Vækstens økologiske betydning

Det varierer meget, hvor hurtigt dyreplanktonet kan vokse med rigelig fødetilgang. Især kropsstørrelsen er vigtig (figur 5-41). De mindste typer, f.eks. hjuldyr, kan fordoble deres egen vægt i løbet af et døgn, mens de største typer, som vandlopper, vil være 8-10 dage om det. Til sammenligning vokser de meget mindre protozoer langt hurtigere (figur 5-41). Sammenhængen mellem væksthastigheden og kroppens volumen er sådan, at væksthastigheden falder til det halve hver gang kropsvolumenet stiger 16 gange. Og for hver gang kropsvolumenet øges 100 gange, falder væksthastigheden i gennemsnit med lidt over 3 gange. Denne sammenhæng mellem små dyr med hurtig vækst og store dyr med langsom vækst har betydning for planktonsamfundets dynamik.

Protozoer kan vokse lige så hurtigt som planktonalger. Det betyder, at en opblomstring af planktonalger hurtigt vil føre til opvækst af protozoer. Dyreplankton som vandlopper vil derimod øges noget langsommere i antal. De har en lavere maksimal væksthastighed og skal igennem en række stadier (æg, nauplie, copepodit), før de bliver fuldvoksne og kan formere sig. Der er altså en tættere tidslig kobling mellem mængden af alger og protozoer, end mellem alger og dyreplankton. Denne tættere kobling mellem planktonalger og protozoer betyder, at man sjældent ser store opblomstringer af små planktonalgeformer (mindre end 10 μm).

Den ulempe, det flercellede dyreplankton har ved ikke at kunne vokse så hurtigt som protozoerne, kompenseres af, at de ofte kan æde partikler af meget forskellig størrelse og form. Mens de hurtigtvoksende ciliater (protozoer) typisk kan æde 2-10 μm store partikler, kan voksne vandlopper æde partikler mellem 4 og 60 [im. Desuden kan vandlopperne æde planktonalger i kolonier og med børster, som ciliaterne ikke kan konsumere (se Hvad lever planktoniske protozoer af, og hvordan fanger de føden?).

I tilfælde af fødeknaphed kan meget dyreplankton nedsætte deres stofskifte markant og derved overleve, og mange arter ophober depoter af fedtstoffer, når der er rigeligt med føde, som de så kan trække på under sultperioder. Desuden har oceaniske vandlopper i tempererede og arktiske farvande udviklet adfærdsmæssige tilpasninger i form af vertikale vandringer, som øger deres overlevelse under fødeknaphed. I løbet af foråret og sommeren har de opbygget store reserver af især fedtstoffer, og det kan ikke længere betale sig for dem at forblive i den øvre del af vandsøjlen, hvor der er for lidt føde og for mange fjender. Derudover er temperaturen i denne del af året på de store dybder lavere end ved overfladen, hvilket er med til at nedsætte deres stofskifte. Vandlopperne kan således gennem disse sæsonvandringer nedsætte deres stofskifte og spare på deres ressourcer vinteren igennem.