Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hvad lever planktoniske protozoer af, og hvordan fanger de føden?

Oprindelig forfatter PJH

Protozoer i vandsøjlen lever hovedsageligt af bakterier, planktonalger og andre protozoer. De fleste opsøger føden ved at svømme omkring, men der findes undtagelser: Actinopoderne har klæbrige axopodier (pigge), som fanger alger og protozoer, der tilfældigvis rammer dem. Amøberne kryber rundt på større partikler, som driver rundt i vandsøjlen, og æder, hvad de kan finde af bakterier på overfladen.

De protozoer, som aktivt opsøger føden ved at svømme omkring i vandsøjlen, har udviklet meget forskellige fangstteknikker alt efter fødens art. Lidt på samme måde som mennesker har udviklet forskellige fiskeredskaber. En del protozoer benytter sig af et net eller et filter, hvormed de kan fange små fødeemner, dvs. partikler som er mindre end 1/10 af deres egen størrelse. Dette princip findes hos bl.a. kraveflagellaterne, som har en flagel, der driver vandet gennem en krave af pseudopodier. Vandet drives udefra og ind gennem kraven, så føden tilbageholdes på ydersiden. Derfra optages føden af andre pseudopodier, som midlertidigt dannes ved bunden af kraven. Hos kraveflagellaterne er filteret så tæt, at de kan æde nogle at de mindste organismer i havet, nemlig bakterier mindre end 1 μm.

De fleste ciliater fanger deres føde ved at svømme omkring i vandet vha. deres membraneller, der som tidligere nævnt er plader af tætsiddende cilier rundt om cellemunden. Fødepartikler, der rammer membranellerne, dirigeres hen til munden og optages (figur 5-8). En cellemund er ikke en egentlig åbning, men et sted på celleoverfladen, der er specialiseret til at optage fødepartikler ved indsnøring af cellemembranen.

Annonce

Figur 5-8.
NID-1-185.pngNID-1-186.png
En del protozoer fanger deres føde ved at bruge et net eller et filter, hvorigennem de driver en vandstrøm (vist med pile). Hos kraveflagellater (A) fungerer et net af pseudopodier – hos ciliaterne (B) et filter af membraneller – som fangstredskab. Jørgen Strunge efter Fenchel, 1987.

Membranellerne sidder med en vis afstand fra hinanden, så meget små partikler vil passerer igennem dem. Det betyder, at de fleste ciliater ikke er i stand til at fange bakterier og meget små alger (under 1μm). I stedet lever de af lidt større planktonalger og andre protozoer.

Store partikler kan hovedparten af ciliaterne heller ikke sluge, idet munden hos dem ikke kan udvides særlig meget. Derfor lever de hovedsageligt af planktonorganismer mellem 2 og 20 μm.

Blandt protozoerne findes der også organismer, som fanger bytteorganismer på størrelse med dem selv. Det gælder for alle dinoflagellater, en del øvrige flagellater og enkelte ciliater. Disse protozoer finder som oftest deres bytte ved at svømme omkring med en hastighed, som overstiger byttets. Men der findes også protozoer, som kan fange et bytte, der svømmer hurtigere end dem selv. I sådanne tilfælde ligger protozoen „i baghold“. I alle tilfælde vil protozoen affyre en eller flere harpuner (trichocyster) i det øjeblik, byttet registreres. Harpunen både lammer byttet og forankrer det til protozoen (figur 5-9).

Hos ciliater, som æder forholdsvis store fødeemner, er munden ret elastisk og kan udvides ganske betydeligt. Dog kan de ikke æde kolonidannende kiselalger, der bærer lange børster. De kan nemlig ikke som dyreplanktonet bide eller „tygge“ maden. De er simpelt hen nødt til at sluge fødepartiklen i en enkelt „mundfuld“, og det kan ikke lade sig gøre, når føden er stor eller besat med lange stive børster, som det er tilfældet hos kiselalgerne.

 FIGUR 5-9. Fødesøgningsadfærd hos dinoflagellaten Protoperidinium. Den svømmer adskillige gange rundt om sit bytte (A), her en kiselalge af slægten Chaetoceros, før den hæfter sig fast med sin fangsttråd (B). Målestok 100 μm.

FIGUR 5-9. Fødesøgningsadfærd hos dinoflagellaten Protoperidinium. Den svømmer adskillige gange rundt om sit bytte (A), her en kiselalge af slægten Chaetoceros, før den hæfter sig fast med sin fangsttråd (B). Målestok 100 μm.

Hvad der er umuligt for ciliaterne er dog muligt for dinoflagellaterne. De har udviklet forskellige måder at håndtere og æde selv meget store fødeemner på. Mange af dem æder simpelt hen ved at åbne længdefuren, som fungerer som mund. På denne måde ædes hele byttet. Munden er meget elastisk, og dinoflagellaten kan under måltidet helt ændre facon. Fordøjelsen foregår inde i dinoflagellaten, og ufordøjelige dele udskilles igen i mundområdet.

Andre dinoflagellater har løst problemet med meget store fødeemner ved at udsuge byttet. Dette sker vha. et slags sugerør, som dinoflagellaten stikker ind i byttet. Dinoflagellaten sprøjter først enzymer ind i byttet, og halvt nedbrudt føde suges derefter ind i dinoflagellaten, hvor den resterende del af fordøjelsen foregår (figur 5-10A). Atter andre dinoflagellater optager føden via et såkaldt „pallium“, et pseudopodium, som udgår fra længdefuren. Dette pallium omslutter hele byttet og udskiller enzymer, der nedbryder det til mindre stoffer. Disse mindre stoffer optages igennem palliets membran. Derefter trækkes palliet tilbage, nu indeholdende den delvist nedbrudte føde (figur 5-10B).

Enkelte af protozoerne er meget selektive i deres byttevalg. F.eks. æder arter af ciliaten Didinium kun andre ciliater. Andre arter er til gengæld altædende som ciliaten Tiarina fusus. Der er både fordele og ulemper ved at være selektiv. Fordelen er, at man derved sikrer sig føde af høj kvalitet. Ulempen er at være afhængighed af et ganske specielt fødeemne. Forsvinder dette, har man ikke noget at leve af.

Figur 5-10.
NID-1-188.pngNID-1-189.png
Dinoflagellater kan æde meget store planktonorganismer. Dinophysis-arter udsuger deres bytte, en ciliat (A). Dinoflagella, mens Protoperidinium-arter danner et pseudopodium, der helt kan omslutte selv meget store kolonidannende kiselalger som Chaetoceros-arter (B). Målestok 10 μm. Efter A: Hanse, 1991, B: Jacobson & Anderson, 1996.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Juel Hansen: Hvad lever planktoniske protozoer af, og hvordan fanger de føden? i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 10. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483169

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk