Holoplanktonets fangstteknikker

Afsnit fortsætter her.

Ved hjælp af halen drives vand gennem geléhuset, hvorved meget små partikler tilbageholdes af et finmasket slimnet. Slimnettet med partikler ædes derefter af dyret. Dyret kan ikke udnytte større partikler, men de bliver også sorteret fra i et stormasket net, der sidder ved indstrømningsåbningen. Når dette indstrømningsnet stopper til, forlader dyret huset af en særlig udgang og danner et nyt geléhus. Det sker ofte flere gange om dagen.

Mens vandlopper, halesøpunge og hjuldyr, der æder små fødeemner, aktivt gennemsøger vandmassen, svømmer gopler og ribbegopler langsomt gennem vandet med deres tråde udstrakt efter sig. Disse tråde er klæbrige og kan være både talrige og særdeles lange – op til flere meter. Føden består som regel af krebsdyr og små fisk som fanges vha. de klæbrige tråde. Hos ribbegoplerne vikles byttet blot ind i trådene, mens det hos goplerne først dræbes med en gift. I alle tilfælde føres byttet op til munden ved, at trådene trækker sig sammen. Goplerne er i høj grad i stand til at „vælge“ deres bytte, formentlig fordi de kan smage det. Dette har nogle fisk udnyttet – f.eks. udløser yngel af hvilling og hestemakrel ikke giftudskillelsen hos den røde brandmand, og de kan derfor undertiden søge beskyttelse mellem dens brændetråde.

Dyreplankton, som æder et bytte, der er stort i forhold til dem selv, dvs. mellem 1/1 og 1/3 af deres egen størrelse, er i høj grad i stand til at sanse og lokalisere byttet. Nogle vandlopper hører til denne gruppe, og hos dem sanses byttet vha. de to antenner, som også benyttes til at svømme med. Disse antenner er besat med en række børster, hvori der sidder sanseceller. Byttet behøver ikke berøre antennernes børster direkte, idet sansecellerne kan registrere ganske små bevægelser i vandet forårsaget af et svømmende bytte. Under fødesøgningen lader vandloppen sig langsomt synke ned gennem vandsøjlen, hvorved et givent område gennemsøges for bytte. Med jævne mellemrum springer vandloppen lidt op i vandsøjlen igen. På denne måde undgår vandloppen at synke helt ned på bunden, samtidig med at den undgår at afsøge den samme vandmasse flere gange. Kommer et bytte tilstrækkeligt tæt på, vil vandloppen forsøge at snappe det. Fangstsuc cesen for de fleste byttetyper er ret høj – dog kan enkelte ciliater som f.eks. Mesodinium rubrum undvige en angribende vandloppe ved at foretage kraftige spring og derved komme uden for vandloppens rækkevidde (se figur 5-39).

En række protozoer og dyreplankton har udviklet celleorganeller, nældeceller, til at fange og lamme deres bytte med eller til at beskytte sig mod fjender. Hos polypdyrene kaldes disse nematocyster og findes hos f.eks. søanemoner, brandmænd og vandmænd. Her findes de typisk i det yderste cellelag (epidermis) på tentaklerne. Hos protozoerne (og planktonalgerne for den sags skyld) findes trichocyster med lignende funktion; de sidder i cellemembranen.

Fælles for disse nældeceller er, at de består af en kapsel, hvori en lang tråd med spids ligger sammenrullet (se figur 5-40). Nældeceller kan udløses ved berøring, men de kan også udløses ved kemiske stimuleringer. Nældeceller fungerer således på mange måder som en harpun indeholdende en gift. De er selvstændige i den forstand, at de ikke kontrolleres af nervesystemet.

Nældecellerne fungerer kun én gang, og de produceres derfor i det omfang, de bruges.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Holoplanktonets fangstteknikker.

• Forrige afsnit er Andre holoplanktongrupper
• Næste afsnit er Vækstens økologiske betydning