Skallingmarsken

Selv om der findes udstrakte arealer med inddiget og afvandet marsk, er det mest kendte marskområde i Danmark formodentlig den uinddigede Skallingmarsk, som ligger på østsiden af halvøen Skallingen (figur 18-16). Denne marsk har som nævnt aldrig været inddiget og udgør i dag det største naturlige marskområde i hele det europæiske vadehav.

Siden begyndelsen af 1930'erne har der været foretaget videnskabelige studier af hydrografi, sedimentologi og biologi i dette område. Allerede i 1938 blev de dengang privatejede arealer fredet, og i 1979 købte Staten arealerne, der i dag drives af Skov- og Naturstyrelsen og Kystdirektoratet. Pasningsplanen for Skallingmarsken går ud på, at området afgræsses af kreaturer for at undgå tilgroning. Dette skal medvirke til at opretholde gode levevilkår for en række fuglearter. Området er i dag udlagt som naturvidenskabeligt referenceområde sammen med vadehavsområdet mellem Skallingen og Langli.

Det er af stor videnskabelig betydning at have et marskområde bevaret i næsten naturlig tilstand, fordi det giver mulighed for at studere de naturlige processer, som fører til dannelse eller nedbrydning af marsken. Gennem de sidste 70 år er sedimentationen på marskoverfladen blevet målt med forskellige metoder. Helt nye undersøgelser viser, at der i perioden 1973-1998 blev aflejret i gennemsnit 2,5 mm finkornet sediment på marskoverfladen om året (figur 18-17).

Sådanne langtidsstudier giver mulighed for at vurdere, hvordan de naturlige processer, der fører til marskens fortsatte vækst, virker. En sådan viden er nødvendig for at vurdere, om naturlige marskområder i Danmark og i det øvrige Nordvesteuropa vil kunne modstå den aktuelle og fremtidige stigning af havspejlet.