Byttefangst

Blandt planktonalgerne findes en række flagellater, som ved siden af fotosyntesen også er i stand til at æde andre planktonorganismer. Dette gælder for mange dinoflagellater, stilkalger og gulalger. De har deres egne kloroplaster, men supplerer fotosyntesens produktion ved at æde andre organismer. Stilkalger og gulalger er små (< 15 μm) og ernærer sig af bakterier, små alger og protozoer. Dinoflagellaterne er ofte større og æder typisk andre større alger og protozoer, hvorimod bakterier ingen rolle spiller som føde for dem. Algerne benytter de mest fantastiske mekanismer til at fange og optage deres føde (se figur 4-15).

Hos nogle planktonalger spiller byttefangst kun en lille rolle, men hos andre arter er den ret betydende. De førstnævnte arter får det meste af kulstofbehovet dækket fra fotosyntesen, hvis der vel at mærke er rigeligt med lys til rådighed. Hvis lyset er svagt, kan disse alger alligevel opretholde en vis vækst ved at æde. Mange af dem kan dog ikke leve i totalt mørke selv med rigelig føde. Hos de sidstnævnte arter udgør fødeoptagelsen langt den største del af algens kulstofforsyning. Kloroplasterne er ofte få og små og kun i stand til at forsyne cellen med tilstrækkelig organisk kulstof til, at de kan overleve eller gro ganske langsomt, når der ingen føde er til stede. Mellem de to yderpunkter findes de arter, som både gror fint i lys uden føde og i mørke med føde. De kaldes „ideelle“ mixotrofe, og som eksempel kan nævnes dinoflagellaten Fragilidium subglobosum (figur 4-16).

Fødeoptagelse hos planktonalger tjener ikke kun til at skaffe organisk stof. En del alger æder kun, når de mangler næringsstoffer. I danske farvande gælder dette formentlig arter af dinoflagellater i slægterne Ceratium og Prorocentrum. Vores viden herom er dog begrænset.