Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vækstens økologiske betydning

Oprindelig forfatter PJH

Det varierer meget, hvor hurtigt dyreplanktonet kan vokse med rigelig fødetilgang. Især kropsstørrelsen er vigtig (figur 5-41). De mindste typer, f.eks. hjuldyr, kan fordoble deres egen vægt i løbet af et døgn, mens de største typer, som vandlopper, vil være 8-10 dage om det. Til sammenligning vokser de meget mindre protozoer langt hurtigere (figur 5-41). Sammenhængen mellem væksthastigheden og kroppens volumen er sådan, at væksthastigheden falder til det halve hver gang kropsvolumenet stiger 16 gange. Og for hver gang kropsvolumenet øges 100 gange, falder væksthastigheden i gennemsnit med lidt over 3 gange. Denne sammenhæng mellem små dyr med hurtig vækst og store dyr med langsom vækst har betydning for planktonsamfundets dynamik.

Protozoer kan vokse lige så hurtigt som planktonalger. Det betyder, at en opblomstring af planktonalger hurtigt vil føre til opvækst af protozoer. Dyreplankton som vandlopper vil derimod øges noget langsommere i antal. De har en lavere maksimal væksthastighed og skal igennem en række stadier (æg, nauplie, copepodit), før de bliver fuldvoksne og kan formere sig. Der er altså en tættere tidslig kobling mellem mængden af alger og protozoer, end mellem alger og dyreplankton. Denne tættere kobling mellem planktonalger og protozoer betyder, at man sjældent ser store opblomstringer af små planktonalgeformer (mindre end 10 μm).

 FIGUR 5-41. Sammenhængen mellem størrelse og maksimal vækst hos protozoer (grøn) og dyreplankton (rød).

FIGUR 5-41. Sammenhængen mellem størrelse og maksimal vækst hos protozoer (grøn) og dyreplankton (rød).

Den ulempe, det flercellede dyreplankton har ved ikke at kunne vokse så hurtigt som protozoerne, kompenseres af, at de ofte kan æde partikler af meget forskellig størrelse og form. Mens de hurtigtvoksende ciliater (protozoer) typisk kan æde 2-10 μm store partikler, kan voksne vandlopper æde partikler mellem 4 og 60 [im. Desuden kan vandlopperne æde planktonalger i kolonier og med børster, som ciliaterne ikke kan konsumere (se Hvad lever planktoniske protozoer af, og hvordan fanger de føden?).

Annonce

I tilfælde af fødeknaphed kan meget dyreplankton nedsætte deres stofskifte markant og derved overleve, og mange arter ophober depoter af fedtstoffer, når der er rigeligt med føde, som de så kan trække på under sultperioder. Desuden har oceaniske vandlopper i tempererede og arktiske farvande udviklet adfærdsmæssige tilpasninger i form af vertikale vandringer, som øger deres overlevelse under fødeknaphed. I løbet af foråret og sommeren har de opbygget store reserver af især fedtstoffer, og det kan ikke længere betale sig for dem at forblive i den øvre del af vandsøjlen, hvor der er for lidt føde og for mange fjender. Derudover er temperaturen i denne del af året på de store dybder lavere end ved overfladen, hvilket er med til at nedsætte deres stofskifte. Vandlopperne kan således gennem disse sæsonvandringer nedsætte deres stofskifte og spare på deres ressourcer vinteren igennem.

Boks 5-2. Indsamlingsmetoder

NID-1-253.png

Dyreplanktonarter forekommer typisk i et antal på under 10 individer per liter havvand og kan indsamles på mange forskellige måder. Ingen af metoderne kan dog indsamle alle typer dyreplankton lige godt.

Ligesom med planktonalgerne og protozoerne kan man benytte en vandhenter til at fange dem i. For at få et passende antal dyr, må man ofte koncentrere vandprøven. Dette gøres ved at hælde vandet fra vandhenteren igennem et net med en passende maskevidde (maskevidde 50 eller 250 μm) alt efter behov. Fordelen ved vandhenteren er, at dyr kan indsamles fra en bestemt dybde. Dette gør det muligt at studere dyrenes dybdefordeling. Ulempen ved vandhenteren er, at koncentrationen af mange store dyreplanktonformer er for lav til, at selv en stor vandhenter på 100 liter kan komme på tale. Desuden er mange af de større arter så hurtige, at de vil undvige vandhenteren.

I stedet for en vandhenter kan man bruge et tragtformet planktonnet, som trækkes gennem vandet, på samme måde som med de encellede organismer. Maskevidden i nettet skal selvfølgelig være større end den, man bruger til de encellede organismer. Typisk bruges en maskevidde på mellem 50 og 250 μm. Nettet med den mindste maskevidde benyttes, hvis man ønsker at få de mindste flercellede former med, mens nettet med det største maskevidde benyttes, hvis fokus ligger på de noget større former. Hvis nettet udstyres med en strømningsmåler, kan antallet af dyr omregnes til antal per volumenenhed. Hvis nettet desuden er udstyret med en dybdemåler og konstrueret, så det kan lukkes, inden det tages op fra en bestemt dybde, kan det bruges til at studere dybdeudbredelsen af det flercellede dyreplankton på samme måde, som man kan det med vandhenteren. Ulempen ved nettet er ligesom med vandhenteren, at store hurtigtsvømmende arter vil undvige, også selv om net med en diameter på mellem 2 og 3 m benyttes.

Hvis man vil have disse store, hurtige former med i sin prøve, må man ty til en planktonpumpe. En sådan pumpe kan sænkes ned i en bestemt dybde. Her pumpes så en kendt mængde vand gennem et kammer, der er udstyret med et stykke planktonnet med en passende maskevidde. Derefter hejses hele pumpeapparatet med dyrene op.

Når man har sin koncentrerede dyreplanktonprøve og gerne vil undersøge den nærmere, må den som oftest først konserveres. Traditionelt har man benyttet formalin. Antallet af de forskellige arter tælles under stereolup vha. et specielt tællekammer (figur), hvor man dels undgår, at dyrene „skvulper“ rundt, når man flytter på det, dels ikke kommer til at tælle det enkelte dyr flere gange.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Juel Hansen: Vækstens økologiske betydning i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 19. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483181

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk