Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sækdyr

Oprindelig forfatter PJH

De fleste sækdyr er fastsiddende organismer på sten eller tang. De har et larvestadium, men det opholder sig kun ret kort tid i planktonet. Dog findes tre grupper af sækdyr, som udelukkende lever i plankton: Tøndesalperne, salperne og halesøpungene. De to førstnævnte grupper er især hyppige i de tropiske og subtropiske have, men enkelte arter træffes sporadisk i danske farvande.

Salper og tøndesalper er glasklare, cylindriske dyr med en række cirkulære indre muskelbånd. Tøndesalperne afviger fra de egentlige salper ved, at muskelbåndene er ringformede og sammenhængende. I forenden af dyret er der en indsugningsåbning og i bagenden en udsugningsåbning. Forrest i dyret er der udspændt et finmasket slimnet, som tilbageholder selv meget små partikler. Enkelte arter lever alene, mens andre danner kolonier. Disse kolonier er ofte store og cylindriske. Det enkelte dyrs indsugningsåbning er rettet ud mod det omgivende vand, mens udstrømningsåbninger alle er rettet ind mod et fælles udstrømningskammer.

Figur 5-21.
NID-1-214.pngNID-1-215.png
Salper er ikke så almindelig i danske farvande, de findes til gengæld i store mængder i troperne. Undtagelserne er A) Thalia democratica og B) Salpa fusiformis, som føres hertil med Golfstrømmen. Målestok 1 cm. Efter Fraser, 1962.

En del arter føres med Golfstrømmen fra de varmere have til Nordsøen. To arter af salper føres så langt nordpå, at de begge træffes hen på sensommeren hos os. Det drejer sig om Salpa fusiformis og den blå Thalia democratica (figur 5-21).

Annonce

Halesøpungene består af en krop og en hale. Denne hale indeholder en rygstreng, som kan betragtes som en forløber for rygsøjlen hos hvirveldyr. Halesøpungene har direkte udvikling. Fra det befrugtede æg klækkes en lille tro kopi af den voksne. Væksten er hurtig, og efter bare 1-3 uger bliver dyrene kønsmodne.

Dyret er omgivet af et gelé-hus, der tjener som filtreringsapparat. Halesøpungene danner selv huset og udskifter det, når det bliver tilstoppet, hvilket ofte sker mange gange om dagen. Tomme geléhuse synker ret hurtigt til bunds, og til tider kan nedsynkningen af disse huse sammen med de deri fangne organismer udgøre et væsentlig bidrag af organisk stof til bunden. I danske farvande er Oikopleura dioica og Fritillaria borealis almindelige (figur 5-22).

Figur 5-22.
NID-1-216.pngNID-1-217.pngNID-1-218.png
NID-1-219.png NID-1-220.png
To almindelige halesøpunge i danske farvande Oikopleura dioica (B, D og F) og Fritillaria borealis (A, C og E). A, B: Dyrenes placering i deres geléhusene. C, D: Dyrenes opbygning. E, F: Halens opbygning. Målestok A og B: 1mm; C-F: 500 μm. Efter Nielsen og Hansen, 1999.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Juel Hansen: Sækdyr i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=483176

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk