Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Variationer i dyreplanktons mængde

Oprindelig forfatter PJH

Årsvariationen

Ganske som med planktonalger og protozoer er der en betydelig årstidsvariation i det flercellede holoplanktons mængde og produktion.

Vandlopperne, der er de vigtigste planktonædere i vore farvande, overvintrer enten som voks ne, sene copepoditstadier eller som hvileæg på havets bund (se figur 5-42). Ved planktonalgernes forårsopblomstring klækker hvileæggene, og sammen med den aktive bestand af vandlopper sørger de for, at mængden langsomt øges. Vandloppernes ægproduktion følger algemængden tæt og når sit højeste niveau midt under forårsopblomstringen. På grund af den lave temperatur og de mange udviklingsstadier, som vandlopperne må gennemgå, topper antallet af voksne vandlopper dog først i løbet af sommeren.

Om sommeren er algemængden lav og domineret af meget små former, som vandlopperne har svært ved at æde. Ægproduktionen er derfor lav på dette tidspunkt, og mange vandlopper ernærer sig af protozoer som ciliater og små planktonædende dinoflagellater.

Annonce

 FIGUR 5-42 (a). Årstidsvariation i mængden (g kulstof per m2) af planktonalger i Kattegat i 1989.

FIGUR 5-42 (a). Årstidsvariation i mængden (g kulstof per m2) af planktonalger i Kattegat i 1989.

Ved efterårsopblomstringen af større planktonalger, øges vandloppernes ægproduktion igen kortvarigt for så at aftage hen på vinteren. Bestanden af vandlopper falder typisk fra september, selv om ægproduktionen stadig er betydelig. Det skyldes formentlig, at andre større dyreplanktonarter og fisk æder særligt mange, og at de producerede æg er hvileæg, som først klækker det efterfølgende år.

Årstidsvariation i forekomsten af dafnier og halesøpunge afviger en del fra vandloppernes. Dafnier og halesøpunge formerer sig hurtigere, og deres forekomst er derfor langt tættere koblet til ændringer i algemængden. Dyrenes biomasse er derfor typisk størst i tilknytning til algernes opblomstringer om foråret og efteråret.

Dybdevariationen

 FIGUR 5-42 (b). Ægproduktion hos en vandloppe (Centropages) i Kattegat i 1989. Vandloppernes ægproduktion følger nøje algernes biomasse, mens biomassen af vandlopper er størst midt på sommeren, hvor algebiomassen er lav.

FIGUR 5-42 (b). Ægproduktion hos en vandloppe (Centropages) i Kattegat i 1989. Vandloppernes ægproduktion følger nøje algernes biomasse, mens biomassen af vandlopper er størst midt på sommeren, hvor algebiomassen er lav.

De fleste dyreplanktonarter er grundlæggende underlagt havets bevægelser på samme måde som planktonalgerne og protozoerne, men i modsætning til dem kan dyreplanktonarterne bevæge sig med en betydelig hastighed. Deres svømmehastighed er ganske vist for lille til at have nogen betydning for deres horisontale fordeling, men den spiller en rolle for deres vertikale fordeling.

Mængden af dyreplankton i en given dybde varierer i løbet af døgnet. Det skyldes ikke kun vandets bevægelse, men også at dyrene udfører lysstyrede vandringer. Når lyset aftager hen på eftermiddagen, begynder de at vandre opad, og det fortsætter så længe, det er mørkt. Når lyset tager til om morgenen, begynder de nedturen ved enten at synke passivt eller vandre aktivt nedad mod større dybder.

Døgnvandringer er specielt udviklet hos det store oceaniske dyreplankton. Vandlopper som Calanus-arter kan vandre op mod 100 m op og ned i løbet af dagen, mens rejer og lyskrebs kan vandre op til 600 m. I Skagerrak og i de indre danske farvande har man derimod ikke kunnet påvise vandringer, hverken hos de relativt store Metridia- og Calanus-arter eller hos de mindre Acartia-arter.

 FIGUR 5-42 (c). Mængden af vandlopper i Kattegat i 1989.

FIGUR 5-42 (c). Mængden af vandlopper i Kattegat i 1989.

Hvorfor nogle arter foretager døgnvandringer og andre ikke, har været diskuteret i mange år, og en række forslag har været fremsat. En af de hyppigst fremsatte og også bedst dokumenterede teorier siger, at vandringerne skyldes, at dyreplankton ædes af rovdyr som f.eks. fiskelarver, fisk og fugle ved overfladen. Disse fjender jager ved hjælp af synet og behøver derfor lys for at finde deres bytte. Dyreplanktonet kan derfor undgå at blive ædt ved at søge væk fra lyset ved overfladen om dagen. Omvendt søger de til overfladen om natten, da fødekoncentrationen er højst i den øverste del af vandsøjlen. Nu er det imidlertid ikke alle dyreplanktonets fjender, som behøver lys for at fange deres bytte, så beskyttelsen ved at foretage vandringer op og ned i vandsøjlen er langtfra perfekt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Juel Hansen: Variationer i dyreplanktons mængde i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 14. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483182

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk