Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skadelige og giftige planktonalger

Oprindelig forfatter PJH

De fleste planktonalger er uskadelige, selv om de kan skabe iltsvind, når de nedbrydes og rådner. Men et lille antal arter er giftige over for mennesker og dyr, ganske som vi kender det fra giftige planter på land. Giftige planktonalger findes især blandt dinoflagellaterne, men også cyanobakterier, kiselalger, stilkalger og raphidophyceer har giftige former.

Boks 4-2. En usædvanlig algeopblomstring

 A. Opblomstringens udbredelse

A. Opblomstringens udbredelse

Da stilkalgen Chrysochromulina polylepis i maj og juni 1988 dannede en opblomstring, som dækkede det meste af Kattegat og Skagerrak til langt oppe på den norske vestkyst, kom det som en stor overraskelse (figur A). Selv om C. polylepis var kendt fra området, havde den aldrig tidligere dannet opblomstringer.

Da opblomstringen var på sit højeste, nåede algetætheden helt op på 50-100 millioner celler per liter, og både fisk og bunddyr døde i store mængder, hvilket selvfølgelig skabte en del opmærksomhed blandt medier og forskere. Man regner med, at omkring 800 tons ørred, laks og torsk gik tabt ved den lejlighed.

Foruden at slå fisk og bunddyr ihjel havde opblomstringen også en kraftig virkning på andre dele af økosystemet. Vandprøver taget fra steder med en stor forekomst af algen afslørede en forbløffende mangel på andre alger og dyreplankton. Da denne alge ikke tidligere var blevet rapporteret som giftig, satte en del forskere sig for at undersøge, hvad det var, som slog alle de andre organismer ihjel. Resultaterne viste at Chrysochromulina polylepis faktisk danner giftige stoffer, hemolysiner, som ødelægger cellemembranerne hos alger og dyr (figur B).

 B. I det viste eksempel er Chrysochromulina polylepis blevet blandet med algen Heterocapsa triquetra ved starten af forsøget. Så snart koncentrationen af Chrysochromulina polylepis overstiger ca. 20 millioner celler per liter, påvirkes Heterocapsa triquetra, og den dør ud.

B. I det viste eksempel er Chrysochromulina polylepis blevet blandet med algen Heterocapsa triquetra ved starten af forsøget. Så snart koncentrationen af Chrysochromulina polylepis overstiger ca. 20 millioner celler per liter, påvirkes Heterocapsa triquetra, og den dør ud.

Siden 1988 har Chrysochromulina polylepis ikke dannet giftige opblomstringer i vore farvande, selv om mindre opblomstringer af andre stilkalgearter har fundet sted. Man kan derfor spørge, hvad det var for forhold, der gav grobund for den store opblomstring i 1988. Vi ved ikke i detaljer, hvorfor opblomstringen opstod, men man formoder, at en række sammenfaldende omstændigheder gjorde udslaget. Vinteren og foråret 1988 gav 2,5 gange normalnedbøren, hvilket førte til øgede tilførsler af næringsstoffer, specielt kvælstof, til de danske farvande. Vejret i maj og juni var solrigt, varmt og vindstille. Det har mindsket opblandingen og dermed fortyndingen af opblomstringen og givet algerne masser af lys til deres fotosyntese. Chrysochromulina polylepis er desuden mixotrof, dvs. at den ved siden af sin fotosyntese kan æde bakterier og små alger.

Da først antallet af Chrysochromulina polylepis var vokset til de nævnte størrelser, var koncentrationen af udskilte giftstoffer også blevet stor. Og den store koncentration var mere, end de andre alger og dyreplanktonet kunne overleve.

Ligesom vi kun har formodninger om, hvad der skabte opblomstringen, ved vi ikke præcis, hvad der gjorde, at den forsvandt igen. Man mener dog, at det var en kombination af næringssaltbegrænsning og spredning af opblomstringen forårsaget af strøm og vind.

Giftige planktonalger skaber tit problemer, når de danner opblomstring, og giftstofferne udskilles til det omgivende vand i store mængder. En af de alger, der forårsager massedød hos bunddyr og fisk om sommeren i danske farvande, er dinoflagellaten Karenia mikimotoi; tidligere fejlidentificeret som Gyrodinium aureolum (figur 4-20). Denne alge producerer stoffer, som ødelægger cellemembraner. Den forekommer stort set i alle danske farvande undtagen Østersøen, hvor saltholdigheden er for lav, og man kender til skadelige opblomstringer helt tilbage til 1960'erne.

 FIGUR 4-20. Dinoflagellaten Karenia mikimotoi (A) og stilkalgen Prymnesium parvum (B) er giftige ved masseforekomst. Målestok 10 μm.

FIGUR 4-20. Dinoflagellaten Karenia mikimotoi (A) og stilkalgen Prymnesium parvum (B) er giftige ved masseforekomst. Målestok 10 μm.

Stilkalger af slægterne Prymnesium og Chrysochromulina og raphidophyceer af slægten Chattonella danner også fra tid til anden opblomstringer med skadelige virkninger på bunddyr og fisk. I Danmark har vi tilbagevendende opblomstringer af Prymnesium parvum i fjorde og brakvandssøer med lav saltholdighed, mens vi kun enkelte gange har set opblomstringer af Chrysochromulina-arter (se boks 4.2). Stilkalgerne danner giftstoffer, som er meget lig dem, dinoflagellaten Karenia mikimotoi producerer. Fælles for giftstofferne er, at de ikke ophobes i muslinger, og der findes ingen rapporter om forgiftninger af mennesker, som har badet i vand med disse alger.

Annonce

 FIGUR 4-21. Cyanobakterien Nodularia spumigena danner ofte opblomstring i Østersøen og Kattegat om sommeren. A) Opblomstringen. B) Nærbillede af en algetråd. Målestok 20 μm.

FIGUR 4-21. Cyanobakterien Nodularia spumigena danner ofte opblomstring i Østersøen og Kattegat om sommeren. A) Opblomstringen. B) Nærbillede af en algetråd. Målestok 20 μm.

I varme somre blomstrer cyanobakterien Nodularia spumigena op i Østersøen, Bælthavet og Århus Bugt (figur 4-4 og 21). Disse opblomstringer ses ofte som store fnug i vandet, men de kan samle sig nær kysten i så store mængder, at det ligner grøn maling. Nodularia producerer giftstoffet nodularin, som kan give leverskader, hvis det indtages i store mængder. I enkelte tilfælde er hunde døde, formentlig af at have slikket deres pels efter en svømmetur i algemassen. Men man kender ikke til forgiftninger af mennesker forårsaget af Nodularia eller andre giftige cyanobakterier i danske farvande.

Nogle algegiftstoffer ophobes i algeædende muslinger, og når de indtages af mennesker og dyr, sker der en påvirkning. Sådanne skaldyrsgiftstoffer produceres især af dinoflagellater, f.eks. arter af slægten Alexandrium (figur 4-22). De producerer giftstoffer, som samlet kaldes for paralytisk skaldyrstoksin (PSP, Paralytic Shellfish Poison), og som påvirker nervesystemet og kan lamme åndedrættet hos mennesker. I alvorlige tilfælde kan det medføre døden. Dog forekommer disse alger som reglen i små mængder, og forgiftningstilfælde af mennesker kendes ikke i Danmark.

 FIGUR 4-22 (a). Dinoflagellaterne Dinophysis acuminata (A) og Alexandrium tamarense (B) samt kiselalgen Pseudo-nitzschia calliantha (C) er eksempler på alger med giftstoffer, som kan ophobes i muslinger. Målestok 10 μm.

FIGUR 4-22 (a). Dinoflagellaterne Dinophysis acuminata (A) og Alexandrium tamarense (B) samt kiselalgen Pseudo-nitzschia calliantha (C) er eksempler på alger med giftstoffer, som kan ophobes i muslinger. Målestok 10 μm.

 FIGUR 4-22 (b). Alexandrium tamarense (B). Målestok 10 μm.

FIGUR 4-22 (b). Alexandrium tamarense (B). Målestok 10 μm.

Fund af relativt høje algekoncentrationer kan imidlertid lukke muslingefiskeriet i Limfjorden i korte perioder om foråret. Årsagen hertil er ofte dinoflagellater af slægten Dinophysis (figur 4-22), som producerer giftstoffer, der fremkalder diarré og opkastninger hos mennesker, der har spist forgiftede muslinger.

I danske farvande forekommer også enkelte kiselalger som Pseudo-nitzschia calliantha, der producerer giftstoffet domoinsyre, der ligeledes kan ophobes i muslinger (figur 4-22). Giftstoffet kan give hukommelsestab, opkastning og i ekstreme tilfælde forårsage død hos mennesker. Giften blev første gang opdaget ved en opblomstring i Canada i 1987, hvor flere mennesker blev syge og enkelte døde. Der er ikke konstateret forgiftninger af mennesker i Danmark, formentlig fordi disse alger ikke forekommer i store mængder i de områder, hvor fiskeriet efter blåmuslinger foregår.

 FIGUR 4-22 (c). Kiselalgen Pseudo-nitzschia calliantha. Målestok 10 μm.

FIGUR 4-22 (c). Kiselalgen Pseudo-nitzschia calliantha. Målestok 10 μm.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Juel Hansen: Skadelige og giftige planktonalger i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 9. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483143

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk