Landvinding i Vadehavet

Siden 1500-tallet har der været foretaget landvinding i Vadehavet. Det begyndte i området omkring Tønder, og foregik i begyndelsen ved at inddige højtliggende marskområder. Efterfølgende blev områderne drænet ved udgravning af åbne dræningskanaler og udpumpning af grundvand.

Senere har man udført egentlig menneskeskabt landvinding ved at etablere slikgårde inderst på vadefladerne. Slikgårde er store firkantede områder, der indhegnes med faskiner, som skærmer mod bølger og strøm, så der bliver roligere sedimentationsforhold (figur 18-11).

På denne måde aflejres de opslemmede partikler bedre. Samtidig graver man grøfter i de indhegnede områder, så man får rygge og render. Ryggenes niveau er højere end den oprindelige vadeflades, og sedimentationen i de små render øges samtidig. Denne proces kaldes grøbling.

Den samlede virkning af etablering af slikgårde og grøbling er, at man accelererer den aflejring af sediment, som naturligt finder sted i området. Man er fortsat med at grøble helt frem til midten af 1980'erne, nemlig langs Rømødæmningen, men i dag er man holdt helt op. Visse steder i Tyskland og Holland praktiseres denne form for landvinding stadig.