man løst de problemer, som ophobning af ferskvand i Vidåen udgjorde i de stormflodsperioder, hvor Højer Sluse var lukket. Der blev nemlig etableret et 3,5 km2 stort indvandsreservoir i det nyinddigede område, Margrethekog, som ferskvandet kan ledes til, når den nye Vidåsluse er lukket.
Det er sandsynligt, at ferskvandsproblematikken kunne være håndteret på en tilfredsstillende måde uden etableringen af et fremskudt dige, men det ville have kostet eksisterende landbrugsjord. Samtidig må det erkendes, at der faktisk blev indvundet og drænet ca. 7 km2 ny landbrugsjord ved etableringen af det nye kog. Alt i alt fik man altså ca. 10 km2 mere landbrugsland ved løsningen med det fremskudte dige frem for en forstærkning af det eksisterende dige, selv om det ikke var bevarelse og indvinding af landbrugsjord, som var det egentlige sigte.
Som kompensation for de naturlige vadeflader, der forsvandt ved inddigningen, blev det i 1983 vedtaget at etablere en saltvandssø i en del af Margrethekog. Dette tiltag skulle sikre livsbetingelserne for en række fuglearter. Søen er ca. 2 km2 stor og blev anlagt som en del af det allerede etablerede ferskvandsreservoir. Der bliver konstant indpumpet saltvand i søen for at holde en høj saltholdighed, men variationen hen over året er, dels på grund af fordampning om sommeren og dels på grund af oversvømmelser med ferskvand om vinteren, meget stor. Saltvandssøen er aldrig blevet den succes, man havde håbet på, bl.a. fordi det ikke er det naturlige miljø, man har skabt i den kunstige saltvandssø.
Diskussionen om det fremskudte dige er et klassisk eksempel på de konflikter, der ofte opstår mellem økonomiske interesser og sikkerhed på den ene side og naturbeskyttelsesinteresser på den anden side.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.