Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Inddigningens betydning for sedimentaflejringen

Oprindelig forfatter MPej

Der aflejres kun 0,1 g sediment per m3 vand fra Nordsøen på vadefladerne i Lister Dyb, mens det tilsvarende tal er 1,2 g per m3 sediment i Grådyb. En medvirkende årsag til denne forskel er tidevandsområdets større bredde ved Lister Dyb. Den større bredde bevirker nemlig, at bølgerne, især ved vestlige vinde, kan blive større i Lister Dyb end i Grådyb (figur 18-1). De større bølger fjerner en del af det aflejrede sediment igen.

Den mest markante forskel mellem områderne er, at der ikke er foretaget inddigninger af den naturligt dannede marsk i Grådybs tidevandsområde. Man finder derfor et stort areal med naturlig marsk, dels på østsiden af Skallingen og dels i den nordligste del af Ho Bugt ved Kjelst og omkring Varde å's udløb (figur 18-9). Disse marskområder oversvømmes ved høje højvander og stormfloder, og næsten halvdelen af det finkornede sediment aflejres på marskfladerne.

 FIGUR 18-9. Naturligt dannet marsk i den nordligste del af Ho Bugt.

FIGUR 18-9. Naturligt dannet marsk i den nordligste del af Ho Bugt.

Til gengæld er det meste af marsken i Lister Dybs tidevandsområde inddiget, så der er i dag kun ca. 10 km2 uinddiget marsk tilbage her. Den intensive inddigning betyder, at der i situationer, hvor vandstanden er høj, kun er et meget begrænset område, hvor der kan aflejres sediment over den normale højvandstand. Det er en af de væsentlige forklaringer på, at der akkumuleres så forholdsvis begrænset en mængde finkornet sediment i Lister Dybs tidevandsområde.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Morten Pejrup: Inddigningens betydning for sedimentaflejringen i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 5. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483540

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk